Risk - 23

Jeg tænker på tal. Hele tiden. 23... Filmen. Den har sat sig mere fast, end jeg regnede med. Jeg havde en idé om, at den ville være svær at slippe igen. Men denne gang er det meget værre end jeg havde regnet med. Jeg er nærmest besat af den, jeg længes efter den, jeg hungrer efter den. Jeg må eje den. Så kan jeg se den lige så tit som mit hjerte begærer. Jeg elsker at tænke på filmen, men samtidig frastøder den mig. Den tiltrækker mig fordi den er mørk og dyster. Den frastøder mig fordi den putter ting i mit hoved, der ikke burde være der. Det er en film, som folk som mig ikke burde se, men jeg kan ikke lade være. Jeg ser Carrey for mig, og rollen får ham til at virke sexet på en dyster måde, og det er måske også en af grundene til, at jeg får gåsehud, når jeg ser filmen. Han gør bare et eller andet ved mig - især når 23 kommer ind i billedet. Tal, tal, tal. Det kunne være hvad som helst. Men det er nummer 23. 2.3. Det er interessant, og nej, jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg synes bare, som seer, at den tiltrækker mig på en mærkelig måde. Den drager mig til sig, den holder mig fast, den skriger til mig, at jeg skal blive "or else" - jeg er virkelig draget til den film. Carrey har aldrig sådan rigtig sagt mig noget, andet end at han er sjov. Men i den her film... Han viser sit talent, og han er dygtig. Han er fantastisk i den film, jeg kan ikke lade være med at beundre ham - både for hans præstation i filmen, men også for hans udseende i filmen. Åh... det er smukt. Men tilbage til filmen. Jeg synes egentlig ikke, at den bliver mere og mere spændende jo længere ind i filmen man kommer. Man tænder for den, og BANG! Så er man fanget af  nysgerrighed, man ved, at man ikke kan forlade filmen, fordi uanset hvad der sker efterfølgende, så er det en vildt spændende film, som man ikke "bare sådan" går glip af. Den går lige på og hård, og kun slutningen er tonet ned - selvom den ender på en lidt alternativ måde og bringer endnu mere lys på filmen. Jeg får helt lyst til at skrive sådan en bog selv. Men det gør jeg ikke. For så bliver jeg vanvittig. Er jeg tosset? Don't think so.

Jeg har intet at fortælle. Men jeg vil sætte en video ind her. Den er totalt udenfor et emne, der er skrevet om, men jeg synes at den er fantastisk alligevel.

Sangen er nummer 2 bedst på top 3 listen over cool sange på pladen, som generelt er dårlig, og som også er blevet haglet ned. Mustaine selv brød sig heller ikke om den,  men den skulle indspilles. Det er en Deth plade fuldstændig taget ud af resten af  bagkataloget. Den er faktisk mere eller mindre elendig, men den har da sine opture. Den her sang, "Time: The End" er som det lidt tyder på, slutningen på en sang delt i to, hvor den anden, mærkeligt nok, hedder "Time: The Beginng" - men kun End er fed. Jeg har valgt den remasterede udgave, fordi den er federe. Alle dem, som disser de nye remix & rematered plader er skøre. Lyden er jo tydeligt forbedret. Psh! Men nu kan I høre Megadeth på Risk med "Time: The End" - Enjoy.