HYPOKONDER!!!

Ja! Tror I ikke, at jeg ved det?! Jeg havde det pissegodt i den fod i går, og jeg har haft det pissegodt i den fod i dag. I sekundet René siger, at det er forværret, begynder det. Jeg gik i bad. Da jeg gik derud, var de som de var før jeg gik i bad, og da jeg var færdig, havde de en blå-sort farve, og jeg tænkte straks på koldbrand. Men jeg havde ikke ondt. Så jeg tørrede mine fødder og følte lidt smerte. "Gudskelov, den er ikke død," tænkte jeg. Men nu er det begyndt at prikke og stikke. Og nu er jeg bange. Jeg havde det virkelig godt i går. Og i dag. Men René siger ALDRIG at jeg skal snakke med lægen. Han er modstander af, at jeg snakker med lægen. Og han sagde at "vi" ringer til lægen tirsdag morgen. Det må betyde at det er alvorligt. Og nu er i dybt stress, jeg er bange for at dø, og jeg er bange for at blive psykotisk fordi jeg er stresset. Jeg overvejer vagtlægen, men hvad godt kan de gøre? Jeg har været på penicillin i 4 dage, det burde ikke forværres?

Jeg kan ikke rumme det her. Jeg kan simpelthen ikke rumme det. Jeg har lyst til at skrige al min angst ud, men til hvem, og hvordan? Jeg er ude, hvor jeg ikke kan bunde. Og hvis jeg ringede til vagtlægen, ville jeg ikke engang kunne komme derud, og får derfor ZERO ud af det. Men jeg er alvorligt bange for alverdens ting - mest af alt at de tager mit ben fra mig. Jeg er så bange, så bange, jeg kan ikke se nogen ende på det her. Det er noget virkelig lort.

Og ja. Jeg er sikkert hypokonder. Men... Det gør sgu ikke mindre ondt i foden af den grund.