Velkommen til SJUSK og sære minder

Kender I det, når man, i et forsøg på at mindes hvad der rent faktisk skete "dengang", hiver sin psykiatriske journal frem fra gemmerne og sidder oppe hele natten og læser om månederne man tilbragte på Ungdomspsykiatrisk Afdeling, eller hvor man nu startede ud henne, og alt virkelig bare virker så fjernt?

Mange af de ting, som står der, er det rene vås, og mange af tingene har de byttet om på. F.eks. var det ikke min far, som opdagede at jeg var psykisk syg - det var min mor. Hvilket jeg ret klart har givet udtryk for hele vejen igennem. Det var hende, som fandt mig grædende på sofaen. Andre ting efterlader en helt fuldstændigt "mindblown". F.eks. har jeg i årevis raset over Camilla og Mettes svigt i december 1998. De blev sure over at jeg altid var sur og valgte at afbryde vores "venskab". Men det lader til, at jeg allerede i juli samme år har klaget over dem ude på afdelingen, følt at de var påtrængende, set mig selv som værende irritabel over dem, og mistænkt dem for at være falske - der står faktisk direkte at jeg ønsker at få dem ud af mit liv.

Der står også andre ting. F.eks. at jeg har været overvægtig siden jeg var barn - hvilket ikke er sandt. Dette billede

Dette billede er godt nok af lidt dårlig kvalitet, men det er mig, som er på det, og jeg er lige i omegnen af 15 år. Ser jeg ud til at være overvægtig? Nej. Det gør jeg ikke. Men jo, min dejlige far, som i journalen er beskrevet som herligheden selv, sagde helt tilbage fra jeg var 9-10 år gammel: "Spiser du TO krydderboller?! Det er lige så meget som en fuldvoksen mand! Skal du trille i skole?" Der står i journalen, at mine forældre ville have mig ud fra Ung.Psyk. så jeg kunne fortsætte på HTX, fremfor at få det bedre, som behandlerne på afdelingen anbefalede. Jeg fulgte deres råd, i stedet for at hoppe på mine forældres forventninger. I en gruppesamtale med mine forældre siger min far at han er ked af, at jeg ikke havde haft nogen succeser i mit liv, mens jeg blev vred og sagde at jeg følte succes hver gang jeg havde skrevet en novelle. Min mor fortalte mig en dag, hvordan jeg skulle begå selvmord. Hun fortalte mig hvordan jeg skulle skære "rigtigt", hvis jeg virkelig ønskede at dø.

Der står også beskrevet, at jeg flere gange er vågnet om natten, når jeg har sovet hjemme, fordi mine forældre har skændtes i rummet ved siden af, men når jeg så er gået derind, har alt været mørkt, og de har ikke været der, selvom jeg hørte deres stemmer de første sekunder efter min opvågning.

Gentagne gange bliver der smidt ild på bålet om hvor umoden jeg var, og selvom jeg ikke længere anses som værende skizofren eller depressiv, så var jeg alligevel i "kronisk suicidalfare". Psh. Tåber. De kom frem til, at jeg led af borderline personlighedsforstyrrelse, baseret på mit "humør", altså hvordan jeg agerede. Mine "gode" og "dårlige" perioder. Jeg tror faktisk ikke, at de tog mig seriøst. Men jeg kan godt se, når jeg læser alle de minder igennem, at det er noget værre sur røv, og at der måske var en god grund herfor.

Menøh... Det er snart 24 timer siden jeg sidst har lukket et øje, jeg er ikke træt, men det er bedre at prøve at få sovet lidt nu end i aften. Tænker jeg. Så god eftermiddagssøvn til jer alle! Eller; til mig. Fra mig. Som en gave til mig selv.

Jeg skal helt klart have læst mere, men jeg har kastet mine øjne på en serie, som startede sidste år, "Stranger Things", og den er MONSTER god - og jeg har kun 2 afsnit tilbage. Den er fra Netflix. Dammit. Elsker de ting, der er der, men Netflix stinker 😧