Jeg er tilbøjelig til at tro, at jeg har rodet mig ud noget rod (hehe) inde på en anden side, føler mig en smule forfulgt. Ikke stalked. Persecuted. Måske er det bare min paranoia. Den er der jo, altid, bagerst i mit hoved, banker på, igen og igen, "Hallo me, it's me again". Kragen, der flyver over træer, der ser. Det er faktisk alt sammen utrolig eyeopening. For de er der jo også. Øjnene, som er der, steady, as they've always been. De sidder der, kigger bare, og hvad skal jeg gøre? Opføre mig eksemplarisk? Lægge et slør ud? Silketørklæderne, jeg legede med som barn, som jeg fik af min farmor? Farmor, med de strikkede nederdele og "perlekransene", som altid passede til de højhalsede bluser. Turtlenecks. Krøllet hår med skæl, læbestift og sutsko med hæl. Hvor er fjerboaen? Nå nej, der var ikke en fjerboa, der var grydelapper. "Farmor, hvor mange pandekager vil du have?" "Rikkeskat, du må aldrig røre kogepladerne, når de er varme, for huden på dine hænder kan brænde fast". Det var en god "lifelesson" fra farmor, for jeg har prøvet at lægge min hånd på en varm kogeplade uden at vide den var varm, før jeg mærkede smerte. Huden brændte ikke fast, fordi huden hører til på kroppen.
Jeg er rundt på gulvet nu, rund er jeg altid, på gulvet er jeg ikke, jeg sidder på en stol, men jeg kan sige ordsproget. Dog har kun skrevet det, indtil videre, for jeg venter stadig på at René bliver færdig med at snakke med min far i telefonen så jeg kan bruge telefonen selv, og ringe op til min mor. De bor i samme hus. Langt ude, hvor kragerne vender. Det er måske de krager, jeg skrev om før? Jeg er bange for at katten ser i stedet for kragen, men Satanbabyen kan alligevel styre den - som den gjorde med rotten under Vatikanet. Jeff og Haileys Satanbaby. Nemo, som er "omen" stavet bagfra. Det var Jeff, der valgte navnet, selvom han ikke vidste, at han havde adopteret antikrist.
Antikrist og kristtjørn. Det er ved at være juletid, og jeg skal skrive julekort. Men skal jeg det, "skal" er vel ikke noget, jeg er bestemt til at gøre? Det er LAKS. Jeg kan faktisk ikke lide laks, så jeg burde ikke skrive de kort, og jeg hiver mange hår (eller år?) ud af mit hoved hvert år når denne tid kommer. Julekortene gør mig sindssyg, fordi der er så meget arbejde i dem. 23 individuelle kort. Ikke "Vi har ikke set så meget til hinanden i år, det må vi gøre om til næste år" - ALL LIES! Det gør man jo aldrig! Der står altid det samme lort i de kort! I want my man. Or my mom. Just somebody I can get comfort from right now.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar