Oplevelser

Yeah. Jeg har ikke fået fortalt om situationen siden i søndags. Jeg jo i lørdags betændelse i storetåen. En kæmpe hæmsko. Vi opdagede så, at såret på benet var betændt. Pisseøv, for man opererer ikke i betændte sår. Mit vækkeur ringede klokken 7:.15, og jeg ville fandeme ikke sidde der fordi det er betændt. Jeg skulle jo alligevel  have udskrevet nyt penicillin.

Så jeg mødt ind klokken 09:30, fordi jeg havde bestilt en bil til ankomst på Køge sygehus 09:45, bare for en sikkerheds skyld. Jeg gik fra bilen ind på hospitalet og plantede min røv i en kørestol - den sidste, der var tilbage - og René kørte mig op på H3, som er det afsnit, jeg skulle have ligget på. Jeg blev placeret ved et bord, og René fik en stol. Og så gik undersøgelserne ellers i gang. Eller... Jeg fik målt mit blodtryk da klokken var 11:45. Ja det var målt, skulle jeg naturligvis også snakke med en kirurg, som straks så, at det var betændt. Han informerede mig om, at de ikke opererer i betændte sår. Fordi skinnen sidder, som den gør, vil såret nok ikke vokse sammen, og der vil blive ved med at komme betændelse i såret. Så de ville operere alligevel. Så jeg skulle trille ned til biokemisk og få taget blodprøver og et EKG. Jeg skulle snakke med en anæstesilæge, som mente at der kunne lægges en blokade ved benet, så jeg ikke behøvede at komme i narkose. Sammenlagt tog disse 5 ting omkring 45 minutter, men blev spredt udover de 5 timer, jeg sad og ventede. Den sidste, 6. time, fik jeg dog en seng.

Om aftenen fik jeg 2 sandwichs til aftensmad fordi jeg er så fandens kræsen og hospitalsmad bare ikke smager godt i min smag. Så skulle jeg faste fra midnat frem til klokken 6 i morges (tirsdag). Mellem tirsdag og klokken 8, måtte jeg drikke 2 glas væske. Jeg var nummer 1 på operationsbordet, og skulle til mellem 8-9. Jeg kom ind i "forrummet" klokken 9. Jeg fik så en scanning i knæhasen Så stak de. Det påvirkede ikke mit ben. De søgte med ultralyd igen. Det påvirkede heller ikke mit ben, andet end at det begyndte at føles en smule varmt (der var iskoldt - seriøst, jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at klapre) De søgte med ultralyd på mit knæ,og fandt det sted, de skulle stikke, Men åren ville ikke tage imod, som årerne i haserne ikke ville. Så der var rygmarvsbedøvelse tilbage. Anæstesilægen  prøvede 2 gange uden uheld, og jeg kom i tanke om, at jeg måtte gøre ham opmærksom på, at jeg lider af scoliose, fordi jeg faktisk slet ikke ved, om det står i de papirer, han fik. Så han sad og trykkede og trykkede og bad om lan lang nål, og han må have ramt rigtigt, for der gik sgu ikke lang tid før hele min underkrop var komplet følelsesløs. Jeg kunne lige akkurat bevæge mit venstre ben. Men mit højre ben var fuldstændig dødt.Jeg fik et par hovedtelefoner på og lyttede til Bocelli, og ganske kort tid efter faldt jeg i søvn. Jeg blev kørt på opvågningen, hvor René kom forholdsvis hurtigt. Min blære blev scannet, og den var fyldt med urin, så jeg fik lagt et kateter, og fik tømt blæren. Hun fjernede det igen med det samme.

Jeg har sovet en del i dag, det gør jeg jo generelt en del. Men her, mens jeg har siddet og skrevet, er der sket det, at føles som om der er kommet følelse i mine tæer, hvilket er et megafremskridt. Jeg har vanvittigt ondt i "rygmarvssårene" på ryggen, men det kan jo stort set ikke være anderledes. Det er så skide ondt, hver gang jeg bevæger mig. Jeg er glad for, at der er noget, der hedder smertestillende!

Jeg har lige fået målt mit blodtryk. Han var fandeme cool. Ingen kan måle mit blodtryk, andet end dem på skadestuen, og tilsyneladende dem, der opererer. Alle andre læger og sygeplejersker opgiver. Men denne mand... Han sagde, at han ikke ville give op - og det gjorde han ikke. Og det, som er allermest cool, som jeg aldrig har set nogen anden sygeplejer gøre, er at han sprittede både manchet, keyboard, tæller og alt udstyr af, før han gik videre til den næste. Og han var kun elev! Damn... De garvede rotter kunne lære noget af ham! Just saying!

I morgen formiddag, nok, er der røntgen,og jeg vil skyde på, at jeg i morgen eftermiddag er hjemme igen. Sygeplejeren gjorde også udtryk for det. Men nu må vi se. Jeg skal ikke lade mig hidse op over noget, der måske ikke sker.

Hold kæft hvor har jeg ondt... :( Jeg nægter at tage smertestillende, medmindre det er strengt nødvendigt.

Men jeg synes at det er synd for min ryg. Jeg kunne godt tænke mig at se den selv...  Jeg må få René til at tage et billede :)

Jeg håber at I alle sover godt!