At være elsket.

Oh my god, oh my god, oh my god! It's her! It's her! It's really her! 

Who? 

Mig. Altid mig. Hvorfor? Er det ikke åbenlyst? Jeg er det mest spændende i universet. Det er noget, jeg har bestemt. Og det kan jeg gøre, fordi: jeg er det mest spændende i universet.

Fordi jeg er så spændende, har jeg i dag læst lidt i en bog fra Jehovas Vidner. Jeg har taget en lur. Jeg er endda så vigtig, at jeg har godkendt Annas ønske om at vi spiste pizza i dag, selvom jeg havde planlagt en anden ret til kun mig. Ja, også René, selvfølgelig. Men primært mig. For jeg er den eneste, der har en mening af betydning her.

Jeg har tænkt mig at læse i bogen fra JV om lidt. Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at gå i bad før på søndag, for jeg har mange smerter i anklen. Det er naturligvis ikke min skyld. Det er jeg alt, alt for vigtig til, i forhold til alle andre mennesker. Jeg er lidt skuffet over at der ikke er lagt rosenblade på gulvet, nu, hvor jeg skal ud i køkkenet. Men gemalen er tilgivet, fordi han også har ondt. Jeg er mægtig nok til at kunne tilgive folk. Så barmhjertig er jeg. "Rikke Den Almægtige".

Jeg er faktisk så spændende, interessant og vigtig, at min mor ikke "har tid" til at snakke med mig i telefonen. Og hermed krakelerer facaden, det hele vælter sammen om mig, jeg er intet, jeg er et nul, og min egen mor gider ikke engang at bruge tid på mig. Er det ynkeligt, eller er bare ynkeligt?

Men jeg holder selvfølgelig hovedet over vandet. For min svigermor interesserer sig nemlig for mig. Det er noget, ikke? At have en svigermor, som er mere interesseret i en, end ens egen mor? Det er ikke optimalt, men når nu det skal være - så er det pissefedt.

Jeg elsker min svigermor.