Det er længe siden, jeg har fået skrevet. Jeg synes at jeg har haft så travlt. Det har jeg ikke. Men min tid er gået med at skrive indlæg på blog.dk, samt at chatte på Messenger. Det er sådan lidt øv, at jeg nærmest har glemt denne blog, jeg må huske at få skrevet noget mere!
På mandag skal René scannes for forværringer ang. hans ryg/hofte/iskiasnerve. På torsdag skal jeg møde min nye neurolog for første gang. Det bliver spændende! Hun kan næsten kun være mere kompetent end Eva, som jeg havde på Roskilde Sygehus. Sikke en tosse. Hun har skrevet i min journal, at jeg lider af pseudoanfald... Det fandeme bare ikke i orden!
Den 25. august skal jeg til samtale på Hvidovre Hospital. Jeg skal til en samtale angående en gastric bypass operation. Det glæder jeg mig til, og jeg håber inderligt at jeg kan få den operation! Det er ikke sikkert, fordi jeg tager psykofarmaka - det var den grund, jeg fik som afslag sidst jeg var derinde (2 år siden). Jeg har imidlertid hørt om en del, der tager psykofarmaka, som har fået denne operation, så jeg satser på, at jeg også kan. Ellers har jeg et problem. Den 2. september skal jeg have røntgenfotograferet ryggen. Jeg tror ikke, at røntgenbillederne viser noget. Der ska nok en scanning til. Der er lang ventetid. Men jeg kan jo ikke rigtig gøre andet end at vente. Hvis de finder grund til at MR-scanne mig.
Det er sådan set det, der rører sig i mit liv lige for tiden. Jeg har ikke noget spændende at berette. Menøh... Det kommer der nok på et tidspunkt.
Mmh... Lige nu er det Peters stemme, der holder mig oppe... Eller er det mig selv? Er det min kærlighed til René? Folk siger at jeg skal tage lidt væk. Det er jo komplet tåbeligt. Man forlader ikke sin elskede fordi personen er syg. Det er da netop en grund til IKKE at rejse på ferie. "Hva' siger du? Er du blevet lam? Sikke noget lort, hva'? Nå, men Solvej og jeg tager lige et par uger til Mallorca! Hav det godt så længe" - nej, vel? Jeg ser det bare ikke for mig. Jeg elsker René, og jeg går INGEN steder.
Jeg har det svært for tiden, Renés smerter presser mig, og han har det jo også pisse dårligt, det er jo netop på tider som denne, man burde stå sammen - ikke? Kæmpe for sagen, for kærligheden og for livet?
Jeg er så utrolig tom indvendigt i disse dage. Det går slet, slet ikke for mig. Alt er kørt af sporet. Jeg ved ikke helt om jeg sådan lige har overskud til at skrive det her ellers så storslåede indlæg færdigt. Jeg havde så mange ting, jeg ville sige, men... Hvordan?
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke mig... Jeg er i seriøst søvnunderskud. René har det dårligt igen, med nerven i benet, og når han er vågen, så brøler han af smerte. Nu har han fundet sig til ro på tværs af sengen. Jeg overvejer at hoppe over på sofaen og få sovet lidt mere... Det bliver jeg nok nødt til... Er ved at dø. Jeg magter ikke at skrive mere lige nu...
9 uger og 3 dage. Så klarede jeg den ikke længere. Fandens. Jeg havde planlagt at jeg aldrig skulle opleve det igen! Men sør'me om Tobias og Annegrethe ikke kom snigende ind på mig i morges... Sådan nogle forpulede kællinger. Især Tobias. Og hvad fanden er "Tobias" for et navn til en kælling?! Tobias siger, at hun er bedre for René end jeg er, og Annegrethe siger, at hun har knaldet med René. Men det sidste ved jeg, er løgn, fordi René er altid hjemme. Vi er næsten aldrig væk fra hinanden, og når vi endelig er, er det når René går ned og handler alene - og så kommer han hjem med varer efter plausibel tid, og kan derfor ikke have knaldet nogen.
Men Tobias har muligvis ret. Hun kan muligvis være bedre for René end jeg er. Hun er mere hans type, tror jeg. Det er jeg ret sikker på, at hun har ret i. René siger at jeg ikke skal høre efter, hvad de siger. Men de siger det hele tiden! Jeg kan da ikke bare ikke høre efter. Det er umuligt. Heller ikke selvom jeg ved, at både Tobias og Annegrethe er i mit hoved og ikke kommer ud. At de er hallucinationer, der - selvsagt - ikke er virkelige. Det gør bare ondt at få den slags at vide alligevel. Tobias sagde at jeg skulle begå selvmord fordi det ville gøre René glad. Det tror jeg ikke på. Eller; jeg er ikke sikker, og derfor gør jeg det ikke. Selvom Tobias er mere "René" end jeg er, så er der ingen - INGEN - der kan elske René som jeg gør. Heller ikke selvom Tobias påstår at hun kan. Ha! Cheapass skank! Jeg hader dem. Jeg hader de to møgsække.
Okay. Jeg skulle nok have læst brevlegen helt igennem inden jeg gik i gang... Sagen er nemlig den, at jeg allerede har skrevet breve til stort set alle, jeg kender, men jeg kan ikke finde på ting til resten af brevene... Øv. Så brevlegen slutter her.
Jeg overvejer at gå i seng, skal op 07:30 i morgen. Jeg er klar over, at det ikke er specielt tidligt, men det er meget rart at kunne komme op. Jeg har planer om at få skrevet på JASPERS VERDEN i morgen. Jeg har slacket alt for længe, og nu må jeg fandeme se at komme i gang. Ellers går hele konceptet jo ligesom tabt - ikke sandt?
Jeg regner stærkt med -men har ingen garantier - at få mit splinternye keyboard (tastatur) i morgen! Yay! Det er et überfedt keyboard - af metal! Uh! Looove! Jeg glæder mig supermeget til at prøve det!
Jeg har intet på hjertet i dag. Jeg ville bare lige orientere folk om, at der ikke kommer flere breve i brevlegen, fordi jeg har "skrevet de breve der skal skrives". Sad but true.
Jeg er bare sååå langt bagud i den dér brevting... Øv! Jeg må se, om jeg kan få indhentet det... Det brev, jeg burde skrive nu, er henvend til den person, der har givet mig mit bedste minde. Nu kunne det jo være nemt at vælge René og episoden på Hamlet, hvor han indrømmede at vi var kærester. Men jeg vil forsøge at finde på noget andet... Jeg har faktisk ikke særlig mange gode minder, så det er faktisk røvsvært... Så skal det være noget fra min helt tidlige barndom. Det kunne man evt. godt. Jeg har et godt minde fra jeg var ganske lille.
KÆRE MOR!
Jeg husker, da vi var i Magasin for at købe "Den Blå Hund" - Gnags' sidste nye plade - til far, som havde fødselsdag. Jeg husker ikke selve fødselsdagen, men jeg husker, hvor rart og trygt det føltes, da vi to dansede rundt i stuen med solen skinnende ind ad de store vinduer. Vi dansede og dansede og sang med. "Vi' de vilde kaniner med meget lange ører, alt hvad I hvisker og siger ka' vi hører"... Det er et rart minde. Et andet mindre, jeg husker, er da vi senere hen, efter jeg blev voksen, sad i stuen i det store hus og lyttede til Prince, som vi begge to var helt fascineret af. Du var så sød, sang med på "Kiss" og igen: solen skinnede ind ad de store vinduer, dog nogle andre.
Jeg elsker dig, mor. Du har altid været der, selvom det har været lidt sparsomt, siden du udviklede dig til dranker... Jeg elsker dig alligevel.
KYS fra din datter
Oh dear God...! Jeg fejler noget. Et eller andet, jeg ved ikke hvad det er...! Jeg tør ikke at gå ud! Det er ikke en psykotisk angst, det er mere som en slags... Ja, bare angst for at være sammen med andre mennesker. At jeg skal ned og handle i dag er mit livs mareridt! Jeg magter det slet, slet ikke. Men jeg er nødt til at tage mig sammen og komme derned. Jo hurtigere jo bedre, for så behøver jeg ikke at sidde og fantasere mig til alverdens ting, der kan ske... Så BANG så er der handlet, og så skal jeg ikke spekulere mere over det. Før i morgen... Jeg er fortabt. Damn.
Hvad er det, der sker med mig? Hvorfor nu denne angst? I går var det 9 uger siden min sidste psykose sluttede... Hvorfor dukker der angst op nu? Det er meget mærkeligt. Jeg forstår det ikke! Jeg gider ikke at være et nervevrag fordi jeg skal ned og handle! Det må slutte nu. Som i "NU!" Men det gør det jo ikke. Det nytter ikke noget at forsøge at narre mig selv. Jeg har et angstproblem, og det har jeg haft i en uge. I en fuckerhel uge (næsten - i morgen er der officielt gået en fuckerhel uge) har jeg haft det sådan her! Det er sgu da ikke værdigt. Det er sgu da ikke i orden... Jamen BERIT! (Ja, og så går der "Jul i den gamle trædemølle" i den)
Jeg hader mig selv, jeg hader mit liv. Jeg elsker René, men han kan ikke hjælpe lige nu, andet end at støtte. Jeg tager ham med ned at handle. Så er jeg ikke MUTTERS alene sammen med alle andre i Herfølge. PIS! Jeg vil ikke handle... HULK! René har lige tilbudt mig at jeg må blive hjemme, men jeg sagde nej. Jeg må tage mig sammen. No other way to do this. Jeg må kaste mig ud i det og komme igennem det. Andet kan man vel ikke forlange af mig?
