33 år - jeg har udrettet noget! Eller... Nej

Jeg har netop skrevet denne e-mail til min veninde: 

"Mine forældre har glemt, om jeg kan lide risalamande eller ej. Jeg ringede lige til min mor for at sige at jeg ikke kom afsted i morges, og så spurgte hun mig om jeg kunne lide risalamande, fordi min far havde sagt, at det kunne jeg vist ikke kunne lide risalamande, og min mor så kom i tanke om, at jeg vistnok heller ikke kunne lide flødeskum (????) - det er en sand historie, det er ikke mere 10 minutter siden, jeg snakkede med hende.  Nok lidt som da min mor glemte at jeg havde fødselsdag, så hun troede at jeg stadig var 32 år."

Bagefter sad jeg så og læste den. Og pludselig slog det mig: Jeg er 33 år gammel. 33 år. Med 3 først. Jeg har ikke tænkt over det før. Det slog mig bare pludselig dér. "stadig var 32 år" - som om det var mega lang tid siden. Og det er det jo også. For den 4. maj 2014 fylder jeg 34 år. Ét år tættere på plejehjemmet... Jeg ved godt, at jeg er pjattet nu, eller hvad man kalder den slags. Jeg siger bare, at det føles sådan, og især nu, hvor det ser sådan ud. Snart 34. 34 år! Lige nu er jeg jo så "kun" 33 år, og det alene føles ikke så gammelt, før jeg sådan rigtig ser på de tal og ser, hvordan jeg har spildt mit liv. For hvad har jeg udrettet? Jeg hjulpet René igennem nogle svære tider, men det er jo sådan set det. René siger at jeg også har også hjulpet andre end ham. Jeg har en hjemmeside, hvor en masse mennesker dagligt kommer og læser mine noveller og digte. Men noget stort? Næh. Jeg har ikke udrettet noget særligt. I en alder af 33 år, burde jeg da have udrettet noget, eller være i gang med noget. Men det er jeg jo sådan set ikke. Jeg er sådan set bare ... Mig. Jeg kan studere mig selv. What a brilliant idea!