Tomme ord

Åh... Ja... Så mange modsatrettede følelser. Så mange modsatrettede tanker. Og hvad af det er rigtigt, og hvad af det er forkert? Jeg har følelsen af lyst til at skrige højt, bare et eller andet... Lige gyldigt hvad. Samtidig er det sidste, jeg gider at høre, min egen stemme. Jeg bliver ikke bange for min egen stemme. Sådan har det været før. Men nu er jeg bare træt af lyden. LYDEN går mig på, det er bare noget irriterende, skratende larm, og jeg har ikke lyst til at sige noget. Jeg synes heller ikke, at det som sådan er "rigtige", forståelige ord, der kommer ud. Det lader dog til, at folk forstår hvad jeg siger. Det er også inde i mit hoved, jeg synes bare at det er vrøvl, der kommer ud.

På den ene side synes jeg at alting er smukt og dejligt. Solen skinner. Men det er ikke særlig varmt. Det er jeg godt tilfreds med. Men jeg synes at der mangler noget. Hvad? Hvorfor har jeg ingen idé om, hvad det er? Jeg keder mig lidt, men jeg tonsvis af papirarbejde... Både med regnskaber og almindelig skrivning... Jeg er bagud med ALT. Men jeg kan ikke tage mig sammen til at komme i gang. Jeg tog en lur i stedet for. Jeg har lyst til at tage en lur mere. Men... Det er kun 1 time siden jeg vågnede. Jeg har ikke sådan rigtig spist noget i dag, så jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til aftensmaden. Vi skal bare have kedelig mad, hjemmelavede burgere, vi får det simpelthen så tit. Men det smager jo også godt, og det eneste usunde er burgerbollerne og ketchuppen samt osten. ja, okay, faktisk alt andet end lige bøffen og grøntsagerne. Men det er fint nok, jeg er ikke ude på at være sund lige nu. I dag. Jeg har ikke noget slik, og jeg letter ikke min røv for at gå ned og købe noget. Jeg siger bare: Jeg kunne godt spise hvid chokolade, det er bare flere måneder siden jeg sidst har fået det. Bortset fra den Crunch, som jeg fik af René for ganske nylig. Men den var ret lille... Hehe. Men ikke noget chokolade til mig. Jeg kan også sagtens undvære.

Jeg har ikke været ude at gå min sædvanlige tur, fordi jeg har ondt i hoften i dag. Jeg er én stor, levende skavank. Jeg fejler alt. Der står i min journal fra ung.psyk, at jeg dengang (1998 - 18 år) mente at min mor havde slæbt mig rundt til så mange undersøgelser, at jeg følte at jeg fejlede alverdens sygdomme. Haha... Måske er der mere hopy i mig, end først antaget? Jeg havde glemt den udtalelse, selvom jeg stadig synes at jeg har ret. Stadigvæk siger hun hele tiden at jeg skal gå til lægen, tage til vagtlægen, tage på skadestuen... Hun er vist ret bekymret for mig. Men det er nok min far, der har smittet hende: De ser mig som en fed amøbe. Maybe I am. Jeg synes det ikke selv. De ser mig bare som FED mens jeg ser mig som MENNESKE. Der er åbenbart stor forskel på, hvordan folk tolker overvægt. Jeg mener ikke at man er mindre værd fordi man vejer for meget. Men det gør mine forældre - ingen af dem har nogensinde været overvægtige. Renés søster var faktisk overvægt, men tabte sig og fik opereret den overskydende hud væk, som den eneste i den gren af familien. Hun er totalt fantastisk med ikke at tage på igen, og det er hendes piger også. Derfor er de nærmest anoreksitynde, uden at nogen har bemærket noget, og de ser skævt til både René og mig. Vi får de blikke, jeg hader, og der falder ofte kommentarer som "Var de ikke helt vildt fede, da du arbejdede på chokoladefabrikken, mor?" De har ingen respekt for andre mennesker. Men sådan er de jo så bare. Det er jo ikke deres skyld; det er deres mors skyld.

Har vist fået skrevet nok tomme ord for i dag... I hvert fald for nu.