Tak for alt, Kaj - jeg satser på mere!

Hej!

STORYTIME! Find straks jeres tekopper frem og vær klar til at læse, for this is a juice one! Da jeg var barn/teenager, var jeg "one of the nasty ones". Jeg havde min veninde Katja - der på vidunderlig vis stadig gider at være min veninde - som jeg hang ud med ret heftigt. Vi lærte hinanden at kende i 1. klasse, mistede kontakten i 1988, men mødtes ved et rent tilfælde i 1990.

Vi havde de mest vidunderlige øjeblikke. Vi fragtede vores madrasser frem og tilbage for at kigge på stjerner midt om natten, midt på en cykelsti, fordi vores skolelærer havde sagt at vi skulle kigge på den danske nattehimmel, hvis vi havde mulighed for det. Så vi lavede den klassiske "mor, jeg sover hos Rikke" og "mor, jeg sover hos Katja", og så begav vi os ud på cykelstien, men det var alligevel pisse-uhyggeligt og vi endte med at gå hjem til Katja. Jeg måtte sove i en havestol. Hehe. Vi snakker også ofte om dengang, da vi stjal nogle penge fra min mor og købte en liter Carte D'Or Appelsin Sorbet, og delte den i to, vi havde skeer med og sad og spiste den foran købmanden. Ingen af os har spist appelsinsorbet siden, og det er mange år siden. Eller dengang vi opdagede, at døren til skolekøkkenet stod åben, og vi sneg os ind og stjal en dåse med vaniljesukker, som vi åd direkte fra dåsen - igen, med teskeer. Katjas stedfar havde sådan en Sodastream, og vi elskede den for hårdt. Vi besluttede os for, at vi ville holde en fest for vores skolekammerater, sådan, efter skoletid. Så vi brugte rigtig lang tid på at lave invitationer, hvor der stod "Kære ...", og så lavede vi en masse sodavand, men fordi vi havde skrevet "Kære" og ikke "Hej", var ingen kommet. Sagde de. Den virkelige grund var naturligvis at vi var vildt upopulære, vi var ikke engang nørder, vi var tabere.

Hvert år, fik vi heldigvis mulighed for at forsyne os med makeup fra vores klassekammeraters familiemedlemmer og deres venner og bekendte og gud ved ikke hvem, og vi så forfærdelige ud. Men man skal jo øve sig, ikke? Jeg husker en blush, som stank meget, meget kraftigt af parfume, men som jeg elskede at have på. I kraftige mængder. HAHA. På et tidspunkt havde jeg falske fregner og briller med almindeligt glas i. Et syn for guderne.

Katja og jeg havde for vane, i starten af vores gen-dannede venskab, at "udspionere" en dreng fra vores klasse. Han var lækker as fuck, og vi ville begge to være kærester med ham. Nok måske lidt mere Katja end jeg, men han var nu meget sød. Han boede omkring Katja. En dag havde vi siddet hjemme hos hende og set hendes stedfars sengekantsfilm og spist chips, og så skulle vi på rov. Da vi kom ud i den friske luft, og vi havde været henne og tjekke om han var hjemme, vendte vi skuffede hjem. Katja havde lige lært at slå falske bøvser, og det var så fælt. Jeg sagde til hende "Hvis du gør det én gang til, så brækker jeg mig". Hun udfordrede mig - og en eller anden fik en bunkede chips i flydende form ind i deres hæk.

Vores store interesse var, i en kort overgang, at lege med Barbie. Ingen af os havde særlig meget udstyr, men det havde Katjas storesøster. Og hun havde de fedeste stueplanter, som hørte til Barbiehuset. Naturligvis måtte jeg eje dem. Da Katja skulle hjem en dag, sagde jeg bare at det var mine. Eftersom hun selv havde haft dem med, og hun ikke var (og er) idiot, vidste hun jo godt, at det var hendes søsters. Men jeg sagde til min mor, at det var mine. Min mor sagde til Katja, at hun altså var nødt til at lade mine planter blive hos mig. And so they became mine. Jeg kan ikke huske, hvad der skete med dem.

En anden ting, vi havde sammen, var musik. Vi elskede Abba, og vi elskede Ace of Base. Og det fedeste i verden, det allerfedeste, vi overhovedet kunne forestille os, var at synge med/udøve lipsync til sange med disse bands - Katja ville altid være "den lyshårede", og jeg ville altid være "den mørkhårede", så det gik fint op. Men før vi fandt interesser i disse bands, var der Roxette. Med deres plade "Look Sharp!". Jeg fucking elskede den plade. Jeg ville eje den. Katja havde den på bånd. Og jeg tog hendes bånd, en dag jeg besøgte hende. Mine veninder, Camila og Tanja, fortalte Katja om det, så da hun besøgte mig nogle dage senere, ledte hun efter båndet - for der stod "Katja" på coveret. Det var en pinlig en, da hun fandt den og jeg måtte indrømme, at jeg havde stjålet det.

Nu om dage er der NO BAD BLOOD imellem os, dog. Vi griner af stort set de fleste ting, der er sket i vores fælles liv, for vi har fandeme mange gode minder. Og i år - i år vil jeg forsøge at skabe mig endnu flere minder. Hun er blevet gift med Nana, en mand fra Ghana, som vist har boet her i nogle år, men kun snakker engelsk, de blev gift i september sidste år, og jeg vil lære ham bedre at kende, fordi hun har udtrykt et ønske om, at det er det, hun gerne vil have. At vi alle 4 kan mødes over noget mad. Then so be it. Katja - I love you!