Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

mandag den 14. september 2015

Opskriften på en perfekt ret

Wauw. Endnu en dag hos mine forældre. Min farmor var igen med til at skabe uro og vi var nok nær grænsen til uvenskab, og hvis det ikke var fordi René havde ondt, og vi "hemmeligt" besluttede os for at tage hjem, var der måske opstået en ny familiefejde - fordi min farmors nye elevationsseng ikke er optimal. Madrassen glider ligesom ned, selvom hun ikke sådan rigtig løfter hovedgærdet, og der er ikke en stopper på for enden af sengen. Så madrassen stoppes af et skab.  René forsøgte at komme med forslag, der kunne gøre hendes søvn bedre, men hun ville slet ikke lytte, strittede imod, og min far og mor blev viklet ind i kampen, og alle, bortset fra mig, begyndte at diskutere i munden på hinanden.

Jeg har slet ikke flere kræfter, jeg trænger så meget til at sove, men jeg skal lave mad til René nu. Han er blevet sulten igen. Min mor havde lavet en  ret, som jeg også normalt laver, men hendes var godt nok anderledes - også fordi hun havde brugt "rigtig" kylling og ikke "bare" brystfileter. Så hun havde pillet kødet af alle knoglerne. Men jeg fik 2 små stykker knogle - jeg skal ikke have mere i dag. Den smagte dog fint nok, retten. Den var lidt "flad" i det, men det var fordi min farmor var med - hun er ikke god til hvidløg. Og det er en ret, der skriger på hvidløg. Jeg plejer at putte 3-4 fed hvidløg i pr. dåse hakkede tomater jeg bruger, hvilket som regel er 2. Skal I have opskriften? Jeg ved ikke, hvad retten hedder, så I må tage den, som den kommer:

Dette skal du bruge:
2 pakker bacon i skiver
2 kyllingebryster/ 300g kalkun/ 300g Quorn Bitar
2 dåser hakkede tomater
6-8 fed hvidløg
2-3 løg
masser af paprika
salt & peber
(1 stor dåse tomatpuré)
(stødt chili)


Ris & vand i en mængde, der passer

Sådan gør du:
Klip en pakke bacon ud, så der bliver 5 små stykker med bacon. Gør det samme med den anden. Steg dem på en pande. Det må ikke blive for mørkt, da det så ødelægger rettens smag, men ikke stegt for lidt, da det så er for ulækkert.
Skær toppen af løgene, pil skællen af, indtil løget har en pæn overflade og skyl det. Skær det over på langs, og læg det med den flade side mod spækbrættet. Skær den tykkelse, du gerne vil have dine løgstykker i, som strimler i løget,og skær så på tværs af løget, så det bliver hakket. Gør det med det med alle de halve løg.
Skræl  hvidløgene.
Steg kylling, kalkun eller Quorn bitar i noget flydende margarine og når det er ved at have fået farve, tilsæt da løg. Steg indtil kødet har opnået ønsket konsistens. Hæld 2 dåser hakkede tomater i, knus de fed hvidløg og put i, drys paprika i med løs hånd og sæt ris over med det samme. Når risene er færdige, kan du putte bacon i og smage smage retten til med salt og peber. Det er vigtigt at du ikke putter salt i under tilberedelsen, fordi baconen er salt. Hvis sovsen er tynd, tilsæt tomatpuré. Du kan også tilsætte mere paprika, og eventuelt stødt chili.

***

Jeg må ind og have en lur. Jeg smører lige lidt mad til René. Jeg magter ikke mere lige nu. Jeg er simpelthen udkørt. Det kvindemenneske tærer på mig. Jeg kan bare slet ikke holde hende ud lige i øjeblikket. Det er utroligt at det ikke er sådan, når jeg snakker i telefon med hende. Men det er da en fordel, for ellers ville vi aldrig snakke sammen igen.

1 kommentar:

  1. Det ser lækkert ud - tusind tak for opskriften :) Den vil jeg prøve :)

    SvarSlet