Falsk positivitet. Noget af det, jeg hader mest, men som jeg normalt er bedst til. I dag virker det bare så freaking uoverskueligt at skulle være en omvandrende smiley - selvom det er det, folk forventer. Stort grin på læberne og ingen sure miner. Ingen tårer i øjnene. That's me. Helt positiv og helt igennem glad. Jeg er så glad, at jeg bliver lidt ekstra glad over al den glæde. For sådan er det jo, ikke sandt?
Når først bug'en er kommet ned i viruskisten, skal alting nok gå. Alt skal nok gå. Jeg spærrer det inde, lader det forsegles og glemmer alt om det. Om jeg begriber det. Jeg har lov til at have det dårligt uden alle vender mig ryggen. Tak, Maria Elisabeth, fordi du altid stiller op med et par hjælpende ord. Det betyder mere, end du måske tror. Jeg har været dårlig til at udtrykke taknemmelighed. Sorry. Men den er der.
Af og til ser jeg på saksen. Bare engang imellem... Især med det svigt at dimensioner, som jeg blev udsat for i går. Jeg er knust. Saksen er min sikkerhedsventil. Jeg ved, at hvis det går helt galt, så har jeg en hals og en spids saks. Så stabber jeg mig selv i halsen. Eller hvor jeg nu stabber mig. Men det er rart at vide, at jeg har muligheden, hvis alt bliver for meget.
Jeg hader at leve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar