Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

fredag den 17. april 2015

Min ganske almindelige fredag

Jeg har myokloniske ryk her til morgen. Eller formiddag. De var her ikke, da jeg stod op klokken 7, men dukkede op omkring klokken 9. Det er jo ikke så fedt. Jeg er ellers glad for at kunne sige, at jeg sidder ved siden af smukke blomster, både i blomsterbede og på træer. Meget få, hvide vat-skyer på en ellers lyseblå himmel og trækviste, som svajer i den lidt mere end milde brise. Græsset er grønt, det er forår og det har fået masser af både sol og regnvand, og det vokser og ser dejligt ud. Det er, hvad jeg ser. Hvad jeg oplever inden i, er virkelig bare noget helt andet. Det modsatte.

Jonna kommer klokken 13. Cool. Det kunne være, at jeg skulle "shine" mig lidt op, lige få lidt sminke i ansigtet, prøve en ny kombination eller noget. Det trænger jeg sgu til. Jeg ved ikke helt, hvilket look jeg skal gå efter i dag, dog. Blåt? Blåt er altid et godt look. Eller ... "altid"... - kan være.

***

Jonna er gået, og jeg har fået taget mig en lur. Inden jeg gik i seng, kom Emmas mad. Det blev leveret med Post Danmark - det er efterhånden sjældent at vi ikke selv skal ned og hente det på posthuset. Man kan ikke få det leveret hjem til ret mange steder længere. Pakker generelt, altså. De sætter det som en mulighed, men når så leveringen oprinder, så får man bare en mail om at pakken ligger i deres pakkeboks. Men det er jo nok firmaet, der vælger det. Post Danmark har jo ikke min mail-adresse. Måske. Ved det ikke. Men maden kom i dag, pakken vejede over 20kg, og jeg kunne ikke bære den ind, så jeg måtte skubbe den med foden. Jeg pakkede den ud inde ved sengen. Hold da op, hvor er der meget mad! Haha... Det er sgu herligt. Så er der til lang tid. Så vil jeg håbe, at hun kan lide det. Hun har lige fået sin første nye flavour: lever. Det lader til, at hun godt kan lide det. Normalt starter hun i vådfoderskålen og slutter af i tørfoderskålen (hun spiser ikke det hele på én gang). Men denne gang blev hun ved med at spise leveren og så lige skimme over på sit tørfoder og så spise videre; jeg tror at det er et hit. Vi lå inde i sengen i dag, jeg lå på siden, René lå med hovedet på min mave, og Emma lå på min hofte. Haha.

Jeg har været sådan "kronisk" sulten i dag. Jeg har været sulten hele tiden, og hver gang, jeg har spist, er jeg blevet mæt lynhurtigt, og har sat maden væk, og efter 10-15 minutter er dødsulten igen. Hele dagen. Det har simpelthen været en plage. Og jeg er virkelig sliksulten, uden at have noget slik. Det er det værste - men nok også det bedste. Men det kan heller ikke være helt slemt, for jeg har ikke kastet mig over de micropopcorn, som der står ude i skabet.

Jeg lagde jo makeup tidligere i dag, og det ser ud til, at det har overlevet den lur, jeg har taget. Cool :)  Ikke at jeg skal mere, men det er da altid rart at se dejlig og uimodståelig ud :) Jeg har lige set en space-serie, det er sådan en med 18 afsnit af 5 minutter, og den var virkelig cool. Den foregik ombord på et rumskib, forladt, kun med én ombord. I starsten, i hvert fald. Og alligevel havde hun mascara, øjenskygge, eyeliner og lipgloss på - det helt store smukkeseringsgear, og hendes hår sad perfekt konstant, tydeligt krøllet med krøllejern. Og hun var bare sig selv. Alene onboard,  og alligevel så hun bare gorgeous ud! Elsker det! "When I wake up in my make up" - det sang Hole jo også i "Celebrity Skin" dengang på selvsamme plade.

Jeg har overvejet at invitere Majbrit herind til et glas sodavand. Eller en middag. Noget. Ikke min svigermor, men Majbrit som i Kim & Majbrit. Det eksisterer bare ikke længere. Det er derfor, jeg har overvejet det. Jeg kan godt lide Majbrit, og jeg kunne skam godt tænke mig at have hende på besøg. Jeg har desværre ikke hendes e-mailadresse, eller telefonnummer - men det har René, og jeg tager det fra ham. Tror jeg. Jeg må hellere skrive ned at jeg skal huske at tage det fra ham, for ellers glemmer jeg det sgu.

I morgen er det lørdag, René skal nok til fødselsdag, så kommer der en kedelig søndag, så er det mandag, hvor min far har fødselsdag, og så går der præcis 2 uger, så har jeg fødselsdag. Min far, mor og jeg har fødselsdag samme ugedag hvert eneste år. Min mor har fødselsdag 6. juli. Dejlig dag. Jeg kender en del, der har fødselsdag den dag. Jeg skal i øvrigt også have skrevet nogle breve. Ikke til dem, godt nok, men til andre. Jeg har skrevet et, i går, som René har sendt i dag. Det er ikke et godt brev, men jeg skal sgu lige i gang igen, så mon ikke det nok skal gå? Haha.

Klokken har faktisk sneget sig op og er blevet 22:45. Vildt. Og jeg ligger ikke i min seng og sover. Det har jeg faktisk rigtig meget lyst til, men jeg bliver bremset af, at jeg skal sige til René først, at han skal tage sin sovepille, og så lige sidde 30-45 minutter og vente på, at den virker. Måske skulle jeg forsøge at skrible lidt. Det kunne ellers være interessant nok :)

Jeg er bare træt, faktisk. Jeg synes at jeg kæmper for at holde mig vågen. Det bedste er helt klart at sige det til René nu, og så gå i venteposition.

Så nu slutter jeg af og bevæger mig derind. Sov godt, alle jer :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar