Jeg vil starte med at sige, at jeg gerne vil have, at I lige giver denne mand lidt tid og ser hans video.
Det er en video uploadet til YouTube af Julien Solomita for 4 dage siden, og den hedder "Loss"
Normalt kan jeg ikke lide Julien. Ikke fordi han er et dårligt menneske - han er bare ofte et forstyrrende element i de videoer, jeg ser på nettet. Han er kærester med Jenna Marbles, som jeg elsker at se, og jeg bliver lidt irriteret, når han er "for meget med", for jeg er vant til at se videoer fra dengang hvor han ikke var så meget med, og faktisk helt tilbage fra da hun stadig var sammen med Max.
Men jeg synes, at denne video, som jeg finder interessant, skal ses af så mange som muligt, fordi den handler om et alvorligt emne som psykisk sygdom. Der var på et tidspunkt, hvor jeg gik meget op i at informere så mange mennesker jeg kunne om psykisk sygdom. Jeg havde visioner. Jeg holdt 3 eller 4 foredrag på politiskolen i Brøndby om hvordan det er at leve med skizofreni, og jeg blev interviewet af den australske terapeut Maggie Carey (tjek eventuelt hendes hjemmeside ud her: (narrativepractices.com.au/faculty/maggie-carey), for min daværende psykolog spurgte om jeg var interesseret. Det foregik på engelsk, og det var lidt skræmmende, fordi det var foran en hel klasse af psykolog-studerende mennesker. Men det var samtidig spændende.
Efterhånden som årene er gået, har jeg fundet ud af - Det er nytteløst. Jeg kan ikke gøre en forskel, for jeg har ikke en platform som f.eks. en Facebookprofil, og jeg har ikke tænkt mig at oprette en. Jeg skammer mig på ingen måde over min sygdom, og hvad den har medført, men jeg er ked af, hvad den har gjort mod andre. Hvad den har fået MIG til at gøre mod andre - en undskyldning til Ken, hvis han ved et mirakel skulle læse dette, for den nat i 1998 eller 1999, hvor jeg truede med at skære halsen over på dig med en brødkniv. Jeg ved godt, at jeg var psykotisk, fuld og depressiv - men jeg ville ikke have gjort det. Mens jeg holdt fast i dig og stod med den der kniv, vidste jeg godt, at jeg ikke ville gøre det. Jeg er ked af, at jeg har forårsaget dig skade på din sjæl. Jeg var besat. Jeg var blevet overtaget af et kæmpe behov for at være en "badass", det var det eneste mit liv drejede sig om. Jeg skar i mig selv, og sagde at jeg gjorde det når jeg følte mig i godt humør. Men i virkeligheden skar jeg i mig selv for at straffe folk. Jeg vidste da godt, at en person som jeg var hovedkulds forelsket i, som jeg var med René, blev bundulykkelig hver gang jeg skar i mig selv. Så jeg gjorde ekstra arbejde ud af at gøre det så brutalt så muligt og gøre det et sted på kroppen, han kunne se. Så han kunne få dårlig samvittighed. Nu er det mig, som sidder med al den dårlige samvittighed. Nu er det mig, der sidder tilbage og føler mig som en psykopat. Jeg har forsøgt at begå selvmord 15 gange. Én gang spiste jeg glasskår, 3 gange har jeg taget en overdosis, én gang har jeg forsøgt at springe ud fra en trappeafsats og ellers har jeg bare forsøgt at skære pulsårerne over.
Men... Spoler vi tiden tilbage... Mit første selvmordsforsøg er det kun René, der kender til, fordi det var så latterligt, at jeg vitterlig aldrig har sagt det til nogen før. Men første gang, jeg var ovre og besøge Hamid i Odense, blev jeg pludselig ramt af et lynnedslag af depression og tog en overdosis. Men den overdosis jeg tog, bestod af 7 Kodimagnyler. Og så lagde jeg mig til at sove, forventede at jeg aldrig ville vågne igen. Men det gjorde jeg. Mit næste selvmordsforsøg var også medicinsk. Jeg tod 28 Alopam. Jeg kan ikke huske hvilken styrke de var på, men ikke meget. Jeg havde skrevet det ned i min dagbog, og var derefter gået i seng. Jeg var så faldet i søvn, og var tilsyneladende gået ned til mine forældre, i det tøj, jeg var gået i seng iført, og hentet en af de der plastic-citroner med citronjuice i. Min mor fattede mistanke, læste min dagbog og ringede til vagtlægen, der sagde at jeg skulle sove rusen ud. Så kom en lang række af skære forsøg på at skære min pulsårer over. Da jeg blev indlagt på Ungdoms-psykiatrisk afdeling, havde jeg flere af den slags, og jeg smed at glas meget hårdt i gulvet inde på mit værelse, men det ville ikke smadre (det var et drikkeglas), så jeg stillede mig op i vindueskarmen og tyrrede det ned i gulvet med alle mine kræfter - og så smadrede det. Jeg spiste nogle af stykkerne - og gik ud og sagde det. På et andet tidspunkt (faktisk den 1. november 1998, præcis 9 år før René og jeg blev gift) tog jeg 45 Kodimagnyler (jeg havde købt 200, og havde planer om at spise dem alle, men efter 45, kunne jeg bare ikke få flere ned.) Og hvad gjorde jeg så? Gik ud og sladrede. Kom til udpumpning. Var indlagt i 3 døgn fordi jeg sagde at jeg ville gøre det igen. Jeg stillede mig aller øverst på en trappe, der gik fra stueetagen til 1. sal, og kiggede ud over gelænderet og ned på trappetrinene under mig. Jeg blev stånede og stirrede på dem, men først da nogen kom for at spørge hvad jeg lavede, forsøgte jeg at hoppe ud over gelænderet. De var 3 om at holde mig inde, men lad os se det i øjnene: jeg ville aldrig være hoppet.
Det, jeg vil sige, er dette: Jeg er ynkelig. Eller, jeg var i hvert fald. Jeg prøver ligesom at "owne op til det", men det er ikke altid lige nemt, når man har opført sig som en 5-årig i så mange år. Og mange har måtte lide under min uansvarlighed. Jeg kan ikke tælle alle dem, som jeg burde sige undskyld til, på de tæer og fingre, jeg har til rådighed.
Men... Jeg lever mit liv nu, alene, sammen med Emma og manden jeg elsker. Han elsker mig (han påstår at han elsker mig mere end jeg elsker ham, men det tror jeg er tvivlsomt) og Emma, som bare er taknemmelig så længe der er mad, rent vand og en frisk bakke hver dag. Den kat oser af seriøs kærlighed til os, selvom jeg er klar over, at det er følelser, jeg projicerer over på hende. I virkeligheden er alle hendes affektive kærtegn hendes måde at markere sit territorium på, og vise andre, at hun altså ejer os.
Jeg har det skidt. Udover at det i dag er "DAGEN", årsdagen for min svigerfars død, så befinder jeg mig i et stadie hvor jeg enten ligger på et forholdsvist dybt vand af fortvivlelse, eller nærmest bobler over af glæde og synger for René. Jeg er begyndt at udtrykke mig meget i sang. Sange, som jeg ikke har skrevet, men som passer godt til en given situation. "'Cause I'm your lady, and you are my man" - det omkvæd er ret godt til alt muligt. Jeg ved at Celine Dion har lavet en version af sangen, men det var en cover - det var ikke originalen. Jeg har også lavet en version af den, hvor jeg sang "'Cause I'm your lunch lady, and you're my man". Af og til bryder jeg bare ud i den første og bedste sang, der falder mig ind, som jeg kan huske teksten til. René synes at mine nye støttestrømper, som er fra tåspidserne og helt op til midt på lårene, er sexede. Jeg tænkte en dag, at jeg fandeme måtte leve det ud, så jeg fandt et par blondetrusser og stillede mig foran ham og "twerkede". Jeg har sat det i anførselstegn fordi jeg slet ikke kan finde ud af det, det var en værre ulykke, men René syntes at det var sjovt. Og det var hovedsagen. I går lå han i sengen og så fjernsyn. Jeg skulle i kontakt med ham, og satte mig på min seng ved siden af ham. Han er blind på det øje, der vender hen mod mig, men jeg besluttede mig for følgende metode for at fange hans opmærksomhed: Jeg koncentrerede al min tankekraft på at sende mine tanker om hvor lækker, smuk og dejlig jeg synes han er over til hans hjerne, for at se, om han lagde mærke til det. Det gjorde jeg i 10 minutter, men han lagde ikke engang mærke til at jeg var der. Så gjorde jeg det eneste andet fornuftige: Hev det ene bryst frem fra bh'en og begyndte at slikke på det, sådan med tungespidsen. Men han opdagede heller ikke det, og efter 2 minutter brød jeg sammen og begyndte at grine. Og så blev han skuffet over at han ikke havde set det! Der er også tidspunkter på dagen, hvor jeg har meget fortvivlelse i mig, andre tidspunkter er det irritation/aggression, andre igen er det måske tristhed, og så er der tidspunkterne, hvor det går ud over Emma, og hun bliver "mis"-brugt på groveste vis: jeg har en tendens til at tage mange billeder af hende, og efter 4 år, er hun endelig blevet dødhamrende træt af det. Så nu skal jeg snige mig rundt, hvis jeg skal have et virkelig godt billede, og ofte må jeg videofilme hende i stedet for.
Psykisk sygdom af enhver art. Det er en bæ. Det er ikke nemt. Det er heller ikke nemt at være pårørende, hverken som familiemedlem eller som ven/veninde. Mange mennesker kan ikke klare presset at leve med psykisk sygdom, dels fordi de bærer byrden/smerten af de komplikationer, deres sygdom giver dem, dels fordi den medicin, de måske tager, gør tingene værre på en anden måde, og dels fordi de måske er blevet dømt af andre hele deres liv. Blevet gjort nar ad, kaldt grimme ting, blevet mobbet og til sidst ser de bare ikke andre udveje end selvmord. Og det er her, jeg synes at det er vigtigt at man lige sætter sig ned og tænker over det.
Jeg har altid haft problemer med min sygdom, men jeg er aldrig blevet mobbet, gjort nar ad eller kaldt grimme ting. Min familie (alle andre end min mor og min farmor) har ikke sådan rigtig kunne forstå min situation, men de kendte heller sådan rigtig til den, for jeg havde ikke givet udtryk for noget. Min farmors lillebror var skizofren. Men på et tidspunkt fandt jeg ro. På et tidspunkt kom jeg til at tænke på, at jeg, siden jeg var 20 år, var stået op hver dag og havde taget min sygdom på, uden på tøjet, og al kritik, jeg fik, gled af på min sygdom, og jeg gav den skylden for alt. Men - hvad nu, hvis man ikke bare står op og tager "Jeg er Skizofren" på, men i stedet "Jeg er Rikke" (eller hvad man nu hedder) og i stedet bare folder skizofrenien sammen og lægger den ned i sin taske eller lomme? Det er ikke skizofreniens skyld at du råber "LUDER" af kassedamen nede i Superbrugsen fordj varerne er dyrere end i Netto (det har jeg så heller aldrig gjort. Til gengæld har jeg handlet meget i Superbrugsen i Herfølge, og det har mine forældre også. En dag fortalte min mor mig, at min far aftenen forinden havde svinet end ung dame i kiosken til, fordi de ikke havde de cigarutter, han røg på det tidspunkt. Jeg fik så dårlig samvittighed, så da jeg skulle ned og handle dagen efter, sagde jeg undskyld på min fars vegne). Der kan være årsager til, at du du f.eks. begår en forbrydelse, som har ophav i din sygdom, som du ikke ville have begået hvis du ikke var skizofren (eller hvilken sygdom det nu drejer sig om). Og så må man se på hver sag - hvilket man jo også gør.
Men efter jeg har smidt "Skizofreni" som mellemnavn, og holder mig til de 3 navne, mit navn består af nu, har jeg fundet mere ro, har fået det bedre, og jeg har fået lyst til at hjælpe andre. Men jeg har ikke plads nok til at gøre det, for der skal ikke mere end et lille bitte skub i den forkerte retning før jeg selv har det megadårligt. Det er slet ikke optimalt.
Og Julien, som normalt er den mest støttende kæreste (i hvert fald i forhold til dem, jeg har set) man kunne finde, men som normalt blander sig for meget i "min" tid med Jenna, tager sig tid og sætter sig ned midt i sin sorg og laver denne video, lægger den op, så vi kan se den - det synes jeg er godt. Jeg synes at det er en smuk video, som Julien har lavet til sin afdøde ven.
Når det er sagt: Det er som sagt en svær dag i dag, fordi det netop er denne horrible dato, men i fredags fødte min veninde hende og hendes mands lille ny pige, jeg har ikke set hende "live" endnu, men kun på et billede som min veninde sendte mig fredag eftermiddag efter hun vågnede. Hun fødte tidligt fredag morgen, det var meningen hun skulle føde almindeligt, men fordi barnet havde en tiltagende høj puls under hele forløbet, blev de til sidst nødt at tage hende med kejsersnit. Men hun er en dejlig pige. Ikke lige den farve jeg havde forestillet mig. Katjas mand er ikke sort som natten, men han er godt mørk. Sådan lige én tone mørkere end... Hmm... Kanye West, tror jeg, og pigen er hvid, faktisk samme farve som Katja. Jeg ved godt, at det er ganske normalt, og jeg ved også, at hun sagtens kan blive mere "nougatfarvet" efterhånden som tiden går - men når jeg tænker på Nanas farve, havde jeg bare ikke forventet at deres barn ville få den farve. Men som jeg skrev: det er sket masser af gange af et par, som er af to forskellige hudfarver får et barn, som falder uden for forventningerne. Normalt er melamin bare et meget stærkt... Jeg ved ikke hvad jeg leder efter, men det er set før, at en sort mand og en hvid kvinde har fået et hvidt barn, og når manden så blev sur, eller for at teste at de havde fået det rigtige barn på fødegangen, og der bliver foretaget en dnatest, så er det den sorte mand, som er faderen, og den hvide kvinde, som er moderen - og hun kan jo have blå øjne og brunt hår, og alligevel kommer ungen ud med grønne øjne og rødt, krøllet hår - man kan faktisk ikke rigtig sige noget om det før barnet er lidt ældre. Jeg tvivler også på, at de havde set hendes øjenfarve, da det billede blev taget, for de små øjnesprækker kan umuligt åbnes. Men hun var bedårende. Det er hun stadig. De kommer hjem i morgen.
Hav en god aften, alle sammen. Jeg håber at noget af alt det, jeg har skrevet, giver mening, og at jeg ikke modtager alt for meget had. Hvis I hader mig, er det jo sådan det er. Det er jeg selv skyld i. Jeg kunne jo have ladet være med at skrive dette indlæg. Men jeg synes at det er et vigtigt emne. Mens Julien var rejst for at tage sig af sagerne ang. sin ven, filmede Jenna denne video. Se den, og se om I ikke bliver i bedre humør. Større kærlighed mellem en hamster og en voksen kvinde skal man lede længe efter.
Jenna Marbles, "Giving My Hamster A Home Makeover"
YouTube
Ingen kommentarer:
Send en kommentar