Når følelserne banker på

Det føles næsten som om du synger den sang alene for mig. Det føles næsten som om du kæler for mig, mens jeg lytter til din stemme. Mens du kæler for mig, kærtegner mig med dine ord, og forfører mig med din stemme. Jeg mærker hvordan det hele bare bliver blandet sammen, du, jeg, musikken, kærligheden... Der findes intet, der kommer i nærheden af det, vi har. Mærket af dine lyriske kys på mine iskolde læber, får dem til at blomstre op igen, og jeg kan se hvordan blodet igen løber igennem dem. De smukkeste røde læber, og jeg kysser dig forsigtigt tilbage. Dine sange, skrevet kun for mig, giver mig inspiration, har altid gjort det - du er som en mentor for mig, en læremester, om du vil. Din genialitet lad du smitte af på mig, og jeg forsøger ihærdigt at følge med, for jeg vil være lige så poetisk og dygtig, som du er. Hvis du bare vidste, hvor meget jeg har drømt om du og jeg. De drømme trak mig ud af min depression. Dine ord fik mig ud af den selvmedlidenhed, jeg sad og flæbede i. Du viste mig, at det er okay at være depressiv, at selvmedlidenhed ikke altid er nødvendigt. Du lærte mig at elske. Kan du huske det? Nej, selvfølgelig kan du ikke det. Men nummer 2... Vi vil altid have nummer 2, du og jeg, ikke?

Det er december nu. Den 4. Det betyder, at det er 10 dage fra at være 1 år og 8 måneder siden du døde. Jeg savner dig hver eneste dag. Folk tror, at man ikke kan føle den slags for en artist. Muligvis. Måske er jeg bare umoden for en 31-årig at være. Måske har du vitterligt gjort den forskel i mit liv. Hvis det ikke var for dig, var jeg aldrig blevet gift med René. Det er ikke som dig, som mine drømme - men det er nogle andre drømme, som nu er i gang med at udvikle sig. Du gav mig så meget, at jeg ikke kan finde mig i, at du døde, kun 48 år gammel. Du har reddet mit liv. Du har givet mig et liv. Hvordan kan jeg IKKE elske dig?