VELKOMMEN TIL MIN BLOG! Jeg har hørt at det er en døende kunstform, men jeg holder stædigt fast i den. Følg mig i min rejse! (Eller lad være, der er intet pres)
Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!
Jeg ved ikke lige, hvad jeg har at fortælle. Vi kan snakke lidt om René. René har nogle seriøse problemer. Hans nyretal ligger lige nu på 23%. Hvis det tal rammer 10%, skal han i dialyse. Grunden til, at han har dette problem, er at han er født for tidligt, og at hans nyrer ikke er fuldt udvokset. Men for 2 år siden lå tallet på 44%. Nefrologisk ambulatorium i Roskilde, på Sjællands Universitetshospital, har fundet ud af, at de ikke ved en noget om, hvad han fejler. Han har for små nyrer, ja, men har han en decideret nyresygdom, de kan behandle? De kan ikke finde en. Da René var derude i går, fik vi at vide, at han har taget 2 piller for lidt (det er så min skyld, fordi der på pilleglasset står "2 tablet morgen og aften", men det betyder "2 morgen og 2 aften"), så det er blevet sat op, plus at de har smidt 2 ekstra ind i hans eftermiddagsdosis. Men han er så pumpet fuld af medicin efterhånden. Han får 11 Unikalk 400mg tabletter dagligt, 4 50+ Multivitamin dagligt, og 3 (ja, 3) forskellige blodtryksregulerende præparater, selvom hans blodtryk er fint. Så får han 2 forskellige doser af det samme ekstra stærke D-vitamin hver dag. Hans B-12 vitamin er også for lavt, så det tager han også 1 tbl dagligt for. Og 2 ekstra stærke jerntabletter. Så er der den antidepressive, og sovemedicinen, samt det smertestillende. Jeg synes at det er totalt overdrevet, men jeg synes ikke at det er min plads at blande mig for meget. Jeg tjekker bare alle præparater for bivirkninger og interaktioner, fordi sjovt nok udskriver de medicin til ham uden at fortælle ham hvordan han skal tage dem. Jerntabletterne må f.eks. ikke tages inden for en 2 timers margen for indtagelse af Natriumbikarbonat. Så vi har et ur sat dagligt til klokken 7. Der står en af os op, giver Bella morgenmad og sørger for at René får taget sin jerntablet. Så sover vi som regel videre til klokken 9, og så ringer den næste alarm. Så kan vi spise morgenmad. Så kan han tage den første medicindosis. Og så ringer den næste alarm klokken 15, fordi der skal Bella have frokost. Klokken 17 ringer den næste alarm, fordi der skal René og jeg spise aftensmad, eller der skal begyndes på madlavning. Så kan han tage 2. dosis af dages mediciner. Klokken ca. 21:00 spiser han en snack, og han tage den sidste dosis. Når klokken bliver 22:30, skal jeg i gang med at ordne dagens pligter, som f.eks. at give Bella natmad med den medicin hun får. Klokken 23:00 ringer den sidste alarm, og der tager René den sidste jerntablet. Og når det passer ind, tager han en Melatonin tablet, og ca. 30 minutter senere, en halv Zolpidem, hvis det er nødvendigt. Og ca. 15 minutter senere, lægger vi os til at sove.
Folk tænker (går jeg ud fra, for René siger det tit til mig) "hvordan kan en førtidspensionist være så stresset". Men jeg hælder maden op til Bella om aftenen, så det er klart til dagen efter, jeg skifter hendes bakke, jeg laver mad til René, selv når jeg ikke skal have noget, og jeg forsøger at holde styr på alle aftaler, fordi René ikke kan finde ud af det. René foretager de fysiske indkøb nede i centeret, men jeg sørger derudover for alle indkøb på nettet. Jeg sørger for, at der bliver købt mad til Bella, og at hun får sit kattegrus og filtre til hendes drikkefontæne. Jeg sørge for at fylde drikkefontænen op, og for at holde den ren. Jeg står for køkkenet, for opvasken, for oprydning, for udpakning af varer når vi har fået en levering eller når René kommer hjem med varer. Og ja. Det er nok til at jeg føler mig stresset. Jeg føler ikke, at der er nok tid til mig. Til at jeg kan sidde og bare høre musik eller hvad jeg har lyst til. Det pisser mig af. Men okay. Det er meget rart, når alle disse ting er ordnet. Så...
Jep. De sidste par måneder har det regnet. Regnet med gaver ned over mig. Uden årsag. Jeg har fået disse ting:
Jeg er superglad for mit nye headset. Det er mit første trådløse, men jeg snakker generelt ikke i telefon når jeg er ude, så de bliver brugt til at lytte til bøger, til YouTube, eller til når René er ude. Tabletten, som ikke er helt ny længere - modellen er fra 2021 - er dog en, som jeg er glad for og allerede bruger super meget. Jeg har fundet det perfekte cover, som jeg har bestilt og venter spændt på! Min nye telefon, Google Pixel 8 PRO sparker røv. Er I klar over, hvor gode billeder, det bæst tager? Jeg tog dette billede i dag:
Prøv at se alle de detaljer! Jeg har allerede en masse gode ideer til, hvad jeg skal tage billeder af! Uret er endnu ikke taget i brug. Jeg har valgt to nye remme, som jeg hellere vil have end den, der allerede sidder på.
Jeg har bestilt en DNA test hos My Heritage, og den ser jeg frem til. Det bliver spændende. Det er nok mest dansk, svensk og polsk, men det ville da være skægt hvis der var lidt andet indblandet! Angiveligt kan de skelne mellem over 1.000 regioner. Det tror jeg nu skal tages med et gran salt, men! til 300 kroner med forsendelse, kan jeg ikke klage! Jeg har naturligvis også købt parfume. Jeg ønsker mig 2 parfumer, og jeg gik lige ind og brugte 200 kroner på den ene. Det er Naomi Jons "Taboo". Og dermed har jeg 13 kroner tilbage til denne måneds lommepenge. Men jeg blev lidt rørt, da René sagde, at sådan noget som "ting jeg skal have, naturligvis ikke kommer ind under lommepengeordningen", fordi jeg sagde at jeg ville bruge de 200 kroner på foundation, og så siger han dét. Han ved, at det er noget jeg skal have, og han synes det er cool. Jeg elsker min mand så meget, og ikke bare fordi han giver mig gaver. Han er altid så dejlig. I love that guy!
GODT SÅ. Jeg har skrevet 50 julekort til netværkshuset. Min mentor fik dem med sidst hun var her. Jeg havde gjort dem meget individuelle, gjort meget ud af at hver enkelt modtager skulle føle sig godt tilpas. Jeg skrev en hel del om, at vi nok er den sidste generation, der oplever en hvid jul, men "heldigvis har vi sne på dåse og julekalendere i spandevis". 2 dage senere vågner jeg op til nyheden om at DMI spår at vi får en hvid jul. Se, det er pinligt. Jeg fik lyst til at skrive 50 nye. Men det tog virkelig lang tid at skrive de skide kort. Grrr...
Jeg vil nu finde 13 billeder af TacoBella, Patti LaBella, Ninja in black, Hell's Bells, så jeg kan få lavet en kalender. Jeg vil tage et af disse billeder af Bellafis og få lavet et lidt større billede, som jeg vil give René til jul. Ha! There is no chance in hell he'll guess!
BTW: Hvis du har Amazon Prime, så se den serie der hedder "Bridget & Eamon". Det er en irsk serie, der udspiller sig i 1980'erne, og den er bare så intenst morsom! Love it! Desværre er der kun 4 sæsoner, og det er alt, alt for lidt.
Ja... Så jeg opdagede ikke lige at det var den 1. december i går. Så min anmeldelse af en bog i december kommer i dag.
Og jeg har læst. Eller, jeg har lyttet til. Vi kan lige så godt slå fast, at jeg lytter til bøger, fordi jeg ikke kan samle koncentration til at læse. Jeg har for mange tanker. Men: dette indlæg er om en bog, jeg faktisk godt kendte til, men ikke havde læst - og jeg har ikke set filmen. Det er Stephen Kings "Pet Semetary" - på dansk "Ondskabens Kirkegård", der blev udgivet i 1989.
Det er rigtig mange år siden, jeg sidst har læst en Stephen King bog. Men jeg tænkte, da jeg sad inde hos Audible, at dette måtte være tiden. For jeg tror faktisk, at sidste gang, jeg læste en bog, King har skrevet, var da "Den grønne mil" udkom. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det var - men det er mange år siden. Som regel fanger hans historier mig ikke rigtig. De er altid lige en tand over "for" bizarre. "Pet Semetary" starter med et ualmindelig langt forord, læst op af Stephen King (tror jeg), jeg har glemt det siden jeg har hørt bogen. Jeg har allerede hørt januar-bogen. Men introen, som er i bogen, hvor der bliver fortalt om Kings liv op til denne bog, hvordan han selv synes at det var en syg bog og ikke ville udgive den, men hans kone syntes at den var rigtig god, så han prøvede alligevel... Det er fint nok, at have den slags i en bog. Men det fortsatte i evigheder, og jeg var lige ved at opgive håbet. Men så kom kapitel 1, og jeg kunne gå i gang med at nyde historien. For det er en god fortælling, som gutten, der læser op, virkelig lægger sit hjerte i. Han laver lidt om på sin stemme alt efter hvilken karakter der taler eller snakker til dem selv, og det kan jeg faktisk rigtig godt lide.
Vil jeg anbefale den til andre? Det kan I tro. Vil jeg læse den igen? Nej. Ikke fordi den var kedelig eller uhyggelig, men bare fordi der er andre ting, jeg gerne vil læse. Vil jeg se filmatiseringen? Nej. For jeg kan ikke lide gyserfilm. Når det kommer til denne bog, får den 7 RAP's ud af 10. Grunden til, at den ikke har fået en højere score, er ganske simpel: Dean Koontz eksisterer, og han leverer gys meget bedre. De film der er lavet ud fra hans bøger er knapt så gode - men han har skrevet så mange bøger, der er ekstremt fede, at jeg tror jeg kunne læse dem alle sammen 2 gange og aldrig blive helt færdig.
Men "Pet Semetary" er også god. Bare ikke den bedste.
Jeg er i gang med at se en masse anmeldelser af virkelig crappy horrorfilm. Noget, jeg ikke ser, fordi jeg er bange for at se for meget horror. Men når det er i form af en anmeldelse, er det noget helt, helt andet. Og pludselig kom jeg i tanke om noget, som der skete for 15-årige Rikke. Jeg boede i Jersie Strand dengang. Det er en "underafdeling" af Solrød Strand, eller måske nærmere Solrød kommune. Med til Solrød kommune hører også Solrød landsby og Havdrup, og et par andre steder, så vidt jeg husker. Hvis vi kigger ca. 10km mod syd har vi Køge. Kigger vi ca. 20km mod vest, finder vi Roskilde. Kører vi mod nord i en strækning på omkring 33km, havner vi i København. Alle assistancer skal naturligvis tages med et gram salt, for der er forskellige veje til hvert sted. Det er ikke alle, der kan lide at køre på motorvejen, og det er ikke alle, der kan lide de mindre veje. Men kigger vi mod øst, stirrer vi direkte ud i Køge Bugt. Jeg har ladet mig fortælle at vi dækker en ret god strækning dér. Jeg har fundet disse facts, som er ligegyldige, på Wikipedia.
Den der lille bitte røde prik er Solrød kommune. Jep. Er det ikke utroligt? Der er 800 virksomheder i Solrød, og der bliver startet omkring 40 nye op hvert år. Solrød er en af de dyreste kommuner at bo i. Sagen er jo den, at jeg, efter et stop i Herfølge og Køge, nu bor her igen. Så sent som i dag blev jeg ringet op af en fra kommunen, der informerede mig om, at fra den 1. januar skal alle borgere, som modtager hjælp til rengøring, have en robotstøvsugning. Jeg er temmelig... Kender I ikke det, altså, det er ikke så meget mig, hvis vegne jeg er "forærmet" på. Jeg kan godt købe en robotstøvsuger. Men hun sagde til mig, at vi stadig har 50 minutters rengøring hver 2. uge. Og det, vi har nu, består af støvsugning, gulvvask, ordning af toilet og spejl. Hvis støvsugeren støvsuger selv, og den ikke kan bruges på badeværelset pga. det smarte design der blev udtænkt, da lejligheden blev bygget, så har vi jo stort set ikke nogen grund til at de kommer overhovedet. Så kan vi jo selv støvsuge. Det er sgu da det, der er det hårde. Plus at vi allerede har 2 støvsugere, som virker upåklageligt. Vi har en ledningsfri, og vi har den, jeg købte i 2004, da jeg flyttede hjemmefra. Haha. Det er ikke engang 20 år siden jeg flyttede hjemmefra.
Nå, men dette indlæg handler om kirker, kirkegårde, mystiske tegn og andre ting. Lad mig starte med at præsentere de to kirker, vi har i Solrød. Vi har Solrød Strandkirke, og vi har Solrød kirke. Solrød Strandkirke blev bygget i 1982, og den ligger perfekt på et hjørne, faktisk lige ud til en rundkørsel. Den er indhegnet med trådnet, og har ikke nogen kirkegård/gravpladser tilknyttet. Den ser også meget anderledes ud end andre kirker. Det er den eneste af de to, vi har i Solrød, som jeg har været inde i. Lad mig vise den lidt frem med nogle illustrationer.
Her ligger den, lige som det første på den vej. Det kors, der sidder på tårnet, har de også på den anden side.
Disse bænke vender op mod alteret. Jeg er ikke sikker, men jeg tror at de ting, der sidder på væggen, er mindetavler.
Helt nede bagerst kan du se bænkene fra det andet billede. Overfor dem er alteret.
Dette er, hvad du bliver mødt af, når du kommer ind. Dette sker nede ved det grønne maleri, hvor du kan se at dørene står åbne. Der er plads til at sidde og lige komme til hægterne.
Her er alteret set lidt tættere på. Det er en meget anderledes kirke fra Solrød Kirke, men det har jeg jo nævnt. Så nu vil jeg vise nogle billeder af Solrød Kirke, som blev til i
Dette er Solrød Kirke. Det er en stille, lille kirke, som har nogle flotte ting over sig. Et blik ind i kirken, afslører dette:
En smuk række af kirkebænke, som min røv aldrig ville kunne sidde på. Måske med en halv balde. Kigger vi et andet sted, ser vi dette:
Det er en noget mere traditionel stil. Selvom jeg bedst kan lide den første kirke, så virker den samtidig lidt kult-agtig, hvorimod denne kirke virker mere typisk kristen. Denne kirke har en kirkegård. De har familiegravsteder, "almindelige" gravsteder, og de har de ukendtes grav. Jeg kan ikke længere huske om kirkegården ligger sammen med kirken, eller om den ligger på matriklen ved siden af.
Men som sagt. Da jeg var en sær 15-årig teenager (så, 1995) begyndte min veninde (Camilla) og hendes lillesøster (Tanja), samt Camillas kærester (Klavs) og jeg at besøge de døde på den kirkegård. I starten kom vi når vi havde tid, hvilket som regel var i weekenderne eller efter skole. Vi gik rundt og kiggede på gravstenene og "sørgede" over dem, som var døde som børn. Vi lavede ikke hærværk. Vi gik bare rundt på kirkegården og ... sørgede. På et tidspunkt begyndte vi at gå derhen om aftenen, når det var mørkt udenfor. Vi havde som regel en cykellygte med, så vi kunne se, hvad vi lavede. Hvor vi gik, og om vi kom det rigtige sted hen. En dag, hvor vi var på vej hjem igen (der var mere eller mindre kun én vej hjem, og det var en cykelsti, som ikke var oplyst, men som til gengæld var på begge sider af vejen. Som den eneste, der egentlig vidste hvad vi lavede, gik vi mod trafikken. I hvert fald hvis der havde været trafik), begyndte Camilla pludselig at skrige som en sindssyg, og jeg bliver sådan lidt angst, fordi hvad fanden skriger hun for. Hun stoppede op og pegede på et træ, mens hun skreg "Det er tegnet! Det er ham, det er tegnet, jeg kan se ham!" Jeg havde ikke set filmene, men der var intet andet end mørke og vores cykellygte. Jeg tror at hun måske ville have lidt "beskyttelse" fra sin fyr. Hun var ret ... Klavs og jeg var ikke venner som sådan, men vi kunne godt finde på at hænge ud. Det var som regel noget, vi gjorde udendørs, og en dag stod vi det sted, hvor Camilla og jeg boede (vi var genboer), Klavs var der, der var mindst 1,5 meter imellem os, men hun blev sygeligt jaloux.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom i tanke om alt det. Men det gjorde jeg nu engang. Måske fordi jeg ser disse horrorfilm-anmeldelser, og siden jeg var 18 år, har sat fod i en kirke 2 gange. Da min farfar blev bisat, og da Renés ældste niece blev konfirmeret. Den fest var seriøst kaos for mig. Hun holdt en takketale til sine forældre, og jeg græd. Ej, jeg græd ikke. Jeg hulkede så voldsomt så folk sad og smågrinede af mig. Det var PINLIGT AF! Og jeg kunne slet ikke styre det. Til sidst kunne jeg dårligt trække vejret, snottet rendte ud, og nej. Det var ikke min fineste dag. Men da jeg var 18 år, blev jeg slæbt med i Roskilde Domkirke. Jeg har ALDRIG, ALDRIG haft så mange mareridt over én begivenhed. Og jeg sagde til mig selv dengang: Jeg sætter aldrig fod i en kirke igen. ALDRIG. Det betyder at jeg ikke var med til min svigerfars begravelse og til min farmors begravelse. Og hvis jeg skal deltage i en begravelse igen - så bliver det min egen.
Så, det var lidt historie herfra. Jeg ved godt, hvad jeg vil give René i julegave, men den er monsterdyr, og derfor er min plan at spare penge sammen og købe den til hans fødselsdag i stedet for. Og jeg har overvejet at snuppe en DNA test, fordi jeg ved at der er svensk og polsk familie hos mig - men hvad er der ellers, ud over den danske? Så lige nu er jeg i gang med at vælge den rigtige. Jeg regner med at købe den snart. Jeg tror, at hvis jeg ender med at vælge den, jeg har planlagt, så køber jeg den fredag (i morgen, klokken er 3 om natten lige nu). Jeg må sgu da have nogle penge sparet sammen!
Jeg håber at I alle sammen har det godt, og husk, at In This Moment har en virkelig sprød, ny plade ude, som de kalder "GODMODE". Lyt til den. Fantastisk.
NB! De billeder, som er i dette indlæg, er ikke taget af mig, jeg har ingen rettigheder til dem, de er taget fra Google.
Sååå... Jeg fik ikke anmeldt en bog d. 1. oktober. Jeg anmelder ikke en d. 1. november, fordi det er min bryllupsdag, og jeg har planlagt andre ting. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre det lige nu! Og den bog, jeg har valgt, hedder "Hey, Hun: Sales, Sisterhood, Supremacy, And The Other Lies Behind Multilevel Marketing", og er skrevet af Emily Lynn Paulson, udgivet i 2023. Der er ikke nogen deciderede spoilers, men historien er ret tydeligt "outlinet" i min anmeldelse.
Jeg har lyttet til denne bog over 2 måneder. Den er interessant, og den starter ud med at Emily bliver kontaktet af en tidligere skoleveninde, som hun ikke har set i årevis. Denne veninde får Emily overbevist om, at et liv som hjemmegående husmor er et utaknemmeligt job, og fortæller hende om alle de rigdomme hun kan opnå, hvis hun bliver en del af "Rejuvinate" - Hun kan blive sin egen boss, en "girlboss". Og Emily kunne ikke stå for tanken om at deltage i sådan et godt projekt. Hun så ikke lige til at starte med, at det faktisk var et såkaldt "pyramid scheme", og hun brugte meget tid på at snakke om dette nye job til alle sine veninder for at få dem ind i sin downline. Hun mødte en masse nye kvinder, som blev hendes veninder, men hun oplevede også bagsiden af medaljen: hun havde ikke så meget tid til familien, som hun havde håbet, hun brugte flere penge end hun og hendes mand egentlig havde råd til, og da hun steg i graderne og begyndte at tjene godt på det hele - fik bilen, alle de særlige "goodies" - var der rejser til konferencer, nogle hvori hun skulle tale. Men Emily udviklede alkoholisme, og hun begyndte at føle skam over at lokke uvidende kvinder ind i branchen, fordi det var en brøkdel af dem, der var i den, der rent faktisk nåede til tops. Men hun overkom alkoholismen, og til sidst meldte hun sig ud af "Rejuvinate" igen.
Det er en medrivende historie, som er både sjov, trist, tragisk, glædelig og virkelig god, og jeg vil anbefale den til alle, der kan lide at høre en historie om en "girlboss" - den får 9 ud af 10 fra mig.
Denne første ting, jeg lige vil "sige", før jeg dropper nedenstående video på jer, er: WATCH WITH CAUTION. Det er virkelig skrækkeligt. Ikke at man ikke vidste det, men det er altid værre når det bliver fortalt som f.eks. af denne kvinde, som overlevede bombningen af Hiroshima. Hendes historie fortjener at blive fortalt til så mange som muligt. Om ikke andet, så fordi de atombomber de laver nu til dags, er meget, meget værre end de var dengang.
Videoen er fra National Post, og den hedder "Eyewitness account of Hiroshima bombing". Jeg har fundet den på YouTube, og den handler om denne kvinde, der, som titlen antyder, har gennemlevet bombningen af Hiroshima. Hun var 13 år, da det skete, og hun arbejdede på militærbasen, hvor hun skulle lære at bruge "decoder" maskinen. Hun var 1,8km væk fra "ground zero", og hun blev reddet ud af ruinerne af en man, hun ikke kendte. Hun beskriver at nogle af dem bar rundt på deres egne øjeæbler, og andre kollapsede med tarmene væltende ud af maverne. Huden faldt af deres kroppe, de smeltede simpelthen bare. Hun fortæller, at ingen råbte om hjælp, men at folk bare gik formålsløst rundt (hvis de kunne gå) for at vinde vand. Jeg er så rørt over hendes historie, at jeg rent faktisk sidder og græder. Jeps. Det er mig. Græder over alting. Men dette er en helt okay ting at fælde tårer over, synes jeg.
Dette er dog ikke, trods alvorligheden i emnet, hovedtemaet af dette indlæg. Dette indlæg handler, igen, om musik. For vi har netop været igennem MTV Video Awards. Jeg så MTV første gang i 1989, da jeg fik mit første fjernsyn på mit værelse. 9-årige mig syntes at MTV var "the tits", og jeg så det altid. I hvert fald når jeg ikke lyttede til mine kassettebånd med Madonna.
Min opvækst var meget præget af musik. Min far lyttede til musik som Gasolin, Pink Floyd, Rolling Stones, Moody Blues og Elvis. Min mor var helt væk i Prince, Freddie Mercury (og Queen i det hele taget), for ikke at tale om Billy Idol og hans overlæbe. Mange af de bedste minder jeg har, er fra sommerferierne. Lange, solfyldte dage, hvor de voksne hang ud på mine forældres terrasse, drak Lambrusco, lyttede til høj musik og grinte, og på den anden side, på fællesarealet, legede alle vi børn sammen. Det var gode tider. Når jeg tænker på "sommerferie", tænker jeg på, at jeg stod tidligt op, gik i bad, tog en Guns N' Roses T-shirt på og satte mig ude på gyngerne og ventede på at de andre kom ud - græsset var stadig lidt dugget, fordi solen ikke helt havde ramt endnu.
Jeg kan tælle på 2 hænder, hvor mange bands/kunstnere, jeg har været fan/inspireret af igennem mit liv. Madonna var smuk i 1989, og hun lavede fantastisk musik. Jeg samlede på alle billeder i alle aviser og blade, jeg kunne finde. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg opdagede Madonna. Jeg kan dog huske at jeg ikke var den eneste, der hørte det. Min genbo gjorde også. Vi lyttede altid til Madonna. Hendes far var også superglad for musik. Så hun kom en dag og havde noget Guns N' Roses med. Jeg havde ellers fordømt det fordi jeg syntes at det var crappy. Det var i 1992.
Men lad os kigge på Guns N' Roses. Sange som "Don't Cry", "November Rain" og "Sweet Child O' Mine" er alle tre sange, jeg simpelthen hader som jeg ved ikke hvad. Skulle jeg vælge 3 yndlings, må det være "Back Off Bitch", "Civil War" og "Welcome To The Jungle". Men de har lavet så meget. Og alt sammen kun på et spænd over 4 studieplader og en plade kun med covernumre. Da bandet gik fra hinanden, og Axl Rose dannede et nyt band af samme navn (han ejede rettighederne til navnet) og brugte 10 år på at fremstille "Chinese Democracy" var jeg virkelig glad. Men der er kun en enkelt sang som er god, og jeg kan ikke engang huske hvad den hedder.
Men heldigvis nævnte en gut, jeg kortvarigt kendte, bandet Megadeth. Det var det mest awesome navn jeg nogensinde havde hørt. Det var i 1994. På det tidspunkt i 1994, varden sidste plade Megadeth havde udgivet, "Countdown To Extinction". Men dammit, jeg ville have den cd med det fedeste albumcover. Så jeg købte "So Far, So Good... So What!", og jeg forelskede mig straks hovedkulds i Dave Mustaine. Det var sidst i april 1994, og i september 1994, så vidt jeg husker, udkom deres næste plade, "Youthanasia". Jeg fik den af mine forældre i julegave, sammen med en T-shirt og to koncertbilletter til en koncert med yndlingsband numero uno. Men hvem skulle jeg tage med? Jeg spurgte min bror. Han sagde ja. Det var i marts 1995. På dette tidspunkt havde jeg anskaffet mig alle de studiealbums, de havde lavet. Efter Youthanasia udkom "Cryptic Writings" i 1997. Her stoppede min blinde kærlighedsrejse med Megadeth. jeg købte stadig deres 3 næste albums. De næste 6 sprang jeg over. Faktisk først med "The Sick, The Dying... And The Dead!" som udkom sidste år, blev min interesse vækket til live. Med Megadeth har det altid været "hele bandet", selvom det aldrig har været "hele bandet". Megadeths lineup skifter så hurtigt, at det på et eller andet tidspunkt blev en joke. Bandets 3 første plader havde ikke det samme lineup som "mit Megadeth". For det kom først til virkelighed på bandets 4. (og mest populære blandt fans, tror jeg, men det er ikke mit yndlings) studiealbum, "Rust In Peace". Dette lineup, som bestod af Dave Mustaine, David Ellefson, Marty Friedman og Nick Menza. Disse 4 gutter er "mit Megadeth". Eller var. Nick døde, Marty flyttede til Japan og laver noget andet musik fordi han ikke følte at Megadeth var "hans slags musik", og David Ellefson er lige blev sparket ud for ting jeg ikke ved noget om. Jeg har hørt at han var været "handsy" overfor en kvindelig fan, men jeg ved ikke, om det har noget på sig. Men jeg kender ingen, udover Dave, i bandet nu. Dave har ellers været en kæmpe, KÆMPE klippe liv i mit liv, når jeg har haft det allerværst. På et tidspunkt var det bare ikke det længere. Men jeg kan stadig godt lide Dave og Megadeth.
I 1997, da 2 nye venner lige akkurat var kommet ind i mit liv, endte det med, at jeg først blev præsenteret for Marilyn Mansons "Antichrist Superstar", som jeg først ikke kunne lide, men pludselig en dag "fattede" og på det tidspunkt begyndte febrilsk at lede efter alle billeder jeg kunne af Marilyn Manson, frontfiguren i dette band. Men som det ofte ender, falder de andre lidt i baggrunden. Når du hører "Marilyn Manson", tænker du på manden og ikke manden. Det synes jeg var en dårlig beslutning som band, men en god som frontfigur. Jeg kan godt lide, at han skiller sig ud fra de andre medlemmer. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ingen idé om, hvem der ellers er med i det band. Har jeg nogensinde vidst det? Det må jeg næsten have. Der findes 6 studiealbums med Marilyn Manson som jeg ikke rigtig kan lide samt en EP, hvor der er mange gode ting på. De 6 studiealbums er deres første fra 1993, "Portrait Of An American Family", og herefter kommer "EAT ME, DRINK ME", "Low End Of High", "Born Villain", "The Pale Emperor" og sidst, men ikke mindst, "Heaven Upside Down". EP'en er naturligvis "Smells Like Children". Men fordi jeg ikke synes at de studiealbums er all that and a bag of chips, så er der faktisk ofte 2-3, nogle gange 4 gode sange på hver plade. Da "WE ARE CHAOS" blev udgivet, troede jeg, at jeg skulle dø. Dette smukke menneske havde skabt et mesterværk, som passede perfekt til mig. Det var en plade, som var som skabt til mig. Det var den rigtige musik, de rigtige tekster - og den rigtige stemme. Jeg længes efter det nye materiale, han har snakket om er på vej.
Samtidig, i 1997, blev jeg præsenteret for Type O Negative og deres "October Rust". Jeg tager ikke pis på jer: Peter Steeles stemme fik alting til at blive bedre. Så nu havde jeg "October Rust", som jeg skamlyttede til, og jeg købte "Slow, Deep And Hard" som den næste. Den var langt fra min yndlings. Jeg kunne lide fragmenter af den, men det var slet ikke noget for mig. Så jeg gjorde det næstbedste: Jeg købte "Bloody Kisses". Den udkom i 1993, 3 år før October Rust. Ham, der havde sendt deres album til mig, kom og besøgte mig på et tidspunkt i 1999, og under en shoppingtur i København, fandt jeg deres nye album, som var udkommet samme år: "World Coming Down". Dette band var fantastisk, det var chef's kiss, og jeg elskede hvert minut. Så kom den. "Life Is Killing Me" i 2003. Den var absolut fed. På daværende tidspunkt havde jeg også anskaffet mig "The Origin Of The Feces", og jeg fandt at den plade var fantastisk. Den udkom mellem "Slow Deep and Hard" og "Bloody Kisses". Bandet næste album var "Dead Again". Det var godt, men... Det var ikke fantastisk, og jeg havde svært ved at finde energien/historien i den. Det endte med at være den anden mindst gode af alle deres plader. For ikke mange år senere, døde Peter Steele. Jeg savner ham stadig, selvom jeg ikke kendte ham.
Okay. Opsummering: Jeg kan ikke huske hvorfra jeg lærte Madonna at kende, men jeg tror at det var en veninde - samme veninde, der fik mig med på Guns N' Roses. Det var hendes kæreste, der en dag nævnte Megadeth, og det var to pennevenner, som begge sendte min kassettebånd med musik på, som gjorde at jeg opdagede Marilyn Manson og Type O Negative. Men der mangler 2. Det næste band, jeg bliver nødt til at nævne, er In This Moment. Det band er fantastisk. Jeg kan ikke sige det på andre måder. Sangerinden, Maria, har en evne til at lave skift mellem forskellige toner i sin sang, så nogle gange er hun "lige på", andre gange lidt "distorted", og hun gør det uden problemer. Hendes sang er ... uden lige. Plus at hendes tekster er det bedste. Bandet kender jeg intet til. Danserne i bandet er tilsyneladende en del af bandet, men bærer altid masker, så man ikke kan se et udtryk på deres ansigter. In This Moment laver de ultimativt fedeste videoer. Sæt lige et flueben her.
Jeg opdagede In This Moment på YouTube, jeg hørte en sang og elskede dem. Det er lidt sådan med Lady Gaga. Men jeg tror, at hun er den eneste af alle disse kunstnere/bands, som jeg har været med på fra starten af. Hun er en dygtig sangerinde, god kunstner og jeg kan lide hendes stil. Jeg fandt "Just Dance" på YouTube ret tidligt. Men igen: Det var noget, jeg selv mestrede. Jeg hørte hendes musik et sted fra, hvor jeg selv skulle gøre en indsats for at blive udsat for hendes genialitet.
Fluebenet. Det, som vi satte i In This Moments musikvideoer. Jeg har set dem alle på YouTube. Jeg ser alle musikvideoer på YouTube.
Ved I hvad... Jeg havde planlagt et fantastisk indlæg, og det var vitterligt fantastisk - går, inden min computer gik ned og alting crashede, og da jeg tændte min maskine igen, og indså at alt var væk, bortset fra det om Hiroshima. Jeg havde ingen notater, fordi det behøvede jeg ikke. Jeg havde det hele i hovedet, jeg har jo levet igennem disse ting, som jeg ville fortælle om. Men jeg gider ikke at skrive et helt indlæg 2 gange. Jeg vil dog sige, meget kortfattet, at MTV, som står for Music Television, bør stoppe deres Music Awards, fordi de faktisk ikke ret ofte spiller musikvideoer.
Hamid har fødselsag i dag. I går skrev han til mig 2 gange, både på mail og sms, at jeg skulle huske hans fødselsdag, fordi det er en vigtig dag for ham. Det er sidste gang han fylder halvrundt inden han bliver 50 år om 4 år.
Shit, jeg glemte Cecilie i går. Jeg må skrive en mail. Det er pinligt at glemme folks fødselsdage. Det er fordi Cecilie ikke står i min kalender, eftersom vores genoptagede venskab ikke har været der fra starten, så tænkte jeg ikke over det. Men jeg skal lige have skrevet det ind, så den kan blive overført til næste års kalender.
I dag har jeg lært en ting, jeg er klar over, at jeg helst gerne vil vide, men samtidig også gerne ville have været foruden.
"Hvad kan det dog være", tænker nogle af jer måske. Det skal jeg såmænd nok dele med jer lige nu: Der lever fugleedderkopper i den danske natur. De lever i frit i naturen, og kan bare spankulere rundt. Jeg er klar over, at de er ekstremt små, altså, de er under 2 cm i længden. Disse edderkopper lever langs de danske kyster, på skråninger og i klitterne - steder, hvor de kan grave tunneler men stadig komme frem og suge sol til sig. I nogle sove har vi endda områder hvor den sorte enke har slået sig ned. Jeg synes at vi skal holde en afstemning om hvorvidt disse EKSTREMT farlige dyr skal have lov til at blive boende i mit nærområde (strand og skov).
Anyways. Jeg sad lige og hørte mig lidt "We Are Chaos", her klokken lidt i 5 om morgenen, og det har vitterligt været endnu en søvnløs nat. Jeg hørte "Keep My Head Together", og Marilyn Manson synger (blandt så meget andet) "I fucking love you". Og det fik mig til at tænke. Den sang er skrevet til mig! Ej, bare rolig, det er ikke det, jeg tænker, jeg er ikke psykotisk eller noget. Han ved ikke engang at jeg eksisterer. Og han er lykkeligt gift (håber jeg da). Alt sammen ligegyldigt. For det jeg tænkte på var, om man kan sætte det næste album han laver ind i "kun" 2 båse, og så vædde om det? Jeg har en, jeg vil vædde med, nemlig. Men jeg tror, at enten så bliver det et positivt album, som han laver når retssagerne er overstået og han har vundet og er kommet på fode igen og vil takke blandt andet sin kone for at stå ved sin side under hele forløbet. Eller det kan blive et supervredt album som fordømmer Evan Rachel Wood og alle hendes minions. Hvad ønsker jeg? Dybest set, hvis jeg skal se helt 100% ærligt på det, var "Antichrist Superstar" er supergodt album. Og der var meget vrede i det album. Det har været adskillige plader imellem ("Mechanical Animals", "Holy Wood", "The Golden Age of the Grotesque", "The Lest We Forget", "EAT ME, DRINK ME", "The High End of Low", "Born Villain", "The Pale Emperor" og "Heaven Upside Down"), men af alle disse albums, hvoraf jeg faktisk aldrig har hørt "EAT ME, DRINK ME" færdig, selvom jeg har en fysisk kopi, var der ikke rigtig noget der sagde KAPOW! Men "Antichrist Superstar" og "We Are Chaos" er nok mine all-time-faves.
Marilyn Manson er også mester i at lave megafede covernumre af både nyere og ældre sange. Nogle af de sange, han har lavet, som jeg elsker mest, er "God's Gonna Cut You Down" (Johnny Cash), "Personal Jesus" (Depeche Mode) - snak lige om en video hvor Marilyn Manson er lækker som dagen er lang. "Sweet Dreams" (Eurythmics) og "Cry Little Sister" (theme fra The Lost Boys). Han har også indspillet filmmusik til "Queen of the Damned", en sang skrevet af Jonathan Davis specielt til filmen, sangen hedder "Redeemer", og det er den, som først får Jessies opmærksomhed rettet mod Lestat. Sange, der er lavet til soundtracks, er "Tainted Love" (originalt indspillet af Gloria Jones i 1964, men det er vist Soft Cells cover som Marilyn Manson har kopieret), som var themesangen til "Not Another Teen Movie", samt "The Long Hard Road Out Of Hell", som var featured på soundtracket til "Spawn" Men covernumre er bare det, de er. Der er så mange andre fede numre. Dette er nogle af dem, jeg elsker mest (ingen bestemt rækkefølge):
"The Dope Show"
They love you when you're on all the covers, when you're not, then they love another
"The Fight Song"
I'm not a slave to a god that doesn't exist, and I'm not a slave to a world that doesn't give a shit
"Disposable Teens"
I never really hated one true god, but the god of all the people I hated
"The Nobodies"
Some children died the other day, we fed machines and then we prayed. Puked up and down in morbid faith - you should have seen the ratings that day
"Coma White"
A pill to make you numb, a pill to make you dumb, a pill to make you anybody else. But all the drugs in this world won't save her from herself
"Man That You Fear"
You can kill yourself now, because you're dead in my mind. The boy that you loved is the monster you fear
"Tattooed In Reverse"
Dance motherfucker dance!
Jeg har ingen sange med fra "We Are Chaos", fordi alle sangene på den plade er sindssygt fede. Det er svært at vælge. Men jeg synes at vi skal indføre en "onsdags-sang". Jeg har kigget lidt på noget af det ældre musik, ikke lige Marilyn Manson, men mere ovre i det danske. Dansk musik kan være udemærket. Så I lige, hvad jeg gjorde dér? Vi kan hurtigt blive enige om, at det ikke hedder "udemærket". Men har I, dem af jer, der har været til en D-A-D koncert, lagt mærke til, at Jesper Binzer ofte skriger lige præcis dét? "UDEMÆRKET!" Og jeg har øjne på en sang fra D-A-D til denne uges onsdagssang.
Dette er første single fra bandet efter de blev bedt om at droppe Disneyland After Dark, og i stedet blev til D-A-D. Der er nogle gode jokes omkring dette, især på "D-Law", men denne sang, "Bad Craziness", var som sagt første singleudspil. Musikken og videoen er ejet af Warner, og "Bad Craziness" (og "D-Law", skulle du været interesseret) kommer fra "Riskin' It All", som blev udgivet i 1991. Min far viste mig videoen til denne sang, fordi han selv var interesseret i bandet. En overgang var det lidt et samlepunkt, fordi både min bror, min far og jeg var ret hooked på disse danske gutter. De spiller god musik, og Jesper har en dejlig stemme. Han er ikke Manson - men det er der kun én, der er.
Jeg er smuttet. Klokken er nu næsten 7 om morgenen, og jeg skal lige have klargjort noget morgenmad til min lille ninjakat. Hav en fantastisk onsdag!
Forresten: titlen på dette indlæg kommer fra "The Man That You Fear" af Marilyn Manson.
.jpg)
