Dette...
Dette er lavmålet.
I går aftes, ca. halv elleve, fik jeg et mentalt breakdown. Først vidste jeg ikke hvorfor. Men jeg hulkede som var jeg pisket. Jeg kunne dårligt trække vejret, og der var lange render af snot allevegne. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville falde i søvn.
I dag er René ikke hjemme. Han kommer sikkert først hjem sent i aften. Da det ramte mig, at min mand, min oase i ørkenen, den ilt jeg indånder, skal være væk en hel freaking dag... Der knækkede min film bare. Og så græd jeg. "Græd". Det lyder så fancy i forhold til hvad jeg foretog mig.
Ca. en halv time efter jeg lagde mig til at sove, faldt jeg i søvn, og Emma vækkede mig klokken lidt over 7 med kradsen på papkasser. Noget, hun ikke må, og som hun godt ved. Så jeg stod op, satte mig ved min computer.
Da René vågnede omkring klokken 8, spurgte han mig, om han skulle ringe til sin mor og spørge om hun kunne komme i dag, og være her i et par timer. Vi jokede med det i går, og kaldte det "wifesitting" i stedet for "babysitting". Men... Jeg fik ham til at ringe. Klokken lort om morgenen.
Min svigermor var lige vågnet og havde taget smertestillende. Så vi sagde, at det var ligegyldigt, for hun kører ikke bil, når hun har taget dem (der er rød trekant på, og det er ikke alle der er enige om at det er et spørgsmål om ens læge. Man kan godt tage trekantsmedicin og køre bil, man skal bare være ekstra opmærksom - det er ikke helt det samme som et strengt NEJ). Men så ringede hun ca. 15 minutter senere og spurgte hvad vi ville, og det viste sig, at det var nogle andre smertestillende, hun havde taget, og derfor godt kan køre bil.
Så... jeg forsøgte at shine mit patetiske ansigt med de puffede øjenlåg og blodskudte øjne op med lidt makeup. Jeg ligner et trainwreck, men det, som er værst, er at jeg stadig er pænere på dette billede end på mange af dem, hvor jeg har lagt en "rigtig" makeup... I need Jesus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar