Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

lørdag den 28. marts 2020

PAKKER, HUMOR & MÆRKEDAGE

Hej og velkommen til denne lørdags ordsalat! Bedre kan det nok ikke udtrykkes.

Jeg er i dag gået i gang med at sammensætte en pakke til min mor. Jeg har bestilt nogle ting, som jeg skal bruge til en pakke til Astrid, og jeg har bestilt ting til en trøstepakke til René, som han kan få indtil hans gaver kan ankomme på et tidspunkt. Han har fødselsdag om en uges tid, og derfor giver jeg ham bare en masse slik, som jeg ved at han elsker.

Til min mor har jeg valgt nogle forskellige skønhedsprodukter, jeg havde i overskud, og til Astrid har jeg købt nogle farveblyanter og en blok, så hun kan tegne lidt. Det er  nogle specielle farveblyanter. Jeg har søgt og søgt, og de var vitterligt den eneste mulighed for børn, der ikke er 3+ år. Astrid er kun lige akkurat blevet 2 år, her den 16. marts, og så fandt jeg pludselig de der farveblyanter, og jeg tænkte at det må være fint nok, selvom der kun er 6 inkl. en blyantspidser, og hele sættet kostede 80 kroner, plus 35 kroner for blokken, som er en god A5 størrelse. Jeg har også købt nogle tekstiler og tekstilfarve, så jeg kan male noget specielt til hende. Så allerede dér har jeg mine 3 første pakker i mit nye pakkesystem. Jeg har også bestilt nogle billeder. Jeg har valgt nogle forskellige, og har skrevet på dem i redigeringsprogrammet, og så uploadede jeg dem til Bilkas fotoservice halløj, og jeg går ud fra, at de kommer inden for overskuelig tid. Det håber jeg i hvert fald. Jeg har taget nogle billeder af mig selv og Emma, nogle billeder af Emma og René og nogle billeder af René og mig, og nogle hvor Emma også er med. Nogle af disse billeder kommer med, uden tekst på, som en gave til f.eks. min mor og Renés mor, som jeg ved elsker billeder af os, og det er ikke tit, de får det.

I dag har jeg en video at anbefale. Jeg er superglad for at se Jenna Marbles' videoer på YouTube, men de senere år er de blevet ... af ringere kvalitet end de var i gamle dage. Der er dog stadig "spikes" af virkelig morsomhed. Den video, der blev uploadet den 26. marts er virkelig, virkelig morsom. Jeg sætter den ind her:
Det er den 3. af disse videoer, hun har lavet. Efter min mening den absolut bedste. Den første var også god, bedre end den 2., men denne er klart den bedste. Jeg grinte så meget over mange af de Tik Toks, hun har med. Nok især ... hende med den der baby, bedstemoren der gerne vil give sit barnebarn penge på trods af pandemien, kvinden der går helt kold fordi der er forskel på labelsene på Heinz Ketchup og Heinz Sweet Relish, og ham gutten der har flirtet online i 6 år med en kvinde (?) som har overbevist ham om at hun er Katy Perry. Hende der sidder på toilettet og har en pissed off kanin siddende på gulvet ved siden af sine fødder, som IKKE er glad, og ikke mindst Jeses Crust. Den skrigende hund, der får et bad, gutten i den afskårne bluse, hvis mor virkelig skriger af, dem, der photoshopper deres chefs øjne større inde på deres webside for at se, hvor lang tid der går før han opdager det, og den hvor der er nogle fisk, who's got beef. Der er også en gut, der ligger på gulvet, topløs, og spiser af en stueplante, der står ved siden ham, og med grønne blade hængende ud af munden, kigger han på sin (hvad jeg antager) mor til melodien "Hungry Eyes", og den sidste som jeg vil nævne, som jeg græd tårer over, var katten, der var hoppet ind i et terrarie for at tisse og rulle rundt i sandet, mens den der øgle (jeg kender ikke arten, så jeg vil bare sige øgle) bare sidder helt perpleks og kigger på at dens hjem bliver vandaliseret af en hidsig kat.

Har genset BROOKLYN 99 igen, meget af denne uge, og det er like.. 5 gang eller sådan noget, siden den startede. Jeg elsker den serie. Den kører faktisk nu, ovre på Renés fjernsyn. Jeg sidder her og ser YouTube, men ind i mellem tjekker jeg lige ud, hvad der sker. Det er svært at give slip, når man først er faldet i! Hehe. Men nu, hvor vi har fat i Netflix: The Tiger King er et mustsee for jer, der ikke ved hvad I ellers skal se. Virkelig spændende, tragisk og ... Jeg ved ikke, hvad det sidste ord er. Frastødende. Men stadig spændende. Der er 7 afsnit, og jeg nappede dem over 2 dage, hvert afsnit varer vist en times tid. Men det er jeg ikke sikker på, jeg har faktisk slet ikke tjekket. Men jeg anbefaler den til alle, som er gamle nok til at se den. Og jeg går ud fra, at det er du, hvis du læser denne blog, for hvis du er under 18, som jeg mener at aldersgrænsen på den serie er, har jeg nok ikke ret meget indhold, som er noget for dig. Jeg er sådan en type, der har ikke personligt har nogen humor. Jeg kan ikke lave sjov med ting med succes. Men min yndlingsstandup komiker er Mich Øgendahl, uden tvivl. Det er simpelt, enkelt, og man kan slappe af, slå hjernen fra og have det pisseskægt. Som regel synes jeg f.eks. ikke om Anders Matthesens shows, fordi han ganske enkelt ligger et sted på skalaen, hvor han ikke rammer inden for mit spektrum. Men Niels Hausgaard, som er JYSK og har en virkelig tør, men dybt sarkastisk og sort humor, er noget af det bedste. Jeg ville eje alle hans shows på dvd, hvis det ikke var for de irriterende viser han synger på sin egen dialekt. Jeg har i forvejen svært ved at fatte folk der snakker jysk, og de viser, han synger, forstår jeg simpelthen bare ikke. Og de er kedelige for mig. Det er meget spildtid i løbet af et show. Men dammit, når han snakker om sin familie, jeg elsker det. René synes ikke at han er sjov overhovedet. René kan ikke lide Anders Matthesen, og synes bedre om Mick Øgendahl, så det er vi enige om. Men ellers har René og jeg den samme humor. Vi har en indbyrdes humor, som folk der ikke er sammen med os så ofte ikke helt forstår, hvis de ikke har lært os at kende SAMMEN. Når René og jeg er alene med hinanden, er vi mere eller mindre ondskabsfulde, men intet af det vi siger er ment som ondskab. René kalder mig for "Swamphag", og jeg kalder ham for "Bille", fordi når han hviler sin pande mod min og vi kigger hinanden i øjnene, ligner hans ansigt en bille. Vi er blevet eksperter i Redneck-trashtalk til hinanden, og det handler om hvem der er bedst til at svine hinanden til - noget, vi ofte gør, når vi er gået i seng, og René har taget en halv eller en hel sovepille, fordi han bliver "ekstra sjov" når han gør det. Vi laver også sjov omkring Emma, og prøver at overbevise hinanden OG Emma om, at enten "mor" eller "far" elsker hende mest. Vi har det generelt set ret sjovt, men det er som regel når vi er alene. Når der er andre her, er det som om vi glemmer hvordan man normalt omgås andre. Sært. Men hver dag, mindst én gang, siger René til mig, at han elsker mig. Det har han gjort siden vi blev gift. Og husk på, at vi den 1. maj (så ja, om en måneds tid) har kobberbryllup... Når vi er færdige med at redneck-trashtalk'e til hinanden om aftenen, og skal lægge os til at sove, plejer han at sige det. Hvis jeg ikke hører det, siger han det alligevel. Det siger han, og jeg tror godt på det, for jeg har hørt ham hviske det, op til flere gange, fordi han tror at jeg sover og ikke vil vække mig. Så svarer jeg bare "jeg elsker også dig".

Men i morgen er det søndag, og det betyder... 1 uge tilbage til Renés fødselsdag! WOOHOO! CELEBRATE GOOD TIMES, COME ON! Vi plejer at have Renés mor på besøg, men i år må hun komme på et andet tidspunkt. F.eks. efter den 13. april, det kan være at det bliver udsat lidt længere, så kan vi eventuelt slå det sammen med vores kobberbryllup. Jeg ved godt at Renés 44 års fødselsdag ikke er nogen speciel dag, andet end at manden jeg elsker endelig har fødselsdag igen, og jeg har fundet på det perfekte kort, men jeg fylder 40 år 3 dage senere. Så hvis vi tager begge fødselsdage og vores kobberbryllup og lægger sammen til én ting, så kan vi eventuelt også invitere et par andre. At René og min far ikke kommer godt ud af det med hinanden gør, at de ikke kan være her sammen med os, og derfor har jeg droppet alle ideer om noget større. Men jeg har overvejet, at for dem, vi kender, så bare at sige "Hej - den dag vil vi gerne dele med jer. I kan komme her fra klokken X til klokken X" og så holde en slags åbent hus. Det kunne eventuelt godt lade sig gøre... Tænker jeg. Men jeg tror også, at vi lige skal vente og se, hvad det  bliver til med hensyn til udgangsforbud og forsamlingsforbud. Og så skal jeg lige have diskuteret det med René.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar