En lille hilsen (skrevet over 2-3 dage)

 Hey!

Jeg er stadig syg, men jeg er steget i psykofarmaka, og skal være på den nye dosis i 2 uger frem, så skal jeg ned på den normale dosis igen. Jeg tager normalt 800mg Seroquel Prolong hver aften - nu skal jeg tage 400mg ekstra. Jeg er i monobehandling for min skizofreni, så jeg får ikke andet medicin mod den sygdom. Alt andet medicin, jeg får, har noget med enten stofskiftet eller epilepsien at gøre. Nå ja, og så vitaminpiller. 

 Men jeg har savnet at skrive en ordentlig blog. 

Jeg er som sagt ikke rask, og jeg kan muligvis godt skrive noget der ikke giver mening. I så fald, hvis du er interesseret, skriv i kommentarfeltet hvad det er, du er i tvivl om, så skal jeg prøve at forklare mig bedre. Jeg regner dog med, at jeg kan klare det.

Jeg så en af de der "15 amazing creatures that actually existed" forleden, og de snakkede noget om, at der var blevet fundet rester af dyr, som var uddøde, men fordi der stadig var levende celler i fundne rester, kan de blive klonet, og igen gå på vores jord. Jeg tror at sabeltigeren var et af de dyr, de  nævnte. Jeg bryder mig ikke om at dyr bliver udryddet. Heller ikke dem, jeg ikke kan lide. Vi, som mennesker, bør ikke tage beslutninger om hvorvidt hvilke dyreracer der skal leve og dø. Det er op til udviklingen og evnen til at holde sig i live. Jeg er ret sikker på at vi er i gang med at udrydde os selv som menneskeart. Men når vi, som homo saphiens, er væk, vil der måske være andre dyr og planter, som lever videre og tager over for os. Sabeltigeren, er jeg ret sikker på, vil ikke kunne klare sig på vores planet som den er nu. Måske når der kommer en ny istid, men vil vi så være der til at klone dem? Jeg synes at det er en dårlig idé.

Vi har købt nogle nye lamper. Fancy lamper. Tjek denne box:

Dette er dens features:

Jeg kan styre lysstyrken og farven fra min telefon, og jeg kan slukke og tænde for lampen med min telefon. Vores soveværelse har ikke en eneste lyskilde andet end fjernsynet. Efter vi satte en af disse lamper op, og satte lysstyrken på ca. 20%, tog jeg dette billede. Det var omkring klokken halv tolv om aftenen, så det var mørkt udenfor. 

Det er ret kraftig belysning! Jeg er helt klart en fan! René valgte at købe denne til mig, da han alligevel var inde og shoppe:

Jeg samlede den med det samme. Den står fast på mit bord nu, og ser smuk ud. Nem tilgang og det hele. Love it! Den ser således ud uden og med lys i:

 Jeg har købt en masse notesbøger, også på Amazon, fordi vi alligevel skulle købe flere gummihandsker. Det er nemmest at købe gummihandsker på nettet, fordi ingen af os gider de kedelige blå/hvide handsker. Normalt når vi køber gummihandsker hos Amazon, køber vi sorte, som er fælles, og så køber vi lilla til René, og grønne til mig. Jeg havde håbet at IKEA åbnede her på søndag, men de har forlænget deres "lukkethed" til den 5. april. Indtil videre. Det koster  næsten 300 kroner at få leveret varer, og Lina skal alligevel derud. Men det bliver jo så først til april. Jeg kan vist ikke rigtig sige hvor skuffet jeg er. Hm. Overvejer at købe alle de små ting og dem tilsendt, og så vente med bordpladen. Vi har masser af "løse" bordplader, der ikke bliver brugt lige nu. Hvis vi dropper bordpladen, skal vi kun betale 49 kroner for levering. Og den eneste grund til, at vi køber en bordplade mere, er at René gerne vil have at bordet er 100cm langt i stedet for 120cm. Det gør vitterligt ikke nogen forskel i "the long run". Jeg tror at vi både har den slags bordplader, som  benene oprindeligt hører til, samt bordplader af massivt træ, som dem vi begge har som skrivebord. Måske skulle vi snakke det igennem igen. Det er alligevel irriterende at være afhængig af andre, når det kommer til indkøb. Jeg ved godt, at der er op til 4 ugers leveringstid lige i øjeblikket, men det er stadig bedre end at lægge  byrden over på Lina. Synes jeg. 

Anyhow. Det er virkelig irriterende at jeg ikke har det papir, hvor jeg havde skrevet ned hvad jeg ville snakke om i dette indlæg. Ah. Endnu en neurotisk gennemsøgning, og jeg fandt det. Utroligt at jeg ikke kunne huske de ting der stod på, når man tager i betragtning af, hvor meget de egentlig går mig på. 

Som f.eks. TV-serier, som man har fulgt i et godt stykke tid, som så pludselig stopper, eller der sker noget, der virkelig ændrer ALT hvad man tænkte om den serie/en speciel karakter i en given serie. Af nyere serier, vi har set (serierne er ikke nye, de er bare blevet set af mig for nyligt) er "Homeland". Claire Danes karakter var virkelig irriterende, og hun havde en ny seksuel partner i stort set hver partner. Men den interessante i den serie var Peter Quinn, spillet af Rupert Friend. Hans rolle var så... Da han ikke var med i serien mere, og i afsnittene op til at han stoppede, var så hjerteknusende for mig, at jeg virkelig i lang tid følte at jeg ikke kunne komme videre. Jeg tænkte hele tiden på Peter Quinn. Ikke så meget på skuespilleren der havde lånt sine evner til at spille den karakter, men selve karakteren. René viste mig en film, hvor han var med, jeg mener at den hedder "Agent 47", hvor Rupert Friend var en awesome megasej lejemorder. Og han blev lidt sejere igen, i mine øjne, men det var svært at se bort fra slutningen i den anden serie (Homeland). Så satte vi os ned, 1-2 år senere, og så "Grimm". Den er svær at give slip på, fordi alle de personer, der er med i seriens kerne, er så tæt forbundet, og serien sluttede virkelig brat, og det var tydeligt at det ikke var meningen at den skulle have været slut der, men at screenwriterne og instruktøren havde fået at vide, at sæson 6 ville blive den sidste, og at budgettet var begrænset. Jeg savner at se den serie. 

Men "Pretty Little Liars" er en af dem, som er lede, og det er den af flere årsager. For det første mindede den måde den var skrevet på, meget som noget jeg supergerne ville have skrevet selv, da jeg var yngre. Det er en krimiserie, men også med kærlighed, og den er lavet til teenagepiger. René og jeg så den serie sidste år. Vi er begge to i 40'erne. Serien varer i 7 sæsoner. Det er samme plot, i alle 7 sæsoner. Det er meget voldsomt at sprede én ting ud over så mange timer. Men da serien var slut, sad jeg med et kæmpe hul i maven. Jeg savnede Spencer, og jeg savnede Caleb, og jeg syntes at de to sammen var det bedste par i serien, selvom de kun var sammen ganske kort. En overgang syntes jeg også at Spencer var god sammen med Toby, men... Nej. Og Caleb med Hannah, men nej. Det er svært af og til, synes jeg, bare at rykke videre. Seneste serie, vi har involveret os i, var "Orange is the new Black", som også efterlader en med "jamen, hvad skete der efter det...?" En sult efter at få mere at vide.  Jeg ved godt, at det er mærkeligt at tænke sådan, men jeg ved også at jeg ikke er den eneste. 

Jeg så at  der er et lille dyr, der lever på bunden af havet (jeg kan ikke huske hvilket hav), som har fået navnet "Synalpheus Pinkfloydi". Grunden til, at jeg synes at dette er "morsomt", er at de vitterligt nævnte at årsagen til at dyret havde fået dette navn, var dens lyserøde farve, og bandet Pink Floyds navn. Hvis jeg nogensinde skulle falde over noget, som ingen har opdaget før mig, vil jeg opkalde den efter noget cool. Min fars kusine har en søn, Christian Mac Ørum, som er palæontolog, og da han skulle have sin ph.d., opkaldte han det fossil, han  havde fundet, efter sin kone. How cool is that! Det kan opfattes på to måder, men jeg tager det på den positive. Han har, sammen med en anden gut, opdaget et dyr i Skotland tilbage i 2020. Der blev skrevet en artikel på DRs hjemmeside om det  dyr, det kan du læse om her. Dette link fører dig ind på DR's  hjemmeside, hvor du kan læse om verdens ældste landlevende dyr.

Oh... Vi nærmer os også snart den horrible dag i april, da Peter Steeles hjerte stod af. Jeg lyttede til Type O Negative forleden, og jeg kom til at græde. Virkelig, som i hulke og "ugly crying face" og alt det. Det er utroligt at man kan savne en gut, som man aldrig har snakket med, kun har passeret én gang og ellers, ud over det, kun kender igennem sangtekster og interviews... Det giver ingen mening. Jeg forstår ikke, hvorfor hans død går mig så meget på, nu, hvor  det er 11 år siden han døde. Men jeg kan ikke ryste det af mig! Jeg kan vitterligt ikke bare ryste det af mig og tænke "kom nu over det, han var en sanger og en bassist, det er ikke verdens ende. Der findes andre bands". Hvorfor var det at Peters død slog så hårdt, så jeg stadig, hvert eneste år når vi når denne tid, begynder at føle knuden i min mave...? Jeg mener... Kom videre, Rikke! 

Efter at have set Orange Is The New Black, overvejede jeg at skrive et "victim letter" til en, jeg føler fortjener at få et. Jeg har gjort mange mennesker fortræd igennem årene, i min karriere som "Rikke Aagren". Faktisk så mange, at jeg ikke rigtig ved, om det er en god idé at pille nogle ud og sige undskyld til dem. Men er det ikke det bedste, bare at få det overstået?

Jeg har undskyldninger jeg gerne vil give, nemlig, til nogle stykker. Nogle af dem kan jeg godt huske efternavnet på, andre bare fornavnet, men jeg tror under alle omstændigheder ikke, at det er en god idé at nævne andet end folks fornavne. 

Okay. Den første undskyldning, jeg vil give, er til Ken. Ken, som jeg gik på HTX med i slutningen af 1990'erne. Du kom hjem til mig, sammen med resten af klassen og parallelklassen, fordi jeg holdt fest. Hvad folk, og endda jeg selv, ikke vidste, var at alkohol gør mig super depressiv, og at jeg jo, som jeg godt vidste, allerede på daværende tidspunkt, var i gang med at skære mig selv ret kraftigt ved hver eneste mulighed jeg fik. Og jeg tog en brødkniv med, at vi besluttede os for at gå en lille tur ned ad vejen. Jeg ville ikke gøre dig noget. Vitterligt. Det var ikke min intention overhovedet, men jeg lod som om jeg ville, og jeg spillede en totalt "hard ass", selvom jeg ikke vidste hvad jeg lavede. Jeg havde skåret mig selv i armen til festen, og jeg kan ikke engang huske hvad årsagen var, til at jeg holdt den kniv op imod din hals. Det eneste, jeg kan sige, er FUCK  hvor er jeg ked af, at jeg gjorde det, jeg skulle aldrig have gjort det, og jeg håber at du ikke har fået varige men på psyken på grund af det. 

Næste undskyldning er til Camilla og Mette, som var mine bedste veninder i nogle år, ca. sidst i folkeskolen og lidt ind i 1 år på HTX. Vi lavede alting sammen, havde det sjovt, og vi var gode venner. Men da jeg begyndte at blive depressiv, og I troede at jeg var vred, og I lige pludselig bare eksploderede på mig, og jeg ikke forstod hvorfor, men måtte høre det fra Louise... Det sårede mig så dybt. Jeg så rødt, blev rasende, og i mange år var jeg ekstremt arrig hver eneste gang jeg tænkte på jer. Jeg tænkte at I gik rundt og sagde til mig, at vi skulle være veninder til vi blev gamle, og så bliver jeg bare skubbet ud som om jeg var en lort... I var aldrig mine venner, tænkte jeg, for hvis I var, ville I have spurgt hvorfor jeg var sur altid, og jeg kunne have forklaret at jeg ikke var sur men depressiv. Flere år efter vores eksplosive split, vi taler 10 år eller sådan noget, læste jeg i min journal fra ungdomspsykiatrisk afdeling, at jeg havde klaget over dem, at jeg var træt af dem og ikke gad dem mere, fordi hver eneste gang jeg havde den ene ugentlige hjemmeaften, sad de og ventede uden for min dør når jeg kom hjem. Men så i virkeligheden var det ikke jer, der var uhøflige overfor mig. Det var mig, der var en stor røv overfor jer. Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg er klar over at I ikke har lidt nogen synderlig skade over det, men jeg vil alligevel sige undskyld. Det kan ikke have været behageligt at være omkring mig når jeg har været i den slags humør. At I holdt så længe som I gjorde, var måske oven i købet et mirakel?

Jeg har en undskyldning til Dan. Dan var nattevagt på ungdomspsykiatrisk afdeling da jeg var der i slutningen af 1990'erne. Og en aften, efter jeg mere eller mindre var udskrevet, men stadig var tilknyttet, ringede jeg til ham, midt om natten, hjemmefra, og sagde at jeg ville begå selvmord. Jeg lagde røret på bordet og lod det ligge dér. Jeg tænkte ikke på, at Dan måske ville få det pissedårligt over at jeg havde gjort den slags. Han ringede efter politiet, som kom hjem til mig. De reddede ikke mit liv, for jeg var ikke i gang med at tage det, men jeg kom med en eller anden skør historie om hvorfor. 

Undskyld Katja. Du har været udsat for meget misbrug fra min side. Men du har hjulpet mig supermeget, og det glemmer jeg aldrig. Jeg beder om din tilgivelse hver eneste dag, det føles sådan, og det burde det. Alle de gange du har måtte tale mig fra at gøre forhastede ting findes der ikke nok lemmer på én krop til at tælle. 

Og jeg vil slutte af  med en undskyldning til min mand. Jeg har forskellige ting at sige til det. Jeg har svært ved at holde aftaler, og det kan være svært for mig at huske på dine handicaps, fordi jeg ikke ser dig som en handicappet person. Det gør ikke at du ikke er det, dog. Det, jeg primært vil undskylde for, er at jeg ikke er i stand til at give dig det barn, du gerne vil have. Eller. Det er jeg måske, vi har aldrig  prøvet, fordi JEG ikke vil have børn. Jeg ved at du gerne vil have et barn, men det er ikke for mig, og jeg synes at vi gjorde et godt valg da vi valgte at adoptere Emma. Jeg ved at du har affundet dig med at der ikke kommer en baby, men... du ved, at det er for det bedste. Jeg er både skizofren og epileptiker, og jeg skal sidde i kørestol under hele graviditeten, hvis jeg blev gravid, plus medicinen skulle justeres kraftigt, og det ville være et problem, eftersom noget af det slet ikke må tages når man er gravid. Og med dine handicaps, kan du ikke tage dig af en baby, som vokser op og bliver en lille krudtugle. Det er bedst hvis vi lader være. 

Så, dette er mit indlæg for denne omgang. Jeg er ikke rask, men føler at mine symptomer måske er mildere? Jeg er ikke helt sikker. Men jeg har meget voldsomme rygsmerter, det er så voldsomt så jeg ikke kan sidde/stå/gå/ ligge ordentligt uden smerter, og jeg er nødt til at tage smertestillende konstant. René siger at jeg muligvis har fået en diskusprolaps. Nu må vi se. 

Signing off for now

Rikke

Undskyld (måske)

 Jeg vil starte med at sige, at jeg stadig er i et dårligt sted i min tilværelse. Det betyder at jeg stadig er psykotisk, og at jeg muligvis kommer til at skrive noget, der slet ikke giver mening, men eftersom min psykose denne gang ikke er den værste i verden, kan det også være, at du måske ikke lægger mærke til den. Så hvis jeg skriver noget vrøvl, så beklager jeg. Tænk på, at jeg sikkert ville have sagt noget der gav mening.

Jeg har nu, på trods af at det er en virkelig dårlig idé, sat mig bedre ind i Marilyn Manson sagen. Jeg har set flere videoer om situationen, læst flere artikler, og jeg føler at jeg er nødt til at sige noget. 

Marilyn Manson har været en stor del af mit liv i mange år. Jeg startede med at lytte til hans musik i Antichrist Superstar perioden, men jeg faldt fra efter Holy Wood, fordi EAT ME DRINK ME var virkelig forfærdelig. Jeg kunne ikke engang se de videoer der fulgte med singlerne til den plade. Faktisk er jeg først blevet glad for en Marilyn Manson plade igen, da han i år udgav WE ARE CHAOS. Den gør mig glad i låget. 

EAT ME DRINK ME kom i forbindelse med Marilyn Mansons forhold til Evan Rachel Woods forhold. Videoerne til den plade er så fæle at jeg simpelthen ikke kan se dem, så... Måske skulle jeg  have draget paralleller noget før. 

Men de ting, jeg har set og læst siden mit sidste indlæg her på bloggen gør, at jeg trækker min støtte til Marilyn Manson tilbage. Jeg støtter ham ikke længere. Jeg vil nok ikke stoppe med at lytte til hans musik - men jeg har alle hans plader stående i min reol, jeg har allerede betalt penge for dem. Hvis jeg smider dem ind i mit anlæg, som jeg arvede efter min svigerfar, tjener Marilyn Manson ikke flere penge på mig, på at jeg godt kan lide hans musik. 

Jeg er godt klar over, at jeg bare burde skrige "CUT ELLY" (en gammel joke) og aldrig lytte til hans musik endnu. Men jeg er ikke vred på Marilyn Manson over de ting, han har gjort. De er utilgivelige. Han skal ikke bare slippe afsted med det, overhovedet, det er ikke det, jeg siger. Det jeg siger er, at jeg tror, at han har en psykisk sygdom, som bliver væsentlig forværret af  hans indtag af narkotiske stoffer. De kvinder, jeg har set/læst om som  har fortalt om hvad Marilyn Manson har gjort ved dem, har stort set alle nævnt "love bombing", og det er noget, som folk med f.eks. borderline personlighedsforstyrrelse ofte gør. Jeg tror dog ikke at det er det, han har. Det var et eksempel. Jeg kan ikke som uprofessionel og som en person der ikke engang kender Marilyn Manson personligt, sidde og komme med bud på, hvad han mon lider af. Men jeg tror ikke, at det kun er stoffer der gør det, og jeg tror ikke, at han er "evil", som de også kaldte ham. Jeg tror at han er syg, og at han ikke får den behandling han har brug for. 

Der var engang, inden jeg fik den hjælp jeg havde brug for, at jeg tog en kniv, en brødkniv, og havde den i min inderlomme. Jeg tog den fra mit eget køkken en aften jeg holdt fest. En kammerat og jeg gik en tur ned af den vej, jeg boede på, og da vi nåede helt ned i den modsatte ende, stillede jeg mig bag ham og holdt kniven mod hans hals. Jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg kan ikke huske hvad formålet var. Jeg kan huske at han græd. Frygtede for sit liv. Jeg ville ikke gøre ham noget, det husker jeg, det var for chokeffekt. Men jeg lavede en historie om, at den eneste grund til at jeg ikke skar halsen over på ham med min sløve brødkniv var at han begyndte at græde og jeg fik dårlig samvittighed. Jeg tænker meget tit på det, og jeg har superdårlig samvittighed over det. Han fortjente det ikke, han var vitterligt en rigtig god klassekammerat. Han var alles ven. Og alene det, at jeg ikke kan huske hvorfor fa'en jeg gjorde det, ikke? Det er fuldstændig sindssygt...

Og René? Jeg tror at jeg gik igennem en periode på omkring 6 år, hvor jeg ringede til René hver eneste dag og spurgte om vi skulle finde ud af noget, og hvis han sagde nej, græd jeg i telefonen. Det var ikke med vilje, men jeg kunne ikke lade være. Jeg ringede konstant til min veninde og truede med selvmord. Hun skulle hjælpe mig ud af min elendighed, for ellers ville jeg begå selvmord - jeg har forsøgt 15 gange, lets face it: jeg var vist aldrig rigtig seriøs. Jeg stoppede en overgang ofte med at tage psykofarmaka, og jeg blev meget psykotisk, plus at jeg ikke kunne sove i op til 5-6 døgn i træk. Ud over at dette endte i epileptiske anfald, brugte jeg meget af denne vågne tid på  at planlægge at slå folk ihjel. Og det var ikke bare "folk". Det var René, min mor, min veninde - folk, der var tæt på mig, som jeg af uvisse årsager ikke følte gjorde nok for mig. På trods af at jeg ikke gjorde noget for dem overhovedet. Det er lidt vildt at tænke over, ikke?

Derfor kan jeg ikke sådan rigtig bebrejde Marilyn Manson noget. Hans musik har givet mig mange gode timer, og det bliver de nok ved med. Men: fremadrettet vil jeg ikke længere investere i plader fra hans side, og jeg vil ikke længere streame musik fra diverse streamingsider. Jeg har nogle musikvideoer, jeg virkelig elsker at se - men jeg har downloadet dem fra YouTube, så dem tjener han heller ikke penge på længere. 

Miro - tak. Det er lidt irriterende at du altid skal diskutere de ting jeg siger, men hvis jeg ikke ville høre andres meninger, kunne jeg slå kommentarerne fra. Og alle skal kunne sige deres mening, min blog er ikke et diktatur, hvor jeg bestemmer alt. Det eneste jeg bestemmer her, 100%, er at jeg ikke vil have noget kristent propaganda i mine kommentarer. De kommentarer bliver slettet. Heldigvis er det kun sket 2 gange. Men det er irriterende, når man først opdager det en måned efter kommentarerne er blevet uploadet. 

Wauw. Jeg har det vitterligt pissedårligt. Jeg havde det dårligt, så en masse dårlige ting om en mand jeg så op til, fik det endnu dårligere, men på en anden måde. Jeg er ikke blevet mere psykotisk eller deprimeret, jeg er nok bare dybt, dybt skuffet. 

Okay. Jeg har nu skrevet alt det, jeg har at sige om denne sag. Hvis der er noget, der ikke giver mening,  som du ikke forstår, så spørg bare. Jeg skal nok forklare nærmere, hvis jeg kan. Lige nu kæmper jeg meget med at forstå ting selv. René har forklaret mig 100 gange nu, mindst, at ting jeg ser i fjernsynet ikke er rigtige mennesker og kulisser der er realtime inde i mit fjernsyn, men er blevet optaget med et kamera og er blevet redigeret og bliver sendt ud, alt efter hvilken kanal jeg ser. Jeg forstår det ikke. Hvorfor er de ikke inde i skærmen, når jeg ser dem der? Hvorfor er det et andet sted? Hvordan kan det være, at jeg så kan se hvad de laver?

Jeg støtter Marilyn Manson

 Okay. Dette er nedtur, like seriously THE downward spiral. 

Jeg har her min Marilyn Manson beanie på. Det har jeg, fordi jeg - indtil videre - vælger at tage hans side i denne sag, der er kommet op. Er han skyldig i de ting, som de kvinder har anklaget ham for? Jeg ved det ikke. Hvem gør, egentlig, udover ham og de kvinder? For der er aldrig blevet tilkaldt noget politi eller noget andet. Det er lige nu et spørgsmål om "he says, she says". Jeg ved godt, at Marilyn Manson ikke er en helgen. Det har han aldrig sagt at han var. Han har tidligere erkendt at han havde disse mørke tanker, som  jeg også selv har haft, men som jeg ikke har nu. Om de kommer igen, ved jeg ikke. Det er glæden ved at være skizofren. 

Selvom Marilyn Manson har sagt og tænkt sindssyge og mærkelige ting - who the fuck cares? Så længe der ikke er handlet på dem? Jeg har taget det valg, at jeg vælger at stå bag Marilyn Manson, indtil det er blevet bevist at  han er skyldig. Det er så meget ikke i orden at korsfæste folk inden de er blevet dømt. Og hvor er det dog dejligt belejligt at hende, der satte det hele i gang, gjorde det samtidig med Amber Heard, og som oven i købet er veninder med Amber Heard - skøgen, der anklagede Johnny Depp for det Evan Rachel Woods anklager Marilyn Manson for nu. Netop som der ser allerværst ud for Amber, fordi hun er givet løgn på løgn mens hun var svoret ind under ed. And the plot thickens...

Kan vi ikke godt vente med at beskylde folk for noget, ødelægge deres karrierer som enten sangere eller filmstjerner, har et job i banken eller arbejder i den lokale børnehave, INDTIL de har været en tur for retten, og de er blevet dømt? For det her går altså ikke.

Maria har fødselsdag i dag... En sær tanke

 HEJ VENNER!

Er det ikke sært at kunne huske sin venindes fødselsdag, selvom man ikke har talt med hende i like... 12 år? Da jeg gik i folkeskole havde jeg nogle veninder. Der var Camilla, Mette, Louise og mig, vi var  lige som en gruppe for os selv. Og så var der Katja, Maria og mig, som også var en  gruppe for os selv. De to grupper var aldrig mixet, og jeg var det eneste led imellem dem. Katja er er den eneste jeg stadig snakker med i dag. Vi lærte hinanden at kende i 1. klasse, da vi begge gik på Ny Carlsbergvejens Skole inde i København. Med et par års mellemrum flyttede vi begge til Jersie Strand. Ret pudsigt, og vi havnede i den samme klasse. Men jeg var ikke veninder med Katja i København. Det blev vi først da hun flyttede til Jersie. Maria var den første der snakkede til mig da jeg startede på Uglegårdsskolen her i Solrød (Jersie Strand ligger i Solrød kommune). Jeg var sådan lidt et outkast i den klasse. Alle var "finere" end mig, plus jeg var supergenert og til dels angst. Der gik nogle uger før nogen snakkede frivilligt til mig. Og det var Maria. Maria og jeg blev supergode veninder og hang  ofte ud - og på et tidspunkt gik Katja over til en anden pige fra klassen. Jeg havde samtidig veninder der hvor jeg boede (Maglekæret i Jersie), men lige så langsomt, og især i løbet af 9. klasse begyndte jeg at hænge ud med den anden gruppe. Louise boede også i Maglekæret, så hun var også en del af "hjemmegruppen", men da 10. klasse kom, og jeg var flyttet fra Maglekæret, blev vi slået mere sammen, Camilla, Mette, Louise og jeg, og tilbragte al tid sammen, vi kunne finde. Camilla og Mette gik på Solrød gymnasium, Louise på  Solrød Produktionsskole og jeg gik på HTX i Ishøj fordi jeg gerne ville være indretningsarkitekt, og studievejlederen på Ugle havde sagt, at jeg skulle tage en HTX uddannelse på en skole der havde en designlinje. 

Og så skete der dette.

Jeg var svært deprimeret. Jeg mener jeg var virkelig svært depressiv. Camilla, Mette og Louise blev sure en aften, fordi jeg var grov overfor dem. Jeg forstod ikke hvorfor. Jeg havde ikke snakket med Katja i flere år, men snakkede jævnligt med Maria. Veninderne jeg  havde haft i Maglekæret snakkede jeg heller ikke med længere, eftersom jeg ikke boede der længere. Så lige pludselig havde jeg Maria som min eneste veninde. 

En tilfældig dag  mødte jeg Katja i Solrød Centeret, og vi snakkede lidt sammen. Hun inviterede mig med til en nytårsfest (i 2000), og det var hyggeligt. Året efter, i februar 2001, blev vi enige om, at vi da skulle på sommerhusferie, og at vi skulle låne min mormors sommerhus. Men Katja syntes åbenbart at det ville være sært at hun, hendes kæreste og jeg skulle på weekendferie sammen, så hun spurgte mig, om hun måtte invitere sin ven med. Jeg sagde ja. 

Og det var René. Jeg blev forelsket i René stort set ved første blik. Der var dog et problem. René var ikke forelsket i mig. Jeg måtte vente i 6½ år på ham. Men jeg fik ham til sidst. Katja var da også et vidne da René og jeg blev gift på Solrød Rådhus d. 1. november 2007. Jeg begyndte at fantasere om at skrive den mest geniale selvbiografi, fordi jeg følte at jeg havde en masse at sige om både mit liv og mine erfaringer som skizofren. Da jeg stoppede i distriktspsykiatrisk center og overgik til en privatpraktiserende psykiater, bad jeg om min journal. Jeg fik en kopi af den, som jeg gennemlæste. Det var svært at læse den. Mange ting gjorde ondt. Men jeg blev overrasket over at læse at jeg faktisk selv ikke gad at være venner med Camilla, Mette og Louise længere - det var mig, der havde stødt dem væk, og ikke dem, der bare havde reageret fuldstændig sært. 

Af alle de mennesker, jeg har snakket om her, bortset fra mig selv og René,  kan jeg huske 2 fødselsdage. Katjas, som er den 1. december, og Marias, som er i dag. Så selvom hun droppede mig, af grunde som hun ikke indviede mig i, men som hun sikkert føler var retfærdige, hvis der er en chance for, hun læser dette: Tillykke med de 41 år, Maria, hvor end du så er. Jeg tænker ofte på dig, selvom det ikke ligefrem er positivt. Men jeg kæmper hårdt for at 2021 skal være året, hvor jeg kan lære at tilgive OG glemme. Indtil videre går det ikke godt. 

ANYWAYS!

Laundry day! Var nede og vaske i onsdags, men bh'erne kan jo ikke komme med i vaskemaskinen. De hægter, de bliver lukket med, vikler sig altid ind i alt muligt, selvom de ligger i vaskeposer. Så nu er jeg gået over til at vaske dem i hånden. Der mangler to her. Den ene har jeg på, den anden har jeg ikke haft på endnu. Men det er rart at alle de nye bh'er jeg købte for nyligt er rene igen, for de holder pigerne bedre på plads. Så vidt jeg kan se  på dette billede, er de første 4 fra venstre de nyeste.

Jeg har fundet på, hvad René skal have i fødselsdagsgave. Og jeg har tænkt mig at producere det selv. Ikke 100%, kun så meget af det, jeg kan. Men jeg har bestilt materialerne sent i aftes, og så må jeg se hvornår jeg kan snige mig til at arbejde på det. Der er købt ind i 2 forskellige butikker, og den ene tror jeg godt han kan regne ud, hvis han ser det inde i netbanken, eller hvis han skal hente pakken. Den anden kan han ikke regne ud. Så jeg kan jo  håbe at han ikke prøver at gætte hvad fanden det er...

Uh, har jeg jeg vist jer mine fantastiske nye malebøger? Jeg købte jo 4 i starten af januar, og de kom den 18. januar. Yay! SE:

Alle fire er tegnet af Selina Fenech, og titlerne (og emnerne) er disse: "GODDESS and MYTHOLOGY", "MYTHICAL MERMAIDS Fantasy Adult", "FAIRY MAGIC Whimsical Fantasy" samt "NIGHT MAGIC Gothic and Halloween". Med disse Selina Fenech malebøger for voksne, er der dobbeltsæt. Så der er to sæt af hver eneste tegning i hver malebog, så du har en ekstra mulighed for at lave en flot farvelægning. 

Der er godt nok halvkoldt i dag, hva'? Mine fingerspidser og tæer er  kolde. Men okay, min næse er ikke iskold, det er den af og til. Jeg sidder jo også lige foran et kæmpe vindue, som godt nok er lukket - men hvor godt er det isoleret? Det kunne være rart hvis jeg kunne gå ind og putte lidt under dynen, men min seng er optaget. Emma ligger der. Under dynen. Sengestjælende djævlekat. Hehe. Jeg elsker den kat så meget, det er helt utroligt. 

Hm. Jeg skal have skrevet til Hamid. Jeg er næsten færdig med mailen, men jeg vil gerne have gjort den helt færdig og få den sendt afsted. Skal også have skrevet et brev til hans mor. Jeg er bare så... Træt. Dammit. Jeg har købt ind til nogle spændende retter, og jeg glæder mig til at smage dem. Var inde på Alletiders Kogebog hvor jeg fandt 4 opskrifter. Den ene er godt nok bare en opskrift på klatkager, så det er ikke noget nyt, men jeg fandt 3 opskrifter, jeg glæder mig til at komme i gang med! "Hvilke?" spørger du måske, fordi du måske ved at jeg er det mest kræsne væsen på jorden.  Jeg har valgt disse tre retter ud fra hvor nemt det ser ud til at være, hvordan retten ser ud, og hvor populær retten er. Og under en søgning under både "fedtfattig" og "diabetes", faldt jeg over disse: Grønne crepinetter, kinesisk mørbradgryde og fedtfattig moussaka. Vi får dagligvarer i morgen eftermiddag, men det er ikke sikkert at vi kan nå at spise en af disse retter  - varerne kommer mellem 16-18, og hvis de f.eks. først kommer klokken 18, eller endda er forsinket, kan det godt være et problem at spise til tiden. 

Stort set al sneen er smeltet ude på terrassen, og solen skinner, men her er så pissekoldt alligevel... I morgen skal René ud at male byen rød (han skal gå en tur med sin mentor), og de har aftalt at gå ned på OK benzin tankstationen, fordi jeg har 2 pakker liggende dernede. Den ene er til min makeup blog (tjek mit seneste køb derinde, i øverigt, du kan finde de smukke parykker her Paryk 1 (samt et dårligt billede af paryk 2) eller her Paryk 2. Du kan også vælge bare at gå ind og tjekke bloggen i al almindelighed. Du finder den på denne adresse: makeup-byrapoulsen.blogspot.com, linket er i øvrigt altid tilgængeligt i listen over godkendte hjemmesider til højre.

Hav en fantastisk dag alle sammen! Også dig, Maria.

Dette indlæg er et stort omgang rod, men måske finder DU en mening?

 Hey peeps!

Gæt hvad jeg har. En led hovedpine, der grænser sig til migræne. Og jeg har lovet René alt muligt i dag. Baked goods. Og jeg er i ZERO humør til at bage nu. 

Okay. Next day. Jeg gik i seng. Magtede ikke livet i går, afmeldte alt og gik i seng. Og hvorfor miaver Emma konstant? Nu er det en ny dag, kan hun ikke bare ... Ugh! RO! Der er altid uro! Hun render rundt og roder i mine ting, og jeg er SUPER tæt på at miste min tålmodighed. Jeg kan ikke bare gå i seng, fordi jeg venter på sygeplejersken. Jeg er træt, føler ikke at jeg har sovet ordentligt, har haft nogle mareridt, tror jeg. Er våget 2 gange fordi jeg var ved at falde ud af sengen. 

Og nu har jeg skiftet Emmas bakke, renset den og puttet nyt grus i, og tror I så ikke, at den lille djævlerotte er ligeglad? Hun sover MIDT på min seng?! Totalt ligeglad med alt, jeg skulle bare ordne hendes bakke og putte nyt grus i, så hun kunne få ro... Jeg tømte bakken i går aftes, som jeg gør hver eneste aften. Her nu, hvor der er gået ca. 12 timer, var der da også kun 2 mindre tissetåre, men hun har en ret stor bakke, og hun er en ret lille kat i forhold til den bakke. Vi sad i øvrigt og hyggede forleden, mens vi så Grimm.

Hun er en rigtig kælepotte. Og det bedste hun ved er at sidde i mine arme og blive kysset mellem ørerne. Når jeg ikke kysser dem i for lang tid ad gangen, kigger hun op på mig sådan der, som hun gør på dette billede, for lige at sige "mor, hvad laver du? Vi har altså gang i noget her". 

Men nu er der ro. Thank you JEBUS!

Jeg har købt ting, og Emma har fået sin kattebox. Hendes kattebox for januar 2021 havde dette indhold:

Hun kan ikke lide de dér tun-stænger fra Truly. De er meget gummiagtige, og det er slet ikke Emma.  De nederste, ProCat mælkelinser med kattemynte, har hun ikke smagt, og jeg er ikke helt overbevist om at jeg bør åbne posen fremfor at give den videre, uåbnet. Hun elsker kattemynte, det er slet ikke det, men mælk... Der var en overgang, hvor jeg købte kattemælk til voksne katte til hende, men hun blev træt af det, så... 

Nå, men jeg har købt FILM! ENDELIG har jeg, efter mange års søgen, fundet "Legally Blonde". Desværre er det en "dobbelt dvd",  hvor "Legally Blonde 2" også er på. Det kunne være værre. Det kunne have været en helt anden film. Og hvem ved? Måske er Legally Blonde 2 god. Jeg har ikke set den. Jeg har bare haft et brændende ønske om at gense den første i årevis. Jeg har også købt "Grusomme mig 2", den var til René, fordi jeg for nyligt købte 3'eren, ud fra en teori om at vi allerede havde 2'eren. Men en gennemgang af vores dvd'er viste mig så, at det havde vi ikke. Men nu har vi dem. Til René købte jeg også "Candyman", og den skulle jeg ikke have brugt penge på. For vi havde den allerede. Jeg er vitterligt nødt til at få opdateret mit kartotek. Der var dog også "Nightbreed" med i sendingen, som han specifikt havde bedt om, og jeg havde købt "Heathers" (den med Winona Ryder og Christian Slater) fordi jeg har set serien på HBO, og jeg fandt virkelig at den var rigtig god, selvom alle syntes at den var virkelig dårlig. Jeg tænkte at jeg blev nødt til at se filmen, den var baseret på. Så... Nu har jeg hele 3 film, jeg skal have set, og vi er ikke færdige med Grimm endnu. Jeg må dog indrømme, at Grimm, som ikke har en anderledes vibe end husker, dog indeholder mange ting, jeg fuldstændig havde glemt. Adelind er  cool, men Eve er sejere, og Adelinds og Sean Renards datter, Diana, er megacool. Sean Renards mor er også pænt sej. Nick Burkhard er en wuss. Han kan bare intet. Selv Truble (ja det staves sådan), som er en "PIGE GRIMM", er sejere end han er. Og Hank er simpelthen så irriterende. Wu har den bedste humor. Monroe har hele tre kvaliteter over sig: 1) han er en knight in shining armor overfor sin elskede Rosalee 2) han er en nerd 3) han er en snack. Rosalee er smuk. Både som Fuchsbau og som menneske. Meisner er den, der er bedst til at slås, og han er cool. Mange ting er cool, som jeg komplet havde glemt alt om. Jeg kan vitterligt kun huske få fragmenter og så hele sidste afsnit. Men det er et godt afsnit, så det er okay med mig. Så vidt jeg husker er det et 2-parts. 

Jeg har set en dokumentar på DR, "Blodprøverne der forsvandt". Jeg mener... Virkelig? Den sag er seriøst et problem, og den bliver nedspillet så meget af de involverede parter - og jeg mener ikke af de stakkels kvinder. Artiklen kan læses på DR's hjemmeside, hvor der også er et link til dokumentaren, som varer 42 minutter. "Sundhedsministeriet blåstemplede kontroversiel aftale: Facebook kan tjene penge på danske kvinders blodprøver" Det er skandaløst at Statens Serum Institut har sendt danske kvinders dna til USA for at udvikle et produkt der skulle indtjene millioner af dollars. Og at den siddende chef i SSI havde del i dette private firma sideløbende med sin karriere i SSI. Og når der så bliver stillet spørgsmål, ringer han og fremstår som truende overfor nogle af de medvirkende kvinder? Jeg synes helt klart at hvis du har tid til at se denne dokumentar, så gør det. Den giver et godt indblik i sagen. Jeg tror at jeg senere i dag vil spørge René om han vil se den, fordi jeg tror, at han vil finde den interessant. 

Først og fremmest kunne det være meget cool hvis hende sygeplejersken snart ringede, så jeg vidste hvor jeg havde hende. Om jeg kunne tillade mig at tage en lur. 

Jeg så Donald Trumps afskedstale til det amerikanske folk i morges. Den blev uploadet til The White House's YouTube kanal, eftersom Donald Trump selv er forbudt fra YouTube. Han snakkede om, at igennem de få år, han og hans administration havde siddet på magten i USA, var Amerikas økonomi boomet, og landet havde været rigere end noget andet land i denne periode. Eller noget i den stil. Jeg sad og tænkte på alle de ting han havde sagt og som han blev ved med at sige. Det var alle sammen om hvad han personligt havde gjort for Amerika og hvor meget bedre landet var blevet. Og bagefter så jeg Melanias tale, som var blevet uploadet til samme kanal dagen forinden. Hun så i en helt anden retning. De to mennesker er simpelthen så forskellige. I hvert fald udadtil. Men hun snakkede om at hun gerne ville takke alle de læger og sygeplejersker, der risikerede deres liv hver dag for at hjælpe folk med COVID-19, og hun opfordrede alle til at passe på sig selv (masker), og sagde at vacciner var på vej. Hun takkede fabriksarbejdere, folk der hjælper hinanden ude i de små samfund. hun snakkede om at hun var taknemmelig for alle, hun havde mødt, mere eller mindre, som sin tid i Det Hvide Hus. Hun takkede skolelærere, som har arbejdet dobbelt så hårdt for at børnene fortsat får deres undervisning. Hun sagde at man altid skal føle passion for det, der virkelig betyder noget for en, men at vold aldrig er den rigtige løsning, og aldrig kan blive set som den rigtige løsning. Hun sagde at det havde været en ære for hende at repræsentere det amerikanske folk på hendes udenlandsrejser. Hun sagde en masse andre ting også, men hendes tale var helt anderledes end hendes mands. 

Uh... Min playliste serverede lige "Half-Way & One Step Forward"for mig. Jeg kan ikke beskrive hvor meget kærlighed jeg har til den sang. Den gør mig glad, selvom den egentlig er trist. Selve melodien og Marilyn Mansons stemme gør bare noget ved mig... Oooh, In This Moment og "Lay Me Down"... De er stadig mine top to yndlingssange i nummer mange måneder i træk. Læste forleden af der kommer et nyt 'Deth album i år! Det er godt nok noget, jeg glæder mig til! Føler at jeg har ventet på det i 5 år... Det er nok fordi deres sidste studiealbum, "Dystopia", er fra 2016. Det var sgu også en god plade... Hvad er min yndlings Megadeth plade? Hm... Jeg vil umiddelbart sige, at jeg har 5 plader, der hører til på den liste. "Peace Sells... But Who's Buying?" (5 ud af 8 sange er fede) "So Far, So Good... So What!" (6 ud af 8 er fede) "Countdown To Extiontion" (6 ud af 11 sange er fede) "Youthanasia" (11 ud af 12 sange er fede) og "Cryptic Writings" (10 ud af  12 er fede). "Youthansia" er vinderen, så. Men jeg vil ikke have en ny Youthanasia. Jeg vil have noget med en smooth stemme, komplicerede guitarsoli og masser af bridges og gode tekster. Af en mand på hans alder, synes jeg egentlig Dave stadig er en snack... Han er 59 år, bliver 60 til september. Da han var ung... Ja, bare i 30'erne... Damn... I love that guy. Men okay. Det har jeg gjort siden jeg var 14 år gammel. Og nu er jeg 40. Jeg er måske ikke lige så stor fan som jeg var dengang, men er man ikke altid mere fanatisk fan af alt som teenager? Det er alligevel lidt vildt. Når jeg sidder og tænker over hvad for noget musik jeg elsker at lytte til. Jeg var MEGAintens Madonna fan da jeg var 9-10 år gammel, og det var jeg indtil jeg var 12 og opdagede Guns N' Roses, og dem var jeg intens fan af indtil jeg opdagede Megadeth, som røg en smule i baggrunden da jeg opdagede Type O Negative og Marilyn Manson i 1997, og jeg lytter stadig til dem alle sammen. Madonna, Guns N' Roses, Megadeth, Type O Negative, Marilyn Manson... Havde en ultra kort periode med Michael Jackson, men den forsvandt igen. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har dog alle hans plader. På cd. Jeg ved ikke hvorfor jeg kalder dem plader. Et band jeg også ofte vender tilbage til, er Ugly Kid Joe. De er fede. Og er kommet tilbage! How cool is that! Jeg har også genopdaget glæden ved Østkyst Hustlers, men det album de udsendte sidste år er altså ikke lige så godt som de fire andre. Og Lady Gaga er også en person, jeg elsker, men sjovt nok ikke har mere end 2 plader med. Jeg har resten på Spotify, ikke, men i min fysiske cdreol  har jeg kun "Joanna" og "Chromatica". Derudover er der de for evigt "synonym med Rikkes ungdom" fantastiske D:A:D. Jeg elsker det band så skide meget. Jeg havde de fleste af deres plader da "The Overmuch Box" udkom, men jeg købte den alligevel. Jeg har stadig de andre plader liggende  inde bagved. Jeg har ikke købt noget efterfølgende. Men de har udgivet noget efterfølgende. Laust Sonne er ikke min  yndlingstrommeslager, jeg kunne godt lide Peter Jensen, men jeg synes ikke at Laust gør et dårligt stykke arbejde. Jeg har bare på fornemmelsen af, at det er ham, som har ændret på det, der gjorde at D:A:D havde den store stjerne hos mig: deres ekstremt sjove tekster. Teksterne på pladen "Riskin' It All" er legendariske. Jeg synes lidt at da "Everything Glows" udkom, begyndte det at gå ned ad bakke, og der var herefter kun punkter her og der, som var sjove, i stedet for hele sange. På "Everything Glows" var der en sang, den sidste, der hed "As Common As, hvor sangen starter med: "There's a fine line between to and to spend. And there's a fine line between to be important and impotent." Det er sandt. Og sjovt. Der er andre plader efterfølgende, og der er også gode sange på dem, men "No Fuel Left For The Pilgrims", "Riskin' It' All", "Helpyourselfish" og til dels "Simpatico" er klart de bedste af alle deres plader. 

Jeg stopper for nu. Skal lige have fyret op for mit krøllejern og have krøllet lokkerne, så jeg kan se lidt præsentabel ud for mig selv. Håber alle får en dejlig dag.

Det ville jeg betale for!

 Damn! Den mand fascinerer mig dybt. Jeg har bare siddet og gloet på interview efter interview, lyttet til/set musikvideoer... Marilyn Manson er en fascinerende mand. Det har jeg syntes lige siden jeg så ham første gang. Det er som om han har sådan en "spell-casting" movement going on. Og hans stemme... Uh, så sprød. Men jeg fik aldrig skrevet om ham, som jeg sagde at jeg ville. Og det er ikke engang på grund af alt dette. Det er på grund af Grimm. Jeg har bingewatchet den serie sammen med René siden vi blev færdige med sæson 4 af Chilling Adventures of Sabrina 1. januar. Jeg købte denne Grimm complete series box ved Black Friday udsalget sidste år. Jeg elsker den serie. Jeg identificerer mig helt klart mest med Adelin, efter hun har fået sin datter. Hun er virkelig magtfuld, men hun er ikke længere ond. Juliette, derimod, er noget for sig, og hun er også noget at tænke over. Det er sådan en cool serie! Mange af de masker, de forskellige wesen har på, er virkelig flotte!

Uh, og soundtracket til "Pretty Little Liars" bliver også gennemlyttet mere end 1 gang dagligt. Kun de gode sange, naturligvis. Men det er så dejligt med alle disse nye sange. Streaming er en fantastisk ting. Er der nogensinde nogen, der har sat sig ned og har tænkt over hvordan verden har forandret sig inden for ganske få år? Da jeg var barn og man skulle på ferie, tog man sit kamera med, hvis man havde råd til et kamera, og så tog man nogle billeder. Så spolede man filmen tilbage, afleverede den hos en fotobutik (senere også nogle supermarkeder), og så kunne du hente dine billeder en uge senere, og så havde du dine negativer, så du altid ville kunne få et nyt sæt. Nu tager du din mobil, snupper nogle billeder, du kan uploade dem til din computer og redigere dem, eller redigere dem direkte på mobilen, og så kan du sende dem til din printer via WIFI og printe dem ud, du ønsker, på fotopapir. Og bare det, at man har en mobil i det hele taget. I gamle dage, da jeg var barn, var der nogen, der havde en såkaldt "carphone". Det hed den ikke på dansk, men det var en telefon, der havde et batteri der var på størrelse med 3 liter mælk, så var der en telefon, med et telefonrør og en spiralledning og det hele. 

En anden ting, jeg har undret mig meget over, og tænker over, om det vitterligt stadig er sådan, er en ting som brevpapir, blyanter og viskelædere. Jeg havde altid en kæmpe stak brevpapir, som jeg brugte til at sende breve til mine pennevenner. De havde et nogenlunde ens træk: lidt mindre end et stykke A4, og der var et billede på, enten i form af en ramme og så en figur i det ene hjørne, eller et meget transparent billede/billede i svage farver, på selve papiret, og så var der allerede linjer eller tern på papiret, og nogle af dem havde duft. Man kunne købe forskellige slags, som f.eks. bare en blok, eller man kunne købe en blok med 10 papirer og så var der 10 konvolutter, der hørte til. Og man havde blyanter, som havde alt muligt flot print i stedet for de almindelige gule, skolen altid havde. Og der var viskelæderne, som man i mange tilfælde kunne sætte fast på enden af blyanten. De var forskellige, der var nogle, som var store og farverige, nogle som var mindre, men som duftede virkelig godt, , nogle som havde print, og nogle, var ubrugelige fordi formen på dem ikke indbød til at kunne holde fast på dem. Fælles for dem alle var dog, at de ikke kunne viske noget ud. De tværede ens blyant-kvajestreger fuldstændigt ud, men fjernede dem aldrig. Men nu om dage synes jeg at børn får mobiltelefoner meget tidligt. Det kan godt være, at det er mig, der bare synes at det er ærgerligt at den "gamle tid" forsvinder. På den anden side kan vi måske spare nogle træer... Når Katjas datter vokser op og bliver lidt ældre, og hvis hun ønsker at skrive med andre, som jeg gjorde, vil jeg hjælpe hende med at lave hendes eget brevpapir. For jeg endte med at lave mit eget, og det var cool. 

Min Hunt A Killer box ankom i går. Cool. Det er den 3 sæson, vi har nu. For hver box solgt, bliver der doneret et procentbeløb til Amerikas cold cases. Det har jeg det okay med at støtte. De ting, der kommer med i boxen hver måned er virkelig godt lavet. I går, da vi sad og så Grimm, tænkte jeg "Hvor sejt ville det være, hvis der fandtes en Grimm-subscription crime-box?" Så man hver måned får en box med tegninger, og hvor man skal spille et strategisk spil, f.eks. med kort eller et bræt, og løse gåder som en grimm? Det ville være virkelig awesome. Det ville jeg gerne betale for. Hvis nogen har mulighed for at udvikle den idé, så har I min støtte! Jeg har bare ikke hverken overskud eller penge til det. Desværre. Der skal jo også søges om rettigheder og alt muligt. Men det kunne være fedt!

Jeg gik i seng klokken halv fire i nat, og jeg stod klokken halv otte i morges. Klokken er lige nu halv ni, så en times tid siden jeg stod op. Overvejer at gå i seng igen, bare for lige at få lidt ekstra søvn... Det er nok bedst for min dag som helhed, hvis jeg tager mig et par timer mere. 

Tænk over det med en Grimm box, og hvis I ikke ved  hvad Grimm serien handler om, skal jeg nok forklare det mere udførligt! God weekend til alle mennesker der læser dette!

Et spørgsmål til masserne (lyder det ikke fancy?)

 Utaknemmelig. Er man det, hvis man har haft en blog igennem et stykke tid, hvor kun ens bedste ven har været en subscriber, og man så, pludselig, flere måneder og totalt urelateret får 2 nye (og ukendte for mig) subscribers, inden for 2 døgn? Bør jeg være bekymret og  undersøge sagen og sikre mig at det ikke er en scam, eller skal jeg være ligeglad og bare nyde at folk (måske) gider at læse mine "navlepiller-blogs" - som en læser herfra engang kaldte dem? Et eller andet sted sker der vel ikke noget ved at folk følger dem, selvom de ikke har noget med mig at gøre. Hvis de har noget kørende, som de godt kan lide, og som tjener dem penge, og samtidig godt kan lide at se mine indlæg, så det så noget? Det gør det vel ikke? Jeg vil ikke tænke over det længere.

I dag har jeg været i et særligt humør. Peter Steeles fødselsdag. Eller... "would have been" fødselsdag. Jeg savner den gut så meget. Eller måske mere hans musik. Jeg kendte ham jo ikke. I morgen, når Marilyn Manson har fødselsdag, bør jeg næsten skrive noget omkring ham. Jeg ved at han er ude i noget rod lige nu, og ærligt talt, så ved jeg ikke hvad jeg skal tænke om det. Jeg ønsker ikke at tænke at det er sandt, men samtidig stopper hans musik ikke med at være fantastisk fordi de rygter muligvis er sande. Så... Jeg vil nok altid være der. For musikken. Han er et musikalsk geni. Måske ikke på samme plan som Prince var det, men mere på sin egen måde. Prince kunne spille på alle instrumenter og det var cool. Marilyn Manson kan synge så det lyder som WD40 for en rusten sjæl, og han skriver fantastiske sange. Og jeg mener virkelig fantastiske sange. Hans evner som kunster er også meget speciel. Jeg har set mange af hans akvarelmalerier, på nettet, naturligvis, og jeg elsker mange af dem. Nogle af dem er for dystre til mig, men de har en dybde og andre en simpel enkelthed over sig. De er noget ganske særligt. Jeg kan virkelig godt lide dem. Ja. Jeg tror at jeg vil sætte mig til at skrive om Marilyn Manson, så jeg kan sætte et godt indlæg op i morgen. Om det bliver her eller den anden blog, ved jeg ikke endnu. Men det kommer. Formentlig.

Hav en god uge, alle sammen, og husk på, at Type O Negatives musik stadig eksisterer selvom Peter ikke længere er levende som menneske - hans legende er, og den vil aldrig dø.