John Cleese "So, Anyway...: The Autobiography"

 Jeg fandt denne perle i Audibles bibliotek, og jeg valgte at bruge min januar-credit på den. Jeg har lyttet til den igennem januar måned, og jeg er nu klar til at dele min mening. Der vil være spoilers, så hvis du ønsker at læse den, skal du være opmærksom på dette. 

Bogen kan også fås i en almindelig fysisk kopi, og den udkom i 2014. Men jeg har som sagt lyttet til den via Audible. 

Det er John Cleese selv, der fortæller historien om sit eget liv. Han har sin egen, dejlige britiske humoristiske måde at levere små sproglige finurligheder på. Det er forfriskende at han sidder og læser op af det, han har skrevet, og det er tydeligt at han mindes hvor sjovt det var, fordi han sidder og griner af det. Normalt ville jeg synes, at det er irriterende, men der er noget varmt og hyggeligt over dette. Som hvis ens onkel sad og fortalte historien til en ansigt til ansigt. 

John Cleese er født i 1939. Han husker hvordan det var at flytte rundt hele tiden, og hvordan hans venner og han lavede pranks med andre. Han husker også lærere på skolerne med gode hjertevarme minder. En anden sjov ting er hans opfattelse af hans far, der fremstår som ekstra pylrende overfor ham. John Cleeses far hed oprindeligt Cheese til efternavn, men han fandt det pinligt. Da han skulle melde sig til hæren i 1. Verdenskrig, ændrede han h'et til et l, og hermed blev Cleese-klanen født. John husker at han syntes at det var mærkeligt, fordi han selv blev drillet med sit navn og blev kaldt "Cheese", og han kunne ikke forstå hvad hans far havde fået ud af det. 

Ligesom han husker de forskellige skolelærere han selv har haft, husker han også tiden hvor han selv forsørgede sig selv som lærer. Han underviste i forskning, engelsk, geografi, historie og latin. Dette skete på Saint Peter's Prep School, hvor han selv havde gået engang. 

Målet med Johns uddannelse var dog at læse jura på Cambridge. Han blev optaget på Downing College, Cambridge, men han var nødt til at returnere til Saint Peter's i 2 år, hvorefter han kunne færdiggøre sin uddannelse. 

Hans vej til komikken blev nærmest til ved et tilfælde, og han giver lidt råd/tips til hvordan man skriver god komik. En af de overbygninger, han bruger i sin bog, er "So, anyway..." - hvilket nok er derfor bogen hedder det, og jeg synes at det er ret gennemtænkt, og jeg sender et anerkendende nik i Johns retning. Bogen er fyldt med beskrivende ord, som gør teksten levende, og igen må jeg nævne at det er forfriskende, at han griner af sine minder, når han tænker på sin ungdom. 

Mødet med kærligheden, hans livs første crush, fandt han på Cambridge. Hun havde dog en kæreste, og det bragte John ud af fokus. Han var deprimeret, ulykkelig, og forsøgte at komme igennem det hele så godt som muligt. Men han lærte om de forskellige spilleregler inden han kom ind på datingmarkedet, og første gang, han snakkede om sine følelser med et andet menneske, var han 23 år gammel.

John var bagud med skolen. Han indså pludselig at han havde overset et helt emne, som han ikke kunne nå at gøre færdigt inden eksamen. Ved et tilfælde opdagede han kriminologi, og han tog et fag her, som han kunne nå hvis han dedikerede tid i sin ferie til det, samt at læse en bog på 254 sider. Det fandt han overkommeligt. Til eksamen havde han læst bogen 4 dage før, og han havde nogle punkter, han håbede at eksamen ville komme ind på. Han var heldig. Alt, hvad han skulle svare på, var alt, hvad han havde forstand på. Han bestod den eksamen, og de andre, som var kommet før denne. Han havde nu en grad i jura fra Cambridge, hvilket han skyndte at ringe til sin mor og fortælle. 

Han meldte sin ind i en dramagruppe, for at komme over sin depression. Han følte sin humoristiske sans udvikle sig. Efter en optræden med denne dramagruppe, blev han opsøgt af nogle mænd fra BBC, der tilbød ham et job. Han sagde ja, og tog et gig på et teater med dramagruppen, tilbudt af Michael White. Det viste sig at være en stor succes. Det var ikke som forventet, men deres optrædener i West End i London var alligevel gode. 

I en alder af 24 år, begyndte John Cleese at tjene så mange penge, at han selv kunne købe tøj, tage lektioner  i tysk, spise eksotisk mad og spise på fancy restauranter. Han fandt sig et sted at bo. Han flyttede til London og var stolt over hvad han havde opnået. John var perfektionist, og dette bragte bragte depressionen tilbage. John mindes en sjov hændelse omkring Graham Chapmans "coming out" og hvordan det blev håndteret. 

Der er i bogen små lydklip fra Monty Python shows, og det er lidt irriterende. Man er vant til at se på dem visuelt, og det virker forkert bare at lytte, selvom man godt kan forstå konceptet. John havde en kæreste, Connie, som han havde mødt i New York. Hun boede der, mens han boede i London. Hun blev på et tidspunkt åbenbart træt af den store afstand, og skrev at det nok var bedre, hvis de var venner. John overvejede at opgive sin karriere som komiker og i stedet flytte til New York og arbejde i en bank. Han overvejede også at skifte sit navn til "Jack", som var mere populært. Han flyttede ikke til New York, men han fik sig en snak med Connie, og i 1968 blev de gift i New York, hvorefter de bosatte sig i London. 

Bogen afrundes på en god, naturlig måde, og man får fornemmelsen af, at John Cleese har levet et godt liv, selvom han har haft nogle år med depression. Han har også haft en masse sjove oplevelser med sine venner, og hvad mere kan man bede om? Jeg vil dog sige, at bogen ikke er for alle. Man skal have en idé om, hvem John Cleese er, eller måske have nogle år på bagen for at kunne forstå de forskellige ting han snakker om. Men det er en god bog, som jeg er glad for at have brugt £7.99 på. Det er det, min kredit cirka svarer til. 

Jeg vil ikke vil ikke lave et "stjernesystem" til mine fremtidige anmeldelser, så jeg vil bare sige, at jeg synes at bogen er fantastisk læsning/lytning for en dame som mig på 42 år, som teknisk set ikke oplevede Monty Python selv, men derimod igennem mine forældre og min mand, som lige er 4 år ældre end mig, og så fra alle de utallige tegnefilm, som John har lagt stemme til. Hans skuespil, som det har været i flere film, har også været godt, og jeg må sige, at jeg synes at John Cleese er en af Englands store skatte, når det kommer til denne kategori. Så jeg anbefaler derfor bogen til følgende grupper: Folk omkring 50 år eller ældre, folk der kender til John Cleese eller bare folk, der gerne vil høre en god historie fra 1950-1970'ernes England, da det er i den tidsperiode, det meste foregår. Der er afstikkere, men jeg synes at det er mest her, vi lander. 

Hvis du vælger at læse eller lytte til denne bog, ønsker jeg dig god fornøjelse!

Ændring på vej!

 Bøger. Kan man andet end at elske bøger? Lydbøger såvel som gode, gammeldags fysiske bøger? Svaret er nej. Det er derfor, jeg har tænkt mig at lave en ny blog, hvor jeg snakker om bøger. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg reelt behøver at oprette en helt ny blog for det, eller om jeg kan tage en fast dag til at snakke om bøger på denne blog. Man kunne f.eks. sige, at den første i hver måned er et bog-indlæg. For ellers er det måske lige overdrevet nok. Jeg har stadig min makeupblog, selvom jeg ikke bruger den længere, og jeg har stadig min blog om skizofreni, som jeg heller ikke bruger. Det virker lidt på mig som om, at jeg har det bedst med kun 1 blog. Så jeg tror at jeg holder mig til det, faktisk. Ja. 

Så fremover vil den 1. dag i hver måned fra nu af (dvs. vi starter fra 1. februar) handle om en bog, jeg enten er i gang med, eller som jeg har læst. Det er bedst. 

Men ellers går det stille og roligt her, vi har endelig, efter 9 dage, fundet en metode til at få Bella til at indtage Atopica på. De to første dage forsøgte vi at give hende det direkte. Dagen efter, fik hun det med lidt makrelguf. Det gjorde hun også dagen efter. Det gik ikke. De to næste dage prøvede vi med tunvand (vandet fra tun på dåse). Den gik heller ikke. Til sidst har vi 1 dag givet hende medicinen med lidt vådfoder fra Applaws. Men det virkede heller ikke. Nu har vi så i 2 dage fået hende til at spise det, hvis vi giver hende mindre mad i løbet af dagen, og så sætter lidt mad, omkring 5g tørfoder, til side, som kan suge Atopica'en. Når vi så går i seng, får hun de 5g blandet op med nyt tørfoder, og så spiser hun det i løbet af natten. I dag er det 3. dag, vi skal prøve det. Så i dag er det 9. dag. Hun startede d. 9. på denne medicin. Det har virkelig været svært at få hende til at tage det. Men det lader til at vi kan få det til at fungere sådan her. Hvis det fungerer, kan det være at hun stopper med at bide sig, og at hun får ro. Hun kan vel egentlig også undlade at få taget en allergitest til 8.000 kroner. Uanset hvad, hvis den er nødvendig, så får hun den, men det kunne være meget rart at have lidt penge til noget andet alligevel. 

Hav en god weekend!

Netflix update og skræk og så alligevel ikke

 Hej wordlings!

I dag skal vi snakke om de ting, som jeg har set på Netflix for nyligt. Jeg har fået set 3. sæson af "Dead To Me". Fantastisk serie. Jeg har stor respekt for Christina Applegate som skuespiller. Og hun klarer det "dødgodt" i denne serie. Jeg synes personligt ikke, at 3. sæson lægger op til en 4. sæson, men jeg føler også, at de afsluttede den rigtig pænt. 

"Warrior Nun" sæson 2 var helt klart værd at vente på. Den var lige så god som sæson 1, og jeg nød at se den. De specialeffects, som de har brugt, er cool men virker ikke overdrevne, selvom det naturligvis stadig ikke er "rigtigt". 

Jeg har også endelig fået set 3. sæson af "Emily In Paris". Det var en god sæson, der skete en masse, og den blev afsluttet med en virkelig cliff-hanger, og jeg kan ikke forestille mig, at der ikke kommer en sæson 4. Det er de næsten nødt til, når den endte som den gjorde. 

Sidste sæson af "Brooklyn 9-9" fik mig til at græde, og jeg havde slet ikke forventet det. I sidste øjeblik tog serien en drejning, der virkelig bare gjorde at den blev ekstremt rørende. 

Jeg har færdiggjort "Inventing Anna", og det er en af de bedre serier, jeg har set i 2022. Både hende der spiller Anna og hende der spiller journalisten gør et virkelig godt stykke arbejde. 

Af serier, der kom ind fra sidelinjen, som jeg ikke havde på min liste, er begge sæsoner af "Alice In Borderland". Jeg synes at det er en okay serie. Men jeg skal være ærlig  og sige, at hvis det ikke havde været René der insisterede, havde jeg nok ikke set den. Jeg syntes at den var unødvendigt fyldt med slagterier af uskyldige mennesker. Men jo. Jeg stortudede da vi nåede frem til sidste afsnit. 

Vi fik også set "Boo, Bitch", som egentlig bare kom ind fordi vi manglede noget at se mens vi spiste. Det er en meget sød serie (for teenagere) der handler om venskab. Men eftersom jeg ikke er det mest modne menneske i verden, ramte den meget godt hos mig, og af uvisse årsager syntes René at den var fantastisk. 

Vi faldt også over "The Watcher", som også kom bag på os begge to. Det var en chance vi tog en  aften vi kedede os. Men den viste sig at være rigtig god. Det er lidt en "uhyggelig" serie, når man tager i betragtning af, hvad den ender med. 

Så gik vi i gang med "The Good Doctor", som vi stadig ser, og den er faktisk god. Men der er ekstremt meget tuderi (fra min side), og derfor  tager vi den i små bidder, og de dage vi ikke ser den, ser vi en anden serie fra Amazon Prime ("Corner Gas"). Men i går aftes tog jeg hul på "Young Royals" sæson 2 og så den færdig i dag. Det er seriøst en virkelig fantastisk serie. Det forhold som Simon og "Willy" har er både dybfølt og tragisk, og jeg glæder mig til, at der forhåbentlig kommer en sæson 3. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at der ikke gør, sådan som 2. sæson endte.

Jeg overvejer at tegne et abonnement på en streamingtjeneste der udelukkende viser dokumentarprogrammer. Jeg har ikke valgt en endnu. Jeg skal tænke mere over det. 

Skrækken kommer ind her. 

For jeg vil tale om edderkopper. Folk der kender mig, ved, at jeg er voldsomt araknofobisk. Hedder det  ikke det? Ligegyldigt. Vi ved alle, hvad jeg mener. Når jeg skal skrive ordet "edderkopper" bliver jeg ubehageligt til mode. Jeg bryder mig ikke om at læse ordet, heller. Ofte erstatter jeg det med "spider" i stedet for, men det er ved at aftage. Effekten. Det virker ikke så godt som det gjorde i gamle dage. Hvis jeg ser en tegning af en E, begynder jeg at føle ubehag, og et full-on billede får min panikangst til at sætte i gang. Men hvis jeg ser en af de thumbnails på YouTube der har en E i, sidder jeg alligevel og overvejer "Skal jeg se det?" For jeg har det sådan her: Ofte, når jeg skal noget, som for eksempel af rydde op i mit køkken, rå har jeg ofte bare mit headset på, som spiller en video og så lytter jeg bare til en video. Og jeg er ikke bange for at  lytte til videoer om E'er. Men lige så snart jeg skal se dem, går jeg kold. Det er sært. Er det sådan, folk der elsker at se gyserfilm har det? De elsker at se gyserfilm, fordi de godt kan lide at blive forskrækkede over filmen, og derfor ser den alligevel? Ikke at det er så simpelt, men forstår I?

Jeg føler at jeg har svært ved at udtrykke mine følelser for tiden. Det er ikke fordi jeg mangler ord eller noget. Det er mere fordi jeg bruger de forkerte ord om de rigtige ting. Eller de forkerte ord om nogle andre forkerte ting. 

Inden jeg slutter af, vil jeg gerne lige sige noget. I mange år har jeg været opmærksom på, at de mennesker, jeg har set op til indenfor film og musik er døde. Jeg ved, at mange af tilfældene er uundgåelige, eftersom de fleste, jeg ser op til, er 10-15 år ældre end mig, hvis ikke mere, og at de har levet et hårdt liv. Da  Peter Steele døde som 48-årig i 2010, slog det mig helt ud. Jeg har kun Dave Mustaine, der lige er blevet 61, og Marilyn Manson, der fyldte 54 for en uge siden, tilbage nu. Teknisk set. Af de "old timers". Jeg har fået nye mennesker, jeg ser op til, som jeg har tilføjet til Marilyn Manson og Dave Mustaine. Såsom Maria Brink fra In This Moment. Angelina Jolie. Lady Gaga. Det er primært dem, jeg bedst kan lide. Men igen. Pludselig, og det er inden for de seneste år, er folk begyndt at anklage hinanden for alt muligt. For mit vedkommende lagde jeg først rigtig mærke til det da det kom til Johnny Depp, som lidt er faldet ned fra sin stjernestatus hos mig. Han skulle ikke have sagt det om Roman Polanski. Det har ødelagt meget for mig - og sikkert også for andre. Så blev Marilyn Manson anklaget, og han har helt klart ikke gjort det, han er anklaget for. Der er ingen tvivl hos mig, det var der heller ikke med Johnny, og det er der stadig ikke, selvom han åbent støtter en pædofil. Hans syn på Polanski har ikke noget med Amber Heards anklager omkring hustruvold at gøre, og hun løj. Det var tydeligt. Og Marilyn Manson har ikke gjort noget forkert. Men nu er Steven Tyler fra Aerosmith også blevet anklaget. Han har så gjort det, han har selv indrømmet det i en selvbiografi. Jeg elsker Aerosmiths musik, og jeg er da ked af, hvis jeg ikke skal lytte til det længere. Der er også dem, som har gjort de ting, de er blevet beskyldt for (udover Steven Tyler). Men det er deprimerende, at alle dør eller voldtager/mishandler andre, så man mister alle, man ser op til. Kunne det ikke være fedt, hvis verden var fair og smuk og dejlig for alle? VENT! Vi må have fat i Elon og hans robotter til at løse denne konflikt! Elon. Ha. Så dette i en video med... The Click, tror jeg, på YouTube.

Jeg vil indrømme at jeg ikke har serien, men jeg kender til Charlize Therons portrættet af Æon Flux, og derfor synes jeg at det faktum at de har spillet på navnet med ElonSux OG med Spæce Kæren (hans børn med Grimes hedder nogle virkelig sære navne, som jeg går ud fra bliver gjort grin med her. Ikke børnene, men den måde deres forældre har valgt at stave det på, plus at Elon er en "karen"). Man, this guy is the worst.

Jeg er ked af det - på forhånd undskyld (eller det undskyld på forhånd? Jeg er ked af det uanset hvad. Jeg skulle aldrig have rodet jer ud i alt dette)

 Jeg har uendeligt mange ting kørende lige nu, som jeg undrer mig over, som jeg er utilfreds over, eller som jeg er direkte harm over. Men selvom det desværre ikke er noget, jeg kan lade ligge i 2022, må jeg tage lortet med ind i dette år, og forsøge at tænke så lidt på det som muligt. 

I stedet vil jeg tænke over, at over de 11 dage, der er gået af 2023 indtil videre, har jeg ikke haft en eneste dårlig dag. Jeg er blevet forkælet med kys og har nydt at være mig. Følt mig heldig og lykkelig. Så meget man nu kan være, når man er deprimeret. 

Jeg er et menneske, der til en vis grænse er drevet af materielle ting. Derfor har det gjort mig ekstremt glad, at jeg lige har købt 3 notesbøger i Lidl, som er virkelig cool. I looooove them! Det ligner og føles som notesbøger til over 100 kroner pr styk, men i stedet kostede de kun 19 kroner. Jeg elsker det. Der er ikke mange ting, jeg elsker så meget som "office supplies". Jeg ved ikke, hvad det er ved papirklips, hæfteklammer, blyanter, kuglepenne og postits der bare gør noget ved mig. Men der er noget. Jeg bliver så lykkelig når jeg kan bruge uanede mængder penge på kontorartikler. I mange år var det eneste jeg ønskede mig til alle fødselsdage og til alle juleaftener, et arkivskab. Jeg fik aldrig et. Jeg vil stadig gerne have et. Jeg er ikke kommet videre. Haha. Patetisk. 

En due har haft dårlig mave på min terrasse. Jeg håber at den er ok igen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skrev det. 

Tak for pengene, i øvrigt. Jeg var i den kategori, der gjorde at jeg i går fik en check på 2.000 kroner af Udbetaling Danmark (René fik også en). Alle jer, som betaler skat hvert år - tak fordi I gør det og hjælper folk som os. Jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe tilbage, men det bliver mest på lokalt plan, da det er nemmest for mig. Der er et såkaldt "netværkshus" her, som er for folk som mig, samt de ældre og de yngre. Jeg donerer meget makeup, skincare og kattehalløj til dem, som jeg får at vide de synes godt om. Men hvor jeg havde håbet at hvis vi fik disse penge, at vi kunne bruge dem på nogle af de ting, vi virkelig mangler, er vi blevet enige om at lade dem stå urørt på kontoen, og være basis for en opsparing til Bella, fordi hun åbenbart fremover skal have medicinsk behandling for noget allergi, hun måske har. Så... Allergiscreeningen koster 8.000 kroner. Yeah. Det er mange penge. 

Hun er dejlig, hende Bella, selvom hun efterhånden er helt nøgen. Men i dag starter hun på "Atopica vet 100mg/ml", og hun skal have 0,35ml dagligt fremover. En pakke med 17ml koster 600 kroner. Yeah. It's a lot. Men hun er min lille sorte slyngel, og jeg er vild med hende. Jeg ville ønske at hun var en nussekat som Emma var. Måske bliver Bella det med tiden. Lige nu, hvor hun ikke er så gammel, er hun stadig mest til leg. Hun har en tendens til at bruge både tænder og kløer, men altså... Vi prøver at afvænne hende. Det hjælper indtil videre at sige "Kun kys, Bella". Så plejer hun at stoppe med at bide. Men det bedste er bare at hun elsker at lege, og at hun elsker at underholde sig selv. Og at hun får sig en god snak med legetøjet (eller sig selv?) mens hun leger. Nå. Jeg må nok hellere se at finde noget at blive inspireret over, så jeg kan lave noget aftensmad. Jeg har ikke rigtig lyst til at spise noget. Jeg har lyst til at spise nogle flere af de superlækre klementiner, René købte til mig. Klementiner er geniale, fordi de er tilpas små til at man nemt kan have 2 net i køleskabet, de har altid sådan et sted omkring stilken, hvor man kan gå ind, så man ikke ødelægger hele frugten eller sprøjter sig selv i øjet med citrusjuice. Der er ikke meget af den hvide, indre skal fra selve skrællen (staves det med 'a'? I ved, hvad jeg snakker om, ikke?), der sidder på, når man har skrællet sin klementin i forhold til appelsiner, som er store. Appelsiner har en tynd skræl/skral, som man ikke kan komme igennem uden en spids kniv, og JEG ER OVERBEVIST OM AT DET ER MED Æ. SLUT. Men klementiner har en tyk skræl, hvilket gør det nemmere, som beskrevet, at stikke en finger ind hvor stilken engang sad. 

Wauw. Rikkes guide til frugt. Måske har jeg andre gode frugt-guides? Nej. Det har jeg ikke. Jeg ved ikke engang hvordan man staver til skræl. Jeg håber at skraldemændene ved om de samler det rigtige skrald op, eller om... 

Okay, indrømmet, jeg er steget i Seroquel Prolong (som hedder noget andet nu. Quetiapine) fordi jeg er psykotisk. René spilder ikke et øjeblik på at fortælle mig det. Det er okay, det må han gerne. Jeg klarer det. Men hvis dette indlæg er sært, med mærkelige ting som ikke giver mening, så er det (måske) derfor.

Men se på dette billede. Jeg er ikke alene om at tænke at det er et mærkeligt billede.

Dronning Margrethe står i midten fordi - dronning. Så står Marie (der som den eneste ikke vinker?), Joachim, Henrik og Athena til højre som en hyggelig, lille familie, og til venstre står Nikolai og Felix og stritter som om ingen gad at stå ved siden af dem. Hvorfor står de alene? Hvorfor står begge forældre ved de to små, og ingen af dem sammen med de to børn Joachim fik med Alexandra? Jeg spurgte Katja, om hun ikke synes det var sært, og hun sagde jo. Tilføjede endda, at det ikke var det eneste billede af dem, hvor de var linet op på denne måde. 

Katja og jeg har igennem hele december grinet over Magasins reklamer. Tjek lige disse reklamer ud, som ankom i min mailbox:

Jeg mener... Det er totalt cool at Magasin tænkte "Hell yeah, i vores december katalog skal der være alle mulige forskellige modeller, vi vil også have en, som er mere moden end de gængse, sædvanlige 20-årige modeller". Det synes jeg er vildt lækkert. Men når fotografen  kommer ind og siger "Okay, endelig er der tilbud, men det er ikke godt nok. Vis mig det udtryk! JA! Det er så godt! Prøv med dette suit. Vis mig 'skrædderen har fri'-looket. Du klarer det så godt, sweetie! Så mangler vi bare en afslutning. Vis mig 'det er den sidste dag i dag, du må hellere skynde dig!' - men på en afslappet måde". Og der så kom disse 3 billeder ud af det. Hun er eddikesur på alle 3! Jeg ved godt, at hun bare har fået at vide at hun skal lade være  med at smile, fordi der er faktisk et, hvor hun smiler. Et enkelt. Som jeg desværre ikke gemte. For hun er jo ikke grim, og hun er faktisk pæn når hun smiler. Disse billeder er bare så uheldigt taget. 

Men apropos billeder, og lige for at slutte mit indlæg af: René og jeg så "After Dark" af Type O Negative her den 4. januar. Jeg har også denne, som jeg har fået af René. 

Der er naturligvis også en bagside. Men først vil jeg vise jer, hvordan selve artworket i plasticcoveret inden i ser ud. Det hænger sammen.

God. Så dette er Type O Negative. Eller var. Fra venstre: Josh Silver, Peter Steele, Kenny Hickey og Johnny Kelly. De står her i deres nonne-dragter. Og dette er bagsiden på papcoveret til dvd'en.

Teknisk set er der ingen grund til, at den behøvede at blive vist i så stor en scala. Men jeg ville gerne binde deres foto sammen med "WE ARE A NON PROPHET ORGANIZATION". Hvorfor? Fordi jeg synes at det er skideskægt og jeg har en humor som ... Jeg har en dårlig humor. Jeg ved det. Jeg laver jokes alligevel. Derfor skændes jeg tit med René. Men ikke så meget længere... Sært. I hvert fald ikke i år. Endnu.Vi er stadig kun 11 dage inde. 

Men nu er jeg den der er "daffet". Jeg får slynget om mig med alle de fede fraser, hva'? Er "fraser" et ord? Indtil jeg ved bedre, er det nu et ord. 

Så bred ymer og knæhøj karse. Eller noget. Vi skrives/læses. 

Hullu-bullu, Rikke hvor er du henne?

(well, obviously not here, I just told you I would leave)

Dronningens (min) nytårstale

 Så er vi her, Wordlings. Årets sidste dag. Julen gik smukt. Jeg havde lavet en tegneserie til min bonus-niece, som er ca. 4½ år gammel, og mine intentioner var, at min veninde skulle læse den højt for hende. Men min niece elskede den så meget, at de var færdige med den allerede inden julen var overstået - og hun fik den om eftermiddagen den 23. december. Min veninde sagde, at den faldt i virkelig god jord. Det gjorde mig superglad. René kiggede i den, og han sagde, at jeg godt kunne få udgivet den, hvis jeg lavede nogle af alle tekstområderne om til tegninger. Men jeg har ikke tænkt mig at få den udgivet. Der ville være meget, der skulle laves om, og jeg ville være nødt til at tegne på computeren, og det kan jeg simpelthen ikke. Min hjerne kan ikke koordinere det med mine fingre. Alle 47 sider i den tegneserie til min  niece var tegnet, skrevet og farvelagt i hånden. Men hun fik også "rigtige" gaver. Hun havde ønsket sig makeup, så jeg havde købt noget makeup fra Souza, som laver makeup til børn. Jeg ELSKER at hun er interesseret i makeup i så tidlig en alder, fordi det kan være, at det måske holder til hun bliver større, og at det kan blive noget, vi har tilfælles. For jeg kender INGEN der er interesseret i makeup. Min mentor vil gerne høre om det, og hun spørger om råd, og det gør mig glad at hun gider at snakke om det, for jeg kender vitterligt ingen andre. 

Bella var den helt store gavehorder i år. René og jeg var ikke på gaver, fordi Bella skal til en meget dyr behandling i januar måned, som vi skal have igennem forsikringen. Så vi blev enige om, at spare så meget sammen som overhovedet muligt. Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det her, så I kan lige få historien igen. Bella bider sin pels af bagpå (halespidsen, haleroden, det ene lår, både indersiden og ydersiden, og bag på bagbenene) og i november var vi hos dyrelægen så hun kunne få en binyrebarkhormonin-sprøjtning. Den er kløestillende. Den varer også i 3 måneder. Så vi fik en henvisning til en dyrelæge, der er specialist i hudsygdomme hos katte og hunde. Bella har jo haft dette problem med sig da vi hentede hende, det er bare blevet værre, og vores egen dyrelæge kan ikke finde ud af, hvad der er i vejen. Men denne hudspecialist ligger i Kokkedal, ca. 1 times kørsel fra hvor vi bor. Derudover koster en konsultation 3.300 kroner. Dertil kommer, at vi skal betale for hver enkelt ekstra prøve de tager ud over det. Lige nu har jeg en af de der training pads siddende på min hud under mit tøj. På ryggen. Training pads er de der nærmest hygiejnebind, men i store kvadrater eller rektangler, hvor der er noget sugende på den ene side, og plastic på den anden side, og man bruger dem når man træner sin hund, kat, whatever, til ikke at besørge uden for kattebakken. Grunden til, at jeg har den tæt på kroppen, er at den helst skal optage min lugt. Selvom jeg er med i bilen til Kokkedal, bliver det ikke en rar tur for hende. Jeg kommer nok til at sidde med transporteren, og have kontakt med hende, men det er for at hun bliver mindre nervøs. Vores dyrelæge har anbefalet at vi lægger noget tøj med vores lugt ind i hendes transporter inden vi skal ud på de lange ture - men hun går ofte grassat inde i sin transporter, og det er bedre for os at det er de trainings pads det går ud over. For de kan skiftes ud når vi kommer derop, så hun får en frisk, tilstunket traning pad til hjemturen. 

Bella fik som sagt en masse gaver. For det første må hun ikke få godbidder, så vi var begrænset til ting. Vi gav hende derfor kun en adventskalender, fordi der ellers ville blive for meget legetøj. Da vi nåede frem til selve juleaften, fik hun en ny seng fra Omlet, hun fik et kattetæppe og en to små plysmus som dyrelægen havde givet hende. Det var ikke den eneste ting, dyrelægen gav hende. Hun fik også en lille skinne med en bold i (det var fra "Royal Canin", men selve skinnen var Catit Roller Circuit hvilket hun allerede havde noget af, så det kunne sættes sammen til en meget større skinne), hun fik 2 nye skåle lavet af rustfrit stål med skridsikker bund, og hun fik en lille kattetunnel, som jeg også tror kommer fra Royal Canin. Derudover gav de hende en lille "donut", og vi gav hende en almindelig kattetunnel og en lille catnip fugl der siger lyde. Alt det kan hun slet ikke administrere på én gang. Og de to mus og fuglen var så  fantastiske for hende, at hun legede med dem hele eftermiddagen den 24. og faktisk har gjort det indtil i dag. Lige nu er klokken 6 om morgenen. Det er typisk at vågne klokken 03:30 på nytårsaftensdag. Jeg skal jo være sent oppe og tage mig af Bella. Jeg kommer nok til at tage en lur på et tidspunkt. Men okay - vi er jo kun René og mig, vi skal ikke noget, der kommer ingen. I'll manage. 

Hvordan har 2022 været? Det virker som om, at tingene ser lysere ud i forhold til COVID-19. Jeg er ikke bange for det længere, selvom jeg stadig bruger mundbind når jeg er ude, eller når fremmede kommer her. Jeg ved ikke, om det stopper. Jeg gør det ikke for min skyld. Jeg gør det for Renés skyld. Som - sært nok - gør det for min. Det var nogle stride år at komme igennem, med den pandemi, for mange, men... jeg har ikke mærket så meget til det. Det værste for mig har været, at jeg ikke har kunne gå med læbestift eller solbriller udendørs på grund af mundbind, og lad os se i øjnene, at det er et champagneproblem. 

Vi var nødt til at aflive Emma. Jeg tog det meget pænt. Til at begynde med. Jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, men... Det slog benene væk under mig efter kort tid, og da René sagde at han aldrig ville have en kat igen, var mit hjerte knust. Heldigvis gav han efter, og selvom vi måtte aflive vores lille prinsesse den 24. februar, så havde vi Bella i vores liv allerede den 27. maj. Bella er helt anderledes. Hun er også mere eller mindre en killing. Vi fik Emma da hun var 8 år gammel. Vi fik Bella, da hun var 13 måneder. Så... Det er svært at opdrage en kat. Vi ved, at det kan lade sig gøre, fordi vi kunne  med Emma. Men Bella er anderledes. Og så er hun yngre. Men det skal nok komme. Hun er begyndt at forstå de basale ting. 

Krigen mellem Ukraine og Rusland har sat mit stressniveau 5 levels op. Jeg er skidebange for, at Danmark lige pludselig er i krig. Altså, jeg ved godt, at vi har været i krig i stort set al den tid, jeg har levet, men der har krigen ikke foregået her. Og jeg  lyder som en røv når jeg siger det. Det er nu altså bare sådan, jeg har det. Jeg kender heller ikke lige nogen, som er i krig. Renés ven var polak. Han fik dansk statsborgerskab for mange år siden. Han var med i en krig. Jeg vil sige, at jeg mener at han kom tilbage som en knækket mand. Jeg kan tage fejl. Han sagde ofte "Jeg var ikke polsk nok til polakkerne, men jeg var heller ikke dansk nok til danskerne". Efter krigen brød ud i Ukraine, rejste han tilbage til Polen, hvor hans bror var flyttet tilbage til, efter at have mødt og giftet sig med en ukrainsk kvinde. Så Renés ven valgte at opsige sin lejlighed og bare flytte til Polen. Jeg tror, at de har talt sammen 2 gange siden da. I starten læste jeg om krigen hver dag, men jeg kunne ikke rigtig håndtere det. Så jeg stoppede. Nu er det nærmest mere hvis jeg falder tilfældigt over noget, at jeg rent faktisk læser det. 

Megadeth udsendte deres første studiealbum siden 2016, og det første studiealbum siden Dave fik kræft i halsen. Han lyder virkelig godt på den nye plade, den er for det første mere glidende end deres musik har været i årevis, men samtidig synes jeg også at han leger med forskellige sangteknikker. Og der er mange, mange rigtig gode guitarsoli med! Man vænner sig hurtigt til at lytte til pop og andre slags musik, men når der så kommer en plade som denne, så er guitarsoloerne simpelthen noget af det allerfedeste ved det hele. 

Marilyn Manson sagen synes jeg går rigtig godt. Det lader til, at han har mange, stærke beviser på sin side. Selvom jeg stadig er utryg, en smule nervøs og i tvivl om hvorvidt han klarer den - så er jeg 90% overbevist om, at han nok skal komme igennem det. Det er klart for enhver, at hans omdømme har taget skade, og han bliver nødt til at gennemgå denne retssag. De kvinder, der har lagt sag an mod ham, eller som pludselig er kommet i tanke om hvad der er sket mange år senere, sætter sig ned  og skriver en ekstremt "heartfelt post"  på Instagram i stedet  for at snakke med politiet... Nej. Jeg synes også, at det bevismateriale, der er set fra Marilyn Mansons side indtil videre, har været virkelig hårdt nedslående på de fortalte løgne, der her været. Dette er et mærkeligt formuleret afsnit, ikke? Okay, alt det jeg har skrevet om Marilyn Manson kan stå her: De løgnagtige skøger har intet at have deres lort i, og Marilyn Manson vil sejre til sidst. 

For første gang nogensinde har jeg oplevet, at jeg kan kigge på ting, jeg gerne vil have, uden at få en ekstrem trang til at købe det lige nu og her, og uden at få en følelse af at jeg går glip af noget. Jeg er 42 år. Det er på tide, ikke? Jeg føler at jeg er hoppet ind i næste fase i mit liv. En fase, som er meget forvirrende. Jeg har ondt i mine led (alle sammen, ikke kun knæene) så snart det bliver koldt uden for. Normalt siger man jo, at ens led kan "værke" når temperaturen stiger eller falder (så forår og efterår). Men jeg har ondt i alle mine knogler hele tiden. Jeg fryser også ekstremt meget. Synes ikke det plejer at være så slemt. Lige nu har jeg 2 par strømper på. Uden på mine støttestrømper, så det er vel egentlig 3 par strømper. Så har jeg fået bumser. Et hav af dem, alle sammen i det samme område: en firkant på ca. 1,5 X 1,5cm lige nede under højre mundvig. Jeg har ikke haft nogen bumser i al den tid, vi har boet her. Og fordi jeg skulle bruge det til  noget, gik jeg tilbage og tjekkede. Så jeg ved, at vi flyttede ind søndag d. 8. oktober 2017. Jeg ved ikke hvad det er, men nu er her for koldt igen. Nu bliver jeg nødt til at lægge mig ind igen, og putte under min dyne. Jeg sidder lige her, indendørs, og er tæt på at klapre tænder! Men klokken er blevet 7 nu. Jeg kan tage min lur nu, stå op en gang i formiddag og så være længe oppe i nat. 

Jeg fortsætter dette indlæg senere i dag. Gør det lige færdigt. Lige nu: Dyner og lukkede øjne. 

Alright, klokken er 21, og jeg er klar til at skrive mit indlæg færdigt. Naboen, tror jeg, spiller så ekstremt højt at bassen kan mærkes overalt. Det er virkelig voldsomt. Det lader til, at folk virkelig nyder at de endelig kan være sammen i store mængder. Det lader også til, at Bella ikke er så bange for fyrværkeri, som vi havde frygtet. Hun kan godt lide at sidde i vindueskarmen og kigge ud på det, jeg tror bare, at det er de høje brag, der skræmmer hende lidt. Det lader til, at hun har det fint. 

Madlavningen gik fint. Vi fik en ret i dag, som min farmor altid lavede da jeg var yngre. Jeg ved ikke, hvad den hedder. Jeg har taget et par billeder.

Dette er, hvad der skulle til. En renset svinemørbrad, flækket, og hakket persille, samt nogle tandstikker af træ. Hvis man har lyst, eller er supergod til madlaving, hvilket jeg ikke er, kan man bruge madsnor. Det du nu gør, er at putte den hakkede persille ind i din mørbrad og lukke svinet (hehe) med tandstikkerne i krydsform, da det hjælper til at forhindre i at de glider ud under stegningen. 

Teknisk set kan man putte lige præcis det fyld i, man har lyst til. Jeg kan bare godt lide, når det kun er  persille, og nu er det mig, der stod for både indkøb og madlavning. Når den ser sådan her ud, kan du smække den på en varm pande med f.eks. flydende margarine, og stege den på alle fire sider. De to smalle sider kan være svære at holde den i "form", så jeg stegte den på siden med to ruller sammenkrøllet alufolie - en på hver side. Men jeg startede med at stege den på over- og underside. Jeg krydrede i øvrigt med salt og peber. 

 

Efter stegning, lod jeg den hvile tildækket under alufolie. Imens fandt jeg et fad til mine kartofler, en sovsekande til min hjemmelavede brune sovs, og en lille glasskål til smør til René, der elsker smør på kartofler. Da kødet havde ligget i omkring 7-10 minutter, fjernede jeg folien og skar den i skiver. Jeg fandt nogle serpentiner og servietter frem, friske sodavand og serverede maden. Det var god mad - sovsen var ikke ligeså god som normalt, men det ødelagde ikke noget. Jeg har is til dessert, men vi er ikke nået dertil endnu. 

Nå. Men jeg havde jo den forfærdelige oplevelse med René i september, hvor han var indlagt i en næsten en hel uge, bortset fra 1 dag, og jeg købte de mange smukke T-shirts til ham, som han faktisk er rigtig glad for. Jeg købte også en Batman hoodie til mig selv, som jeg er superglad for, den har stort set siddet på mig siden jeg fik den. Jeg bestilte tøjet fra Shirtstore, og fordi der var problemer med leveringen, gav de mig en T-shirt - free of charge. So cool.

Ja. Jeg har haft nogle psykotiske episoder, men ikke noget alvorligt. Det har mest været ting, der har rodet op i min OCD. Jeg holder stadig fast i, at jeg ikke har ODC, men bare godt kan lide at tingene skal være på en bestemt måde. Og ja, i visse perioder er jeg mere striks omkring det end andre. Men det er ikke det samme som OCD. Obsessive-compulsive diorder er en regulær lidelse, som jeg bare ikke har. Jeg har en masse andre - men ikke den.

Så jeg har vel bare tilbage at sige godt nytår til jer alle sammen. Jeg håber at vi alle sammen får et bedre år til næste  år, og at vi ikke skal blive ved med at sejle rundt i elendighed. 

Jeg vil gerne sende en hilsen til Thomas. Jeg skriver ikke nok til dig, det har jeg ikke gjort stort set hele dette år, og det beklager jeg. Jeg skal prøve at blive bedre.

Hamid: I'm sorry, dude. Jeg bliver ofte meget sur på dig over ting, du ikke har gjort for at gøre mig ked af det, vred eller noget andet. Du får alt for meget vrede. 95% af al den vrede er havnet det forkerte sted. Jeg skal prøve at lade være med at være en sur mokke. 

Katja: Pis med dig. Jeg har tænkt mig at invitere jer oftere i det nye år, og så har du ingen undskyldning for ikke at komme. 

Birgitte: du er den bedste mentor man kan få. Jeg håber at det nye år giver os flere hyggelige stunder

Mine forældre: I skuffer mig altid, men jeg nægter at give op, for jeg elsker jer. Jeg bliver ved med at håbe at I har skuffet mig for sidste gang.

Min svigermor: Du er dejlig. Du er sjov, altid i godt humør, venlig og din latter er smittende. 

Adrienne: Jeg skriver også for sjældent til  dig. I'm sorry. Jeg skal også prøve at ændre det, når det kommer til dig. 

René: Du gør mig så glad. Du er en fast klippe, som jeg kan være sikker på altid er der. Jeg elsker dig ekstremt højt, og jeg ved godt, at du af og til tænker at  du ikke fortjener mig, men det er BS, for selvfølgelig gør du det. Det er ligefør det ville give mere mening hvis det var den anden vej. Jeg elsker vores indbyrdes humor, vores lille familie, dig, mig og Bella, og jeg er ked af, at jeg pressede dig sådan for at få Bella så kort efter Emmas død. Men - du må indrømme, at det er rart at have hende her, selvom hun kan være en bidsk hun-djævel. Hun er en dejlig kat, som jeg elsker. 

Til jer, som er her til hvert indlæg, hvis der findes sådan nogen: Tusind tak. Jeg sætter pris på jeres besøg, og jeg håber at næste år bliver jeres bedste år indtil videre.

Jeg har fået sagt alt, jeg ville nu, så jeg stopper her og går ind til René og Bella. Hav en god aften, og pas på med fyrværkeriet.

There's something about that blue...

 Hello, my wordlings! Jeg har fundet en dejlig, dejlig YouTube kanal. Jeg kan slet ikke stoppe med at sidde og glo på den. Der er visse videoer, som er "off limits" for mig, men generelt set elsker jeg alt på Clint's Reptiles. Jeg lærer en masse om både slanger, frøer, dinosaurer, hajer og alt muligt andet. Jeg synes også at Clint virker flink nok, han er tilsyneladende zoolog, og han ved en masse, som han er god til at lære fra sig. Så vidt jeg har forstået, underviser han vist også. Jeg ved det ikke. Jeg nyder bare at se hans videoer. Især lige for tiden, hvor stort set alt andet, der dukker op på min YouTube startside handler om Balanciaga. Det er forfærdeligt at de alle sammen er onde djævletilbedere, jeg ved det godt, men nu har jeg set min del af det, jeg har givet min del af likes, og nu trænger jeg til noget andet. Jeg trænger til Clints videoer om dinosaurer. Heldigt for mig er december måned dedikeret til dinosaurerne. Det er godt for mig, for jeg elsker den slags. Jeg vidste for eksempel ikke at "den eneste" fuldblodsdinosaur, der stadig lever, ikke er krokodillen. Det troede jeg at det var. Men det er det ikke. Den stammer derfra, men den er ikke derfra. Fugle. Det er dem, det handler om. Jeg har endda lige erfaret, at i den familie, hvor Tyrannosaurus Rex var den største, eksisterer den mindste i den familie stadigvæk, og det er denne fugl med denne smukke, sorte og blå fjerpragt:

En "Bee Hummingbird" på størrelse med en hånd. Jeg har også fundet ud af, at det er korrekt at hajer aldrig stopper med at svømme, for hvis de gør det, synker de. Og at den store, hvide haj har blå øjne. Se på disse to screenshots jeg har forsøgt at snuppe:

Er det ikke interessant? Jeg ville ønske at jeg ikke skulle i seng nu. Jeg ville virkelig gerne se videre. Men jeg har ikke tid. Sur røv. Jeg er nødt til at gå i seng, men jeg vil udforske dette yderligere i morgen. Hvem ved, måske har jeg lyst til at tilføje noget til mit indlæg?

Nå ja. For første gang i noget der ligner 20 år, er jeg begyndt på antidepressivt medicin igen. Sidste gang fik jeg Remeron. Denne gang får jeg Sertralin. Remeron skabte voldsomt rod i min epilepsi. Men dengang blev min epilepsi behandlet med lamotrigin, hvilket ikke er et godt stof til den type af epilepsi, jeg lider af. Nu tager jeg noget andet, Delepsine, og det fungerer bedre. Jeg har ikke haft et krampeanfald siden... 2013. Men jeg har dog haft myoklonier. Det var ikke med et let hjerte jeg til sidst måtte bede om at få antidepressiv medicin. Det er altid svært at indrømme hvor slemt det egentlig er blevet. Men det er ikke nemt for tiden. Jeg har problemer med søvnen. Jeg har problemer med appetitten, jeg har problemer med følelserne. Enten føler jeg absolut intet, total intethed, eller også føler jeg vrede. Min vrede kan være rettet mod hvem som helst, og der skal ikke meget for at "tænde den". Derudover er jeg lidt småpsykotisk, siger René, og jeg har tilsyneladende en genopblusset OCD, så jeg er steget midlertidigt i Sertralin Prolong, den medicin jeg får mod skizofreni. Jeg kan godt se, at jeg muligvis er psykotisk. Men OCD? Det er noget pjat. Jeg kan bare godt lide at arrangere tingene på bordet, når vi har spist og sidder og ser tv. Det foregår sådan, at vi spiser foran fjernsynet i vores soveværelse, fordi det er der, fjernsynet er, og det er der, René lægger sig, når han er færdig med at spise, og jeg bliver siddende ved bordet. Det er et bord med hjul på, så jeg tager det med ud i køkkenet, hvor det generelt står, dækker bord og anretter maden, og så kører jeg bordet ind så vi kan spise. Når vi er færdige med at spise, og vi sidder og spiser, kan jeg godt blive distraheret og glemme hvad jeg har gang i. Så kan jeg ikke holde koncentrationen på det vi ser, og går i gang med at arrangere et mønster imellem de ting, der står på bordet. Som regel stiller jeg dem op i en lige linje med samme mellemrum imellem alle tingene, men jeg kan godt blive lidt "irriteret" hvis René ikke accepterer at jeg henter et målebånd, så jeg kan få lige afstand imellem. Men jeg behøver ikke at få det. Nogle dage irriterer det mig mere end andre, og så arrangerer jeg tingene, så de alle passer inden for en bestemt firkant. Andre dage, og det er udelukkende når vi har spist McDonald's, kan jeg godt være meget forsigtig med mit affald. Det skal pakkes så "pænt" som muligt. Derfor bliver jeg "irriteret" på René når han bliver ved med at smide servietter og tomme burgeremballager ned i posen. Jeg har et system. Det hedder "alle papcontainere til burgere skal sættes oven i hinanden, så de skal deles på midten og sættes dem i én stak, alle papirer skal foldes, alle servietter skal foldes, og alt, hvad der ikke er pap, men som er papir og servietter og eventuelt overflødigt mad eller salat, der er faldet ud, skal ned i drikkecontaineren. Bagefter bliver det arrangeret i den brune papirspose, hvori alle tillægsposer også bliver foldet pænt sammen og lagt ned." Spiser vi "almindelig mad", og jeg bliver siddende derinde i længere tid, sørger jeg også for at alt brugt køkkenrulle bliver foldet pænt. Jeg gør ikke dette for min skyld. Jeg gør det for skraldemændenes skyld. René siger at de ikke gennemgår mit skrald. Men det gør de. Jeg får ofte papirer i postkassen om affaldssortering, og halvdelen af mit affald har navn og adresse på. Jeg ved ikke specifikt hvem det er, der kigger  på det, men jeg ved at nogen gør, og siden kommunen indførte alle disse affaldssorteringslove, har jeg virkelig bare været skrækslagen for, hvad jeg putter i mit affald. Eftersom kommunen har gjort dette de sidste... I hvert fald 3 år, så synes jeg ikke at jeg er "fjollet" fordi jeg tænker sådan.

Jeg har hovedpine igen. Jeg har hovedpine alt for ofte. Måske fordi jeg ikke rigtig får sovet. Måske skulle jeg gå i seng igen. Klokken er trods alt kun 4, og jeg gik i seng omkring midnat. Jeg har fået 3 timers søvn. Det er for lidt. jeg skal helst have de 8 timers uforstyrret søvn. På grund af epilepsien. Men - nu starter jeg med at gå i seng igen. Jeg er måske tilpas træt til at kunne sove lidt. Så længe jeg kan falde i søvn, skal jeg nok klare den. 

Glædelig 3. søndag i advent, alle jer, som får adventsgaver (bare det var mig) eller som fejrer den slags på anden måde. Det er i hvert fald i dag Bella får sin 3. pakke, og det glæder jeg mig til.

S.W.A.T. & conman Elon Musk

 HELLO WORDLINGS! Nej, jeg behøvede ikke at spørge René om hvad for et navn han kunne finde på, for da jeg selv sad og gloede på min blog, og selve titlen "Let there be words!", kom det til mig helt af sig selv. Wordlings. We all love them words!

Hvad der foregår på Netflix er, at jeg har færdiggjort nogle af de serier, jeg havde snakket om eller sat på min liste. "Wednesday", f.eks., som jeg synes var god. Ikke fantastisk, jeg synes at den var ekstremt meget Harry Potter-esque, men jeg kunne godt lide den overordnet. Catherine Zeta-Jones (Morticia) var en decideret fejlcasting, men findes der nogen, der kan leve op til det, Anjelica Huston leverede i Addams Family filmene tilbage i 1990'erne? Nej. Det gør der ikke. Det var magisk. Fik også set sidste sæson af "Dead To Me" (der kommer helt sikkert ikke en sæson 4), og den var også god. Faktisk var den mere fantastisk. Så hvad ser jeg nu? Well... Jeg ser "S.W.A.T." - sammen med René. Det er en lidt ældre serie, med Shemar (me please no) Moore. Han er simpelthen så irriterende. Han var irriterende i Criminal Minds, og han er irriterende her. Men det er sjovt i S.W.A.T., fordi han spiller den ledende hovedrolle, Hondo (det er en serie der først blev lavet i 1970'erne, og dengang blev Hondo spillet af en hvid gut, så jeg tror at det var et spørgsmål om at de skulle opnå deres kvote af sorte i serien. Der er også én asiat og én latina. Resten er hvide), og han har denne virkelig horrible opvækst, som han fortæller alle om. Han var kun 14 år, da han mistede sin far, og måtte bo alene sammen med sin mor, i et kvarter i L.A., der var knapt så godt. Man tænker 14 år er sgu heller en nem alder at miste sin far i", men han døde ikke. Hans forældre blev skilt fordi hans far fandt en anden. Og Hondo og hans far har fået et nogenlunde forhold igen. Men han har sådan en historie, som han fortæller alle forældre og alle unge han møder, som han redder ud af knebne situationer, men den har ofte forskellige vinkler. Derfor er René og jeg begyndt at kalde dem for "Bedtime stories with Hondo", af og til bare "Storytime with Hondo". Men vi har også fået tid til at se sidste sæson af "Brooklyn Nine-Nine". Jeg forestiller mig ikke, at der nogensinde kommer flere af den. Men det var en god og meget overraskende afslutning, som jeg faktisk satte pris på, selvom den fik mig til at græde flere gange. 

Jeg fik afleveret to julesokker hos min dyrelæge fredags. Det er sådan lidt uheldigt, for jeg havde puttet nogle klementiner i til dem, uden at tænke over, at den først ville komme derned fredag, og de jo går hjem fredag og ikke kommer derned igen før mandag. Jeg håber ikke, at de er blevet dårlige henover weekenden.

Jeg har set en YouTube video, lavet af J Aubrey, uploadet d. 17. november 2022, "The Cult of Elon Musk | A Billion Dollar Disaster". Skal vi ikke lige snakke om den video? Du kan se den her

på YouTube, på J Aubreys kanal. Jeg snakker ikke om hele videoen her. Jeg kommer kun ind på Elons baggrund nu. Elon blev født i 1971 i Sydafrika. Jeps, under apartheid. Hans mor, May, var en canadisk model og diætisk, og han far, Errol, var en elektromekanisk ingeniør, konsulent, pilot, sømand og ejendomsudvikler. Elon blev født ind i rigdom, og hans to yngre brødre fulgte efter. Hans far solgte familiens private jetfly til nogle italienere, og han hans udbytte var en del af en zambisk smaragd mine, som gav familien adgang til alle de smaragder, de ønskede. Errol Musk havde dog hyret en person fra Johannesburg til slibe dem, så kan kunne pantsætte dem på sine rejser overalt i verden (som jeg lige forstod det). Elon siger, at han aldrig har været så rig, men hans far fortæller en anden historie. 

"Vi var meget velhavende. Vi havde så mange penge at vi af og til ikke engang kunne lukke vores pengeskab. Så den ene hold pengene på plads, mens den anden smækkede døren i, og der hang stadig sedler ude, som vi tog og puttede i vores lommer." Senere i samme interview, siger Errol "Jeg kørte dem i skole i en convertible Rolls-Royce Cornichle, de havde  fuldblodsheste at ride på og motorcykler da de var 14 år. De var forkælede, tænker jeg. Måske er det derfor Elon opfører sig som et forkælet barn nu," afslutter han. 

Så Elon voksede op under apartheid, hvilket betød, at han med to hvide forældre havde adgang til mange ting, andre ikke havde - en uddannelse som det første. Men da han var 8, blev hans forældre skilt, og hans mor flyttede tilbage til Canada. Elon valgte at blive hos Errol, mens hans to yngre brødre valgte at flytte med May. Elon husker sin barndom som meget voldelig og har ikke nogen gode minder om sin far. Han har udtalt, at de alle har lidt under hans misbrug i årevis. 

Så det endte med at Elon igennem May fik et canadisk visa. Han rejste til USA, hvor han blev optaget på University of Pennsylvania. Her fik han en bachelor i fysik og en bachelor i økonomi i midten af 1990'erne. Herfra flyttede han til San Diego med planer om at tage en ph.D. på Stanford University, men skiftede kurs da han så firmaet Netscape offentliggøre deres vurdering på ca. 3 billioner dollars. Dette var Elons kald. Han havde altid elsket computere og science fiction, og han så en mulighed for sig selv. Han droppede ud af Stanford efter 2 dage. 

Og det er nu, alt det "sjove" begynder. Elon får f.eks. altid kredit for at have skabt Paypal. Det gjorde han ikke. Han kom ind i et allerede eksisterende firma via en fusion, og han blev smidt ud mens han var på bryllupsrejse, fordi firmaet vurderede at hvis de havde ham siddende i 6 måneder længere, ville PayPal kollapse. Han blev afskediget med en god aftrædelsesløn. Og Tesla? Det var ikke Elons firma. Det var ikke ham, der fandt på det. Han kom ind, der var allerede de to, der havde grundlagt firmaet, og igennem sin Elon Musky Balls way of doing things, fik han smidt den ene ud, der var endda en retssag, og han blev selv CEO. SpaceEx er så vidt jeg ved en stor del af vejen betalt for af den amerikanske regering, og så var der hans Hyperloop, som blev opfundet for 100 år siden, men "forladt" da man allerede dengang indså at det ikke kunne gøres effektivt", hans robotter, der er langt bagefter hvad man ser i Asien, og hvad skete der med Twitter? Han købte det for mere end dobbelt af, hvad det var værd, fyrede en masse mennesker, hvoraf nogle blev genansat, og de der "blå tjekmærker", som koster 8 dollars nu...

Elon lyver og han scammer sig igennem alting. Jeg har sikkert glemt en masse ting. Jeg har i hvert fald glemt hans solcelle-tag-tegl. Eller hvad de hedder. De teglsten man lægger på sit sat. Han opfandt vist på et tidspunkt nogle, hvor der var indbygget solceller i, men så man ikke havde de store, voldsomme plader på sine tage. Men det var også noget scam. Han sagde "Jeg kan få mennesker på Mars inden for 10 år". Det er 10 år siden nu. Hvordan går det med det, Elon? 100% selvkørende biler? Og hvad med alt det andet, du har lovet, der bare aldrig ser dagens lys? Han siger altid "I kan preorder denne ting nu, og så er den klar til salg om 2-3 år". Men det sker aldrig. Og alle hylder Elon som vores planets redningsmand. Som om han ene og alene redder os fra den visse død. Men sådan er det ikke. Ikke rigtigt, vel?

Og jeg ved godt, at ikke alle mennesker er lige kloge, eller at ikke alle mennesker har evnen til at tale til folk. Men er der nogen af jer, der har set nogle af Elons "taler"? Han siger de samme ting flere gange, han kan ikke rigtig finde de rigtige ord, han har en masse "ehm" og "uhm" pakket ind, og oftere og oftere begynder man at se publikum forlade hans salgstaler før tid. Jeg ved ikke hvad det hedder. Når han står og skal fremlægge hvad han har brygget sammen og hvornår man kan betale for det og hvornår man kan forvente at få det. Elon er indbegrebet af en "conman". Det er så overdrevet. Se eventuelt den video, jeg har sat ind her, den er virkelig god og informativ. 

SOV GODT, ALLE!