FUCK! FUCK FØDSELSDAG!

Jeg er ikke så meget ked af det som jeg er skuffet. Jeg fældede måske nok en tåre eller tre tidligere i dag, men det er længe siden, og jeg har ikke sagt det til andre end jer. Det er vores lille hemmelighed.

For sandheden er, at INGEN - fucking ingen - udover min mand og min svigermor gider at fejre at jeg bliver 37 skide år. Siden jeg var 20 har mine forældre presset på med, at hvis jeg ikke tabte mig, ville jeg ikke leve til at opleve min 40-års fødselsdag. Og hvem ved. Det gør jeg måske heller ikke. Men i morgen er det 37. Og de "har meget om ørerne" og har ikke tid til at holde fødselsdag for mig, og min farmor, min fucking farmor, som jeg har ringet til stort set hver evig eneste dag siden min farfar døde i 2004, har det pludselig for dårligt til at blive hentet af min far og bragt ned til dem, sammen med mig, hvor vi fire - mine forældre, hende og jeg - skulle have holdt noget sammen. Det værste er, at de har "meget om ørerne" og "er syge" uden at vi overhovedet har fundet en skide dag! FUCK FØDSELDAG! Min mor sagde til mig, at jeg skulle ringe når jeg havde snakket med min farmor igen. Først sagde hun: "Jeg synes at René skal låne en bil" som om biler hænger på træer, og så var det at jeg tog beslutningen om at jeg ikke holder fødselsdag for andre end mig selv, René og min svigermor, som kommer til morgenmad i morgen tidlig.

Dette bliver min sidste fødselsdag. Altså, der bliver flere, men det bliver den sidste, der bliver fejret. Aldrig har jeg været så skuffet over min familie, og så kan det godt være, at jeg bliver 37 år ved 06:10-tiden i morgen. Jeg er virkelig faktisk ikke engang skuffet, jeg er vred, og hvis de nu skulle komme i tanke om at jeg har fødselsdag i morgen og tager telefonen og ringer til mig - så er jeg ikke hjemme. Uanset om de ringer på min mobil eller min fastnet. Jeg skal lige ud og have taget blodprøver også.

I morgen svarer jeg ikke på nogen telefonopkald, og jeg vil være meget selektiv hvad angår eventuelle mails og sms'er. Jeg har allerede fået flere "på forskud", og endda en fra Hamid, der skriver at han ikke har glemt min fødselsdag og nok skal huske at sende mig en sms.

Hvorfor er min familie så stinkeren? Det er som om at når tingene går godt, så er alt bare fine and dandy, men så snart noget går imod hårene, viser folk tænder og vender sig imod hinanden. Jeg har i lang tid følt at jeg passer bedre ind med Renés familie, men det gør jeg faktisk heller ikke. Hans mor, og sikkert også søster. Men det ender der. Det er ikke engang 75% dækket. Der er mange uenigheder. Den eneste, jeg føler at jeg virkelig kommer overens med, er René - manden, som er et af de få mennesker i hele den store gruppe af mennesker, som jeg har allermindst tilfælles med. Men det går alligevel. Jeg fortæller ham om mine sager, han fortæller mig om sine. Vi har de naturlige gnidninger der opstår når man mere eller mindre befinder sig i det samme lokale 24/7 året rundt. Men vi kan fejre vores 10-års punkt i år, hvilket jeg er stolt af.

Jeg tror ikke, at særlig mange regnede med, at vi ville klare den. Jeg tror, at de fleste regnede med, at det ville floppe, og vi ville være skilt inden for få år. Især Renés "venner". Jeg ved ikke, hvad min rolle var. Men jeg er medskyldig i, at de alle vendte ham ryggen, det er jeg overbevist om. René siger, at det skete fordi han var meget negativ pga. smerter, og at folk ikke tog hensyn til ham og sådan noget. Jeg har det mere sådan, at hans venner skulle komme til ham for at se ham, fordi han havde for mange smerter til at kunne tage nogen steder. Men vi boede i en ét-værelses på 32m2, og jeg var der altid. De har sikkert også ment, at det var mig, der sagde nej til at han skulle i byen og drikke sig stangvissen hver weekend, noget, han ellers havde gjort tidligere. Jeg havde intet imod at han tog i byen. Måske... Nu dukker der noget op... Den dag, vi flyttede mine ting hjem til René, snakkede jeg med en af hans venner. Han fortalte mig, hvad hans "buddy" havde planlagt. Jeg sagde til Renés ven, at René ikke kunne klare alt det der, blandt andet paint ball, og at han (Renés ven) var nødt til at sige til deres buddy, som stod for hans polterabend, at de nok skulle geare  lidt ned. Hans buddy havde planlagt en vild dag, der ville koste hver deltager 1.000 kroner, og det var ikke alle, der blev spurgt.

Men Renés polterabend var en succes. De valgte at de ville tage en ganske almindelig druktur. Da han skulle hjem, delte han en taxa med et par, som skulle af i nærheden af, hvor vi boede. Han ringede til mig og sagde "Jeg er på vej hjem nu. Kommer du ud og henter mig?" Jeg spurgte ham hvor han var. Han sagde "På stien." Jeg spurgte ind til hvilken sti han snakkede om, og han gentog "På stien". Så jeg tog sko og jakke på og gik ud, og i det jeg åbnede vores havelåge og kom ud på stien, råbte han "HEJ SKAT" og gik ca. 2 meter fra mig. Så jeg hentede ham, fik ham ind i sofaen. Han spurgte om jeg ville lave en pibe til ham (vandpibe - på det tidspunkt røg han vandpibe, konstant, i alle mulige forskellige flavours, f.eks. æble og cola, og det var mig, som stod og stoppede pibehovederne, lavede huller i aluminiumsfolien og tændte ild til kullene - HVER gang... Det blev lidt trættende til sidst. Jeg blev glad da han valgte at stoppe). Men jeg spurgte ham, om han ikke hellere ville i seng. Han sagde "Jeg er ikke træt, jeg vil ha' en pibe!" så jeg lavede en pibe til ham, fyldte glasset med vand, fandt den flavour, han ville have og ordnede det hele, satte den foran ham - og så pustede han i slangen i stedet for at suge, og der kom bare sådan noget nasty kulvand OVERALT! René var bare en happy camper som sad og smilede stort og fniste "Den bobler!" Hehe. Jeg tror, at han havde haft en dejlig aften 💓 Men hvis min indblanding i sagen er det, der har ødelagt forholdet mellem René og hans venner... Det vil jeg sgu have det skidt med. Mere end hvis det var det med de almindelige drukweekender.