- Ashton Kutcher
- Type O Negative og Peter Steele
- Sygdom
- Mit forhold
- Demens
Og lad mig tage det i den rækkefølge:
For efterhånden et godt stykke tid siden, læste jeg på BTs hjemmeside, at Ashton Kutcher havde været på en eller anden form for "soulsearching" efter sin skilsmisse fra Demi Moore, og han havde ikke spist noget, og kun drukket vand og te. På dag 2 begyndte han at hallucinere. BT skrev: "Jeg begyndte at hallucinere på dag to. Det var fantastisk. Det var ret fedt," fortæller Kutcher." Se, nu blev jeg jo ret vred. Eller måske snarere "fornærmet", selvom jeg synes det er pinligt at blive fornærmet over ting af den slags. Der er INTET som er fedt ved en psykose. OVERHOVEDET. Hvis du er psykotisk, og oplever fede ting, så er du ikke psykotisk. Jeg er ked af at sige det, og der er måske også nogen, som er uenige med mig. Men mine erfaringer, samt dem jeg kender, som er eller har prøvet at være psykotiske, siger at jeg har ret. Men jeg tænkte: "Ej. Han er blevet målt til at have en temmelig høj IK. Han kan umuligt være så stupid." Så jeg forsøgte at finde det oprindelige interview. Og der stod der, at han havde sagt: "I started to hallucinate on day two, which was pretty wonderful ... It was pretty wonderful." Men der stod også, som slutning: "Kutcher joked". Se, det er en lidt anden situation. For at tage pis på det og rent faktisk synes at det er pissefedt, er ikke det samme. Som jeg ser det, er det journalisten fra BT som er mindre heldig til at oversætte. Hvor om alting er, så faldt jeg ned igen. Det er okay at lave sådan lidt sjov med det, men det er sgu ikke fedt at sidde og promovere det som om det er det fedeste verden.
Men lad mig i stedet tage hul på emne nummer 2. Eftersom jeg ikke har min egen computer til rådighed lige nu, og bruger en låner, gør jeg meget brug af mine cd'er. Dem har jeg ellers ikke rørt i årevis. Men jeg fik, i forgårs, en ekstrem lyst til at høre Type O Negative. Jeg havde set nogle interviews med Peter Steele, som jeg havde gemt på en ekstern harddisk, og jeg både grinte og græd snot. Og jeg indså, at der er gået alt for lang tid uden at jeg har hørt Type O Negative. Jeg lytter meget til "World Coming Down" fra 1999. Jeg elsker den plade så skidemeget. Men tilbage til interviewsene. Jeg så en del, men jeg så et fra 1997, og et fra 2007. 10 års mellemrum. Den vildeste forskel! I det første interview sidder han der, i sin fucked up grimme kommunist-kasket og sin tank-top, og snakker om deres nye plade ("October Rust"), og han er glad, selvsikker og bare utrolig "tilbagelænet". I det andet interview, som han giver og blandt andet snakker om den nye plade det år, "Dead Again" (der blev deres sidste), har han bare et jakkesæt på, eller i hvert fald sorte jeans, en grøn bluse af en art og en sort blaser, og han har er glas rødvin, som han sidder med i den ene hånd, mens han med fingrene på den anden hånd nervøst slår på glassets fod. Han har stadig humoren, men det virker som om han ikke har lyst til at være der, det virker som om han er lidt... ikke så tilbagelænet. Han siger "Jeg er lige blevet 45 år" - og ja, 3 år efter døde han... Jeg savner ham sygt meget stadig. Hans musik var virkelig noget ekstraordinært. Han kunne noget med ord, og sange, han skrev, var aldrig kedelige.
Næste punkt på min liste er sygdom. Jeg snakker selvfølgelig ikke om min egen sygdom, selvom jeg lige har været på en 10-dages kur med antibiotika. Det ved I jo ikke noget om, fordi jeg har været off-blog. Men 10 dage med 300mg Surlid dagligt tog hårdt på mig. Jeg har ikke nået ret mange af de mål, jeg havde sat mig for at skulle nå inden 1. februar, og nu er det sgu allerede 2. marts. Men fald, sygdom og alt muligt andet har gjort, at jeg bare ikke har været i stand til at lave sådan noget særligt. Men min vejleder har sagt, at jeg skal genoverveje det med min bogbutik/bibliotek, hun siger, at det slet ikke er umuligt. De skal have nye lokaler, og hun siger, at jeg evt. kan dele et lokale med en anden, og så kan føre min idé om det ud i livet. Jeg er ikke sikker på, om det er det, jeg vil, men at komme ud er det jeg vil til at starte med - hvis jeg kan være et eller andet sted med få mennesker, ulønnet, i få dage om ugen, i bare et par timer pr. dag, så er det sgu egentlig noget, som lyder ganske attraktivt?
Men når jeg skrev "Sygdom", var det sådanset min lille datter, jeg tænkte på. Min lille, smukke Emma, som af uvisse årsager bliver ved med at have blærebetændelse. Da jeg var på antibiotika i sidste uge, joinede hun mig, og vi var på antibiotika sammen. Men nu er hun startet igen, og denne gang er det ikke kun i 5 dage. Hun er blevet undersøgt på kryds og tværs. Først fik hun taget en urinprøve, der viste at hun havde blærebetændelse. Så gik der nogle dage efter hendes antibiotikakur var færdig, hvor hun stadig ikke tissede ordentligt, og vi besluttede at få hende indlagt hos dyrlægen til et røntgenbillede og en blodprøve. I den forbindelse fik hun samtidig renset tænder og fik tjekket for løse tænder. Hun havde ingen løse tænder. Men blodprøverne viste, at der intet var i vejen, og røntgenbilledet viste, at hendes nyrer var lidt forstørrede. Ikke noget farligt. Så alt i alt - af en 13 årig kat - er hun godt kørende. Vi skal bare af med den blærebetændelse. Så nu er hun så på den der føromtalte 10-dages Kesium-kur, og hun får Loxicom ved siden af, for at tage eventuelle smerter. Men lad vi måtte se os selv i øjnene. "Skal vi ringe til farmor, eller skal vi ringe til banken?" Med "farmor", mener jeg Renés mor. Vi valgte at få et bevilliget overtræk i banken på 3.000 kroner, for den lille gråhårede djævel har kostet 5.000 kroner alene her i februar måned, og det skal jo betales. Men ja. Jeg har betalt 215 kroner for 1,5kg Hill's Presciption's Diet i/d Digestive Care kattemad med kylling. Den koster normalt 172 kroner, men der skal moms på. Hvis jeg vælger at købe samme produkt hos zooplus, hvor jeg normalt køber ind, giver jeg 149,90 kroner for samme mængde, og der er 5kg for 349,90 kroner. Samtidig blev René sådan lidt "overtalt" til at købe en tube Trixie kattemalt, og han måtte smide 46 kroner for den. Nu vidste han ikke, om Emma kunne lide den - det kan hun, for vi har købt den før, hos Zooplus, hvor den koster 26,90 kroner, eller som alternativ 3 tuber for 69,90. Men nu er det sådan, at Emma altså bedre og altid bedst har kunne lide Miamor. Og det har de ikke nede hos Solrød Dyreklinik. Fuck, mand, den klinik må have en skyhøj husleje siden de tager de priser. Men René siger, at der er åbent, pænt, og rent. Han siger, at der, hvor vi kom med Emma før, havde de mere "hyggelige" omgivelser, hvor de her har mere sterile omgivelser. Og så ligger klinikken på strandsiden. Hvis du ved noget om Solrød, så siger det en hel del.
Mit næste punkt er mit forhold. Grunden til, at jeg bringer det på banen, er egentlig, at jeg er i vildrede. Jeg føler, at René kæmper og kæmper, og jeg intet gør. Jeg ønsker at lave noget virkelig romantisk for ham. Give ham noget, jeg selv har lavet, der slår benene væk under ham 500%. Eller måske en gestus, som er så voldsom, at han bliver slået væk (ikke bogstaveligt). Men jeg har NUL ideer. Hver eneste dag, eller aften, lige inden vi lægger os til at sove, siger han "Skat? Jeg elsker dig virkelig, virkelig meget. Sov godt, min elskede". Hvis det ikke er nat, siger han ikke "sov godt", men hver eneste dag i over 10 år nu... Og jeg glemmer stadig at spørge ham, hvordan han har det og sådan noget, glemmer at han er hørehandicappet og ikke altid hører hvad jeg siger. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at vise ham, hvor meget jeg egentlig elsker ham. Et eller andet sted, bør det jo ikke være noget, der er en éngangs-fornøjelse, men noget, jeg gør løbende eller hver dag. Jeg føler ikke, at kærligheden er væk imellem os, på noget punkt overhovedet, men romantikken slækker lidt på det. Vi snakkede med en om det (ikke lige det) tidligere på ugen, og vi kan begge to huske både vores bryllup og bryllupsfest (der jo ikke faldt på samme dag) som var det for bare et par år siden. Jeg ved ikke, om jeg husker det klarere fordi jeg har så mange billeder, men mine minder omkring hele den situation er ret klar. Desværre kan jeg ikke huske, hvilken film vi så, da han friede til mig, men det var den 2. september 2007, og klokken var lige omkring 22:30-22:45. Det var den 14. august han sagde de ord, jeg bare allermest ville høre i verden: "Vi er lidt kærester, er vi ikke?", men han lå jo i en hospitalsseng på Hamlet, halvt sovende, da han sagde det, men jeg blev så glad alligevel. Hvis jeg går langt nok tilbage i mine e-mails, kan jeg måske finde dem, jeg skrev den dag. Jeg sad nemlig og chattede med vores fælles veninde, Katja, som havde præsenteret os for hinanden, i de perioder han sov, den dag jeg var inde og besøge ham. Hehe. Jeg får helt lyst til at prøve. Hun, Katja, er i øvrigt sat til at skulle føde om 8 dage! Uh! Jeg har startet en "ønskebrønd", hvor jeg vil lægge penge i, når jeg har nogen ekstra, og dermed lave en slags børneopsparing til dette barn, som jeg ikke engang kender, men ... Screw that. Den skal hun have.
Det sidste punkt på min liste er: Demens. Og det vedrører min farmor. Min farmor er efterhånden så dement, at jeg har svært ved at styre mig, når jeg ringer til hende. Og jeg kan godt ringe til hende om mandagen, og så pludselig indse at det er fredag uden at jeg har ringet en eneste gang imellem de to dage, fordi jeg blokker hende ude. Jeg ved, at det bliver umenneskelig hårdt at miste hende. Men en samtale, vi have i dag, var et eksempel på enhver samtale, vi har for tiden:
Farmor: "Hvad skal I have til aftensmad i dag?"
Rikke: "Jeg er ved at smøre madder. Vi har noget pålæg som skal spises. René har købt noget skinkesalat henne fra delikatessen i Meny, men har ikke fået noget mayonnaise i, og vi har ikke noget selv. Det er lidt irriterende."
Farmor: "Nå. Kan du ikke bare spise det ved siden af, til noget brød?"
Rikke: "Det er ikke til mig. Jeg spiser ikke skinkesalat."
Farmor: "Nå. Har jeg spurgt jer, hvad I skal have til aftensmad i dag?"
- Den slags har jeg måske tålmodighed til en gang imellem, men fordi min farmor er meget dement nu, skal man besvare de samme 5 spørgsmål i hver eneste samtale. Og så er hun begyndt at ryge, efter 15 år som ikke-ryger. Alle siger "Lad hende dog, det betyder jo ikke noget, hvis det er noget hun nyder". Hm. Nyder vi det lige så meget når alt er brændt ned til grunden fordi hun har glemt en smøg et sted? Hun falder konstant i søvn, for helvede! Men neeej. Ingen lytter til mig. For jeg ved ingenting om noget. Hun lever af tarteletter og roulade og bliver ved med at fortælle mig at hun fryser så meget hele tiden, fordi hun ikke er andet end skind og ben, og når jeg så fortæller hende, at man også kan fryse selvom man ikke er skind og ben, bliver hun sådan helt overrasket, men så glemmer hun alt om det, og næste gang hun bringer det op, er det sådan, "Ja, jeg vejer jo ikke 75kg mere, nu er jeg jo ikke andet end skind og ben". Og jeg ved sgu da godt at hun vejer under 50kg, men når man lever på en diæt af tarteletter og roulade, kaffe, vand, mælk og smøger, jamen, så bliver man jo ikke pludselig bare superrund. Og hendes telefon. Hvis jeg skal høre om den telefon en gang til, ikke... Og det skal jeg, for det skal jeg hver gang jeg ringer. Om jeg ringer klokken 12 eller klokken 20, om vi snakker i 15 minutter eller i 60, så løber hendes telefon altid tør for batteri. Jeg har bedt hende om at købe nye batterier, men hun hører jo ikke efter! Næste gang jeg så siger noget om hendes telefon, siger hun "det er nok batterierne." Hun sidder og sletter telefonbogen, fordi hun tror at det er gamle opkald, og min far koder numre ind konstant. Ca. 3 ud af 10 gange, jeg ringer til hende, skal hun have bekræftet vores telefonnumre. "Jeg har et telefonnummer der starter med ..." og så kører hun bare løs indtil hun har fået skrevet alle sammen ned, og bagefter siger hun til mig, at hun ikke kan se, hvad hun har skrevet. Hun pisser mig så meget af, og jeg har pissedårlig samvittighed over det, både min mor og René banker mig oven i hovet med det, som sådan en ekstra byrde, og som en samlet byrde er jeg pissebange for hvad der skal ske med mig, når min farmor dør. Hun er min anden mor. Overlever jeg det? En overgang tænkte jeg, at når min farmor stillede træskoene, ville jeg også gøre det. Altså, med intention derom. Jeg var godt klar over, at jeg ikke bare spontant ville falde død om. Men her 2. januar fyldte min farmor 92 år. Hun klarer sig forholdsvis godt i forhold til sin alder, men den der demens gør mig virkelig bange, for det går ekstremt hurtigt. Jeg kan ikke begå selvmord nu, hvor jeg ikke alene har René, jeg har også Emma, som behøver pleje til dagligt. Der er ikke længere kun mig, dette er ikke tidspunktet at være alt for egocentreret på. Det bliver slemt nok når jeg skal tage skraldet med min familie fordi jeg ikke kommer til hendes begravelse/bisættelse, fordi jeg er fucked up bange for kirker/kapeller og den slags. Jeg kan ikke. Jeg kom ikke engang til min svigerfars bisættelse. Jeg var så bange for hele situationen, at jeg blev psykotisk! Er I klar over hvor ufedt det er at man ikke kan denne slags? Det er et handicap uden lige!
Det var vist det for denne gang. Jeg håber at I alle sammen har det godt, og hvis I er nået hertil, og vitterligt har gidet at læse det hele igennem, så... Jeg ville ønske, at jeg havde en eller anden form for pris/medalje, jeg kunne overrække, men jeg kan ikke se, hvad det skulle være. Men I bedste YouTuber-stil kan I da få sådan en her: "I LOVE YOU SO MUCH!" (også selvom jeg ikke kender jer - It's all good!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar