At blivet vi'et

Da jeg gik i seng i går aftes, efterlod jeg alt til René - inklusiv slukning af min pc. Da jeg kom herind i dag, omkring klokken 10, var den slukket, så jeg tændte den naturligvis, og tastede min kode ind. Så tænkte jeg ikke mere over det. Men nu har jeg lagt mærke til, at jeg ikke har skulle logge på nogen steder, hvilket jeg normalt altid skal. Altså, bare lige for at fortælle jer det: Det er IKKE René, som har fyldt min computer med spyware. Men det er mærkeligt. Både blog.dk, blogspot og min e-mail...? Weird.

Men klokken er sgu efterhånden ved at nærme sig 12, og jeg skal lave aftensmad. I dag skal vi have dobbeltpanerede svinemørbradbøffer. Jeg forstår ikke Renés fascination af dobbeltpanering, men jeg vil give ham, at det smager vanvittigt godt, når paneringen er "crisp" og ikke bare den almindelige slatne. Jeg har lavet meget om på mine madlavningsvaner siden jeg begyndte at lave mad til René på daglig basis. Jeg lært at lave en opbagt sovs. Det kunne jeg ikke før. Jeg panerede heller ikke noget. Og så er der jo retter, jeg laver, som jeg kan lave, fordi vi er to, og ikke kun én. Jeg har lige indset noget, vi en simpelt stavefejl! I denne lille korte sætning: fordi vi er to, og ikke kun én, stavede jeg "vier" som ét ord. Og det er jo det, man gør, når man bliver gift! Man vier sig. bliver til "vi" i stedet for "jeg" eller "mig". Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det? Det er en genial idé fra gammel tid, hvor det ellers ikke vrimlede med geniale ideer af den slags. Der blev da opfundet en del gode ting, det vil jeg give tidligere tider, men der var fandeme også meget øv!

Jeg har sgu fået ondt i ryggen igen, kom her tilmorgen - jeg ved faktisk ikke hvorfor... Jeg har taget smertestillende piller, som jeg skulle. Lidt forsinket, så jeg håber bare på en forsinket virkning. One never knows. NEVER!

Men selvom jeg er træt som en der er RIGTIG træt, og måske endda lidt mere, så har jeg fundet overskud til at få taget mine støttestrømper på SELV i dag. De sidste dage har jeg ikke haft ryggen til det, og i går kunne jeg slet ikke - hvorfor, ved jeg faktisk ikke. Men René kunne ikke i dag, her til formiddag, og jeg kunne ikke gå en dag mere uden. Så jeg kæmpede og vandt, og nu sidder de der, strømperne. Jeg kan allerede mærke en god virkning i det ene ben. Det særligt dårlige ben.

Hvis jeg hopper i seng nu, kan jeg godt lide nå 1-1½ time før jeg skal lave mad. Det gør jeg. Det føles også som om min krop af at hvile inden jeg skal derud og okse med maden.