Jeg er ikke ateist. Jeg er ikke-troende. Ikke helt det samme, men næsten. Jeg er lidt der, hvor jeg har den der lidt fimsede holdning, at jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg skal tro på. Min holdning til religion til dagligt er "Jeg kan ikke bevise at Gud eksisterer, men jeg kan heller ikke bevise at han ikke gør, og før jeg dør, har jeg ingen mulighed for at finde ud af det". Jeg lever ikke mit liv sådan med "fortrydelse", jeg er ikke bange for at gøre noget, fordi "Gud" måske bliver vred og smider mig i helvede, for teknisk set ved jeg ikke, om nogen af delene eksisterer, og om helvede overhovedet er så slemt som kristne har malet det til at være i århundreder.
Men når jeg sidder og ser YouTube, og der kommer en reklame for Scientology bliver jeg lidt irriteret. Og jeg ved godt, at det teknisk set er som at Jehovas Vidner kommer og ringer på ens dør, eller mormonerne, eller måske en tredje religiøs gruppe, der hærger i området. Men Scientology bringer mit pis i kog. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror, at det er fordi, at når du melder dig ind, er det for flere millioner år, og de penge, du tjener, går til kirken, hvis man ikke arbejder i kirken, og man får ingen penge, dårlig mad og dårlig behandling. Så er der der det center, hvor alle "Scientology-celebrities" er - for de kan ikke mænge sig med de andre, almindelige mennesker. Det er fucking KLAMT og jeg kan ikke have det. Jeg ved godt, at f.eks. Jehovas Vidner er meget på samme måde, de går på arbejde og lægger det de kan undvære i kirkekassen, og hvis der er familie eller venner, som pludselig ikke vil være Jehovas Vidner mere, så er det bare synd, for båndene bliver klippet. Jeg havde på et tidspunkt en "veninde"/et bekendtskab med en kvinde fra Jehovas Vidner, som kom og besøgte mig 1 gang om ugen i næsten 3 år. Hun levede ikke sammen med sin mand, de var separeret fordi havde udøvet psykisk vold mod hende, men de havde børn, som ikke ville være Jehovas Vidner - og hun havde stadig kontakt med dem, selvom de var voksne. Inden for den sekt/religion vælger man jo selv om man vil døbes som Jehovas Vidne, de døber ikke deres børn ind i kristendommen som vi gør i f.eks. den danske folkekirke. Hos Jehovas Vidner har de hvert år et stævne, hvor man kan møde op og vælge at blive døbt, hvis man føler at man har "fundet Jehova". Det skete så ikke for mig, det regnede jeg nu heller ikke med.
Anyways.
Renés fødselsdagsgaver ankom i dag. Han forlod lejligheden 13:30 for at gå en tur med sin mentor, og pakkeposten dukkede op 13:47. Kunne jeg være meget mere heldig? Det tror jeg næppe. Måske bortset fra, hvis det ikke var plastret overalt på kassen hvad der er inden i... Den er for stor til jeg kan pakke den ind, og jeg ved ikke helt lige hvordan jeg skal bære mig ad endnu. Indtil videre har han fået at vide at "kassen inde i arbejdsværelset ikke må kigges på. Hvis du skal kigge på den, må du kun kigge ovenfra". Og så har jeg sat den et sted, hvor han ikke behøver at flytte den for at komme til noget andet. Den anden pakke bestod bare af en masse billeder, som jeg har fået fremkaldt og på en eller anden måde skal have sammensat til en billedbog. Inden den 5. april.
Og jeg skal snart i seng. Det er lige nu tirsdag aften, klokken nærmer sig 22:45, og vi skal op ved 8-tiden i morgen. I morgen, omkring kokken 13:00, kommer min mentor, og jeg har igangsat et projekt om Heinrich Himmler. Mest for at vise hende, at jeg faktisk godt kan finde ud af at bruge min hjerne. Men der er så meget info jeg allerede har fået samlet, og jeg har ikke et samlet dokument, så det skal jeg først til i morgen - og jeg er nødt til at skrive det på papir med en blyant eller en kuglepen, fordi jeg simpelthen bare ikke har en printer. Det stinker temmelig meget, jeg er ca. 2/3 inde i det program, jeg ser nu, det er bare lige som om jeg ikke "det hele" endnu - jeg kender jo meget af det i forvejen. Men lige nu har jeg 45 håndskrevne sider, de er tætskrevne, og jeg har arbejdet hårdt siden i torsdags klokken ca. 16. I går aftes holdt jeg pause for at se "Mick Øgendahls Fest". Jeg elsker Mick Øgendahl. Jeg trængte virkelig til det grin. Jeg grinte stort set hele vejen igennem. Det var så fedt. Selv René grinte, og det gjorde ondt på ham at grine, fordi han havde en virkelig dårlig ryg-dag i går.
Men jeg når ikke at blive færdig med mit Himmler-projekt til i morgen. Jeg mangler som sagt lige 1/3 af det program, jeg ser nu, plus jeg har nogle flere, jeg bør se, og jeg skal have sammenfattet og ren-skrevet mine notater. Det kan jeg ikke nå til i morgen klokken 13:00. Så her til aften tror jeg bare, at jeg slapper lidt af. Det kan være, at Birgitte og jeg tager en lille gåtur på terrassen med Emma, men jeg tror nu ikke at jeg kommer ned at gå sådan rigtig i morgen. Jeg skal i bad i morgen. Jeg frygter det lidt. Men torsdag kommer der en dame fra Sahva som skal præsentere mig for nogle hjælpemidler til at kunne tage mine nye støttestrømper på selv. Det vil jeg sætte stor pris på, og så vil det være dejligt at jeg ikke stinker som en selvdød gnu.
Jeg vil slutte af med at sige dette: Jeg er dybt og inderligt faldet pladask for Imagine Dragons sang "Whatever It Takes" fra deres album "Evolve", og jeg synes virkelig at I skal tjekke den ud på YouTube. Jeg skal nok smække den på min yndlingsliste næste gang jeg opdaterer den, men det bliver ikke lige nu. Sangen er bare ... Perfekt. Det er en perfekt sang. Og videoen er sådan set også meget fed.
Hav en rar aften, og nyd jeres onsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar