Eksitensproblemstillinger

Jeg har snakket om det før. Men er "at være i live" og "at leve"  være det samme? Dækker de to udtryk over det samme? Og hvad med "at være levende" - er det ikke i en kategori helt for sig selv?

Kroppen fungerer så længe hjernen fungerer. Den fortæller ens organer hvordan de skal virke. Den gør, at man automatisk ved hvordan man skal trække vejret, den sørger for at hjertet slår, den sørger for at blodet bliver pumpet rundt i  kroppen - men så snart ilttilførslen til hjernen stopper, og man er hjernedød - så er man ikke længere i live, man lever ikke længere, og den sprudlende personlighed, man måske havde haft, der gjorde en "levende", forsvinder.

Nogen mennesker siger "Når man dør, er det bare som at falde i søvn og derefter vågner man op i Paradis". Hvis man har gjort sig fortjent til Paradis. Mange spørger sikkert sig selv: Hvad er forskellen på Paradis og Helvede? Og hvis Hitler havnede i Helvede, er det så sikkert at Moder Theresa havnede i Paradis? For mange mennesker lever skjulte liv parallelt til det "perfekte" liv, de udviser til alle andre på daglig basis. Måske var Moder Theresa en pengebegærlig bordelmutter i sin fritid, og måske studerede Adolf Hitler til katolsk præst når han ikke forsøgte at lede Tyskland til toppen af verden med sit Tredje Rige.

Der er også folk, der bare har den holdning at "hvis det er i Helvede stripperne og alle mine venner havner, så er det der, jeg vil hen, for hvem gider at sidde og høre på harpespil i Himlen dagen lang".

Og så er der os, der bare "ved" det. Ikke for at være bedrevidende, men som forskningen af de menneskelige kroppe, hjernen og alt hvad det indebærer viser, så er det mest sandsynligt at når hjernen brænder ud, og alt bliver sort, så er det fordi man er død. Det føles ikke som om man sover, for der er ingen følelser. Man er "ikke mere". "Ikke eksisterende". Man var. Men ikke længere. Nu er der mindet om en, som sagtens kan leve videre blandt de sørgende. Men jeg er 100% overbevist om, at f.eks. et koncept som "sjælen" er noget, der sidder et sted i hjernen. Mere præcist det sted, hvor personligheden formes. For  mig er "sjæl" et andet ord for "personlighed", selvom jeg godt ved det typisk ikke bliver set sådan.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på dette. Jeg stod ud af min seng for at skrive dette blogindlæg. Og for at kigge lidt nærmere på ting, jeg har gang i. Jeg er alligevel ikke træt, selvom klokken lige nu er 02:40 natten til mandag. Jeg sover vist for meget...

This one is for you, gurl

Jeg har den bedste veninde, der findes. Uanset hvor I leder, under hvilken sten I leder, hvilket bibliotek I kigger i, eller hvilken café I går ind på, så har I ikke en veninde som jeg har. Medmindre, selvfølgelig, I kender den samme kvinde.

Jeg mødte hende for mange, mange år siden. I 1987. Da vi var meget meget unge - vi gik kun i 1. klasse dengang. Vi var ikke legekammerater dengang. Vi legede en gang hjemme hos mig, og en gang hjemme hos hende. Det var vist det. Jeg havde dengang en bedste veninde der hed Maryam.

Men katastrofen indtraf i 1988, da jeg skulle flytte fra København til Solrød. Jeg kendte godt nok nogen i Solrød, men... Maryam, som jeg gik i skole med, og alle mine veninder fra "gården", dem måtte jeg efterlade. Jeg fandt hurtigt nye veninder - men ikke i skolen.

Pludselig en dag i 1990, så jeg en pige, der lignede en, jeg helt sikkert havde set før. Og jeg så hende stort set lige foran det rækkehus, vi var flyttet til. Hun fik lov at se mig danse rundt i gamacher (det hed leggings dengang), hvide med en masse blomster, og en pastelfarvet gul T-shirt, mens jeg sammen med to veninder legede Melodi Grand Prix og helt klart var besat af Lonnie Devantier og hendes "Hallo Hallo". Kan I huske den? Ellers tjek den ud på YouTube på dette direkte link

Jeg var et ømt syn. Jeg tager det som det er. Men det var pigen også. Hun havde svenskerhår! Som min mor! Det var ret tydeligt at hun også kunne genkende mig. En dag kom hun hen og afbrød vores Lonnie-leg, og hun spurgte om jeg var Rikke, og om jeg havde gået på Ny Carlsbergvejens Skole. Og det havde jeg. Og det var hende, som jeg havde leget med to gange.

Hendes mor var blevet skilt, og havde fundet sig en mand, der boede i en bebyggelse der lå stort set lige ved siden af den bebyggelse jeg boede i. Og før vi vidste af det, var vi bedste veninder. Hun startede op på Uglegårdsskolen, hvor jeg også gik - endda i samme klasse som mig! Vi hang sammen altid.

Nogle af de ting, vi har oplevet sammen, min veninde og jeg, er disse:

• "Opperen". Det var en virkelig spændende opfindelse, deraf "opperen", som vi helt selv fandt på en dag, hvor vi var ude og "udspionere" en fra vores klasse som var megalækker. Der var en legeplads i nærheden af hvor han boede, i samme bebyggelse som min veninde. Efter et større uvejr var en bjælke revet løs, og lå bare på græsset. Det var for godt til at lade være. Så vi tog den, lagde den henover traktordæk-gyngen, stillede os op i hver vores ende, og så tog vi fat i rebet, der holdt det hele oppe og så begyndte vi at gynge/vippe frem ot tilbage, mens vi sang en sang, som vi havde lavet selv: vi skiftede til at synge et vers, og efter hvert vers var der et omkvæd, om bare lød på "Hihi hvor var det sjovt" - og det skulle vi begge to synge. 
• Der var også dengang, hvor vi sad hjemme hos hende og så film, og hendes storesøster og dennes veninde kom hjem, og de insisterede på at se nogle soft-porn film, og vi så noget af det, men mistede interesseren og gik i stedet ud for at lede efter ham den lækre fra vores klasse. Min veninde havde lige lært at slå falske bøvser, men jeg havde spist for mange chips, og jeg sagde til hende "Lad nu være. Hvis du gør det igen, kaster jeg op". Jeg ved ikke, om hun ville vise sig, eller om bare ville tjekke mig. Men hun gjorde det igen - og ud væltede alle chipsene i en tilfældig hæk. Haha. 
• En dag tilbragte vi 4 timer bag en busk, fnisende, mens der lå en (tom) pung fra Legoland på fortovet lige foran os, med en madsnor (eller kødsnor, alt efter hvad du foretrækker) bundet i, og op til busken. Der var kun det fortov og så en cykelsti, men der kom ikke et eneste menneske i de 4 timer - og alligevel formåede vi at grine og fnise i 4 timer. 
• En af de fødselsdage, jeg havde før jeg blev 12, havde mine forældre inviteret mig og min veninde i Tivoli. Vi havde det SÅ sjovt, og vi spiste på en italiensk restaurant derinde. Vi døbte vores mad "pruttespaghetti" fordi det var vores reaktion på det, og "bøvsecola" fordi - det var reaktionen på det. Jeg købte en sort stråhat  med et hvidt bånd med noget pastelfarvet grønt og blåt blomsterinspireret mønster, og min veninde købte en pink stråhat med et sort silketørklæde med pink prikker. Da vi kom hjem senere den aften, besluttede vi os for at "vække nabolaget" med et modeshow for alle mine yngre veninder. Så vi tog alt muligt sært tøj, kombinerede det forskelligt og med vores fantastiske flotte, nye hatte. Reaktionen var så fantastisk, at vi besluttede os for at tage vores hatte på i skole en af de kommende dage. Jeg tog min på, men den fløj væk og blev fuldstændig skæv. Jeg kan ikke huske om min veninde havde sin på, men jeg mindes at den var med i skole. 
• På vores skole havde vi noget, som hed "Ugleby". Det var et fænomen der gik ud på, at vi skulle lave små butikker på selve skolen, indsamle eller producere ting at sælge og så skulle vi lave noget valuta, som forældre og andre "pårørende" kunne få når de kom på Uglebys "Open Night". De år, hvor jeg var med, sad jeg altid i vores BEAUTY-afdeling, og mange havde en masse "gammelt" makeup med fra deres mødre/ældre søskende. Min veninde og jeg "lånte" lidt her engang fra tid til anden. Jeg kan huske at jeg endte op med en blush som var virkelig ekstremt rød, og jeg var slet ikke til rød, men det var så spændende med alt det med makeup, og min mor brugte ikke sådan rigtig noget. 
• Men når det kom til at stjæle, havde vi ingen skrupler. Jeg var nok værre end min veninde - for jeg stjal rent faktisk fra hende. Første gang jeg stjal fra hende, havde jeg hugget hendes Roxette bånd, "Look Sharp", og ikke ænset at hun havde skrevet sit navn på inlayet i kassetten. Så de veninder, jeg havde haft før hende her, fortalte hende det, og hun kom hen til mig og fandt kassetten i min skuffe, og båndet i min båndoptager. Til sidst måtte jeg erkende at jeg havde snuppet hendes Roxettebånd, og hun fik det tilbage, uden nogen hard feelings. Anden (og sidste) gang var være. For jeg stjal noget fra hende, som ikke var hendes, og jeg gjorde det åbenlyst. Vi havde leget med Barbie hjemme hos mig, og min veninde havde haft noget af sin storesøsters Barbie med. Derinblandt to plasticpotteplanter, der "hørte til" Barbies hus. Da hun ville tage dem med hjem, kaldte jeg på min mor og sagde at det var mine og at min veninde prøvede at stjæle dem fra mig. Min mor, som jo var min mor, holdt med mig, og det der er værst, er at hun aldrig fik de planter tilbage... Men igen: no hard feelings. Nu griner vi bare af det. Men det var tarveligt, usselt og totalt lowlife.
• Sammen "brød" vi ind i skolekøkkenet. Dvs., nogen havde ikke låst, faktisk stod døren på vid gab, og skabet inde i skolekøkknet var i aflåst. Vi stjal en halvtom dåse med vaniljesukker og cyklede hjem til mig, hvor vi ... spiste den. Ja, vi spiste vaniljesukker, direkte fra beholderen. Der gik lidt tid før vi kunne spise vanilje igen.
• Det var lidt det samme da vi havde få et nogle penge af min mor, og vi købte en liter appelsinsorbet, som vi satte os til at spise på kantstenen foran købmanden. Vi havde skeer, jeg kan ikke huske hvorfra, men vi kunne ikke spise den op, og min veninde kan ikke længere lide appelsinsorbet, mens jeg har fået fornyet lyst til at smage det, det er jo over 20 år siden, men jeg har ikke kunne finde appelsinsorbet nogen steder. 
• Vi har tilbragt mange timer sammen, især i forbindelse med musik. Vi var os to, og mange bands bar 2 kvindelige forsangere. Vi har fået så meget motion ved at danse rundt hjemme hos hende mens vi legede Ace of Base (jeg var den mørkhårede, min veninde den lyshårede), og før det, brugte vi en del til på ABBA (igen: jeg var den mørkhårede, min veninde den lyshårede).
• En nytårsaften, hun tilbragte hos mig, var den nytårsaften, hvor mine forældre var ekstra kåde. Heldigvis sov hun, da de begyndte at korpulere i rummet ved siden af mit. Det var temmelig højlydt, og jeg håbede at hun ikke ville vågne. Men så var det, at deres seng brast, og min veninde vågnede selvfølgelig. Jeg fortalte hende, hvad der var sket, og hun lovede at hun ikke ville sige noget til nogen nogensinde. Et par dage efter vi var startet i skole, vidste alle det. Haha. 
• Der var også alle de gange, hvor vi tog ud i IKEA for at hygge os, have en god, afslappet dag og bare være veninder. Desværre er vi begge to IKEA-horders, og vi købte altid for meget til at vi kunne transportere det hjem på egen hånd. Min far, som arbejdede i Taastrup på daværende tidspunkt, havde en minibus, som han gerne måtte køre privat i. Hver gang endte vi med at ringe til ham, og spørge ham om han ville hende os. Så han kom efter arbejde og hentede os, kørte os hjem til mig (jeg boede stadig hjemme dengang, havde min egen lejlighed i deres hus, som en tilbygning), så spiste vi som regel noget mad, og derefter fulgte jeg hende til bussen og hun tog hjem. 
• Min veninde har malet mange flotte malerier til mig, som jeg er meget, meget glad for. Jeg forventer at finde steder at hænge dem op på et tidspunkt. Hun er dygtig med en pensel, og hun har god sans når det kommer til farvesammensætninger!
• En dag gik hun, jeg og en tredje veninde ned til købmanden i spisefrikvarteret, og vi snakkede om, hvad vi ville være når vi blev "store". Vores veninde ville være dommer, jeg havde en del drømme, og min veninde ville gerne være "ryger". 
• Vi havde planer om at flytte sammen efter skolen, og være roomies. Det skete så ikke, og det er sikkert også for det bedste. I stedet introducerede hun mig for René. 
• Min veninde har støttet mig igennem ALT hvad jeg har været igennem, depression, whatever, og hun er der stadig - selv når hun har travlt. 
• En dag, i folkeren, da vi skiltes ved et vejkryds, fordi hun skulle lige ud og jeg skulle dreje. I det jeg drejede af, råbte jeg "Ha' en god sommerferie, jeg håber at du falder og brækker armen". Og der gik ikke 2 minutter før hun faldt - og brækkede armen. Stadig no hard feelings.
• Og denne fantastiske veninde, som jeg elsker overalt på jorden og ikke kan leve uden, skabte min yndlingsbaby, min lille prinsesse låne-niece. Jeg håber at jeg bliver en pokkers god tante til min venindes datter. Selvom jeg officielt ikke har noget med hendes familie at gøre. Jeg er bare hendes veninde.

MEN KATJA: DETTE INDLÆG ER TIL DIG, SOM EN HYLDEST TIL NOGET AF ALT DET SJOVE, VI HAR DELT. IKKE ALT ER MED, MEN - SÅ SKAL JEG SKRIVE I ÅREVIS. DU ER MIT ET OG ALT, SAMMEN MED RENÉ, MIN FARMOR OG MIN SVIGERMOR. OG ASTRID, SELVFØLGELIG, NU HVOR DU HAR BRAGT HENDE TIL VERDEN. TAK FOR ALT - JEG ELSKER DIG, OG KAN JEG NOGENSINDE GØRE NOGET FOR DIG, SÅ SIG TIL! 💚💚

*Indsæt perfekt overskrift*

Jeg freaking elsker min dejlige, smukke og vidunderlige mand, min sjæleven som jeg kan vandre igennem livet sammen med. Lyder jeg klam? Haha. Jeg så "Blended" i går, den med Drew & Adam (de har lavet 500 film sammen, men det er den der primært foregår i Sydafrika), og jeg tudede hele vejen igennem, på trods af, at jeg har set den før. Og jeg ikke tudede første gang. Den trykkede bare på alle mine knapper. De rigtige knapper. Og René lå der, ved siden af mig, og hver gang jeg kiggede på ham, kiggede han på mig, med et fjollet smil. Hvis det ikke er kærlighed, så ved jeg ikke hvad det er...

Jeg bliver ofte irriteret på ham og her for nyligt smed jeg ham ud. Ikke seriøst, selvfølgelig, men han gjorde det så nemt. Han sagde "Måske skulle vi finde hvert vores sted at bo", og det var så  nemt at sige "Ja. Ja, ved du hvad, kan du ikke flytte hjem til din mor?" Og lige siden har vi gjort nar af det. Hehe.

Er det ikke det bedste når folk tror at de rammer en med "du kan ikke have været særlig sød når det sner på din fødselsdag, når det er i maj måned", og man om og om igen har fortalt dem, at man helt klart foretrækker tung regn eller sne frem for alle andre former for vejr? Folk går bare ud fra, at det at elske solskin og hedebølger er naturligt. Men jeg er altså en af dem der ikke har det sådan. Jeg har da gode minder om somre, der er gået godt på trods af varme og for meget sol. Men det var i folkeskolen, det var mens der var sommerferie, og naturligvis - eftersom jeg viiirkelig hadede skolen - nød jeg mine somre endnu mere. Men jeg har  ikke nogen gode minder om sommer og solskin uden for sommerferier i folkeskoletiden.

Oh, sweet baby Jebus, jeg er træt! Jeg har sovet helt umuligt i nat. Jeg må hellere lige tage en lur mens jeg stadig kan nå det. Vender tilbage senere!

Okay. Let me tell you. Emma har fået en pakke i dag, fra Katteboxen. Og det var ikke bare en hvilken som helst pakke - det var en fødselsdagspakke. Jeg var lidt desorienteret, for Emma fylder først år i næste måned. Og de bad om kattens fødselsdag da jeg oprettede kontoen.

Emma var interesseret i slikket, som jeg dog pakkede væk med det samme, fordi hun har gang i flere forskellige poser allerede. Der var et nylonrør med, sådan en lille tunnel, som hun normalt elsker. Men det eneste Emma ville, var at komme ned i papkassen. Hun har ligger der lige siden.

Jeg er meget taknemmelig i dag. Eller... Jeg elsker at være den jeg er vokset til at være. Jeg var en shitty person, men jeg er vokset, jeg har ændret store dele af mig selv, som jeg ikke var tilfreds med, og jeg føler at folk omkring mig også føler at jeg er nemmere at færdes omkring. Jeg føler, at jeg har mere plads inden i. Ikke i "Fuck, jeg har taget på", men som i "Jeg har plads til at tage mig af flere mennesker (og dyr)". Jeg overvejede på et tidspunkt at melde mig til et eller andet "program" hvor jeg eventuelt kunne hjælpe andre, som har været igennem de ting jeg selv har været igennem. Skoletræthed, depression, psykisk sygdom, selvmordsforsøg i hobetal, indlæggelser på psykiatriske afdelinger, en udnyttende mor og en far der var både fysisk og psykisk voldelig overfor min mor. Jeg har meget at give af. Men jeg har vurderet, at jeg ikke er professionel, og at jeg derfor ikke har nogen "bussiness" i at skulle råde andre i, hvad de kan gøre i deres liv med deres problemer - for jeg kan gøre stor skade. Hvad JEG føler er ikke det samme som hvad andre føler og hvordan de opfatter deres følelser. Reaktioner er forskellige fra menneske til menneske, alt efter hvad man har været igennem op til det punkt, der fik det hele til at falde sammen. På et tidspunkt meldte jeg mig til et "Venneprogram" hos ... Var det Røde Kors? Det kan jeg ikke huske. Men jeg fik "tildelt" nogle personer, som jeg skulle besøge og være hos i et stykke tid. Den ene var en ældre dame, som var dement og bare ikke kunne lide mig, og den anden var en kvinde på min egen alder, som var handicappet. Hun spurgte mig, om jeg ville høre noget, hun havde skrevet, og give hende min ærlige mening. Og så startede hun ud med at læse "Jeg vil gerne fortælle et eventyr. Det er en sand historie om en lille pige..." og da jeg sagde at der er forskel på eventyr og sande historier, sagde hun, at hun ikke ville se mig længere. Jeg tror faktisk at mange har haft svært ved at kapere mig igennem årene. Men ... Jeg tror at det er bedre nu. Jeg har dog ikke lyst til at være "tvungen" ven med nogen igen, jeg synes at det var en bedre idé med f.eks. snakke over mails eller sådan noget. Jeg overvejede endda at oprette en speciel emailadresse å¨min blog. Eller endda at oprette en blog specielt til det formål. Men så var det, at jeg indså at jeg ikke på nogen måde er bedre kvalificeret end andre til at snakke med folk. Altså, andre som ikke har en uddannelse inden for den slags.

Men altså... Ja. Happy hour! Og husk igen: denne mail er ikke skrevet på én dag! Hav en dejlig til alle der gad at læse helt hertil! Og alle andre! 

Lige ved at begå en fejl, MEN!

Ahh... Jeg havde skrevet et blogindlæg som var respektløst overfor René fordi han - igen - havde opført sig som en skoledreng, og jeg - igen - havde mistet kontrollen over mit temperament. Det var et grimt indlæg, men jeg fik det aldrig skrevet færdigt, og det har ligget åbent i 2 dage. Nu kom jeg lige forbi og så det og tænkte "Jeg er ikke vred længere. Jeg sletter alt det lede lort har jeg skrevet."

I stedet vil jeg, indtil jeg den 8. maj kan genoptage "LUCIFER" (ÅH! Jeg elsker den serie! Musikken deri er fænomenal, og selvom der lige ved 3. sæsons afslutning var ved at komme lidt for meget af det sukkersøde stads ind over, så elsker jeg stadig natklub-ejer Lucifer Morningstar - han er cool), meget stærkt anbefale at se "The Santa Clarita Diet". Haha. Det er den bedste zombie-serie ever! "Chilling Adventures of Sabrina" er også fantastisk, den 2. sæson har lige kørt her i april. Den var god. Jeg kan godt lide den drejning den har taget, med Lilith. Jeg elsker figuren Lilith, både som hun bliver portrætteret i serien om Sabrina, men også i en video, som har har fundet på YouTube kanalen The Legends of History.

Den indeholder nogle virkelig flotte tegninger, som jeg kun kan være misundelig over at jeg ikke selv kan gøre efter, og er i det hele taget godt fortalt. Jeg kan godt lide historien om Lilith. Den første kvinde, ikke tilfreds med at være Adam underdanig - og hvorfor skulle hun det? De blev skabt samtidig. Eva blev skabt af et af Adams ribben. Men Adam og Lilith var lige - så hvorfor underkaste sig? Jeg var også skredet. 

Men den kanal, The Legends of History, har små fortællinger om alle mulige forskellige ting. Pirater, vikinger, okkulte personer, japansk historie såsom samuraier og ninjaer - og jeg kan især godt lide de to der er lavet om de kvindelige af hver slags. Der er  også noget hindi og der er videoer om vampyrisme - men jeg har set en del om hekse som er rigtig gode. En, som jeg finder ekstremt spændende, er den om Marie Laveau, som var "The New Orleans Voodoo Queen". Den er spændende - og igen: flotte, flotte tegninger. Stort set alle videoerne er spækket med smukke tegninger. Det er virkelig en fantastisk kanal!

Jeg er glad for, at jeg ikke fik uploaded det oprindelige indlæg. Tak til mig selv fordi jeg er så doven. For en gangs skyld kom det mig til gode! Haha. Håber at ALLE for en fantastisk torsdag!

What to do...

Hvad skal man gøre, når man har en ven, som man holder meget af, men som har en mening der virkelig går imod alt, hvad man selv tror på, og man bliver bedt om bare at acceptere det? Jeg har virkelig svært ved at bide over denne... "ting", og samtidig vil jeg ikke dømme, fordi den person, det drejer sig om, slet ikke har brug for den slags negativitet fra mig. Men... Fuck. Jeg har forsøgt at snakke om det, men det er som om jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal sige. Jeg har lovet at jeg ikke ville sige noget til nogen, så det kan jeg ikke. Jeg tumler med det selv.

Men heldigvis har jeg fødselsdag om en uges tid, og bliver dermed en 39 year old lady. Cool. De sidste nætter har jeg ligget vågen og spekuleret over, at jeg føler at jeg ikke har nok "børn". Jeg har brug for flere katte. En er ikke nok. Men man må kun have en kat her, og Emma er blevet røvrendt af en tilløber én gang før - det udsætter jeg hende  ikke for. Hun skal føle sig som en prinsesse så længe hun lever. Men jeg så JennaMarbles video om deres nye hund, Bunny, som jeg græd stort set hele vejen igennem. Og jeg vil have flere adopterede katte. Emma er jo også adopteret af os. Hun var 8 da vi fik hende i 2014.

Emma bruger stole dele af sin dag her. Oven på René. Især hvis jeg ligger ved siden af, fordi hun godt kan lide at gøre mig lidt jaloux over at det er hende, der har hans opmærksomhed. Men jeg synes virkelig at hun er den smukkeste, dejligste, vidunderligste kat i verden, jeg har bare brug for mere af det!

Nå. Jeg ville bare lige af med disse to ting, som går mig på. Tak fordi du gad at læse det.

Star Trek - Almost All of them

Vi ved det alle sammen. Der er flere Star Trek serier. Personligt har jeg set "Next Generation", "Voyager", "Enterprise" og "Deep Space Nine". Den sidste er den dårligste, den første er den bedste - alene på grund af Jean-Luc Picard. HE IS AMAZING! Rollen bliver spillet af Patrick Stewart, som jeg virkelig har respekt for. Men lige nu kører Voyager på vores tv konstant, fordi René bingewatcher den på Netflix.

Den første måned, René og jeg boede sammen, havde vi intet at lave ud over at se dvd'er. Og vi så Star Trek. Det var i november 2006. I december 2006 tog jeg hjem til mig selv og jeg havde det ikke dårligt med det, jeg var så småt begyndt at hade ham, og det var ret tydeligt, at jeg også gik ham kraftigt på. Hvis ikke han havde lidt et knæk i ryggen i januar 2007, var vores venskab måske gået i stykker for evigt, og vi var måske aldrig blevet kærester.

Så jeg har set min del af Star Trek. Vil bare lige sige at jeg har set en del afsnit, det er ikke sådan, at jeg har set et afsnit, og så har dannet en mening. Men - hvert eneste afsnit af Star Trek har en pointe. F.eks. da Seven of Nine skal tage sig af nogle Borg-børn, som er kommet ombord på Voyager, og hun skemalægger alt ned til mindste detalje, og ikke forstår da børnene begynder at gå imod det. Så får hun forklaret af et andet crewmember at man ikke kan skemalægge alt så "tæt", at man skal tillade tid til sjov og acceptere at det ikke er "sjov" mellem klokken 10:00 og 10:10. Eksempelvis. Det er et dilemma jeg altid sidder i, fordi når jeg laver skemaer over hvad jeg skal, bliver alt presset til mindste detalje.

Men alle serier, primært de amerikanske, har denne problemstilling. Vi har det godt. Åh nej, der opstår et problem. Vi må løse det hurtigst muligt på den mest 'moralsk korrekte' måde, så ingen lider nogen former for overlast. Af og til sker der det, at der lige dropper en "bombe", der gør tingene midlertidigt endnu værre, som i f.eks. "Scorpion", hvor det nærmest var standard i hvert eneste afsnit. Men lynhurtig tænkning og indgreb fra alle på holdet får problemet løst i sidste sekund.

Star Trek er i mine øjne ikke som de andre, dog. Fordi den konsekvent handler om moralske/ følelsesmæssige dilemmaer, frem for kaos, der skal løses for at redde en hel by. Det foregår muligvis i baggrunden, men der er altid noget som man lærer af at se afsnittene, enten bevidst eller ubevidst.

Og det er min mening om Star Trek. Jeg hader det lort, men JEAN-LUC I LOVE  YOU!

Lidt af hvert her på 2. påskedag (bortset fra påske)

Jeg ser denne video lige nu. Hej, i øvrigt.

Videoen er fra Ready To Glare og handler om at være trans.

Videoen hedder "Walking While Trans - My Take On It"

Jeg er ikke transseksuel. Jeg har haft en periode, hvor jeg mente at jeg muligvis mere var bestemt til at være en dreng. Men jeg var 12-13 år gammel dengang, og jeg er helt sikker på nu, at jeg er, hvor jeg skal være. Jeg er til den gruppe, der kalder sig heteroseksuel, men jeg har da girl-crushes ind imellem. Jeg synes at Lady Gaga og Angelina Jolie er de er smukkeste og dejligste og vidunderligste kvinder i verden. Jeg kan bruge timer på at kigge på billeder af dem.

Men jeg ser (så - den er slut nu, mens jeg skrev om Gaga og Angelina), og en af dem, som medvirkede i videoen, som jeg nu har glemt hvad hed, bragte op at det var svært at finde sammen med en mand som en transseksuel kvinde, fordi mænd, som var heteroseksuelle, men havde forelsket sig i en trans-kvinde, havde svært ved at introducere deres nye kærlighed for familie og venner. 

Jeg har simpelthen aldrig tænkt over det fra den side. Jeg har tænkt over, at der er heteroseksuelle mænd, som går efter homoseksuelle fyre, ikke til forhold som sådan, men mere som "to the side", selvom de måske har kone og børn hjemme i privaten. 

Jeg ser personligt ikke ned på kvinder og mænd som er transseksuelle. Jeg kender ikke til alle seksualiteter, der findes. Generelt set, sådan, "over all", har jeg ikke noget imod nogen former for seksualitet så længe begge (eller alle) parter er enige om at det, der foregår, er noget der skal foregå, og at ingen kommer tilskade eller lider overlast. 

Jeg har set en del programmer om unge homoseksuelle mænd, der prostituerer sig selv fordi de ikke har råd til  at leve (hovedsageligt engelske programmer), og nogle af de historier, de fortæller, er virkelig tragiske. Mange er heldige for hver nat de overlever. 

Jeg ved, at kvindelige prostituerede ikke har det nemmere, men nu er det ikke lige det, jeg snakker om her. Jeg snakker sådan slet slet ikke om homoseksualitet, jeg ved ikke, hvorfor jeg bragte det på banen. 

Da jeg så Ready To Glare videoen blev jeg bare lige som gjort opmærksom på en problemstilling, jeg ikke havde taget hensyn til før. For det første fordi jeg ikke sådan rigtig kender nogen, som er transseksuelle (hvad jeg ved af), for det andet fordi jeg nok ikke havde lagt så meget i, at den gruppe mennesker er i større fare for vold en andre grupper af mennesker. Hvis en mand går hjem med en transseksuel kvinde efter en god nat i byen, og finder ud af, at hun ikke helt er "blevet en kvinde" og stadig har sine mandlige kønsdele, kan manden hurtigt få den idé at det smarteste er at gå til angreb. Det er, hvad de forklarer i videoen, jeg så, og jeg må nok erkende, at jeg er tilbøjelig til at tro, at de har ret.

Men for at lægge det til side, så har jeg to ting, jeg virkelig føler, at jeg er nødt til at komme ud med. I YouTube reklamerne kører der reklamer for BOXIT, som er et  container-udlejningsfirma. Der er flere udgaver,  men i en af dem, sidder et ægtepar lidt oppe i årene og snakker om at deres hus skulle renoveres, og mens det foregik, skulle de bo i et lejet sommerhus som allerede var møbleret, og derfor skulle alle deres ting opbevares. Hver eneste gang jeg hører Bente sige "Ja, så lejede vi jo en sommerhus" mister jeg 1000 hjerneceller. Nogle dage,hvis jeg har set reklamen tilpas mange gange, svarer jeg tilbage med verbalt vold og skriger "HOLD KÆFT BENTE! DU HAR LEJET ET SOMMERHUS, ET! IKKE EN!" Hvorfor har ham/dem, der har filmet hende, ikke sagt til hende "Hey, det udtales ET sommerhus"?

Og når nu vi er i reklamernes verden: den fyr, der går rundt og er totalt selvfed i Neutralreklamerne, han pisser mig så meget af. Hvorfor skal han være så negativ? Han skælder os ud fordi vi ikke er det gladeste folkefærd længere, det er Finland. Og vores Jernladies er blevet rustne. For slet ikke at tale om, at vi ikke tager os af vores børn når de når op i 7 års alderen, og selvom vi er det land i verden der er bedst til ikke at bruge parfume - så skal vi alligevel lige have en reprimande over, at vi bruger opvaskemiddel med duft af syntetisk citron. WTF?! Get over it, grumpy man!