Jeg er ikke blevet væk - ville I lede, hvis jeg var? (hehe)

Jeg har været længe væk, hm? Jeg lever et liv på farten, jeg har ikke altid tid til at skrive. Jeg er på konstant tur mellem min faste base, mit køkken og mit wc. Det kan godt tage pusten fra en, og ... Ej. Jeg har bare blogget lidt for meget et andet sted...

I dag har jeg haft kramper og har forvredet samme fod 2 gange. Heldigvis, kan man jo så sige - med lidt humor i stemmen, er det ikke den ankel, der er i støvlen, men den ankel, jeg skal støtte på. Jeg har altid været den heldige, jo. Haha. Ej, det er sgu okay. Jeg har mere ondt i knæet, det optager mig mere - og det er gigt, der plager mig. Det er ikke fald. Jeg har, fordi jeg har haft kramper frem til sent, kun fået lavet øvelser 1 gang i dag. Jeg regner med, at jeg om lidt springer over i min seng, kaster min støvle (den nye, smarte og sorte, jeg har fået) på gulvet, mens jeg lige laver lidt øvelser. Jeg skal faktisk lave dem 3 gange om dagen. "Sekundær frakturkollaps" - jeg har sedler overalt for at huske mig på det. Så jeg ikke glemmer at jeg kan risikere at brække benet spontant. En dag som i dag har gjort mig skidebange, fordi jeg havde forvredet begge ankler, hvis jeg ikke havde haft støvlen på. Og... Nej. Men støvlen skal smides ud, regner jeg med, på tirsdag, når jeg skal til kontrol. Røntgen først. Det bliver meget, meget spændende. Jeg er rystende nervøs. Jeg ved nemlig godt, at jeg har en tendens til at støtte for meget på benet, og selvom jeg prøver at lade være, tager jeg stadig mig selv i det. Faktisk er det så grelt, at jeg af og til tager mig selv i at stå på ét ben - det dårlige ben. Det er ikke en god forretning.

Nå. Katja, dejlige kvinde, var her for at hjælpe med tøjvask i går. Dejligt! Jeg elsker rent tøj. Så nu kan jeg få rent tøj på kroppen! Hun skal på ferie, hun er rejst nu, kommer hjem 10. februar. Vi har aftalt, at hun fremover vasker for os hver 2. mandag, og at hun får 150 kroner pr. gang. Det er en god aftale. Den 12. februar kommer der en visitator fra Køge Kommune for at snakke hjælpemidler - primært til René.

Ellers sker der ikke noget. Jeg skal putte det dér skum, Bettamousse, i håret om 1 minut, skemalagt, på grund af det eksem jeg har i hovedbunden. Det hjælper faktisk rigtig godt. Det er noget, jeg er virkelig glad for. Mit engang så smukke hår er fuldstændig ødelagt af eksemen. Men nu må jeg jo så bare kæmpe mig ud af det med det dér Bettamousse.

Død

Jeg må sige det. Jeg bliver nødt til at indrømme det. Jeg kan ikke fortsætte dette dobbeltliv. Herinde kender I mig, som jeg nu engang fremstår, men i virkeligheden er jeg... dødkedelig. Helt igennem dødkedelig. Jeg har lige spist en mikroovnslasagne fra coop og drukket en halv liter Topform Power Light direkte fra en 2-liters flaske, fordi jeg er så tørstig at jeg ikke gider at hente et rent glas. I dag har jeg været så dødkedelig at jeg har siddet og sovet mens jeg har snakket i telefon med René, der var på Køge hospital for at hente en anden støvle til mig. Han var pænt sur til sidst. Det eneste, jeg har lavet i dag, som ikke er kedeligt, er at lægge en rigtig pæn makeup. Jeg har også haft en sygeplejerske ude og kigge på mit sår og skifte plaster. Jeg har da også spist 3 Pink Lady æbler til morgenmad.Og fået naturlige krøller. Og lyttet til Elvis. Glemt at tage min eftermiddagsmedicin. Glemt hvad tid jeg tog den forrige penicillinpille, og hvor lang tid, der gik mellem den og den første. Brugt det sidste deodorant uden at sørge for et nyt lager. Taget en for kort bluse på, så maven konstant stikker ud. Tømt mine skuffer for vigtige papirer til sortering i mapper. Sagt til Hamid at han skulle ringe tilbage til speciallægen og sige at han gerne vil stå på deres afbudsliste fordi der er en måneds ventetid. Ringet til min læge og fået besked på at få taget flere blodprøver og få en tid i klinikken. Været skidesur over at jeg jeg kun har 1 (én!) nøgle på mit NemID kort tilbage, og jeg stadig ikke har fået et nyt tilsendt. Og nu er klokken så lige omkring 17. I kan se... Dødkedelig dag - og det er en dag som alle andre.

Men en samtale som denne, kan være ganske morsom, set i bakspejlet:

René: "Har du set om vi har mere håndsæbe?"
Rikke: "Vent lige lidt! Jeg har set en pakke med Mariekiks i skabet!"
René: "Hvorfor  fanden siger du det?"
Rikke: "Snakkede du ikke om Tucs?"
René: "Jeg snakkede om håndsæbe til badeværelset!"
Rikke: "Du får ondt i de dér vabler, når du kommer hjem."
René: "...Hvad?!"
Rikke: "Nårh, nej, jeg så ikke Mariekiks i skabet, jeg tror lige, at jeg døsede lidt hen."

Yeah... I aften agter jeg at foretage mig dette:

• Lave aftensmad - ved dog endnu ikke, hvad det bliver, selvom klokken er 17
• Se Luksusfælden sammen med René
• Arbejde videre på min rapport om goth metal og færdiggøre den.
• Arbejde videre på min rapport om internettet og færdiggøre den.
• Gå i gang med kapitel 9 i den bog, jeg har fået af Jonna, "Efterlign deres tro" og tag notater

 Det er det, min aften kommer til at bestå af. Der er ingen planer i morgen. Derfor vil jeg bruge tiden i morgen mere hensigtsmæssigt end i dag - at sidde og sove mens man snakker i telefon er ikke specielt ophidsende. Selvom det kan være ganske sjovt bagefter. Hehe. Så i morgen er der tidsperioder på. Men jeg kan selvsagt ikke lave min tidsplan, før jeg ved, hvordan resten af min aften i dag bliver. Men jeg har et forslag:

• 09:00 - 10:00 spise morgenmad sammen med René
• 10:30 - 13:00 studere videre i "Efterlign deres tro"
• 13:30 - 14:30 spise frokost, muligvis sammen med René
• 15:00 - 17:30 chatte med Katja, hvis hun ikke har for travlt
• 18:00 - 20:00 lave mad og spise aftensmad sammen med René
• 20:30 - 00:00 studere videre i hvad jeg finder lyst i

Jeg ser dette som et forslag, og det ændrer sig sikkert i løbet af tirsdagen. Men det ser sådan ud i mine planer.

Ad! Men sådan er det jo bare - haha

Jeg er hjemme! Jeg kom hjem temmelig sent torsdag eftermiddag. Stuegang mellem 9 og 12 mig i røven. Prøv med klokken 14:30. Men min far kom og hentede mig. Cool. Så jeg kom hjem til min dejlige mand, lejlighed og min computer. Lækkert!

I går, fredag, fik jeg så tjekket op på de ting, der skulle. Jeg ringede til Møllebo (fysioterapi) og forklarede dem situationen, og jeg ringede til hjemmesygeplejerskerne og anmeldte min hjemkomst, og der kom en sygeplejerske i går, som skiftede mit plaster. Så fik jeg tjekket e-mailsene fra lægen igen, og jeg skal ringe derned mandag mellem 8-9 ang. for høje levertal. I dag ankom en sygeplejerske en dag for tidligt, og vi lavede tiden fra søndag (i morgen) om til mandag (i overmorgen).

Det var også i går, René fald med to skåle med brandvarm pasta ud over sin krop, og har fået en masse mindre brandmærker og en masse blå mærker. Han faldt hårdt, og jeg kunne ikke få ham op. Han kom dog op til sidst, og han gik i gang med at rydde op. Imens lavede jeg en ny gang pasta med kørdsovs, som jeg lavede selv, i stedet for at bruge Dolmio, og min kødsovs blev perfekt. For en gangs skyld. Der var den rette mængde hvidløg i, paprika, basilikum, timian, paprika, salt og peber i, og den chiliolie, jeg stegte løgene i, var i tilpas mængde. Den gik bare op i en højere enhed. Nå ja, og så hakket tomat, og tomatpasta. Og Quorn fars. Jeg svinede ad helvedes til derude i går, med løgskræller, så jeg har sat en huskeseddel på køleskabet, lige ved siden af håndtaget: "Husk at støvsuge, dovne kælling" - så glemmer jeg det ikke :)

Jeg blev opereret den 21. januar, og i går, den 24. januar, var mit sår kommet så langt i helingen, at det næsten var stoppet med at lække blod. Det er på billedet her lige rengjort. 16 sting, sagde sygeplejersken.

Når det er sagt (og vist - hehe) vil jeg lægge makeup, for jeg synes at det er synd for mig, at jeg ikke har haft makeup på i meget lang tid. Så nu skal jeg fandeme være lækker! Man kan alligevel ikke se såret, fordi jeg har denne støvle på uden over.

Noget af et monstrum, ikke? Haha. Jeg støder ind i alt, fordi den er 6-7 længere end min fod, og omkring 5 cm bredere - jeg går ind i dørkarme, sengemeder, toilettet, affugteren... Kanten er på bagsiden superskarp, og den borer sig ind i min hud. Jeg har forsøgt at klistre bløde ting på, men intet tager det. Så jeg må leve med den. Jeg tror også, at de snupper den d. 4. februar, når jeg skal derind næste gang :)

Chokolade til morgenmad - hvor bliver morgenmadskareten af?

Klokken er 6 torsdag morgen. Jeg har været oppe i 3 timer. Jeg glæder mig så meget til at komme hjem, at det jo slet ikke er til at holde ud - og det er i dag, jeg bliver smidt ud herfra. Forhåbentlig for sidste gang. Men er det ikke den dejligste følelse at sidde med? Glæden og forventningen om den gode modtagelse, når man kommer hjem... Det er vidunderligt. Jeg savner mine vante omgivelser. Og René. Han har faktisk været her hver dag - men det er jo på ingen måde det samme som når han har været hjemme hos en kammerat og kommer hjem. Gensynsglæden er enorm. Det er den også her, men i det andet tilfælde er det hjemme. Det er altså bare ikke det samme.

Nå. Men jeg tror, at jeg får lov til at smutte efter stuegang. Det er sgu fedt. Muligvis skal jeg snakke med en fysioterapeut, men jeg tror det ikke, eftersom jeg sagtens kan støtte på benet. Så... *** here I come! Jeg vil tro, at der er stuegang ved 10-tiden. Lyder det plausibelt? Jeg må have fat i en af sygeplejerskerne. Men det behøver ikke at være lige nu. Det kan jeg jo gøre, når de dukker op med min morgenmad. Men måske jeg lige skulle gøre dem opmærksom på det? Det er én time siden jeg spiste.  Godt. Så har jeg fået penicillin. Jeg tror faktisk godt, at de her i afdelingen kan lide, at man involverer sig lidt i den medicin, man får udleveret. Det gør jeg jo :P

Hovsa! Nu er klokken 7! Jeg snakket med sygeplejerskerne, det har åbenbart taget tid! Hvis bare resten af tiden går så hurtigt, er jeg sgu hurtigt hjemme! Jeg er ret sikker på, at hun sagde, at der er stuegang mellem 8 og 10, men det lyder ikke plausibelt, så jeg tro 9-12. Ih! Jeg håber at han kommer her som en af første. Awesome!

Jeg er så spændt på alt det her. Jeg har haft 4 overnatninger, jeg er blevet flyttet 3 gange "fordi de havde brug for stuen". I nat sagde en sygeplejerske til mig "Du er jo så nem og medgørlig" - cool! Det var lidt det, jeg gik efter. Jeg har en tendens til overdrive, dog, så jeg tilbød en sygeplejerske at hjælpe  med at tørre mit tis op fra gulvet, efter jeg havde tisset udover alt. På det tidspunkt vidste vi ikke, om jeg måtte støtte på benet, og jeg var kommet derud på en bækkenstol...

Jeg spekulerer på, om jeg skal gå hele vejen ned til P-pladsen, eller om jeg skal sige til "min chauffør" at han skal snuppe en kørestol fra informationen. Jeg kan jo bare bruge den til at støtte mig til. Jeg tror, at det er den bedste løsning :) Damn, jeg glæder mig!

Men jeg er gået i gang med noget chokolade-værk, Jonna havde med i går, her til morgenmad. Jeg var sulten, og jeg tror først, at morgenmadskareten kommer ved 8-tiden :)

Vente, vente...

Oplevelser

Yeah. Jeg har ikke fået fortalt om situationen siden i søndags. Jeg jo i lørdags betændelse i storetåen. En kæmpe hæmsko. Vi opdagede så, at såret på benet var betændt. Pisseøv, for man opererer ikke i betændte sår. Mit vækkeur ringede klokken 7:.15, og jeg ville fandeme ikke sidde der fordi det er betændt. Jeg skulle jo alligevel  have udskrevet nyt penicillin.

Så jeg mødt ind klokken 09:30, fordi jeg havde bestilt en bil til ankomst på Køge sygehus 09:45, bare for en sikkerheds skyld. Jeg gik fra bilen ind på hospitalet og plantede min røv i en kørestol - den sidste, der var tilbage - og René kørte mig op på H3, som er det afsnit, jeg skulle have ligget på. Jeg blev placeret ved et bord, og René fik en stol. Og så gik undersøgelserne ellers i gang. Eller... Jeg fik målt mit blodtryk da klokken var 11:45. Ja det var målt, skulle jeg naturligvis også snakke med en kirurg, som straks så, at det var betændt. Han informerede mig om, at de ikke opererer i betændte sår. Fordi skinnen sidder, som den gør, vil såret nok ikke vokse sammen, og der vil blive ved med at komme betændelse i såret. Så de ville operere alligevel. Så jeg skulle trille ned til biokemisk og få taget blodprøver og et EKG. Jeg skulle snakke med en anæstesilæge, som mente at der kunne lægges en blokade ved benet, så jeg ikke behøvede at komme i narkose. Sammenlagt tog disse 5 ting omkring 45 minutter, men blev spredt udover de 5 timer, jeg sad og ventede. Den sidste, 6. time, fik jeg dog en seng.

Om aftenen fik jeg 2 sandwichs til aftensmad fordi jeg er så fandens kræsen og hospitalsmad bare ikke smager godt i min smag. Så skulle jeg faste fra midnat frem til klokken 6 i morges (tirsdag). Mellem tirsdag og klokken 8, måtte jeg drikke 2 glas væske. Jeg var nummer 1 på operationsbordet, og skulle til mellem 8-9. Jeg kom ind i "forrummet" klokken 9. Jeg fik så en scanning i knæhasen Så stak de. Det påvirkede ikke mit ben. De søgte med ultralyd igen. Det påvirkede heller ikke mit ben, andet end at det begyndte at føles en smule varmt (der var iskoldt - seriøst, jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at klapre) De søgte med ultralyd på mit knæ,og fandt det sted, de skulle stikke, Men åren ville ikke tage imod, som årerne i haserne ikke ville. Så der var rygmarvsbedøvelse tilbage. Anæstesilægen  prøvede 2 gange uden uheld, og jeg kom i tanke om, at jeg måtte gøre ham opmærksom på, at jeg lider af scoliose, fordi jeg faktisk slet ikke ved, om det står i de papirer, han fik. Så han sad og trykkede og trykkede og bad om lan lang nål, og han må have ramt rigtigt, for der gik sgu ikke lang tid før hele min underkrop var komplet følelsesløs. Jeg kunne lige akkurat bevæge mit venstre ben. Men mit højre ben var fuldstændig dødt.Jeg fik et par hovedtelefoner på og lyttede til Bocelli, og ganske kort tid efter faldt jeg i søvn. Jeg blev kørt på opvågningen, hvor René kom forholdsvis hurtigt. Min blære blev scannet, og den var fyldt med urin, så jeg fik lagt et kateter, og fik tømt blæren. Hun fjernede det igen med det samme.

Jeg har sovet en del i dag, det gør jeg jo generelt en del. Men her, mens jeg har siddet og skrevet, er der sket det, at føles som om der er kommet følelse i mine tæer, hvilket er et megafremskridt. Jeg har vanvittigt ondt i "rygmarvssårene" på ryggen, men det kan jo stort set ikke være anderledes. Det er så skide ondt, hver gang jeg bevæger mig. Jeg er glad for, at der er noget, der hedder smertestillende!

Jeg har lige fået målt mit blodtryk. Han var fandeme cool. Ingen kan måle mit blodtryk, andet end dem på skadestuen, og tilsyneladende dem, der opererer. Alle andre læger og sygeplejersker opgiver. Men denne mand... Han sagde, at han ikke ville give op - og det gjorde han ikke. Og det, som er allermest cool, som jeg aldrig har set nogen anden sygeplejer gøre, er at han sprittede både manchet, keyboard, tæller og alt udstyr af, før han gik videre til den næste. Og han var kun elev! Damn... De garvede rotter kunne lære noget af ham! Just saying!

I morgen formiddag, nok, er der røntgen,og jeg vil skyde på, at jeg i morgen eftermiddag er hjemme igen. Sygeplejeren gjorde også udtryk for det. Men nu må vi se. Jeg skal ikke lade mig hidse op over noget, der måske ikke sker.

Hold kæft hvor har jeg ondt... :( Jeg nægter at tage smertestillende, medmindre det er strengt nødvendigt.

Men jeg synes at det er synd for min ryg. Jeg kunne godt tænke mig at se den selv...  Jeg må få René til at tage et billede :)

Jeg håber at I alle sover godt!

Dagen før dagen

Dagen før dagen. Jeg er så bange, så bange. Alle siger at jeg skal snakke med lægerne om det - men hvad kan de gøre?

Vi bestiller en flextur derind. Så kan vi komme derind i god ro og orden, og ikke al den diskussion med præhospitalet, der ikke kan forstå hvad de selv laver. Så det ordner vi selv. Jeg har lige bestilt en tur til Køge hospital, det bliver 36 kroner fordi jeg skal have ledsager med. Jeg vil gerne have René med. Mit hjerte er allerede ved at løbe løbsk. Faktisk er jeg begyndt at få tårer i øjnene, fordi jeg har så meget angst i mig.

Jeg har haft alt, alt for lang tid til at gå rundt og tænke over det her i. Jeg skulle have fået det at vide i morgen, og ikke i onsdags. Det er mange dage, hvor angsten bare er vokset fuldstændig ud af proportioner, og jeg kan ikke længere danne mig et overblik over virkeligheden. Jeg er overrasket over, at jeg ikke er blevet psykotisk. Det er bare som om der ikke er "plads" til det nu, fordi jeg virkelig har fyldt min hjerne med dødsangst. Jeg har ikke plads til noget andet. Alt i min verden, lige nu, er centreret om mig selv og René. Jeg burde føle mig egoistisk - men den følelse er der heller ikke plads til. Jeg må skamme mig, når - hvis - jeg vågner tirsdag eftermiddag.

Jeg ved godt, at der i morgen er en masse undersøgelser. Måling af blodtryk, hjerteundersøgelser og den slags, og jeg skal snakke med forskellige anæstesiologer omkring de her ting. De er jo eksperter. De ved jo noget om det her. Men stadig... Jeg er dobbelt så stor som jeg burde være. Det er fandeme livsfarligt. Jeg er for at kradse af alligevel.

Jeg håber inderligt at kunne skrive "Hej!" tirsdag i tirsdag eftermiddag, men jeg har dårligere forudsætninger end mange andre mennesker. Mange, mange har det som mig. Men mange, mange har det modsat. Og jeg er fuckerbange.

Jeg vil så gerne komme tilbage til René onsdag eller torsdag, som de har lovet. Jeg synes ikke, at han skal leve alene, selvom Katja har lovet at hun vil tage sig af ham.

Fuck, det bliver hårdt i morgen, når han tager hjem fra hospitalet. Jeg må lade være med at græde til han er gået. Hvis jeg græder, når han skal til at gå, får han det dårligt. Men okay. Jeg græder jo også over det allerede nu, så risikoen for at han finder ud af det er temmelig høj.

Efter operationen

Så er det fredag, vi er trådt ind i den sidste time af eftermiddagen, og jeg har en hel, lang, lang weekend til at vænne mig til tanken om indlæggelsen på mandag og operationen på tirsdag. Men fordi jeg har en lang weekend til at tænke over en muligt forestående død, vil jeg sige en tak til alle, der har gidet at læse denne blog, eller de af mine blogge, jeg har refereret til i listen over de blogge, jeg har anbefalet.

I har ikke kommenteret så meget, men det har ikke betydet noget. At der har været læsere her, har været rart. Jeg har haft det rart med at sidde her og blogge, og jeg blogget om komplet, virkelig ligegyldige latterligt ting, men også alvorlige ting er sluppet igennem,og jeg har både grædt og grint mens jeg har blogget her.

Og jeg vil bare sige tak til jer, fordi I har gidet at læse med. Jeg satser på at vende tilbage allerede samme dag som operationen, hvis jeg kan få internettet til at virke, men jeg ved det ikke. Jeg satser ikke på at dø, jeg regner ikke med at dø. Jeg regner med at leve videre og blive glad og lykkelig igen. Med et sår, som heler, og smerte, som lige så langsomt forsvinder og gør min fod mobil igen. Det glæder jeg mig til, og håber at døden holder sig væk denne gang. Jeg har ikke tid til at dø.

Men vi må se, om jeg vågner op på tirsdag efter operationen.