Jeg må virkelig være smuk!

"I swallow up all of you like a bottle of big, big pills

You're the one that I should never take

but I can't sleep until I devour you

I can't sleep until I devour you ..."

"Devour"

Marilyn Manson

"The High End Of Low"

2009

Jeg er nervøs for gåturen ned til KBJ. Hvordan vil den dog ende?! Kan jeg overhovedet klare at gå derned? Kan jeg klare at gå hjem igen? Argh! Det kan sgu godt være, at jeg må være samfundsnasser numero uno og bestille en taxa på kommunens regning. Godt der ikke er så langt.

Jeg ved ikke hvorfor - men pludselig slog tanken om selvmord. Jeg aner ikke hvorfor - jeg ønsker ikke at dø. Sært. Min næste tanke: "Men min far har jo lært mig så meget musik at kende" - Jeg synes at det er dybt sært. Men i det hele taget af "selvmord" opstår i mit hoved. Er det mon fordi jeg al hemmelighed ønsker at dø? Sådan, underbevidst? Jeg tror det ikke. Men jeg ved det ikke. 

René og jeg vil forsøge at fikse mine klipklappere, så jeg kan komme hen til KBJ. Det kommer til at foregå om lidt, nok. Og så må vi se, hvordan det kommer til at gå. Om jeg kan gå. Jeg har lige fået skiftet plaster, og det var næsten gennemblødt af lymfe. Jeg må have fat i min mor. Hun ved en en del om sårbehandling og betændelse. Men jeg går ud fra, at det bare ikke er gennemsigtigt længere, når det er betændelse, men at det er ok, hvis det har en svag, lysebrun, gennemsigtig farve.

René sagde til mig i går, at jeg er smuk. Han siger det næsten aldrig, for det skal ikke blive "worn out". Hver eneste dag siger han, at han elsker mig, og det elsker jeg, for jeg elsker jo også ham. Men når han en sjælden gang siger at jeg er smuk, græder jeg lykketårer, og det er jo den reaktion, han gerne vil opnå (bortset fra tårerne). Den intense glæde og det virkelig følsomme øjeblik. Det er den, vi begge to gerne vil opleve. Jeg kan godt lide at han ikke siger det oftere, for som sagt er det så noget ganske specielt, når det så endelig når hans læber. Jeg synes også at han er den smukkeste mand i verden, og jeg er vild med hans små sommerfregner. Han har dem kun om sommeren, så jeg nyder dem så længe det er sommer. 

Jeg skal gå om en halv times tid, senest. Jeg skal først være der klokken 15, men jeg er nødt til at gå hjemmefra i god tid, fordi jeg skal være forberedt på eventuelle forhindringer. Såsom ødelagte fødder eller klipklappere, fødder der ikke kan komme ned i skoene, fødderne, der godt kan komme derned, men med så meget smerte, at det er uudholdeligt. Jeg skal have rene underbukser og et par bleer (jeg ved ikke hvorfor René tvinger mig til at have det med, når jeg bare skal ned hos KBJ), mine sko,... Jeg var faktisk lige ved at skulle beskrive Leelas tøj. Det er utrolig mærkeligt, at jeg har det sådan, jeg har aldrig oplevet det før. Jeg mener; jeg ved godt, at tingene ikke er, som de skal være. Men denne form har jeg aldrig oplevet før. Det er ikke noget, der som sådan går mig på, men det jo være, at René ser anderledes på det. 

Jeg vil gå i gang med at pakke min taske.