Lad mig slippe væk!

Børnene, der skriger, som var de låst inde i en halvt åben elevator med dørene åbne, branden er opstået, børnenes hud... Jeg kan ikke sige det. Jeg kan ikke tænke det. Men det er der. Hele tiden. Jeg hører deres skrig. De råber efter hjælp. De råber efter mig. "Rikke! Rikke! Hjælp os, Rikke!" Deres desperate, sidste skrig. Jeg kæmper for at nå dem, jeg kæmper for at få dem ud af den brændende elevator. Men jeg når aldrig frem, og deres skrig genlyder i min hjerne igen og igen. Alt, jeg skulle gøre, var at redde dem. Og hvor var jeg? Hvor var jeg? Jeg ved det ikke, for det øjeblik er sort i min hukommelse. Kun deres skrig, deres rædselsslagne skrig, de desperate skrig... Jeg når aldrig frem. Skrig. Aldrig frem. Tårer løber ned af deres kinder, men fordamper i sekundet det rammer deres kinder. Åh Gud, lad det her gå væk!