Dagen før dagen

Dagen før dagen. Jeg er så bange, så bange. Alle siger at jeg skal snakke med lægerne om det - men hvad kan de gøre?

Vi bestiller en flextur derind. Så kan vi komme derind i god ro og orden, og ikke al den diskussion med præhospitalet, der ikke kan forstå hvad de selv laver. Så det ordner vi selv. Jeg har lige bestilt en tur til Køge hospital, det bliver 36 kroner fordi jeg skal have ledsager med. Jeg vil gerne have René med. Mit hjerte er allerede ved at løbe løbsk. Faktisk er jeg begyndt at få tårer i øjnene, fordi jeg har så meget angst i mig.

Jeg har haft alt, alt for lang tid til at gå rundt og tænke over det her i. Jeg skulle have fået det at vide i morgen, og ikke i onsdags. Det er mange dage, hvor angsten bare er vokset fuldstændig ud af proportioner, og jeg kan ikke længere danne mig et overblik over virkeligheden. Jeg er overrasket over, at jeg ikke er blevet psykotisk. Det er bare som om der ikke er "plads" til det nu, fordi jeg virkelig har fyldt min hjerne med dødsangst. Jeg har ikke plads til noget andet. Alt i min verden, lige nu, er centreret om mig selv og René. Jeg burde føle mig egoistisk - men den følelse er der heller ikke plads til. Jeg må skamme mig, når - hvis - jeg vågner tirsdag eftermiddag.

Jeg ved godt, at der i morgen er en masse undersøgelser. Måling af blodtryk, hjerteundersøgelser og den slags, og jeg skal snakke med forskellige anæstesiologer omkring de her ting. De er jo eksperter. De ved jo noget om det her. Men stadig... Jeg er dobbelt så stor som jeg burde være. Det er fandeme livsfarligt. Jeg er for at kradse af alligevel.

Jeg håber inderligt at kunne skrive "Hej!" tirsdag i tirsdag eftermiddag, men jeg har dårligere forudsætninger end mange andre mennesker. Mange, mange har det som mig. Men mange, mange har det modsat. Og jeg er fuckerbange.

Jeg vil så gerne komme tilbage til René onsdag eller torsdag, som de har lovet. Jeg synes ikke, at han skal leve alene, selvom Katja har lovet at hun vil tage sig af ham.

Fuck, det bliver hårdt i morgen, når han tager hjem fra hospitalet. Jeg må lade være med at græde til han er gået. Hvis jeg græder, når han skal til at gå, får han det dårligt. Men okay. Jeg græder jo også over det allerede nu, så risikoen for at han finder ud af det er temmelig høj.