Jeg var på neurologisk ambulatorium i forgårs. Jeg blev hentet af en chauffør, som kørte en taxa, han havde en kvindelig passager, ældre, foran mig, som havde ekstremt lange ben, eller bare mente, at hun havde brug for meget benplads. For jeg så tilfældigvis, hvor meget benplads hun havde, da jeg forsøgte 3 gange at komme ind i bilen. Hun rykkede så ét hak frem, og det var så muligt for mig at komme ind. Men hele vejen fra Køge til Roskilde sad jeg og forsøgte at finde en stilling, der ikke gav mig sønderrivende smerter i benene og anklerne, men uden held, og da jeg steg ud af bilen på Roskilde Sygehus, kunne jeg dårligt gå.
Men jeg snakkede med den søde neurolog, Janne, som jeg plejer at have, hun sagde, at de stadig snakker om mig ude på afdelingen. Ingen af dem havde tidligere oplevet noget lignende før. Det var den episode, hvor jeg blev indlagt til overvågning på neurologisk afdeling i 3 døgn. Hun sagde lige ud, at hun ikke helt havde været overbevist om, at vi havde fortalt hende sandheden, men at vi havde "pyntet" lidt på den, overdrevet hist og her, men da jeg kom ind på afdelingen, og de så hvordan jeg havde det... Jeg vil så sige, at jeg heller aldrig har haft det sådan før. Eller efter.
Nu - hvor det er onsdag, dvs. 2 dage senere, har jeg stadig ondt i benene. Det kan godt lidt være, at solen er medskyldig. Varmen er ikke venner med ødemer. Jeg har tilbragt det meste af min tid i sengen med benene oppe. Jeg har mulighederne for et køligt fodbad eller kolde benomslag åbne. Det er utroligt så smertefuldt, det kan være.
I dag er kattebogen stadig ikke kommet. Jeg vil gerne læse den først, men de andre bøger interesserer mig også grænseløst, og hvis kattebogen ikke ankommer i morgen, ja, så bliver jeg nok nødt til at gå i gang med en af de andre 3. Jeg ved bare ikke hvilken en, jeg skal starte med, for jeg er bange for at løbe panden mod muren midt i læsningen, og ikke kunne færdiggøre alle 4 bøger, og så har valgt de forkerte. Jeg vil jo så ikke vide det, før om mange år, når jeg så får læst resten. Men... I kan godt se, hvad jeg mener, ikke?
Puha... Nu har jeg flyttet lidt om også, det er ikke godt for benene. Men jeg var nødt til det. Jeg har endnu ikke været ude i dette års solskin, sådan rigtigt, men alligevel er det lykkes mig at få en superfrisk, dejlig sommerglød i ansigtet, helt uden nogle former for produkter (andet end sæbe). Jeg skulle skylle et dynebetræk, som har ligget på badeværelset i nogle dage, fordi René var kommet til at skide på det ved et uheld mens han sov. Fordi vi får rengøring i morgen, tænkte jeg, at jeg lige ville vaske afføringen af, så betrækket kunne blive vasket. Derfor trak jeg badebænken hen foran håndvasken, satte mig ned, tændte for det varme vand og gik i gang med at skylle det af. Vores spejl på badeværelset er ret stort, så jeg sad og kiggede på mig selv, sådan, en gang imellem, og jeg blev pludselig overrasket over at se hvor sund og rask jeg egentlig ser ud. Jeg blev så glad. René spurgte om der var plads til at han kunne komme til at tisse (han vidste ikke, hvad jeg lavede), og da han kom ud til mig, sagde jeg "Ser jeg ikke usædvanligt godt ud i dag?" Ved I, hvad han svarede? Gæt. Prøv at gætte. Nej, det er lige meget, I gætter det aldrig. Han svarede "Du ser usædvanlig godt ud hver dag, Musen". Aww...
Emma har opført sig eksemplarisk i dag. Det er ellers sjældent, at hun gør det. Nu, hvor jeg har skrevet det, begynder hun garanteret at lave alle mulige former for ballade. Hun er blevet indkaldt til eftersyn og genvaccination den 18. maj, men jeg tror, at vi måske (jeg ved det) får at vide at hun er liiiige et par centimeter for rund om livet. René giver hende for mange godbidder, og jeg er stoppet med at afmåle hendes tørkost, men giver hende bare to medium håndfulde om dagen, + 1 portionspose/pakke med vådfoder. Men hun skal have ca. 30g tørfoder, og hun får ca. 40-45g på de dårlige dage. Det er lidt svært at udregne for mig, når jeg ikke skriver det ned, fordi jeg skifter det ud hele tiden, så det ikke er tørt. Jeg skifter det om morgenen og om aftenen, så det er jo lidt svært at sige med sikkerhed. Men hun er blevet liiige lidt for rund. Jeg ville gerne have haft hende på skrump inden hendes dyrlægetjek, men... men jeg synes bare ikke at der er tid nok til det. Jeg vil ikke sulte hende. Men se dette vidunderlige billede jeg lige har taget af hende:
Se lige de øjne! Fantastisk! Elsk min kat lige så meget som jeg gør, eller jeg skal komme efter jer! Endnu bedre; jeg sender Emma efter jer, så kan hun tabe det, der er lidt for meget. Hehe. Jeg har det rigtigt dårligt med, at jeg har overfodret min kat, og først lagt mærke til det efter det er for sent. Eller; nu. Det er jo ikke for sent at vende rundt og give hende mindre mad. Det skal bare ske sådan lidt mere gradvist. Men jeg er gået i gang.
Hov! Jeg har fået en e-mail fra Jørg'nsen! Jeg er så elendig til at svare på mails, men jeg vil faktisk gå ind og læse hans mail nu, selvom jeg har en anmeldelse af en sodavand, jeg skal have skrevet. Den burde være klar senere eller i morgen (torsdag).. På fredag får vi Basse og Kirsten på besøg, og vi skal have kinesisk mad. Vi har ikke bestemt os fra hvilken restaurant endnu. Jeg tror, at Basse og Kirsten får lov at vælge. Der er nok 2 i spil. Shanghai i Solrød eller Zhou her i Køge. De har forskellige retter, så vi må se, hvad vi har lyst til, når vi når frem til fredag. Men det bliver hyggeligt. Jeg kan godt lide Basse og Kirsten.
Hvad var det som neurologerne ikke havde oplevet før? Jeg kan godt huske den episode hvor du blev indlagt til overvågning og bagefter fik Deprakine, men er det den, de mener når de siger de ikke har oplevet noget lignende? Og hvad var det, de ikke troede på af det du sagde dengang?
SvarSletFor resten dejligt at læse du har fået sådan en sød og dygtig neurolog. Det er vigtigt at ens læge er dygtig og tager en seriøst.
De troede, at jeg overdrev, da jeg fortalte dem, at jeg havde myoklone ryk hele dagen, og ikke kun efter opvågning, og at de var så slemme, at jeg var nødt til at være sengeliggende.
SvarSletDet, de ikke havde oplevet før, var nok den type epilepsi, som jeg har (som vist i øvrigt er en af de mest almindelige), eskalerede så voldsomt. Jeg havde jo 2 krampeanfald herhjemme, et i ambulancen, og to eller tre på hospitalet, og jeg havde så voldsomme myoklone ryk, at jeg ikke kunne drikke noget, men fik væske i form at yoghurt, som jeg blev fodret. En af sygeplejerskerne stod med en ske. De gav mig valproat i drop, fordi myoklonierne ikke lagde an til at ville stoppe. Det var fuldstændig vildt.
Men ja, Janne er vildt sød, og jeg er glad for hende :)