"KRAMMET"

I dag har vi haft rengøring. Og der skete noget, som jeg finder meget... jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det uden at lyde som en rablende tosse, men altså... Jeg kan ikke lide smykker. Jeg hader dem, og jeg får det fysisk dårligt når de rører min hud. Jeg kan heller ikke lide at kramme folk. Hvis jeg føler, at det er på sin plads, er det ok, men hvis ikke, så skal folk lade være. Kender I det? René sad i dag og snakkede med vores rengøringsdame, og han fortalte hende åbenbart om sin fars død. Jeg har en off-dag i dag, så jeg sad med hovedtelefoner på og hørte musik. Pludselig hænger hun rundt om min hals og presser sin ørering ind i min kind så tæt på min mundvig at jeg faktisk var ved at skubbe hende væk. Men jeg blev i stedet helt stiv og sagde intet. René sagde, da hun gik over efter vasketøjet, at jeg havde set ud som om jeg ikke kunne lide det.

Er det ikke sært at jeg nærmest følte at hun invaderede mit personlige rum? Hun overtrådte tusind grænser på én gang! Jeg følte mig virkelig... krænket. Altså. Jeg ved godt, at det er virkelig "out there" og sådan noget, men det var meget "cheek on cheek action", og det kom fuldstændig uventet! Jeg havde på intet - INTET - tidspunkt set eller hørt hende komme. Lige pludselig var hun der bare. Jeg har bare haft den værste skoddag lige siden... Det var ellers ved at gå fremad igen.

Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kan føle de her følelser over et kram... Hun mente det i bedste mening... Jeg føler mig bare ekstrem ussel fordi jeg reagerer som jeg gør. Jeg kan ikke lide at kramme folk! Nogen går igennem nåleøjet, min mor, f.eks., kan jeg stort set altid kramme, og min svigermor og svigerinde. Ja, og René, for den sags skyld. Ikke min brors kone, men Renés søster. Det er som om jeg bare passer bedre ind dér end i min egen familie, selvom jeg til tider har det svært med Renés niecer og nevøer. No shade - jeg holder af dem. Men de er så støjende! Jeg er typen, der - hvis jeg er alene hjemme om aftenen - bliver bange for at høre min egen stemme, hvis jeg kommer til at snakke for højt til Emma, eller hvis jeg synger for højt. Jeg har en tendens til at skynde mig at sætte musik på, så snart René forlader hjemmet, og så bare synge med alt hvad jeg kan nå, inden han kommer tilbage igen, eller ringer. Jeg er en "med-synger", og det har jeg altid været. Men René og jeg bor i det samme rum. Vi laver alt herinde, bortset fra mad og toiletbesøg. Men vi ser tv herinde, vores computere står her, alle mine makeup ting er her, alt Renés e-juice gear er her, vores senge er her, vi spiser her også, og det er normalt også her, vi har gæster. Emma bor også herinde. Hun har sin mad- og vandskål ved siden af affugteren oppe på et gammelt computerbord, men hun har dog sin bakke i et tilstødende værelse. Hun bruger al sin vågne tid på at lege herinde, ellers sover hun herinde. Det gør hun i enten i vindueskarmen, i en papkasse ved siden af vindueskarmen, en papkasse under vindueskarmen eller  på et lille bord med et tæppe under mit skrivebord, eller i en skuffe ved René, af og til i min seng, eller i Renés benende eller på hans mave eller i hans armhule. Vi er vitterligt kun adskilt når René er til psykolog (og han har kun 1 gang tilbage), når han er på smertecentret, eller når han er nede og handle, eller hvis han er til fødselsdag. Hvis han er på indkøb, snakker vi normalt sammen. Han ringer til sin mor på vejen derned, og når han kommer ned til butikken, ringer han mig op, og så snakker vi mens han handler, og hele vejen hjem. Vi er ikke engang adskilt når vi sover, for 8 ud af 10 drømme, jeg kan huske, når jeg vågner, har René optrådt i - og aldrig på en dårlig måde.

Åh... Tosse... Jeg må håbe på en bedre dag i morgen. Selvom jeg har glemt at bestille kildevand til Emma i den dagligvarebestilling, der kommer i morgen formiddag... Det får mig også til at fremstå viiirkelig ussel. Er det ikke bare den bedste dag ever? Somebody please make me laugh!

Oh! Wait! I know! Jenna!

Dette er Jenna Marbles, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er fra "back in the day" (2011)

Det er så hjernedød humor at man ikke kan andet end at grine. 

Jeg havde det i hvert fald meget sjovt. 

De 200 gange, jeg så den 😁