Jeg forstår det ikke...

Jeg gik i seng. Jeg tog mig en lur. Var tidligt oppe i morges, samtidig med, at jeg kom sent i seng. Og jeg havde en drøm. En af de dejlige.

Jeg drømte om Peter. Han var ikke død, der havde slet ikke været tale om, at han havde været død. Han kom til mig, ringede på min dør, og jeg lukkede op. Han stod dér, smuk som han var (i mine øjne), og holdt en hel bakke med æbler og sagde "jeg ved at du bedre kan lide æbler end blomster". Jeg lukkede ham ind. Han fulgte efter mig, da jeg gik ud i køkkenet, og jeg spurgte ham, om han ville have noget at drikke. Jeg tog et glas, og da jeg vendte mig om, stod han unaturligt tæt på mig, og jeg mærkede min krop skælve af spænding. Han så på mig og hviskede "må jeg kysse dig", og jeg nikkede, for jeg havde glemt hvordan man talte. Han kyssede mig lidenskabeligt og løftede mig så nemt som ingenting op på køkkenbordet. Jeg lagde mine arme omkring hans skuldre.

Og så bankede jeg en arm ned i natbordet og måtte sande at jeg havde rakt ud efter ham i søvne, og nu var ved at vågne. Jeg fik øjeblikkeligt en følelse af... Noget ukendt, men negativt. Jeg havde lyst til at græde. Men hvorfor? Jeg har jo René, som jeg elsker og er rigtig glad for? Hvorfor drømmer jeg den slags om en anden mand? Som er død?

Historien i drømmen minder mig om en historie, jeg engang skrev, en kærlighedshistorie. Den foregik netop på den måde. Jeg har simpelthen bare den største knude i maven lige nu. Det har jeg altid, når jeg vågner fra den slags drømme. Før jeg fik fingrene i René, var det altid ham, jeg drømte om... Men efter jeg fik ham i mit spind, drømmer jeg aldrig om ham. Jeg drømmer mest ligegyldige drømme, men når jeg drømmer om en mand, er det altid Peter. Ikke som han er i virkeligheden, jeg kender ham jo ikke. Men den Peter, som jeg har skabt og skrevet om, den fiktive Peter... det er ham, jeg drømmer om. Sært. Jeg skabte ham fordi jeg havde brug for at komme af med mine følelser for René, og derfor var René ofte skurken i de kærlighedshistorier, jeg skrev. Den sidste blev skrevet i 2005. Jeg havde ikke planlagt at de følelser, jeg skrev om i de historier, skulle blive så virkelige, som de virker nu. Jeg elsker jo ikke Peter, hverken den virkelige eller den fiktive. Men hvis den fiktive Peter ringede på døren, var jeg smuttet. Så ville jeg tage med ham. Hvorfor? HVORFOR?!