Jeg ringede lige til min farmor, og hendes bror er død her til aften, så hun var ret ked af det. Hun sagde at jeg ikke skulle tage med til begravelsen, fordi jeg er bange for kirker. Det er normalt kendt, at jeg ikke deltager i kirke-halløj andet end hvis det er helt ekstraordinært, og det er det her ikke - jeg kender kun Benny af navn, og jeg kender ingen af hans efterladte, andet end Famse og hendes storesøster. Jeg er selvfølgelig ked af det på hendes vegne - men selv er jeg ret ligeglad og taknemmelig for, at jeg ikke skal deltage i begravelsen.
I morgen skal jeg besøge et par, som vi ser ret ofte, Kim & Majbrit. Kims far er netop død, og derfor skal dennes efterladte - Kims stedmor - med derop og spise aftensmad, sammen med en veninde til Majbrit. Jeg kender alle. Men det er alt, alt for mange mennesker til mig, og havde jeg vidst, at vi blev så mange, havde jeg ikke sagt ja tak - og nu er det jo alt, alt for sent at melde afbud. Det kan jeg heller ikke lide, så er det bedre at sige nej med det samme.
Men Kim & Majbrits ældste søn, Casper, kommer og henter os. Han har fået kørekort i år, og han vil gerne køre så meget som muligt, så han kommer og henter os. Det er meget rart - så er der ikke så lang vej. Men jeg gider seriøst ikke. Det er der bare ikke noget, der hedder.
Ellers har jeg haft en begivenhedsløs dag. Jeg fik sendt mit hjemme"strikkede" kort til mine svigerforældre, de har 35-års bryllupsdag på mandag. Jeg har skrevet et smukt brev (hehe) med en overskrift, der hed "Feliz aniversario" (spansk), og så med yderst kreativ skrift, jeg selv lige skabte, samt en tekst, der for en gangs skyld var læselig - jeg skriver SÅ grimt. Men jeg håber at de bliver glade for det. Jeg ved godt, at det dér med at sende kort til bryllupsdage er noget der kommer fra mig (min familie gør det heller ikke, det er kun mig), men det er alligevel rart, at andre tænker på en. Alle ringer til os på vores bryllupsdag - men jeg sender kort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar