Jeg er faldet lidt ned i et hul. Det er svært at komme op igen. Jeg ved sgu ikke helt lige, hvad søren jeg skal stille op... Jeg har så mange hængepartier, jeg ikke bare kan lade falde. Jeg bliver nødt til at grave mig ud. René er endnu mere ynkelig end jeg er. Det troede jeg faktisk aldrig at jeg skulle opleve. Men det er han. Vi skal ud for at strække benene her om ikke så længe, medicinen skal lige sparke hans røv i gang. Han bad mig om at tage medicin også, og det gjorde jeg faktisk, selvom jeg prøver at holde det til når jeg kommer hjem, for at se, om jeg overhovedet har brug for det. Jeg ville gerne have været i bad i dag. Men det er bare sådan lidt "shit", når man først kommer på det klokken halv ni om aftenen. Men i al den tid, der er gået siden da, har jeg gerne ville været i bad.
Jeg er faldet af på den med katten. Jeg er faldet af på den med maden. Men jeg fik lagt vasketøjet sammen sammen lige præcis 10 minutter inden der kom en fra Rehab-teamet i tirsdags. Jeg har ikke fået lagt det på plads. Jeg håber ikke, at vi skal over på vaskeriet i morgen, for så indebærer det, at jeg rent faktisk skal TØMME poserne i morgen, inden hun kommer = lægge tøjet på plads. Men jeg tror, at jeg muligvis kan finde kræfterne til det, hvis jeg venter med badet til i morgen. Eller på lørdag. Jeg har "aflyst" Jonna lørdag, fordi jeg ikke sådan helt kan overskue at studere noget, så vi har aftalt onsdag. Det går forhåbentlig bedre på onsdag. Jeg mener at det er i morgen, at KBJ vil ringe til mig, så jeg skal huske at have min telefon på mig. Det er en 2 uger gammel aftale.
Det er svært for mig at huske. Det er OGSÅ svært for mig at huske. Jeg får sværere ved alting. Jeg føler mig presset op i en krog, og jeg føler ikke, at har lov til at være den, jeg faktisk er. Jeg bliver nødt til at sige det til en af dem dér. Anette eller Anja. Det er vist Anette, som kommer i morgen. Hvis hun kommer i morgen. Jeg må skrive det ned, så jeg får det sagt. Ellers glemmer jeg at sige det. Jeg snakker også lige med René om det, når vi går. Men jeg kan godt høre på ham, at han ikke føler at han magter at gå. Jeg tror, at han må se i øjnene, at de piller, han får, bare ikke er gode nok. Han tog dem for 1 time og 20 minutter siden, og så lang tid bør de ikke være om at virke.
Han må snakke med den læge. Men han har først en tid den 21. december. Det går jo slet ikke. Men okay; så må jeg holde jul med ham herhjemme, bare os to, for han kan ikke klare turen hjem til sine forældre, og der er no way in hell han får lov at sidde her juleaften, selvom han siger at jeg skal tage hjem til min familie. Det er jeg ligeglad med. Hvis René ikke kan komme afsted, kan jeg heller ikke. End of story. Heldigvis bliver han hentet før mig, hvis det kommer til det, så jeg kan tjekke, om han lyver og bliver hjemme.
Enten har Emma hikke, ellers skal hun kaste op. Jeg håber på det første!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar