Just for laughs...

Jeg tænkte, nu her hvor det er påske, og jeg vælger at fokusere på påskeharen fremfor zombie-Jesus, kunne det være hyggeligt, skægt, tragisk - hvilket ord man nu synes passer bedst - at jeg fandt 10 ting jeg tænkte som barn/ung, som måske viste sig ikke helt var rigtige. Så lad os springe ud i det!

• Jeg var ret ung, da jeg pludselig opdagede "Midnatstimen", og jeg var nok faktisk først ved at komme mig over det, da flyttede ind hos René som 27-årig. Jeg er ikke helt sikker på, hvad Midnatstimen reelt er, men for mig var det timen mellem midnat og 01 hver eneste nat. Nogle steder læste jeg, at det var mellem 00:00 og 00:10. Men hvis jeg var vågen i den time, lå jeg, eller sad, og rystede som jeg ved ikke hvad, fordi jeg var skidebange for at blive bidt af en vampyr, som udover edderkopper var (og er) min største frygt. 
• Da jeg gik i første klasse, skulle jeg lære klokken. Jeg lærte de forskellige ting med visere og den slags i skolen, hvor vi fik udleveret papirer med urskiver på, hvor vi skulle skrive det tidspunkt ned, som læren. En dag, en weekend faktisk, hvor jeg var hjemme (og ikke hos min farmor og farfar), så vi MTV, og videoen til "Sign O' The Times" (Prince) kom på skærmen. Jeg så ordet "Time" flere gange, og jeg var pavestolt, fordi jeg vidste hvad "Time" var. Så jeg blev vildt skuffet da min far forklarede mig, at det engelske ord "time" ikke er det samme ord som det danske "time". Mit første nederlag. 
• Jeg havde et kassettebånd med Eurythmics, og jeg elskede at lytte til det. Jeg havde en enkelt gang eller to set videoen til "Thorn In My Side", og der er meget blå baggrund i den. Jeg lyttede ofte til musik, når jeg skulle sove. Så jeg lå og lyttede til "Thorn In My Side" og forestillede mig at den handlede om et stort sejlskib, som sejlede på de åbne have. Jeg sang naturligvis med. Allerede da den plade, "Revenge" fra 1986, udkom, var mit talent inden for "jeg-har-ingen-idé-om-hvad-jeg-synger" utrolig stort. Jeg er sikker på, at I enten selv har været gode til at synge med på en sang, inden I kunne det sprog, den blev sunget på, eller bare ikke kunne høre, hvad der blev sunget, og derfor bare antog et eller andet.
• Som lille pige havde jeg meget langt hår. Hver morgen kæmpede min mor og jeg en magtkamp om det. For hun sagde at jeg skulle have redt det, og det gjorde skideondt, det filtrede som jeg ved ikke hvad. Til sidst opgav hun og sagde at jeg selv måtte ligge og rode med det. I et stykke tid havde jeg hende overbevist om, at det gik fint, men så opdagede hun, at jeg kun redte det yderste lag hår. Og det var ikke længere muligt at rede det inderste lag ud. Så jeg måtte til frisøren og få klippet det hele af - jeg synes selv, at det var ret meget. Min far tog et billede inden vi tog afsted. 
  
• Da jeg var yngre havde jeg en teori om at man kunne høre lige præcis hvilken musik man havde lyst til. I know. Crazy, right? Så da jeg var omkring 14, gav jeg alle mine pop og rock cd'er væk, og beholdt kun alt, som havde noget med metal at gøre. Det gjorde så, at jeg mere eller mindre halverede min cd-samling. Men samme år fik jeg 30.000 kroner af min farmor og farfar, og ud over en herrefed grangrøn mountainbike med 21 gear, blev de fleste af pengene brugt på musik,og jeg kom hurtigt op på en god samling igen. Til jul og fødselsdage havde jeg ofte musik på ønskelisten, plus min far, som også er en megamusik-elsker, ofte købte musik til mig. Da jeg blev omkring... 24, indså jeg pludselig "Hey - jeg savner sgu egentlig mange af de cd'er", men de var umulige at få fat på. Det viste sig, at René havde nogle af dem, men mange af dem, jeg fandt og fik købt igen, har jeg mistet endnu gang, på grund af fugtskade under opbevaring i en kælder hos Renés forældre. Der er ikke rigtig nogen der ved præcis, hvad der er sket, men hos os lå cd'erne i skuret, som var "forholdsvis" isoleret, men da vi flyttede fra Herfølge, skulle de ligge i Renés forældres kælderrum. Det er sådan set ikke desideret opvarmet, men der løber varmerør igennem, sådan, hen over loftet, så vidt jeg ved, og det er muligt at der er sket en skade et andet sted i et af de andre rum. Der var ingen skader på nogle af de andre ting i mine svigerforældres rum, og det kan sagtens skyldes at de kom fra et koldt sted. Men jeg har måtte smide ca. 30-40 cd'er ud. Jeg har købt nogle af dem igen, men jeg må nok indrømme at jeg er lidt hooked på Spotify, og jeg egentlig har en tendens til at lytte til musikken derinde, indtil jeg er sikker på at cd'en er pengene værd. Jeg ved godt, at jeg betaler penge for Spotify, og især fordi jeg også har Spotify Premium. Men det er like 79 kroner om måneden, for al den streaming jeg har lyst til. Det kan jeg godt lide.
• Jeg var så heldig at hade folkeskolen som pesten. Alligevel mødte jeg op så tidligt hver dag, i frygt for at komme for sent, at jeg hver dag måtte stå og vente på at pedellen mødte på arbejde, så han kunne låse mig ind. Jeg ankom sædvanligvis mellem 07:15 - 07:30, men vi skulle først møde klokken 08:00.
• Da jeg startede  på skolen i 1988, ville ingen tale til mig. En dag var jeg i udklædningsrummet ved dramasalen med en pige, som hed Maria. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi var der, men hun fortalte mig at hun havde været ved at dø af blindtarmsbetændelse, og at hun var blevet opereret, spurgte om jeg ville se hendes ar og viste mig det før jeg nåede at svare. Hun sagde til mig, at det gjorde superondt at grine i lang tid efter operationen, og det skræmte mig fra vid og sans. 
• Efter en nytårs aften, som jeg havde fejret med Katja, stod jeg tilbage med en masse rod - deriblandt serpentiner. Pludselig fik jeg den mest geniale idé jeg nogensinde havde fået! Hvis jeg nu tog en af min mors plastic badehætter, I ved, de der der ligner en frysepose med en elastik i, og købte en masse gavebånd, som jeg så kunne sy fast på badehætten, så ville jeg kunne lave en paryk med langt, smukt og krøllet hår! Men efter 3 rækker opgav jeg projektet og gav mig til at farve hår i stedet for. Dømt til at være korthåret. Men da jeg så endelig lod det vokse ud, skete der det mirakel, at jeg ikke alene have langt hår, som havde den farve, jeg så ofte havde farvet det (en mørk kastanjerød-brun farve), jeg begyndte også at udvikle krøller. Det startede således:

(2008) Dette var starten på det hele.

Det næste billede (herunder) er fra 2011)

Og da jeg til sidst, i ca. 2012 eller 13, måtte klippe det

hele af  p.g.a. eksem i hårbunden, så det således ud inden

jeg gik ned til frisøren:

(Mit hår er vådt på dette billede). 

• Da jeg var 14-15 år gammel, og satte mig til at drømme på papir, havde jeg udregnet det perfekte system. Min plan var, at når jeg var færdig med folkeskolen, skulle jeg videre til gymnasiet, og derfra direkte til Los Angeles i 'Merica, hvor jeg skulle til en jobsamtale, jeg ville se opslaget til, når jeg kom til lufthavnen, og jeg fik jobbet samme dag, flyttede ind på et hotel, bare indtil jeg fandt den rigtige lejlighed (som var ca. 100km2, havde en stue, et soveværelse, et køkken, et badeværelse med toilet og en lille entre, og som kostede mig $ 200 om måneden. Prisen baserede jeg på mit geniale system: Alle beløber, som jeg syntes lød til at være sådan rimelige, sat i dollars, og gangede det med 6, som jeg mente at have hørt et sted var den korrekte måde, ville $200 svare til 1.200 danske kroner, og af uvisse årsager fandt jeg det utroligt fair. Jeg havde naturligvis også en ægte Harley Davidson Motorcykel. I mean... You gotta have that, right?
• Sidste ting, jeg vil nævne, er ikke en ting, der skete da jeg var egentlig et barn, som med krøllerne. Krøllerne var jo trods alt noget, jeg havde ønsket mig siden jeg stort set var begyndt at gro hår og tænke selv. Men da jeg var teenager, og omkring 16-17 år gammel, forsøgte jeg virkelig ihærdigt, og jeg mener altså at jeg virkelig lagde et godt stykke arbejde i at forsøge at konvertere fra ingenting til at tro på, at Gud var virkelig, så det ville være muligt for mig at blive satanist, for det var det, jeg så intenst gerne ville være. Men ingen gud, ingen satan. Mit største fail inden for den genre. Men jeg er nu meget godt tilfreds med at være ikke-troende. Nu, hvor jeg langt om længe har fundet ro i det 

Så det var 10 af mine. Jeg har måtte tænke godt over nogen af dem, for der var ikke bare lige sådan 10 der lagde sig frem foran mig til at starte med. Men nu synes jeg selv, at listen er komplet. Og der er sikkert flere ting, der ikke nåede med. Tough luck!

HAPPY EASTER! DON'T SHOOT THE BUNNY!

What the actual fuck...

Denne video, som er ... uden lige, er uploadet til YouTube på kanalen Hipster Veggie. Og her fortæller Hipster Veggie os, sammen med sin veninde, hvilke 7 "personal care" produkter som vi for enhver pris skal holde os fra. 

Hvis man ser på disse to kvinder, er man ikke i tvivl om at de har en skrue løs. De snakker om alle de farlige kemikalier, som f.eks. deodoranter, tamponer, hygiejnebind, tandpasta og hudlotion indeholder, samtidig med at de begge to har afbleget dele af deres hår. 

Men det, der lidt slog mig ud af den, var punkt nummer 4, som jeg virkelig bare sidder og ryster på hovedet over. Og en af kommentarerne, leveret af Kiran M, som skrev "damn so Colgate toothpaste is the reason why I haven't been able to connect with god"

Du hørte det på Hipster Veggies kanal, forhåbentlig for første gang. Men Colgate indeholder simpelthen kemikalier, som hindrer spirituel vækst. Det er kemikaliet fluor, som forhindrer vores spirituelle vækst, hvis vi benytter os af denne tandpasta i stedet for f.eks. en økologisk tandpasta. Det er sgu da meget rart at vide det, ikke? Jeg mener... Tænk hvis man aldrig havde fået det at vide. 

Okay. Men jeg skal ikke dømme folk for at have skruer løse, for jeg har selv et par ligge og rasle rundt oppe på øverste etage. Jeg ville nok bare aldrig stille mig frem foran alle og sige den slags. Men hvem ved. Måske ved de virkelig hvad de snakker om. Måske er det Satan, der har skabt Colgate, og det er derfor, at alle, som er bare borderline kendte, har et sæt kridhvide tænder. That's it, guys! ILLUMINATI! De bruger Djævlens tandpasta, bliver smukke, opnår succes og så har de solgt deres sjæl. No turning back now. Medmindre alle pløkkerne falder ud, og de mister al deres GLAMLIFE. Når de går fra at være kendte til at være ingenting. Så ved man, at de ikke længere bruger Colgate. Jeg må nok hellere droppe Zendium og gå over til Colgate. Vent! Der er også fluor i min tandpasta! OH NO! And I didn't even see it coming... men til sommer udkommer min nye cd 😂

Demens - now that's a bitch!

Jeg... har en farmor. Det har mange. Min farmor og jeg har haft et meget tæt forhold de sidste 10-12 år, siden min farfar døde. Jeg ringer til hende stort set hver dag, og vi taler i omkring 45-60 minutter. Men i januar fyldte hun 92 år. Og hendes demens er så fremskreden nu, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at tale med hende. Ikke fordi jeg er træt af at gentage mig selv. Jeg kan ikke holde ud at snakke med hende, fordi jeg ved hvor demens fører hen.

Lige nu har jeg det svært med hende fordi hun f.eks. ikke kan kende forskel på folk. Hun kan ikke kende forskel på min far og min bror, og min brors børn er nu ikke bare "børnene", men "pigen" og "drengen", alt efter hvem hun taler om. Hun er begyndt at ryge igen, lige pludselig, efter 20 år som ikke-ryger, og jeg er så bange for at der sker hende noget. Det er ikke mere end en måned siden hun glemte at hun var i gang med at lave mad og en gryde kogte tør, så hendes tarteletfyld fra Beauvis eksploderede mens hun sad i stuen og så fjernsyn. Hun siger "Kirsten og Arne" om mine forældre til mig, og forklarer det med at hun ikke kan huske "hvem de er til hvem". Min mor fortalte mig i dag, at hun glemmer at frisere sig - og min farmors halve liv er hendes år, og den anden halvdel er hendes tv og tv-programmet.

Den time jeg snakker med min farmor, er faktisk de samme 10 minutter, som vi går igennem 6 gange i løbet af én enkelt samtale. Men hvis det bare var sådan, og man kunne sige "nå ja, okay". Men demens - det er altså det der med, at det ikke kun er hukommelsen, der står af. Alle hjernens funktioner stopper på et tidspunkt. Hun vil glemme at spise, glemme hvordan hun skal spise, glemme at gå på wc, glemme at trække vejret - og så stopper hjernen og så skal jeg ind i en kirke eller et kapel, hvilket jeg stresser meget over allerede nu, selvom min mor siger, at jeg ikke skal, hvis jeg ikke magter det, og at hvis ingen forstår det og bliver vrede, så kommer hun heller ikke. Jeg stoler ikke helt på det.

Jeg har det bare overordnet dårligt med at have det dårligt med min farmor. Jeg burde være støttende. Jeg burde være der for hende. Men det er jeg ikke, og jeg har altid været det. Nu bliver jeg bare... irriteret på hende. Og det skal man ikke! Jeg ved, at det er forkert, og jeg kæmper så hårdt inden i mig selv, når jeg taler med hende, for ikke at snerre eller lyde irriteret. Men det kan virkelig være svært.

Jeg tror, at hun muligvis bliver 93, men det bliver ikke på et plan hvor det er muligt at kommunikere sådan bare nogenlunde på et fornuftigt plan med hende. Det kan jeg dog trods alt nu. Grunden til at vi kan snakke sammen en time hver dag, er jo blandt andet at hun ikke kan huske hvad jeg har fortalt hende dagen forinden. Når min farmor dør, stopper min verden, og jeg skal virkelig have Renés hjælp for at komme i gang igen. Jeg ved, at han er der, jeg ved, at han vil støtte mig, men jeg frygter så meget at miste min farmor. Hun  har ligesom altid været der, og jeg har altid sagt til hende, at jeg kom til at dø før hende, fordi jeg ikke ville kunne undvære hende. Hun kommer fra en stor søskendeflok, og hun var et meget svagt barn. Men alle hendes søskende er døde, og lige så langt tilbage, jeg kan huske, har hun altid haft sådan en "Ja, jeg lever nok ikke til min næste fødselsdag"-holdning, som vi har grint af alle sammen. Siden hun var i 50'erne har hun kludret i navnene i familien, og vi grinte af det - sammen - og lavede små bagdes, som vi havde på, hvor der stod vores navn på, så hun kunne se hvad hun skulle kalde os. Nu er den slags bare slet ikke sjovt længere. Men at hun er 92, og er nået dertil og stadig laver mad selv, går i bad selv, tager tøj på selv og alt det, det er alligevel lidt af en bedrift. Hun får hjælp til støvsugning og gulvvask, og min far handler ind for hende 1 gang om ugen.

Han ringer til hende dagen før han tager derind og siger at han kommer dagen efter, og at hun skal gå i gang med at lave en seddel. Hun siger (ifølge min mor) altid at hun allerede er begyndt at lave sedler, men når de kommer derind, har hun ingen sedler, og ofte er hun overrasket over at de kommer - hun har glemt det.

Min farmor er ikke et perfekt menneske, det har hun aldrig været. Men hun er en af årsagerne til, at jeg er blevet den person, jeg er. Og ifølge René er det en god ting. Om man er enig eller ej, er jo så op til en selv. Jeg mener selv, at jeg er en smule korrupt til tider, men det sker som regel i de "dårlige tider", og når jeg får reguleret medicinen og ikke længere er psykotisk, eller hvis psykoserne går over af sig selv, går alt tilbage til normalen.

Og til dem, som driver mig til vanvid med laserlys i min stue om natten: bare fordi jeg ikke har nogen gardiner lige nu, betyder det ikke at det er okay! Jeg er ved at blive sindssyg oven i hovedet af det! NÅ!

Nu går jeg i seng. Klokken er lidt over halv et, og jeg skal op klokken 8. Så det er en af de dage, hvor jeg bare har været supersmart at gå tidligt i seng. En unavngivet kvinde fra Sahva kommer og skal vise mig metoder til at tage mine nye, meget længere støttestrømper på. Hun kommer alene, fordi sygeplejersken er på kursus. Og hun kommer klokken 9:00. Det er tidligt. Det er alt for tidligt. Men havde jeg vidst at det var så tidligt, havde jeg ikke behøvet at flytte min rengøring til på tirsdag...

Religion, musik, gaver og Himmler - og ikke i den rækkefølge

Jeg er ikke ateist. Jeg er ikke-troende. Ikke helt det samme, men næsten. Jeg er lidt der, hvor jeg har den der lidt fimsede holdning, at jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg skal tro på. Min holdning til religion til dagligt er "Jeg kan ikke bevise at Gud eksisterer, men jeg kan heller ikke bevise at han ikke gør, og før jeg dør, har jeg ingen mulighed for at finde ud af det". Jeg lever ikke mit liv sådan med "fortrydelse", jeg er ikke bange for at gøre noget, fordi "Gud" måske bliver vred og smider mig i helvede, for teknisk set ved jeg ikke, om nogen af delene eksisterer, og om helvede overhovedet er så slemt som kristne har malet det til at være i århundreder.

Men når jeg sidder og ser YouTube, og der kommer en reklame for Scientology bliver jeg lidt irriteret. Og jeg ved godt, at det teknisk set er som at Jehovas Vidner kommer og ringer på ens dør, eller mormonerne, eller måske en tredje religiøs gruppe, der hærger i området. Men Scientology bringer mit pis i kog. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror, at det er fordi, at når du melder dig ind, er det for flere millioner år, og de penge, du tjener, går til kirken, hvis man ikke arbejder i kirken, og man får ingen penge, dårlig mad og dårlig behandling. Så er der der det center, hvor alle "Scientology-celebrities" er - for de kan ikke mænge sig med de andre, almindelige mennesker. Det er fucking KLAMT og jeg kan ikke have det. Jeg ved godt, at f.eks. Jehovas Vidner er meget på samme måde, de går på arbejde og lægger det de kan undvære i kirkekassen, og hvis der er familie eller venner, som pludselig ikke vil være Jehovas Vidner mere, så er det bare synd, for båndene bliver klippet. Jeg havde på et tidspunkt en "veninde"/et bekendtskab med en kvinde fra Jehovas Vidner, som kom og besøgte mig 1 gang om ugen i næsten 3 år. Hun levede ikke sammen med sin mand, de var separeret fordi havde udøvet psykisk vold mod hende, men de havde børn, som ikke ville være Jehovas Vidner - og hun havde stadig kontakt med dem, selvom de var voksne. Inden for den sekt/religion vælger man jo selv om man vil døbes som Jehovas Vidne, de døber ikke deres børn ind i kristendommen som vi gør i f.eks. den danske folkekirke. Hos Jehovas Vidner har de hvert år et stævne, hvor man kan møde op og vælge at blive døbt, hvis man føler at man har "fundet Jehova". Det skete så ikke for mig, det regnede jeg nu heller ikke med.

Anyways.

Renés fødselsdagsgaver ankom i dag. Han forlod lejligheden 13:30 for at gå en tur med sin mentor, og pakkeposten dukkede op 13:47. Kunne jeg være meget mere heldig? Det tror jeg næppe. Måske bortset fra, hvis det ikke var plastret overalt på kassen hvad der er inden i... Den er for stor til jeg kan pakke den ind, og jeg ved ikke helt lige hvordan jeg skal bære mig ad endnu. Indtil videre har han fået at vide at "kassen inde i arbejdsværelset ikke må kigges på. Hvis du skal kigge på den, må du kun kigge ovenfra". Og så har jeg sat den et sted, hvor han ikke behøver at flytte den for at komme til noget andet. Den anden pakke bestod bare af en masse billeder, som jeg har fået fremkaldt og på en eller anden måde skal have sammensat til en billedbog. Inden den 5. april.

Og jeg skal snart i seng. Det er lige nu tirsdag aften, klokken nærmer sig 22:45, og vi skal op ved 8-tiden i morgen. I morgen, omkring kokken 13:00, kommer min mentor, og jeg har igangsat et projekt om Heinrich Himmler. Mest for at vise hende, at jeg faktisk godt kan finde ud af at bruge min hjerne. Men der er så meget info jeg allerede har fået samlet, og jeg har ikke et samlet dokument, så det skal jeg først til i morgen - og jeg er nødt til at skrive det på papir med en blyant eller en kuglepen, fordi jeg simpelthen bare ikke har en printer. Det stinker temmelig meget, jeg er ca. 2/3 inde i det program, jeg ser nu, det er bare lige som om jeg ikke "det hele" endnu - jeg kender jo meget af det i forvejen. Men lige nu har jeg 45 håndskrevne sider, de er tætskrevne, og jeg har arbejdet hårdt siden i torsdags klokken ca. 16. I går aftes holdt jeg pause for at se "Mick Øgendahls Fest". Jeg elsker Mick Øgendahl. Jeg trængte virkelig til det grin. Jeg grinte stort set hele vejen igennem. Det var så fedt. Selv René grinte, og det gjorde ondt på ham at grine, fordi han havde en virkelig dårlig ryg-dag i går.

Men jeg når ikke at blive færdig med mit Himmler-projekt til i morgen. Jeg mangler som sagt lige 1/3 af det program, jeg ser nu, plus jeg har nogle flere, jeg bør se, og jeg skal have sammenfattet og ren-skrevet mine notater. Det kan jeg ikke nå til i morgen klokken 13:00. Så her til aften tror jeg bare, at jeg slapper lidt af. Det kan være, at Birgitte og jeg tager en lille gåtur på terrassen med Emma, men jeg tror nu ikke at jeg kommer ned at gå sådan rigtig i morgen. Jeg skal i bad i morgen. Jeg frygter det lidt. Men torsdag kommer der en dame fra Sahva som skal præsentere mig for nogle hjælpemidler til at kunne tage mine nye støttestrømper på selv. Det vil jeg sætte stor pris på, og så vil det være dejligt at jeg ikke stinker som en selvdød gnu.

Jeg vil slutte af med at sige dette: Jeg er dybt og inderligt faldet pladask for Imagine Dragons sang "Whatever It Takes" fra deres album "Evolve", og jeg synes virkelig at I skal tjekke den ud på YouTube. Jeg skal nok smække den på min yndlingsliste næste gang jeg opdaterer den, men det bliver ikke lige nu. Sangen er bare ... Perfekt. Det er en perfekt sang. Og videoen er sådan set også meget fed.

Hav en rar aften, og nyd jeres onsdag.

Psykisk sygdom og selvmord - Yeah, it's a tough one

Jeg vil starte med at sige, at jeg gerne vil have, at I lige giver denne mand lidt tid og ser hans video.

Det er en video uploadet til YouTube af Julien Solomita for 4 dage siden, og den hedder "Loss"

Normalt kan jeg ikke lide Julien. Ikke fordi han er et dårligt menneske - han er bare ofte et forstyrrende element i de videoer, jeg ser på nettet. Han er kærester med Jenna Marbles, som jeg elsker at se, og jeg bliver lidt irriteret, når han er "for meget med", for jeg er vant til at se videoer fra dengang hvor han ikke var så meget med, og faktisk helt tilbage fra da hun stadig var sammen med Max. 

Men jeg synes, at denne video, som jeg finder interessant, skal ses af så mange som muligt, fordi den handler om et alvorligt emne som psykisk sygdom. Der var på et tidspunkt, hvor jeg gik meget op i at informere så mange mennesker jeg kunne om psykisk sygdom. Jeg havde visioner. Jeg holdt 3 eller 4 foredrag på politiskolen i Brøndby om hvordan det er at leve med skizofreni, og jeg blev interviewet af den australske terapeut Maggie Carey (tjek eventuelt hendes hjemmeside ud her: (narrativepractices.com.au/faculty/maggie-carey), for min daværende psykolog spurgte om jeg var interesseret. Det foregik på engelsk, og det var lidt skræmmende, fordi det var foran en hel klasse af psykolog-studerende mennesker. Men det var samtidig spændende. 

Efterhånden som årene er gået, har jeg fundet ud af - Det er nytteløst. Jeg kan ikke gøre en forskel, for jeg har ikke en platform som f.eks. en Facebookprofil, og jeg har ikke tænkt mig at oprette en. Jeg skammer mig på ingen måde over min sygdom, og hvad den har medført, men jeg er ked af, hvad den har gjort mod andre. Hvad den har fået MIG til at gøre mod andre - en undskyldning til Ken, hvis han ved et mirakel skulle læse dette, for den nat i 1998 eller 1999, hvor jeg truede med at skære halsen over på dig med en brødkniv. Jeg ved godt, at jeg var psykotisk, fuld og depressiv - men jeg ville ikke have gjort det. Mens jeg holdt fast i dig og stod med den der kniv, vidste jeg godt, at jeg ikke ville gøre det. Jeg er ked af, at jeg har forårsaget dig skade på din sjæl. Jeg var besat. Jeg var blevet overtaget af et kæmpe behov for at være en "badass", det var det eneste mit liv drejede sig om. Jeg skar i mig selv, og sagde at jeg gjorde det når jeg følte mig i godt humør. Men i virkeligheden skar jeg i mig selv for at straffe folk. Jeg vidste da godt, at en person som jeg var hovedkulds forelsket i, som jeg var med René, blev bundulykkelig hver gang jeg skar i mig selv. Så jeg gjorde ekstra arbejde ud af at gøre det så brutalt så muligt og gøre det et sted på kroppen, han kunne se. Så han kunne få dårlig samvittighed. Nu er det mig, som sidder med al den dårlige samvittighed. Nu er det mig, der sidder tilbage og føler mig som en psykopat. Jeg har forsøgt at begå selvmord 15 gange. Én gang spiste jeg glasskår, 3 gange har jeg taget en overdosis, én gang har jeg forsøgt at springe ud fra en trappeafsats og ellers har jeg bare forsøgt at skære pulsårerne over. 

Men... Spoler vi tiden tilbage... Mit første selvmordsforsøg er det kun René, der kender til, fordi det var så latterligt, at jeg vitterlig aldrig har sagt det til nogen før. Men første gang, jeg var ovre og besøge Hamid i Odense, blev jeg pludselig ramt af et lynnedslag af depression og tog en overdosis. Men den overdosis jeg tog, bestod af 7 Kodimagnyler. Og så lagde jeg mig til at sove, forventede at jeg aldrig ville vågne igen. Men det gjorde jeg. Mit næste selvmordsforsøg var også medicinsk. Jeg tod 28 Alopam. Jeg kan ikke huske hvilken styrke de var på, men ikke meget. Jeg havde skrevet det ned i min dagbog, og var derefter gået i seng. Jeg var så faldet i søvn, og var tilsyneladende gået ned til mine forældre, i det tøj, jeg var gået i seng iført, og hentet en af de der plastic-citroner med citronjuice i. Min mor fattede mistanke, læste min dagbog og ringede til vagtlægen, der sagde at jeg skulle sove rusen ud. Så kom en lang række af skære forsøg på at skære min pulsårer over. Da jeg blev indlagt på Ungdoms-psykiatrisk afdeling,  havde jeg flere af den slags, og jeg smed at glas meget hårdt i gulvet inde på mit værelse, men det ville ikke smadre (det var et drikkeglas), så jeg stillede mig op i vindueskarmen og tyrrede det ned i gulvet med alle mine kræfter - og så smadrede det. Jeg spiste nogle af stykkerne - og gik ud og sagde det. På et andet tidspunkt (faktisk den 1. november 1998, præcis 9 år før René og jeg blev gift) tog jeg 45 Kodimagnyler (jeg havde købt 200, og havde planer om at spise dem alle, men efter 45, kunne jeg bare ikke få flere ned.) Og hvad gjorde jeg så? Gik ud og sladrede. Kom til udpumpning. Var indlagt i 3 døgn fordi jeg sagde at jeg ville gøre det igen. Jeg stillede mig aller øverst på en trappe, der gik fra stueetagen til 1. sal, og kiggede ud over gelænderet og ned på trappetrinene under mig. Jeg blev stånede og stirrede på dem, men først da nogen kom for at spørge hvad jeg lavede, forsøgte jeg at hoppe ud over gelænderet. De var 3 om at holde mig inde, men lad os se det i  øjnene: jeg ville aldrig være hoppet. 

Det, jeg vil sige, er dette: Jeg er ynkelig. Eller, jeg var i hvert fald. Jeg prøver ligesom at "owne op til det", men det er ikke altid lige nemt, når man har opført sig som en 5-årig i så mange år. Og mange har måtte lide under min uansvarlighed. Jeg kan ikke tælle alle dem, som jeg burde sige undskyld til, på de tæer og fingre, jeg har til rådighed. 

Men... Jeg lever mit liv nu, alene, sammen med Emma og manden jeg elsker. Han elsker mig (han påstår at han elsker mig mere end jeg elsker ham, men det tror jeg er tvivlsomt) og Emma, som bare er taknemmelig så længe der er mad, rent vand og en frisk bakke hver dag. Den kat oser af seriøs kærlighed til os, selvom jeg er klar over, at det er følelser, jeg projicerer over på hende. I virkeligheden er alle hendes affektive kærtegn hendes måde at markere sit territorium på, og vise andre, at hun altså ejer os. 

Jeg har det skidt. Udover at det i dag er "DAGEN", årsdagen for min svigerfars død, så befinder jeg mig i et stadie hvor jeg enten ligger på et forholdsvist dybt vand af fortvivlelse, eller nærmest bobler over af glæde og synger for René. Jeg er begyndt at udtrykke mig meget i sang. Sange, som jeg ikke har skrevet, men som passer godt til en given situation. "'Cause I'm your lady, and you are my man" - det omkvæd er ret godt til alt muligt. Jeg ved at Celine Dion har lavet en version af sangen, men det var en cover - det var ikke originalen. Jeg har også lavet en version af den, hvor jeg sang "'Cause I'm your lunch lady, and you're my man". Af og til bryder jeg bare ud i den første og bedste sang, der falder mig ind, som jeg kan huske teksten til. René synes at mine nye støttestrømper, som er fra tåspidserne og helt op til midt på lårene, er sexede. Jeg tænkte en dag, at jeg fandeme måtte leve det ud, så jeg fandt et par blondetrusser og stillede mig foran ham og "twerkede". Jeg har sat det i anførselstegn fordi jeg slet ikke kan finde ud af det, det var en værre ulykke, men René syntes at det var sjovt. Og det var hovedsagen. I går lå han i sengen og så fjernsyn. Jeg skulle i kontakt med ham, og satte mig på min seng ved siden af ham. Han er blind på det øje, der vender hen mod mig, men jeg besluttede mig for følgende metode for at fange hans opmærksomhed: Jeg koncentrerede al min tankekraft på at sende mine tanker om hvor lækker, smuk og dejlig jeg synes han er over til hans hjerne, for at se, om han lagde mærke til det. Det gjorde jeg i 10 minutter, men han lagde ikke engang mærke til at jeg var der. Så gjorde jeg det eneste andet fornuftige: Hev det ene bryst frem fra bh'en og begyndte at slikke på det, sådan med tungespidsen. Men han opdagede heller ikke det, og efter 2 minutter brød jeg sammen og begyndte at grine. Og så blev han skuffet over at han ikke havde set det! Der er også tidspunkter på dagen, hvor jeg har meget fortvivlelse i mig, andre tidspunkter er det irritation/aggression, andre igen er det måske tristhed, og så er der tidspunkterne, hvor det går ud over Emma, og hun bliver "mis"-brugt på groveste vis: jeg har en tendens til at tage mange billeder af hende, og efter 4 år, er hun endelig blevet dødhamrende træt af det. Så nu skal jeg snige mig rundt, hvis jeg skal have et virkelig godt billede, og ofte må jeg videofilme hende i stedet for.

Psykisk sygdom af enhver art. Det er en bæ. Det er ikke nemt. Det er heller ikke nemt at være pårørende, hverken som familiemedlem eller som ven/veninde. Mange mennesker kan ikke  klare presset at leve med psykisk sygdom, dels fordi de bærer byrden/smerten af de komplikationer, deres sygdom giver dem, dels fordi den medicin, de måske tager, gør tingene værre på en anden måde, og dels fordi de måske er blevet dømt af andre hele deres liv. Blevet gjort nar ad, kaldt grimme ting, blevet mobbet og til sidst ser de bare ikke andre udveje end selvmord. Og det er her, jeg synes at det er vigtigt at man lige sætter sig ned og tænker over det. 

Jeg har altid haft problemer med min sygdom, men jeg er aldrig blevet mobbet, gjort nar ad eller kaldt grimme ting. Min familie (alle andre end min mor og min farmor) har ikke sådan rigtig kunne forstå min situation, men de kendte heller sådan rigtig til den, for jeg havde ikke givet udtryk for noget. Min farmors lillebror var skizofren. Men på et tidspunkt fandt jeg ro. På et tidspunkt kom jeg til at tænke på, at jeg, siden jeg var 20 år, var stået op hver dag og havde taget min sygdom på, uden på tøjet, og al kritik, jeg fik, gled af på min sygdom, og jeg gav den skylden for alt. Men - hvad nu, hvis man ikke bare står op og tager "Jeg er Skizofren" på, men i stedet "Jeg er Rikke" (eller hvad man nu hedder) og i stedet bare folder skizofrenien sammen og lægger den ned i sin taske eller lomme? Det er ikke skizofreniens skyld at du råber "LUDER" af kassedamen nede i Superbrugsen fordj varerne er dyrere end i Netto (det har jeg så heller aldrig gjort. Til gengæld har jeg handlet meget i Superbrugsen i Herfølge, og det har mine forældre også. En dag fortalte min mor mig, at min far aftenen forinden havde svinet end ung dame i kiosken til, fordi de ikke havde de cigarutter, han røg på det tidspunkt. Jeg fik så dårlig samvittighed, så da jeg skulle ned og handle dagen efter, sagde jeg undskyld på min fars vegne). Der kan være årsager til, at du du f.eks. begår en forbrydelse, som har ophav i din sygdom, som du ikke ville have begået hvis du ikke var skizofren (eller hvilken sygdom det nu drejer sig om). Og så må man se på hver sag - hvilket man jo også gør. 

Men efter jeg har smidt "Skizofreni" som mellemnavn, og holder mig til de 3 navne, mit navn består af nu, har jeg fundet mere ro, har fået det bedre, og jeg har fået lyst til at hjælpe andre. Men jeg har ikke plads nok til at gøre det, for der skal ikke mere end et lille bitte skub i den forkerte retning før jeg selv har det megadårligt. Det er slet ikke optimalt. 

Og Julien, som normalt er den mest støttende kæreste (i hvert fald i forhold til dem, jeg har set) man kunne finde, men som normalt blander sig for meget i "min" tid med Jenna, tager sig tid og sætter sig ned midt i sin sorg og laver denne video, lægger den op, så vi kan se den - det synes jeg er godt. Jeg synes at det er en smuk video, som Julien har lavet til sin afdøde ven. 

Når det er sagt: Det er som sagt en svær dag i dag, fordi det netop er denne horrible dato, men i fredags fødte min veninde hende og hendes mands lille ny pige, jeg har ikke set hende "live" endnu, men kun på et billede som min veninde sendte mig fredag eftermiddag efter hun vågnede. Hun fødte tidligt fredag morgen, det var meningen hun skulle føde almindeligt, men fordi barnet havde en tiltagende høj puls under hele forløbet, blev de til sidst nødt at tage hende med kejsersnit. Men hun er en dejlig pige. Ikke lige den farve jeg havde forestillet mig. Katjas mand er ikke sort som natten, men han er godt mørk. Sådan lige én tone mørkere end... Hmm... Kanye West, tror jeg, og pigen er hvid, faktisk samme farve som Katja. Jeg ved godt, at det er ganske normalt, og jeg ved også, at hun sagtens kan blive mere "nougatfarvet" efterhånden som tiden går - men når jeg tænker på Nanas farve, havde jeg bare ikke forventet at deres barn ville få den farve. Men som jeg skrev: det er sket masser af gange af et par, som er af to forskellige hudfarver får et barn, som falder uden for forventningerne. Normalt er melamin bare et meget stærkt... Jeg ved ikke hvad jeg leder efter, men det er set før, at en sort mand og en hvid kvinde har fået et hvidt barn, og når manden så blev sur, eller for at teste at de havde fået det rigtige barn på fødegangen, og der bliver foretaget en dnatest, så er det den sorte mand, som er faderen, og den hvide kvinde, som er moderen - og hun kan jo have blå øjne og brunt hår, og alligevel kommer ungen ud med grønne øjne og rødt, krøllet hår - man kan faktisk ikke rigtig sige noget om det før barnet er lidt ældre. Jeg tvivler også på, at de havde set hendes øjenfarve, da det billede blev taget, for de små øjnesprækker kan umuligt åbnes. Men hun var bedårende. Det er hun stadig. De kommer hjem i morgen.

Hav en god aften, alle sammen. Jeg håber at noget af alt det, jeg har skrevet, giver mening, og at jeg ikke modtager alt for meget had. Hvis I hader mig, er det jo sådan det er. Det er jeg selv skyld i. Jeg kunne jo have ladet være med at skrive dette indlæg. Men jeg synes at det er et vigtigt emne. Mens Julien var rejst for at tage sig af sagerne ang. sin ven, filmede Jenna denne video. Se den, og se om I ikke bliver i bedre humør. Større kærlighed mellem en hamster og en voksen kvinde skal man lede længe efter.

Jenna Marbles, "Giving My Hamster A Home Makeover"

YouTube

5 punkter, der skal diskuteres

Jeg har flere ting, jeg gerne vil tale om i dag. For lige at lave en "indholdsfortegnelse", så drejer det sig om:

1. Ashton Kutcher
2. Type O Negative og Peter Steele
3. Sygdom
4. Mit forhold
5. Demens

Og lad mig tage det i den rækkefølge:

For efterhånden et godt stykke tid siden, læste jeg på BTs hjemmeside, at Ashton Kutcher havde været på en eller anden form for "soulsearching" efter sin skilsmisse fra Demi Moore, og han havde ikke spist noget, og kun drukket vand og te. På dag 2 begyndte han at hallucinere. BT skrev: "Jeg begyndte at hallucinere på dag to. Det var fantastisk. Det var ret fedt," fortæller Kutcher." Se, nu blev jeg jo ret vred. Eller måske snarere "fornærmet", selvom jeg synes det er pinligt at blive fornærmet over ting af den slags. Der er INTET som er fedt ved en psykose. OVERHOVEDET. Hvis du er psykotisk, og oplever fede ting, så er du ikke psykotisk. Jeg er ked af at sige det, og der er måske også nogen, som er uenige med mig. Men mine erfaringer, samt dem jeg kender, som er eller har prøvet at være psykotiske, siger at jeg har ret. Men jeg tænkte: "Ej. Han er blevet målt til at have en temmelig høj IK. Han kan umuligt være så stupid." Så jeg forsøgte at finde det oprindelige interview. Og der stod der, at han havde sagt: "I started to hallucinate on day two, which was pretty wonderful ... It was pretty wonderful." Men der stod også, som slutning: "Kutcher joked". Se, det er en lidt anden situation. For at tage pis på det og rent faktisk synes at det er pissefedt, er ikke det samme. Som jeg ser det, er det journalisten fra BT som er mindre heldig til at oversætte. Hvor om alting er, så faldt jeg ned igen. Det er okay at lave sådan lidt sjov med det, men det er sgu ikke fedt at sidde og promovere det som om det er det fedeste verden. 

Men lad mig i stedet tage hul på emne nummer 2. Eftersom jeg ikke har min egen computer til rådighed lige nu, og bruger en låner, gør jeg meget brug af mine cd'er. Dem har jeg ellers ikke rørt i årevis. Men jeg fik, i forgårs, en ekstrem lyst til at høre Type O Negative. Jeg havde set nogle interviews med Peter Steele, som jeg havde gemt på en ekstern harddisk, og jeg både grinte og græd snot. Og jeg indså, at der er gået alt for lang tid uden at jeg har hørt Type O Negative. Jeg lytter meget til "World Coming Down" fra 1999. Jeg elsker den plade så skidemeget. Men tilbage til interviewsene. Jeg så en del, men jeg så et fra 1997, og et fra 2007. 10 års mellemrum. Den vildeste forskel! I det første interview sidder han der, i sin fucked up grimme kommunist-kasket og sin tank-top, og snakker om deres nye plade ("October Rust"), og han er glad, selvsikker og bare utrolig "tilbagelænet". I det andet interview, som han giver og blandt andet snakker om den nye plade det år, "Dead Again" (der blev deres sidste), har han bare et jakkesæt på, eller i hvert fald sorte jeans, en grøn bluse af en art og en sort blaser, og han har er glas rødvin, som han sidder med i den ene hånd, mens han med fingrene på den anden hånd nervøst slår på glassets fod. Han har stadig humoren, men det virker som om han ikke har lyst til at være der, det virker som om han er lidt... ikke så tilbagelænet. Han siger "Jeg er lige blevet 45 år" - og ja, 3 år efter døde han... Jeg savner ham sygt meget stadig. Hans musik var virkelig noget ekstraordinært. Han kunne noget med ord, og sange, han skrev, var aldrig kedelige. 

Næste punkt på min liste er sygdom. Jeg snakker selvfølgelig ikke om min egen sygdom, selvom jeg lige har været på en 10-dages kur med antibiotika. Det ved I jo ikke noget om, fordi jeg har været off-blog. Men 10 dage med 300mg Surlid dagligt tog hårdt på mig. Jeg har ikke nået ret mange af de mål, jeg havde sat mig for at skulle nå inden 1. februar, og nu er det sgu allerede 2. marts. Men fald, sygdom og alt muligt andet har gjort, at jeg bare ikke har været i stand til at lave sådan noget særligt. Men min vejleder har sagt, at jeg skal genoverveje det med min bogbutik/bibliotek, hun siger, at det slet ikke er umuligt. De skal have nye lokaler, og hun siger, at jeg evt. kan dele et lokale med en anden, og så kan føre min idé om det ud i livet. Jeg er ikke sikker på, om det er det, jeg vil, men at komme ud er det jeg vil til at starte med - hvis jeg kan være et eller andet sted med få mennesker, ulønnet, i få dage om ugen, i bare et par timer pr. dag, så er det sgu egentlig noget, som lyder ganske attraktivt? 

Men når jeg skrev "Sygdom", var det sådanset min lille datter, jeg tænkte på. Min lille, smukke Emma, som af uvisse årsager bliver ved med at have blærebetændelse. Da jeg var på antibiotika i sidste uge, joinede hun mig, og vi var på antibiotika sammen. Men nu er hun startet igen, og denne gang er det ikke kun i 5 dage. Hun er blevet undersøgt på kryds og tværs. Først fik hun taget en urinprøve, der viste at hun havde blærebetændelse. Så gik der nogle dage efter hendes antibiotikakur var færdig, hvor hun stadig ikke tissede ordentligt, og vi besluttede at få hende indlagt hos dyrlægen til et røntgenbillede og en blodprøve. I den forbindelse fik hun samtidig renset tænder og fik tjekket for løse tænder. Hun havde ingen løse tænder. Men blodprøverne viste, at der intet var i vejen, og røntgenbilledet viste, at hendes nyrer var lidt forstørrede. Ikke noget farligt. Så alt i alt - af en 13 årig kat - er hun godt kørende. Vi skal bare af med den blærebetændelse. Så nu er hun så på den der føromtalte 10-dages Kesium-kur, og hun får Loxicom ved siden af, for at tage eventuelle smerter. Men lad vi måtte se os selv i øjnene. "Skal vi ringe til farmor, eller skal vi ringe til banken?" Med "farmor", mener jeg Renés mor. Vi valgte at få et bevilliget overtræk i banken på 3.000 kroner, for den lille gråhårede djævel har kostet 5.000 kroner alene her i februar måned, og det skal jo betales. Men ja. Jeg har betalt 215 kroner for 1,5kg Hill's Presciption's Diet i/d Digestive Care kattemad med kylling. Den koster normalt 172 kroner, men der skal moms på. Hvis jeg vælger at købe samme produkt hos zooplus, hvor jeg normalt køber ind, giver jeg 149,90 kroner for samme mængde, og der er 5kg for 349,90 kroner. Samtidig blev René sådan lidt "overtalt" til at købe en tube Trixie kattemalt, og han måtte smide 46 kroner for den. Nu vidste han ikke, om Emma kunne lide den - det kan hun, for vi har købt den før, hos Zooplus, hvor den koster 26,90 kroner, eller som alternativ 3 tuber for 69,90. Men nu er det sådan, at Emma altså bedre og altid bedst har kunne lide Miamor. Og det har de ikke nede hos Solrød Dyreklinik. Fuck, mand, den klinik må have en skyhøj husleje siden de tager de priser. Men René siger, at der er åbent, pænt, og rent. Han siger, at der, hvor vi kom med Emma før, havde de mere "hyggelige" omgivelser, hvor de her har mere sterile omgivelser. Og så ligger klinikken på strandsiden. Hvis du ved noget om Solrød, så siger det en hel del. 

Mit næste punkt er mit forhold. Grunden til, at jeg bringer det på banen, er egentlig, at jeg er i vildrede. Jeg føler, at René kæmper og kæmper, og jeg intet gør. Jeg ønsker at lave noget virkelig romantisk for ham. Give ham noget, jeg selv har lavet, der slår benene væk under ham 500%. Eller måske en gestus, som er så voldsom, at han bliver slået væk (ikke bogstaveligt). Men jeg har NUL ideer. Hver eneste dag, eller aften, lige inden vi lægger os til at sove, siger han "Skat? Jeg elsker dig virkelig, virkelig meget. Sov godt, min elskede". Hvis det ikke er nat, siger han ikke "sov godt", men hver eneste dag i over 10 år nu... Og jeg glemmer stadig at spørge ham, hvordan han har det og sådan noget, glemmer at han er hørehandicappet og ikke altid hører hvad jeg siger. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at vise ham, hvor meget jeg egentlig elsker ham. Et eller andet sted, bør det jo ikke være noget, der er en éngangs-fornøjelse, men noget, jeg gør løbende eller hver dag. Jeg føler ikke, at kærligheden er væk imellem os, på noget punkt overhovedet, men romantikken slækker lidt på det. Vi snakkede med en om det (ikke lige det) tidligere på ugen, og vi kan begge to huske både vores bryllup og bryllupsfest (der jo ikke faldt på samme dag) som var det for bare et par år siden. Jeg ved ikke, om jeg husker det klarere fordi jeg har så mange billeder, men mine minder omkring hele den situation er ret klar. Desværre kan jeg ikke huske, hvilken film vi så, da han friede til mig, men det var den 2. september 2007, og klokken var lige omkring 22:30-22:45. Det var den 14. august han sagde de ord, jeg bare allermest ville høre i verden: "Vi er lidt kærester, er vi ikke?", men han lå jo i en hospitalsseng på Hamlet, halvt sovende, da han sagde det, men jeg blev så glad alligevel. Hvis jeg går langt nok tilbage i mine e-mails, kan jeg måske finde dem, jeg skrev den dag. Jeg sad nemlig og chattede med vores fælles veninde, Katja, som havde præsenteret os for hinanden, i de perioder han sov, den dag jeg var inde og besøge ham. Hehe. Jeg får helt lyst til at prøve. Hun, Katja, er i øvrigt sat til at skulle føde om 8 dage! Uh! Jeg har startet en "ønskebrønd", hvor jeg vil lægge penge i, når jeg har nogen ekstra, og dermed lave en slags børneopsparing til dette barn, som jeg ikke engang kender, men ... Screw that. Den skal hun have. 

Det sidste punkt på min liste er: Demens. Og det vedrører min farmor. Min farmor er efterhånden så dement, at jeg har svært ved at styre mig, når jeg ringer til hende. Og jeg kan godt ringe til hende om mandagen, og så pludselig indse at det er fredag uden at jeg har ringet en eneste gang imellem de to dage, fordi jeg blokker hende ude. Jeg ved, at det bliver umenneskelig hårdt at miste hende. Men en samtale, vi have i dag, var et eksempel på enhver samtale, vi har for tiden:

Farmor: "Hvad skal I have til aftensmad i dag?"

Rikke: "Jeg er ved at smøre madder. Vi har noget pålæg som skal spises. René har købt noget skinkesalat henne fra delikatessen i Meny, men har ikke fået noget mayonnaise i, og vi har ikke noget selv. Det er lidt irriterende."

Farmor: "Nå. Kan du ikke bare spise det ved siden af, til noget brød?"

Rikke: "Det er ikke til mig. Jeg spiser ikke skinkesalat."

Farmor: "Nå. Har jeg spurgt jer, hvad I skal have til aftensmad i dag?"

- Den slags har jeg måske tålmodighed til en gang imellem, men fordi min farmor er meget dement nu, skal man besvare de samme 5 spørgsmål i hver eneste samtale. Og så er hun begyndt at ryge, efter 15 år som ikke-ryger. Alle siger "Lad hende dog, det betyder jo ikke noget, hvis det er noget hun nyder". Hm. Nyder vi det lige så meget når alt er brændt ned til grunden fordi hun har glemt en smøg et sted? Hun falder konstant i søvn, for helvede! Men neeej. Ingen lytter til mig. For jeg ved ingenting om noget. Hun lever af tarteletter og roulade og bliver ved med at fortælle mig at hun fryser så meget hele tiden, fordi hun ikke er andet end skind og ben, og når jeg så fortæller hende, at man også kan fryse selvom man ikke er skind og ben, bliver hun sådan helt overrasket, men så glemmer hun alt om det, og næste gang hun bringer det op, er det sådan, "Ja, jeg vejer jo ikke 75kg mere, nu er jeg jo ikke andet end skind og ben". Og jeg ved sgu da godt at hun vejer under 50kg, men når man lever på en diæt af tarteletter og roulade, kaffe, vand, mælk og smøger, jamen, så bliver man jo ikke pludselig bare superrund. Og hendes telefon. Hvis jeg skal høre om den telefon en gang til, ikke... Og det skal jeg, for det skal jeg hver gang jeg ringer. Om jeg ringer klokken 12 eller klokken 20, om vi snakker i 15 minutter eller i 60, så løber hendes telefon altid tør for batteri. Jeg har bedt hende om at købe nye batterier, men hun hører jo ikke efter! Næste gang jeg så siger noget om hendes telefon, siger hun "det er nok batterierne." Hun sidder og sletter telefonbogen, fordi hun tror at det er gamle opkald, og min far koder numre ind konstant. Ca. 3 ud af 10 gange, jeg ringer til hende, skal hun have bekræftet vores telefonnumre. "Jeg har et telefonnummer der starter med ..." og så kører hun bare løs indtil hun har fået skrevet alle sammen ned, og bagefter siger hun til mig, at hun ikke kan se, hvad hun har skrevet. Hun pisser mig så meget af, og jeg har pissedårlig samvittighed over det, både min mor og René banker mig oven i hovet med det, som sådan en ekstra byrde, og som en samlet byrde er jeg pissebange for hvad der skal ske med mig, når min farmor dør. Hun er min anden mor. Overlever jeg det? En overgang tænkte jeg, at når min farmor stillede træskoene, ville jeg også gøre det. Altså, med intention derom. Jeg var godt klar over, at jeg ikke bare spontant ville falde død om. Men her 2. januar fyldte min farmor 92 år. Hun klarer sig forholdsvis godt i forhold til sin alder, men den der demens gør mig virkelig bange, for det går ekstremt hurtigt. Jeg kan ikke begå selvmord nu, hvor jeg ikke alene har René, jeg har også Emma, som behøver pleje til dagligt. Der er ikke længere kun mig, dette er ikke tidspunktet at være alt for egocentreret på. Det bliver slemt nok når jeg skal tage skraldet med min familie fordi jeg ikke kommer til hendes begravelse/bisættelse, fordi jeg er fucked up bange for kirker/kapeller og den slags. Jeg kan ikke. Jeg kom ikke engang til min svigerfars bisættelse. Jeg var så bange for hele situationen, at jeg blev psykotisk! Er I klar over hvor ufedt det er at man ikke kan denne slags? Det er et handicap uden lige!

Det var vist det for denne gang. Jeg håber at I alle sammen har det godt, og hvis I er nået hertil, og vitterligt har gidet at læse det hele igennem, så... Jeg ville ønske, at jeg havde en eller anden form for pris/medalje, jeg kunne overrække, men jeg kan ikke se, hvad det skulle være. Men I bedste YouTuber-stil kan I da få sådan en her: "I LOVE YOU SO MUCH!" (også selvom jeg ikke kender jer - It's all good!)

Grunden til mit fravær

Hold da op for en fest... Samme dag, som min svigermor skal komme og spise, vælger min computer spontant at gå i stykker. Den stod bare og kørte, og da René skulle køre sin mor hjem, og jeg vendte tilbage til den, lagde jeg mærke til, at der ikke var liv i den. What so ever. Og den har ikke fungeret siden. Det er ca. 2 uger siden. Så skete der det, at jeg, efter næsten 1 uge med bare nederen intethed, fik René til at stille en anden computer op. Og nu låner jeg lige den i et stykke tid.

I mellemtiden har jeg forelsket mig dybt i noget, jeg ellers holder mig fra: melodi grand prix, og jeg er blevet vildt forelsket i vinderen af det danske. Jeg ved ikke hvad den sang gør ved mig, men et eller andet sætter den altså i gang.

Her til aften ville jeg have skrevet om noget, der betød noget for mig, noget, jeg var inspireret af, fordi det provokerede mig som noget sjældent gør. Men i stedet ødelagde René min aften ved at gå amok på mig fordi jeg bad om hjælp til at logge ind på min blogspot, fordi jeg ikke kunne huske hvordan jeg skulle gøre, fordi jeg normalt altid er logget ind, og der ikke er noget med "gemte passwords" på denne computer.

Så nu er jeg straight out pissesur og overvejer meget kraftigt at ordne Emmas bakke, give hende det sidste mad for i dag, og så ellers bare gå i seng. For jeg er træt af det her. Jeg er træt af denne dag. Rengøringsdamen kom en time for tidligt, flyttede om på mit inventar på mit badeværelse, insisterede hele tiden på at ville bo bedre, hvis vi kom af med alle de flyttekasser, og tilbød at blive i sin frokostpause og pakke nogle af dem ud. Det var sødt af hende, men hun var virkelig pushy, og jeg kunne ikke lide hende. Mine strømper er dog ankommet i dag, jeg fik taget mål af dem for længe, længe siden, og de blev afsendt til min gamle adresse d. 5. februar. Så kom de til mig i dag, og jeg kan da godt se, at posen har været klippet op og strømperne er beskidte, selvom de ikke har været brugte - de er blevet inspiceret inden de er 1) sendt tilbage til Sahva, eller 2) sendt tilbage til mig atter engang, til min rigtige adresse, af Sahva. Who knows?

Emma har haft blærebetændelse og har det slet ikke godt. Hun er stadig på penicillin og er en lille stakkels. Hun får samtidig smertestillende, fordi det gør jo ondt at tisse når man har blærebetændelse.

Jeg vil se om jeg er i bedre humør til at få skrevet noget i morgen i stedet for, for denne aftens hygge er alligevel ødelagt. Psh.

Sov godt. Jeg har savnet at skrive herinde. Det er altid når muligheden ikke lige er åben, at man gerne vil, ikke? Men de sidste 2 dage har jeg binge-watched Liza Koshy på YouTube. Damn, hun er sjov! I Like!