Min historie med 'Deth

Jeg er ked af at sige det her. Nej. Nej, det er jeg faktisk ikke. Jeg elsker at sige det. Også selvom det er en bunke sukker, der bare ligger og venter på at lave huller i mine tænder. Men jeg har fyldt min fryser op med frys-selv is! Yeah baby! Jeg ELSKER frys-selv is, og i denne hede er de det fedeste, man kan indtage, bortset fra iskold sodavand! Hehe!

Men jeg har noget på hjertet. Jeg har ofte noget på hjertet, men det kommer aldrig ud, som jeg gerne vil have det. Men jeg prøver.

Jeg vil gerne fortælle historien om Megadeth i mit liv. En sen aftentime for en kun 14-årig pige, som godt nok havde sommerferie, men skulle være hjemme klokken 22, stod jeg og snakkede med en veninde og nogle "nyfundne venner". En af dem, Klavs, sagde til mig, at han hørte Megadeth. Det var det mest cool bandnavn, jeg nogensinde havde hørt, og jeg ville gerne have en plade med bandet, Det var i april 1994. Dagen efter kørte min far mig i TP Musik omkring Valby/Frederiksberg. Et eller andet sted derimellem. Det var en kæmpe butik,og jeg gik direkte efter Megadeth, og jeg fandt frem til "Killing is my business... and business is good", "Peace Sells... But Who's Buying?", "So Far, So Good, So What!", "Rust In Peace" og "Countdown to Extinction". Jeg så på dem alle sammen, kendte ingen af dem, og valgte den med det fedeste cover:  "So Far, So Good...So What!"

Jeg kom hjem og satte cd'en i mit anlæg. Der stod at det første nummer var instrumentalt - det var ellers noget, jeg normalt ikke gad at beskæftige mig med. Men fra "Into The Lungs Of Hell" satte i gang og hele vejen igennem, var jeg fortryllet. Det var så fantastisk! "Set The World Afire" - Åh, Gud, den stemme! Jeg vidste straks, at manden med den stemme ville betyde meget for mig. Jeg hørte pladen flere gange, mens jeg kiggede på bandfotoet og forsøgte at regne ud hvem denne Dave Mustaine var. Da jeg endelig var kommet til en konklusion, tegnede jeg et hjerte i bookletten med blyant omkring den mands hoved, som jeg mente var Dave.

Jeg lyttede til "So Far So Good, So What!" hver dag, men allerede i september samme år, 1994, blev der sendt en reklame for Megadets nye plade, "Youthanasia" - og jeg kunne se i reklamerne at det var den rigtige mand, jeg havde skamferet min booklet til "So Far, So Good, So What!" med hjerter omkring. Men denne plade, "Youthanasia"...  Jeg måtte eje den. Jeg blev nødt til at eje den. Det var et must. Jeg fik den i julegave af mine forældre, sammen med en T-shirt, der havde et billede fra cd'en coverets bagside trykt på maven. Den var så fed, den T-shirt.

T-shirten var sort. Det var den ultimative T-shirt, og den hang på mig. Året efter, i foråret 1995, tog min farmor og farfar mig i selvsamme TP Musik. Jeg havde penge med til 1 cd, og jeg skulle vælge. Jeg valgte "Countdown To Extinction", og min farmor og farfar valgte at købe"Peace Sells... But Who's Buying?" og "Killing Is My Business... And Business Is Good" - så nu var jeg fyldt - jeg havde dem alle sammen! Det var det skønneste på Jorden! Ved et tilfælde fandt jeg VHS kaldet "Evolver - The Making Of Youthanasia"  - og det var inden dvd'erne, så jeg havde stadig den gode, gamle video-afspiller. Jeg kom hjem og satte den på, og der skete bare en form for magi - jeg blev helt elektrisk.

Jeg forelskede mig hovedkulds i Dave - ham, med den fantastiske humor, stemme, og ikke mindst "lækkerhed". Så jeg så intet galt i at samle alt, hvad jeg overhovedet kunne, med Megadeth. Og Dave især. En dag var jeg særlig heldig. Der kom en plakat med - af Dave, og det var kun af hans hoved og overkrop. Hos boghandleren i Solrød Center kunne  jeg købe en laminerings-A4 lomme, og jeg købe sådan en, skar låge de små 1½ cm af, der var for meget rundt om hele plakaten, og så var Dave altid os mig. Vi begyndte at kommunikere. I starten fortalte jeg ham alt. Jeg skrev en kærlighedshistorie om os, hvor vi fik hinanden, og hvor vi havde en fantastisk kærlighed - sammen. Jeg fortalte ham om, hvad jeg havde skrevet.

Min angst begyndte at overtage mig, især om natten, men Dave hjalp mig igennem. Han beroligede mig, fortalte mig, at alting nok skulle gå i orden. For jeg spekulerede aldrig over, hvorfor en plakat talte til mig. For mig var det naturligt. På det tidspunkt. 

For mig har de reddet mit liv - flere gange - da jeg yngre.

RAISE YOUR GLASS FOR A TOAST TO

MEGADETH

- The true Kings of Metal!