Som... at være fortabt i tiden. Som at skrige uden en lyd. Som at blive levende begravet, ædt langsomt af myrer. Et tomt kranium, fuldt med orme og biller. En stank så fæl, at de fleste ville brække sig. Som en skyfri himmel pludselig invaderes af tunge, tunge tordenskyer. Et voldsomt tordenvejr er over os, lynene slår ned i mig et efter et, dræber mig langsomt - selv naturen er imod mig.
Jeg havde engang en T-shirt, som jeg elskede højt. Den blev brugt og slidt så meget, at den til sidst ikke kunne hænge sammen længere. Sådan er det også med mig. Jeg er livets T-shirt, har hængt på lidt for længe, og kan nu ikke hænge sammen længere. Jeg falder fra hinanden. Kan ikke længere holde sammen på mig selv, makeuppen krakelerer og efterlader mig med et udseende af et lig. Et omvandrende lig. For det er, hvad jeg er.
Rådnende katte, mus, rotter og hvad der ellers ligger i vejkanten, trænger sig ind på mig igennem mine næsebor,og jeg ønsker mig langt væk, til et bedre sted, hvor jeg ikke behøver at spekulere på den slags længere. Død, ødelæggelse og had. Findes der virkelig intet godt i verden? Jeg hader verden. Jeg går gerne i krig. Som "As leader of the free world" - jeg vil skabe frihed for alle - alle kan skabe den verden, de ønsker at leve i, uafhængigt eller afhængig af hinanden. Fuck det. Bare folk selv kan vælge. Så er jeg tilfreds. Så vil jeg være hende tulipanen. Den smukkeste af dem alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar