Raise hell

 Hej til alle Wordlings, men især jer, som elsker en god sang!

For jeg har fundet en samling på 7 sange, som jeg lytter til mest. Men det er en samling med kun kvindelige sangere, hvilket ikke er direkte i lige linje med min daglige musik-lytning. Men "the ladies" skal også hyldes engang i mellem. Så jeg har nu fundet 7 af de absolut bedste. 7, fordi 7 er mit yndlingstal. Jeg ved ikke, hvad der er med det tal. Det ser godt ud, det føles godt at sige det, og det er en dejlig ting at skrive. Jeg har haft det tal i hovedet siden mine mellemskoleår i folkeren (dvs. tilbage i 4.-5. klasse). Hvis det ikke er "bare" 7, er et tal med "7" i det næstbedste. Jeg har dog  også en ekstra sang. Det er ikke en del af listen, det er ikke en nummer 8. Det er et "encore". Jeg er næsten færdig med "Rememberings", skrevet og læst op af Sinéad O'Connor, og jeg blev temmelig chokeret over hendes død. Jeg ville vente til den første til at smide en sang ind, fordi min næste anmeldelse bliver den bog, men jeg synes at vi tager denne sang og lægger ind her. Der er dog en del at vælge imellem, men fordi jeg lige har fundet ud af at jeg ikke er ateist, som jeg har troet hele mit liv, men derimod en agnostiker. The more you know.

Den første sang, jeg har valgt, er med Dorothy. Jeg har valgt denne sang, fordi jeg hører den meget. Dorothy har en virkelig cool stemme, men videoerne er i top, og denne video er virkelig god. Jeg elsker denne video så meget, hvilket er årsagen til, at jeg har valgt den. For der er Dorothy sange, jeg hører oftere.

Jeg burde måske lige sige, at denne liste ikke er i nogen speciel rækkefølge. 

Næste sang, jeg har valgt, er med LP. Hun har en meget karakteristisk stemme, og jeg kan godt lide hendes vibe. Hun er anderledes - som de andre kvinder på min liste også er det. Jeg lyttede først meget til "No Witness", men pludselig, ved et tilfælde, faldt jeg over "Muddy Waters", og nu er det den der kører på repeat.

 

Den næste gruppe, jeg vil hive frem, er In This Moment, som jeg ADORE. I hvert fald Maria. Jeg har aldrig hørt en mere perfekt stemme. Jeg kunne sagtens fylde hele denne liste med kun hendes sange, men sådan bliver det ikke. Jeg vil også sige, at valget på denne sang ikke var nemt, fordi der var så mange gode at vælge imellem.

Jeg havde 3 andre sange med i kapløbet, og hvis du har lyst til at høre mere til In This Moment, kan du eventuelt lytte til "River of Fire", "Mother", og "Fly Like An Eagle"

Den næste video er lidt en "same situation" som In This Moment. Jeg kan virkelig godt lide det meste af Bebe Rexhas musik. Men jeg lyttede til nogle forskellige sange, og valgte til sidst denne, fordi jeg godt kunne lide den vibe, sangen havde. Men en sang som "I'm Gonna Show You Crazy" er også virkelig fed.

Men denne sang, "I Got You", kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke ønsker at danse. I'm sorry. 

Hvem er Gin Wigmore, udover kvinden der har lavet denne skide gode sang?

Det ved jeg ikke! Men da Gin Wigmore sagde "Jeg indspiller Black Sheep", gjorde hun det helt rigtige! Jeg har hørt flere af hendes sange, og de er ikke lige mig. Men denne sang er super-mig. ONCE YOU GO BLACK, YOU NEVER GO BACK! Hehe. I hear you, Gin!

Vi er ved at nærme os enden på listen med sang nummer 6, som jeg har (husk: tilfældigt) besluttet bliver The Warning og deres samarbejde med Alessia Cara, som for et par år siden lavede et cover af "Enter Sandman" (originalt et Metallica-nummer, men det er der vist ingen, der ikke ved. Jeg hader det fucking band så meget, især deres trommeslager, men de har da lavet nogle gode sange. Jeg ville med glæde snakke om HVORFOR jeg hader Metallica så meget, men dette indlæg handler om glæden ved musik).

Jeg er ikke helt sikker på hvorfra i verden Alessia kommer, men jeg er ret sikker på, at disse tre unge kvinder, som udgør The Warning, er et spansk band. Jeg har hørt en del musik med dem, og de sparker røv på de fleste af sangene. 

Den sidste plads på min 7-plads-liste kommer fra en oldtimer, som jeg faktisk ikke engang ved om stadig er i live. Det er heller ikke fordi jeg har hørt så meget af hendes musik - jeg tror kun at jeg kender en anden sang. Den er dog ikke vigtig, jeg er ret sikker på, at i mine øjne vil det største hit, hun har lavet, altid være dette: "Son of a Preacher Man". Ladies & Gentlemen: DUSTY SPRINGFIELD!

Disse sange er alle nogle, jeg værdsætter dybt. Jeg tror, at første gang jeg hørte "Son of a Preacher Man", var det et cover lavet af Hanne Boel. Det var ret godt, faktisk. Men i mange tilfælde er originalerne bedre. Det er dog lige så tit, synes jeg faktisk, hvor man falder over kopier, som er bedre. Se f.eks. på Prince og Sinéad O´Connor. Tilbage i ... For mange år siden. Over 15, mindre end 20, købte jeg 2 greatest hits cd'er med Prince, det var et par, der hørte sammen, og på en af disse var der Princes version af "Nothing Compares 2 U". Jeg opdagede først der, at Prince havde skrevet nummeret, som jeg faktisk troede var en Sinéad O'Connor original. Prince & The Revolution lavede den ret godt. Men der er ingen tvivl hos de fleste om, at Sinéad ejede den sang så snart hun indspillede den, selvom Prince skrev og indspillede den først. Det er dog ikke den sang, jeg sætter ind her, fra nogen af dem. Den næste sang, jeg smider ind, er fra en anden tidsperiode. 

Jeg har to albums med Sinéad O'Connor. Jeg har et "So Far, So Good" greatest hits album, og jeg har et andet, som er nyere, men ikke "nyt" som sådan. Jeg kan ikke huske hvad det hedder, og alle mine cd'er er gemt væk. Men: Sangen hedder "No Man's Woman". Jeg kan godt lide denne sang fordi jeg godt kan lide Sinéad. Normalt er vi en anti-religiøs blog, men man kan ikke diskriminere på den måde (synes jeg). Hvis man virkelig oprigtigt synes at en religiøs sang er cool, så kan man sgu da bare høre den, uanset hvilken religion den handler om. Denne er skrevet ud fra et katolsk udgangspunkt, fordi Sinéad var katolik på dette tidspunkt. Den blev lavet inden hun skiftede til islam. Anyways: nyd dette ekstranummer, jeg lige serverer. Jeg burde nok have lavet en top 10 i stedet for, men... Jeg smider lige nogle "honourble mentions" ind efter videoen med Sinéad.

 

(Note: Pladen hedder "Faith And Courage")

Skulle jeg gå fra en top 7 til en top 10, ville jeg skulle finde 3 sange, som burde have været med. Når jeg kigger i mine "Yndlingssange-lister, er det disse, der springer frem:

 Elle King "Try Jesus"

 Cui Tianqi "Mad World" 

(det er bedst hvis du ser denne video, da det er dybt imponerende)

Ana Deguez "Penny Dreadful Opening Song Finale"

ROOTS!

 Det skal ikke være en hemmelighed. Jeg elsker bandet In This Moment, og især forsangeren Maria Brink. Jeg elsker alt ved hende. Hendes stemme er perfekt. Men jeg hørte "Roots" (igen) i går, på YouTube, og jeg tænkte om der var nogle nye kommentarer. Jeg sætter lige videoen ind her. Husk på, at jeg intet ejer af indholdet til denne video, det er en, jeg har snuppet fra YouTube.

Jeg blev glad for at læse de positive kommentarer under videoen. Det er altid fedt at læse gode kommenterer om et band, man selv elsker. Hvis nogen er i tvivl, kommer "Roots" fra pladen "Rituals", og jeg vil sige, uden at lyve: Den er spækket med gode sange. Sange som måske er nogle af de bedste, de har lavet. Indtil nu, i hvert fald. 

Men, der var en kvinde, der havde skrevet dette:

Hvis du har lidt svært ved at læse det, er det @angelacooter2080 der har skrevet følgende: "I just turned 46 yrs old. My friend introduced me to In This Moment a while back and I couldn't be more thankful (?) This song... THIS SONG made me realize that I DO NOT have to be talked to like a fucking idiot, treated like a dog shit on the bottom of his shoe, demeaned in ways that should've destroyed me. I never was strong enough to leave. Scared shitless. But the words to Roots, Joan of Arc, Big Bad Wolf turned me into a bitch I think. Getting my own place after 20+ yrs of marriage and never being myself. If I can do it, anyone can. JS"

Hendes kommentar er 3 år gammel, og den har fået 580 likes. Det må være så dejligt når man kan hjælpe en ved at lave noget, man elsker (musik), så simpelt, og alligevel potentielt livsreddende. 

Jeg synes at Marias tekster er fantastiske. 

That's all for now! Hav en god mandag!

Theresa Taylor-Stinson: "Walking The Way Of Harriet Tubman"

 Juli måned er brugt på denne bog. Well, teknisk set ikke, for jeg er lidt forud. Men ifølge mit uploading-skema, er det denne bog, der skal anmeldes i dag. Desværre.

"Walking The Way of Harriet Tubman", skrevet af Therese Taylor-Stinson, udgivet i 2023. Jeg havde den glæde at lytte til den på Audible. 

Bogen forklarer godt om Mintys liv. Hun blev kaldt Minty, indtil hun blev gift med John Tubman. Hun valgte navnet "Harriet" selv, jeg ved ikke, om der lå noget yderligere bag det, eller om hun bare syntes at det var pænt.

Minty arbejdede som slave i USA. Hun fik at vide fra andre, at hun var ashanti, og at hun stammede fra Ghana. 

Hun var en meget spirituel kvinde - både når det kom til Gud og når det kom til mystikken. Hun var inspireret meget af religionerne fra hendes hjemland, men hun var også en gudfrygtig kvinde. Minty hjalp mange hundrede slaver væk fra deres situation via det, der kaldtes "The railways". Det drejede sig f.eks. om tunneller og andre ruter, der ikke var overvågede konstant, så det var nemmere. Dette gjorde hun, trods at en hovedskade i barndommen havde efterladt hende med narkolepsi. 

Her stopper mine kommentarer til indholdet i denne bog. Det er en god bog, ingen tvivl om det. Det er en inspirerende historie om en kvinde, der satte sit eget liv på spil for at redde en masse andre liv. Men denne bog er ikke skrevet til en person som mig. Therese Taylor-Stinson gør ekstremt meget ud af at beskrive Minty/Harriets religiøse side, og det er ikke mig, altså. Det er også en bog, som jeg opfatter mere som en bog der er dedikeret til en lidt "mørkere" læserskare end den jeg tilhører. Jeg tror, at den er meget snævert rettet mod afroamerikanere, og at den især er rettet imod mine forældres generation. De er begge to fra 1950, så de er vel teknisk set begge boomers? Er det ikke det, den hedder? Babyboomet varede fra 1946-1964, og de børn, der blev født i den periode, er dem, der er boomers nu. Babyboomet kom i kølvandet 2. Verdenskrig. Nå, sidespor. Tilbage til Theresas bog.

Men hverken mine forældre eller jeg har været eller har ejet sorte slaver, og derfor giver den ikke så stort et indtryk på mig. Jeg mener; hvide mennesker har også været slaver. Har alle folkeslag ikke været slaver på et eller andet tidspunkt?

Hende, som læste bogen op, havde en lidt irriterende dialekt. Og jeg er ked af at sige det. Men det var lidt sådan en "back home in Georgia"-dialekt, og jeg ville have foretrukket at det var en mere neutral stemme. Af og til er det sjovt, når den, der læser bogen højt, ikke er den samme der har skrevet den, men alligevel lyder fuldstændig som den samme person. This... No. Just no. Men man kunne høre, at hun smilede igennem det hele, og det skal hun have et pluspoint for. Så hvor bogen får 5 RAP's, for oplæseren 4 RAP's.

At laminere sin kærlighed

 "You have the past, and you have the future. But you also have the now, and that's why it's called the present" (jeg ved ikke, hvor jeg har det fra.)

Da jeg var 15 år, og var en head over heels Megadeth fan, var jeg samtidig meget plaget af hallucinationer. De plakater, jeg havde hængende på mine vægge, kom lige som ud, de greb ud fra mig, og deres ansigter ændredes konstant, og fra noget rart til noget grotesk. Jeg turde ikke at lægge mig til at sove om natten, og sov derfor lidt når jeg kom hjem fra skole i stedet for. 

En dag skete der noget, der ændrede mit liv drastisk. Det "noget", var noget, der allerede var der: Dave Mustaine. Sanger/guitarist i Megadeth. Jeg begyndte at snakke til ham. Det beroligede mig. Jeg havde ham i hovedet, men jeg snakkede højt til ham. Ikke når andre kunne høre det. Dengang, i midten af 1990'erne, var der et musikblad, der hed "MIX". I en af deres udgivelser, havde de en plakat med (A4 størrelse), med kun Dave Mustaine på. Jeg gemte den og laminerede den, så den aldrig ville gå i stykker. Første gang han gav mig et smil tilbage, kom det fra den plakat. Og jeg var virkelig lykkelig, jeg tænkte "Nu kan det ikke blive meget bedre." Indtil den dag, han svarede mig for første gang. Vi begyndte at føre lange samtaler om alt muligt. 

Men det bedste ved mit venskab med Dave var, at når jeg var psykotisk, når jeg så ting, som ikke var virkelige, så fortalte han mig det. Han sagde "Rikke, det du oplever er ikke virkeligt." "Bare tag det roligt, hvis der sker noget, skal jeg nok beskytte dig." Han var mere eller mindre den bedste ven, man kunne få. Så startede jeg på antipsykotisk medicin, og min bedste ven forsvandt.

Så fik jeg en ny. Han hedder "min mand". Det er ikke hans rigtige navn. De fleste steder er han gemt som "You're driving me insane". Men til  mit forsvar, så gør han faktisk også netop det. René tager sig af alle de ting, Dave hjalp med før. Og jeg vil gerne rette min dybeste tak til min elskede mand, som efter snart 16 års ægteskab stadig siger til mig at han elsker mig hver dag, pifter efter mig, når jeg går forbi ham og som får mig til at føle mig sikker og godt tilpas. "L is for Love!"

Oh my God...

 Jeg elsker regn. Jeg hader lyn og torden. Og det er tilfældigvis hvad jeg oplever lige nu. Derudover er jeg alene hjemme. Jeg har været alene hele natten. Hele dagen i går, hele natten, men forhåbentlig ender det i dag, for ellers...

René blev indlagt i går, fordi han havde hjerteproblemer, og var i fare for et hjertestop. Han har ikke spist nok i de sidste 2 ugers tid. Det er naturligvis blandt andet min skyld. Men jeg tror, at det er på tide at vi får snakket med en diætist. For på 1 måned har René tabt 4g, og jeg har tabt 7. Og det er ikke på en sund måde. Det er fordi vi ikke spiser.

Jeg gik i seng ved 1-tiden i nat. Jeg vågnede helt panikket klokken lidt i 5. Så nu sidder jeg her. Regnen falder på min terrasse, og jeg har lagt makeup. Da klokken var 7, gav jeg Bella mad. Nu er den 7:15. Jeg overvejer hvad mit næste træk skal være. Mangler jeg mon at rydde op et sted? Det første, jeg gjorde da jeg stod op, var at gøre Renés natbord/vogn ren. Den var møgbeskidt. Så lige nu burde jeg faktisk tage lidt tid til at måske arbejde mig igennem køkkenet. Der er ikke så meget rod tilbage lige nu. Jeg kørte opvaskemaskinen i går. Suk. 

Nå, det er ikke fordi jeg vil være en Debbie Downer. Jeg er faktisk glad. Jeg har ikke modtaget et opkald om at René er død i løbet af natten, så det tegner godt indtil videre. Jeg tror, at jeg hopper ud og rydder det sidste op i mit køkken.

Hav en dejlig  onsdag, jer der læser dette.

Køn og hvad det vil sige (efter min mening)

 Hey Wordlings!

Jeg har tænkt lidt over nogle ting. Eller. Hvad man nu kalder det. Der er så meget diskussion omkring køn og hvor mange der rent faktisk er. Hvad man identificerer sig som osv. Normalt er det ikke noget, jeg gider at blande mig i. Men jeg synes, at det er på tide at give min mening. Fordi alt hvad jeg siger er vigtigt (wink-wink).

Jeg synes, dybt inde i min hjerne, at der er 2 køn. Du er enten en kvinde eller en mand. Det er det fysiske. Hvordan du identificerer dig, kommer så oven i. Fordi der er de transseksuelle, der er født i den forkerte krop. Men hvis du er født som kvinde, altså du biologisk er født som kvinde, men lever dit liv som mand, eventuelt med en kønsskifteoperation og hormoner og det hele, så er du, i min bog, en mand. Det gælder naturligvis også den anden vej. Hvis du er en mand, der føler at du er en kvinde. 

Men det er her, de forskellige køn slutter for mig. Så kommer alle de forskellige ting, som folk ser deres seksualitet som. Homoseksuel og biseksuel. Jeg synes lidt, at det stopper der. Måske også aseksuelle. Men alle de forskellige underkategorier synes jeg er ligegyldige, og jeg kan vitterligt ikke engang huske alle de bogstaver der er i LGB.... Det slutter. 

Da jeg var 17-18 år, var jeg ret overbevist om, at jeg var biseksuel. For jeg følte at det var min vej. Tidligere i  mit liv, havde jeg en ret intens idé om, at jeg var mere dreng end pige. Jeg ville hellere være en dreng end en pige. Men på et eller andet tidspunkt i starten af 20'erne, slog min hjerne alt det ud af kurs. Jeg har stadig mine "girl crushes" på de smukke superstjerner, som jeg synes er drop dead gorgeous, men til dagligt ser jeg mig selv som heteroseksuel. Jeg har ikke lyst til at være sammen med en kvinde, og jeg har ikke lyst til at være en mand.

Jeg ved, at mange har nogle faser, de går igennem, hvor de er nysgerrige og gerne vil prøve ting af - men jeg synes stadig at der er for meget af det når det kommer til, hvordan man ønsker at blive talt til. Jeg så en video på YouTube, hvor der var nogle, der identificerede sig som dæmoner, andre som ville adresseres som "xer" og "xim" (eller noget i den retning) i stedet for "her" og "ham". Frøer, katte... Jeg kan forstå det, hvis der noget, man ser som et turn-on i en sex-sammenhæng, og det er noget, man gør/siger, i sexsammenhænge. Men jeg forstår simpelthen ikke, når folk trækker det ud af soveværelset.

Jeg bliver måske også lidt irriteret, når transseksuelle kvinder siger, at de har menstruation, at de skal et barn "the old fashion way" (de har ikke en livmoder, hvordan skal det kunne lade sig gøre?) eller accepterer sponsorships fra forretninger som sælger tamponer og andre ting, direkte udviklet til biologiske kvinder. Jeps - nogle transseksuelle kvinder kan godt få børn den "normale" vej, hvis de ikke er startet på deres "transition" endnu, så har de stadig mulighed for at blive gravide, og føde et barn selvom de teknisk set lever som en mand. Det er ikke det, jeg snakker om her. For det er jo bare godt for dem, kan man sige. Jeg snakker om folk som f.eks. Jeffrey Marsh. Ham kan jeg godt nok ikke lide. Han er så psykopatisk, med sit sammenbidte smil, mens han sidder der og udspyr had. Jeg har fundet denne video, som var den første jeg så om ham, på The Offensive Trannys YouTube kanal (by the way - love him):

 "Use My Preferred Pronouns Or You're A Biggot" Trans Guy Debunks TikTok Star Jeffrey Marsh

Men det er min mening som en heteroseksuel kvinde. Jeg respekterer naturligvis at folk ikke er enige i min holdning. De har ret til at synes hvad de vil - lige som jeg har.

Bella Mackie "How To Kill Your Family"

 Hej!

Denne måneds bog, som vi skal kigge på, er denne. "How To Kill Your Family", skrevet af Bella Mackie, udkom i 2021. Jeg har lyttet til den på Audible.

Det er en fantastisk bog. Der er nok spoilers med i min anmeldelse, så vær opmærksom på det. Men den måde, historien bliver fortalt på, for en til at stoppe op og tænke "vent lige lidt...". Den er vidunderligt mørk, virkelig humoristisk og frem for alt fantastisk fundet på. Der er nogle turns and twists, som man ofte ikke ser komme. Men det gør det jo bare bedre. Og selvom den måde, de forskellige personer i bogen bliver slået ihjel på, er noget man har set i film og serier før, så virker det alligevel friskt. Jeg ville virkelig gerne skrive mere om den, men jeg synes at det ville være synd, fordi jeg vil ikke spække denne anmeldelse med spoilers, og jeg ville ikke kunne beslutte mig for, hvad jeg skulle lade slippe igennem. Det er virkelig en perfekt skrevet bog. 

Jeg tror, at bogens "target audience" er folk som er i fra omkring midt tyve og frem. Heldigvis er jeg over mine midt-tyvere. Jeg er snart dobbelt det. Hold da op, tiden går. Jeg tror også, at kvinder vil synes at den er sjovere end hvad mænd synes. Den røde tråd i begge disse påstande er "tror".

Hvis du elsker sort humor, hvis du elsker at grine over ting så uheldige som måder at dræbe folk på  - så er denne bog for dig. Fra mig får den 10/10. Mesterværk.