Jeg har netop gået en dejlig midnatstur sammen med René. Faktisk rigtig rar. Vi grinte og pjattede. Det var rart. Han er en god mand, René. Han er god ved mig. Og for mig. Han gør ting, som får mig til at føle mig som et godt menneske. Han er en rigtig dejlig mand. Jeg er glad for at have ham. Vi har det rart sammen. Det kan jeg godt lide. Han er min bedste ven, og samtidig min drømmemand. Måske fordi jeg måtte kæmpe i 6 år på at få ham - eller måske fordi han bare er min drømmemand. René er noget ganske særligt. En af dem, man bør holde fast i. Han spurgte mig for lidt siden, hvor meget jeg elsker ham på en skala fra 0 til en milliard. Jeg svarede det eneste sande svar. 2 milliarder. Eller; det vil sige, det var det "eneste sande svar" på det tidspunkt. Min kærlighed til René er uendelig, den vokser dag for dag. Jeg tænker "Fuck den stodder mand, jeg ikke at se på ham i dag" - men det ender altid med, at man får den dér lille kilden i maven alligevel. Han er så skøn. Virkelig. Jeg er så heldig. Jeg føler mig heldig, når jeg vågner og han allerede er vågen. Han er så vidunderlig. Herlig.
Jeg elsker René. Uden forbehold. Ubetinget. Ubegrænset. Han er min oase i ørkenen. Han er ilten, der får mig til at leve. Jeg er så forelsket lige nu. Jeg burde gå ind til ham, men det er virkelig et dårligt tidspunkt for os begge to. Men... Åh... Den mand... Uden ham er jeg intet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar