Hold da op... længe siden jeg sidst har haft så ondt! Min lænd er totalskadet. Sidder her lidt i 6 onsdag morgen, og jeg tror ærligt talt at jeg er ved at dø af smerter. Jeg kan ikke være nogen steder. Jeg har faktisk ondt i det meste af kroppen, men lige lænden... Uha. Den er ond. Det værste er, at INGEN vil gøre noget ved det fordi jeg er OVERVÆGTIG. Det er jo derfor, jeg har ondt i ryggen, det er ikke fordi jeg reelt HAR ondt i ryggen. Det hele skyldes min overvægt - det er da klart. En røntgenfotografering der vidste let slidgigt var alt, I kunne hoste op med? Har I overvejet, om "let slidgigt" gør så helvedes ondt, eller om der er noget andet galt? Psh. Kvaksalvere.
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre længere - med ryggen. Jeg kan jo ikke leve af Renés piller, som jeg i øvrigt kun tager i desperation, for de virker ikke på mig. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal gøre... Er der noget at gøre? Er der en måde, hvorpå det her helvede kan stoppe? Jeg gider ikke at skrive til lægen, så er det 45. gang jeg skriver i dette døgn. Jeg gider heller ikke at ringe til ham. Jeg kan ikke komme derned. Og slet ikke i dag. Lene og Ole kommer jo. Men for fanden...Den her ryg driver mig til vanvid. Seriøst. Måske jeg skulle prøve at skrive til lægen alligevel? Nej. Hvad fanden skal jeg skrive.. "Det gør avs i ryggen"? Nej, jeg skriver ikke til lægen om det her. Men jeg kan selvfølgelig høre, om jeg kan få en form for smertestillende piller, akutvirkende, så jeg kan få lidt fred engang imellem. Hvordan formulerer man det? "Giv mig piller"? Nej.
Suk! Hader smerter, læger og piller. Led hovedpine. Men jeg kan mærke at smerterne er ved at krybe ned i lårene, det gør også megaondt, men det kan jeg forhåbentligt leve med. Jeg forsøger at gå i seng igen.
onsdag den 19. oktober 2011
tirsdag den 18. oktober 2011
Oldtid
Jeg synes lige, at jeg vil vise jer vores fjernsyn i stuen :) Og ja, det er mig, der har skraveret på en højt mærkværdig måde... Hehe. Here goes:
Er det ikke skægt? Jeg mener; vi har et LCD fjernsyn, og så vælger René det her til stuen. Men okay; hans smerter gør ham mere eller mere sengeliggende, og han har det gode tv i soveværelset.
Mad - besættelsen eller omvendt
Nu er det blevet sådan, at jeg fast ikke spiser noget hele dagen. Jeg spiser ikke noget før aftensmaden, som jeg går totalt amok i. Æder som en, der er meget sulten. Men jeg er ikke sulten. Jeg synes at det er ulækkert og har lyst til at kaste det op igen. Mad er klamt for mig. Det er utiltalende, og jeg bliver dårlig at af spise. Jeg har lovet René, at jeg i dag vil spise ½ rundstykke, og hvis jeg kan, et helt. Det behøver ikke at være lige efter hinanden.
Jeg er ikke bange for, at det er en spiseforstyrrelse. Selvfølgelig er det ikke det. Min svigermor siger, at så længe jeg spiser aftensmad, så er der ikke noget i vejen. Hvem ved. Måske har hun ret.
Når jeg spist mit kæmpe aftensmåltid, får jeg lyst til at kaste op, det er en stærk lyst, men jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal placere fingrene, for at der kommer opkast. Jeg kan ikke kaste op på den måde. Og jeg er bange for at miste mine tænder - jeg har syreskader nok i forvejen.
Men det kan jo være, at der er en fysisk grund til det Jeg har kontaktet min læge ang. et eventuelt godt råd, og så vil jeg derudover intet gøre, eftersom der intet er i vejen - jeg er bare ikke sulten. Eller... jo, jeg er sulten. Jeg synes bare at mad er ulækkert, vokser i munden og giver mig kvalme. Men nu har jeg spist ½ rundstykke. Jeg har en idé om, at det bliver alt for i dag. Men jeg har lavet to, så hvis jeg spiser begge to, er der ikke plades til mere - heller ikke aftensmad. Men jeg har ikke lyst til aftensmad, hvad vi så end finder på. Aftensmad er fælt. Men det smager sgu godt.
Jeg er ikke bange for, at det er en spiseforstyrrelse. Selvfølgelig er det ikke det. Min svigermor siger, at så længe jeg spiser aftensmad, så er der ikke noget i vejen. Hvem ved. Måske har hun ret.
Når jeg spist mit kæmpe aftensmåltid, får jeg lyst til at kaste op, det er en stærk lyst, men jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal placere fingrene, for at der kommer opkast. Jeg kan ikke kaste op på den måde. Og jeg er bange for at miste mine tænder - jeg har syreskader nok i forvejen.
Men det kan jo være, at der er en fysisk grund til det Jeg har kontaktet min læge ang. et eventuelt godt råd, og så vil jeg derudover intet gøre, eftersom der intet er i vejen - jeg er bare ikke sulten. Eller... jo, jeg er sulten. Jeg synes bare at mad er ulækkert, vokser i munden og giver mig kvalme. Men nu har jeg spist ½ rundstykke. Jeg har en idé om, at det bliver alt for i dag. Men jeg har lavet to, så hvis jeg spiser begge to, er der ikke plades til mere - heller ikke aftensmad. Men jeg har ikke lyst til aftensmad, hvad vi så end finder på. Aftensmad er fælt. Men det smager sgu godt.
mandag den 17. oktober 2011
Stiv græker
Wow.... Hold da op for regulær lortedag! Jeg har haft kramper stort set hele dagen, og jeg har bare siddet og gloet og ventet på at de ville gå væk i 3 timer, indtil jeg lagde mig til at sove igen. Så altså... Jeg har sovet til klokken 17 i dag.
Vi var hjemme hos Kim og Majbrit i går alligevel. Det var hyggeligt, Kim tændte ikke fjernsynet men deltog i samtalerne, de havde lavet flæskesteg - Fie lå på min nakke og gemte sit hoved i mit hår og slikkede lidt på det, og på sig selv (Fie er en af deres 3 katte). Det var faktisk rigtig rart. Fie er en dejlig kat. Synd at hun har kræft. Det har hendes søster, Perle, også, fremskredet på nøjagtig samme plan. Nå, men så blev jeg pludselig syg og væltede rundt som en stiv græker. Fra parkeringspladsen og til vores bolig gik jeg totalt sært og var ved at vælte ind i buske og støde ind i parkerede biler. René fik fat i mig og støttede mig op i lejligheden, hvor jeg gik i seng. Det var vildt ærgerligt, for det var simpelthen så hyggeligt.
MOR skal opereres i hoften her i slutningen af november, og være indlagt i 3 uger. Vi har aftalt, at vi låner bilen så længe, og kører ned og sørger for, at hendes kat, Emma, har det godt og får mad, samt at sove der et par nætter engang imellem. Det bliver sikkert hyggeligt nok. MOR har 2 computere, og så kan vi sidde og lave hver vores, eller vi kan tage nogle film med, som vi kan se. Det er en kørsel på 45 minutter mellem os og hende, så vi kommer til kun at bruge bilen til det mest nødvendige, for ellers kommer det til at koste vildt meget i benzin... Selvom vi geren VIL være det, er vi ikke millionærer. Det er jo også bedre for helbredet at GÅ ned og handle, selvom der er lidt langt. Det er en rar tur, og det giver dagens daglige motion. I dag har vi ikke været nede og handle, og vi kommer det nok heller ikke. Men vi går en tur senere, når vi har spist, regner jeg med. Jeg er i gang med at lave mad nu, faktisk. Fordi jeg har haft kramper dagen lang og har sovet så meget, har vi som sagt ikke været nede og handle, og selvom vi spiser om 30 minutter og de lukker klokken 20, og vi sagtens kan nå det, så skal vi ikke gå den vej. Vi går en "runde" tror jeg, bare sådan lidt rundt i nabolaget - jeg skal fandeme ikke befinde mig i Boholte centret om aftenen. Det er alligevel også ALT for langt at gå. Det er til medicin. Der ligger godt nok en Kiwi lige midt i centret, som har åbent til klokken 22, men deres frugt og grønt... Ej, det går ikke. De har masser af slik, men det er jo ikke det, vi skal have.
Nå, men maden kalder. Næste projekt er Renés moster og onkel, som kommer og spiser på onsdag. De er fine mennesker, så maden skal være fin. Jeg kan bare ikke finde på andet end bøffer fra slagteren.
Vi var hjemme hos Kim og Majbrit i går alligevel. Det var hyggeligt, Kim tændte ikke fjernsynet men deltog i samtalerne, de havde lavet flæskesteg - Fie lå på min nakke og gemte sit hoved i mit hår og slikkede lidt på det, og på sig selv (Fie er en af deres 3 katte). Det var faktisk rigtig rart. Fie er en dejlig kat. Synd at hun har kræft. Det har hendes søster, Perle, også, fremskredet på nøjagtig samme plan. Nå, men så blev jeg pludselig syg og væltede rundt som en stiv græker. Fra parkeringspladsen og til vores bolig gik jeg totalt sært og var ved at vælte ind i buske og støde ind i parkerede biler. René fik fat i mig og støttede mig op i lejligheden, hvor jeg gik i seng. Det var vildt ærgerligt, for det var simpelthen så hyggeligt.
MOR skal opereres i hoften her i slutningen af november, og være indlagt i 3 uger. Vi har aftalt, at vi låner bilen så længe, og kører ned og sørger for, at hendes kat, Emma, har det godt og får mad, samt at sove der et par nætter engang imellem. Det bliver sikkert hyggeligt nok. MOR har 2 computere, og så kan vi sidde og lave hver vores, eller vi kan tage nogle film med, som vi kan se. Det er en kørsel på 45 minutter mellem os og hende, så vi kommer til kun at bruge bilen til det mest nødvendige, for ellers kommer det til at koste vildt meget i benzin... Selvom vi geren VIL være det, er vi ikke millionærer. Det er jo også bedre for helbredet at GÅ ned og handle, selvom der er lidt langt. Det er en rar tur, og det giver dagens daglige motion. I dag har vi ikke været nede og handle, og vi kommer det nok heller ikke. Men vi går en tur senere, når vi har spist, regner jeg med. Jeg er i gang med at lave mad nu, faktisk. Fordi jeg har haft kramper dagen lang og har sovet så meget, har vi som sagt ikke været nede og handle, og selvom vi spiser om 30 minutter og de lukker klokken 20, og vi sagtens kan nå det, så skal vi ikke gå den vej. Vi går en "runde" tror jeg, bare sådan lidt rundt i nabolaget - jeg skal fandeme ikke befinde mig i Boholte centret om aftenen. Det er alligevel også ALT for langt at gå. Det er til medicin. Der ligger godt nok en Kiwi lige midt i centret, som har åbent til klokken 22, men deres frugt og grønt... Ej, det går ikke. De har masser af slik, men det er jo ikke det, vi skal have.
Nå, men maden kalder. Næste projekt er Renés moster og onkel, som kommer og spiser på onsdag. De er fine mennesker, så maden skal være fin. Jeg kan bare ikke finde på andet end bøffer fra slagteren.
søndag den 16. oktober 2011
Træt - meget træt
Jeg er træt. Jeg gik i seng dér omkring klokken 22, og så vågnede jeg klokken 1 og måtte tage smertestillende. Så vågnede jeg 3:30 af smerter, men formåede at blive liggende og falde i en yderst smertefuld søvn, som var meget let. Men da jeg åbnede øjnene var klokken 9:40. Så jeg stod op og vaskede op fra i går, fordi jeg havde ladet det være, og så vækkede jeg René klokken 11, fordi jeg havde lovet Majbrit at give besked i morges. Så jeg følte at jeg var nødt til at vække René. Sådan her ser man ud, når man som mig er dødtræt, lige er kommet ud af badet og har smidt noget mascara på.
Det sjove er faktisk, at jeg har en pæn glød igen i dag, men simpelthen ikke kan fange det på billeder. Jeg må få et bedre kamera. Haha. Ej, jeg er faktisk ligeglad. Junkie er mit trademark efterhånden.
Allan var her som sagt i går. Ganske hyggeligt, men måske lige i overkanten, når vi skal noget igen i dag. Jeg mener... Øv, ikke? Jeg ringer altså til Majbrit og aflyser. Det gør jeg lige. Jeg magter det simpelthen ikke. Jeg vil sove. Også selvom jeg har forsøgt at sætte mit hår og har taget mascara på. Jeg må have en dag alene, sammen med René. Det kan være at vi har en god film et sted.
Jeg er helt fuldstændig desperat for at få pengesagerne tilbage, selvom jeg godt ved, at det er dårligt for mig at rode med penge i disse måneder. Jeg står for regnskabet, og sådan er det. Men jeg kan godt mærke den dér kriblen for at komme ind på kontoen og kigge på de forskellige regninger. Det er for meget for mig. Jeg kan ikke bare give slip. Jeg må have lidt tid til at give slip på netbank. Shit, det er irriterende. Men altså... Ja. Jeg er nødt til det, hvis jeg vil bevare forstanden. Og - tænk engang - det vil jeg gerne.
Jeg har sovet meget uroligt, og oven på René det meste af natten, plus mine smerter og bla bla bla. Jeg synes at det er fair nok, hvis jeg lige får lov til at tage 2 Ipren. Men René vil ikke lade mig tage Ipren, fordi der er ibuprofen i, som var det der ødelagde hans mave for en overgang og gav ham blodmangel. Jeg bliver altså nødt til lige at have fat i den læge. Tidligt op i morgen - øv. Jeg kan faktisk godt lide at stå tidligt op, så "øv" er måske ikke aktuelt her. Jeg er ikke blevet mere træt af Deprakine, som neurologen regnede med, og jeg har umiddelbart ikke nogen bivirkninger. Men jeg har kun taget dem i 2 dage, så der kan stadig nå at dukke nogen op. Men jeg tror det ikke. Mit håb er blevet til overbevisning. Ingen bivirkninger til mig. Dejligt.
Ellers startede jeg min dag med at tage morgenmedicin, hvorefter jeg tog opvasken fra i går, lavede morgenmad til René og vækkede ham, vi tog os en god snak, og nu er klokken 13:26, og jeg sidder og gaber som en der gaber rigtig meget. Jeg synes faktisk at det er lidt synd for mig, for det kan være, at kæben "knækker" igen, så jeg ikke kan tygge min frokost. Så står den på flydende kost - og jeg kan IKKE lide suppe. Men jeg er sulten nu. Det er et godt tegn. Jeg har drukket 1½ glas cola siden jeg stod op, ingen morgenmad - derfor er jeg glad for, at jeg i det mindste har lyst til frokost. Jeg har også en djævelsk hovedpine. Dog ikke den migrænelignende hovedpine, som gør mig sindssyg.
Nå. Nu vil René også i bad... Han skal have underholdning mens han bader. Så nu vil jeg gå ud og sætte mig på toilettet mens han bader. Vi plejer også at få nogle gode snakke, mens han er i bad.
Allan var her som sagt i går. Ganske hyggeligt, men måske lige i overkanten, når vi skal noget igen i dag. Jeg mener... Øv, ikke? Jeg ringer altså til Majbrit og aflyser. Det gør jeg lige. Jeg magter det simpelthen ikke. Jeg vil sove. Også selvom jeg har forsøgt at sætte mit hår og har taget mascara på. Jeg må have en dag alene, sammen med René. Det kan være at vi har en god film et sted.
Jeg er helt fuldstændig desperat for at få pengesagerne tilbage, selvom jeg godt ved, at det er dårligt for mig at rode med penge i disse måneder. Jeg står for regnskabet, og sådan er det. Men jeg kan godt mærke den dér kriblen for at komme ind på kontoen og kigge på de forskellige regninger. Det er for meget for mig. Jeg kan ikke bare give slip. Jeg må have lidt tid til at give slip på netbank. Shit, det er irriterende. Men altså... Ja. Jeg er nødt til det, hvis jeg vil bevare forstanden. Og - tænk engang - det vil jeg gerne.
Jeg har sovet meget uroligt, og oven på René det meste af natten, plus mine smerter og bla bla bla. Jeg synes at det er fair nok, hvis jeg lige får lov til at tage 2 Ipren. Men René vil ikke lade mig tage Ipren, fordi der er ibuprofen i, som var det der ødelagde hans mave for en overgang og gav ham blodmangel. Jeg bliver altså nødt til lige at have fat i den læge. Tidligt op i morgen - øv. Jeg kan faktisk godt lide at stå tidligt op, så "øv" er måske ikke aktuelt her. Jeg er ikke blevet mere træt af Deprakine, som neurologen regnede med, og jeg har umiddelbart ikke nogen bivirkninger. Men jeg har kun taget dem i 2 dage, så der kan stadig nå at dukke nogen op. Men jeg tror det ikke. Mit håb er blevet til overbevisning. Ingen bivirkninger til mig. Dejligt.
Ellers startede jeg min dag med at tage morgenmedicin, hvorefter jeg tog opvasken fra i går, lavede morgenmad til René og vækkede ham, vi tog os en god snak, og nu er klokken 13:26, og jeg sidder og gaber som en der gaber rigtig meget. Jeg synes faktisk at det er lidt synd for mig, for det kan være, at kæben "knækker" igen, så jeg ikke kan tygge min frokost. Så står den på flydende kost - og jeg kan IKKE lide suppe. Men jeg er sulten nu. Det er et godt tegn. Jeg har drukket 1½ glas cola siden jeg stod op, ingen morgenmad - derfor er jeg glad for, at jeg i det mindste har lyst til frokost. Jeg har også en djævelsk hovedpine. Dog ikke den migrænelignende hovedpine, som gør mig sindssyg.
Nå. Nu vil René også i bad... Han skal have underholdning mens han bader. Så nu vil jeg gå ud og sætte mig på toilettet mens han bader. Vi plejer også at få nogle gode snakke, mens han er i bad.
lørdag den 15. oktober 2011
Klynk som I aldrig har oplevet det før
Jeg har fået svarene på blodprøverne i dag. Jeg forstår ikke helt Renés, men der er "mistanke om begyndende tendens til sukkersyge". Så vi skal lige have fat i lægen. Derudover har jeg fået svar på mine. Som i maj, da jeg fik taget blodprøver sidst, er der en "betændelsestilstand" i kroppen. Jeg skal testes igen om 3 måneder. De fandt aldrig ud af, hvad det var sidst. Hvorfor skal jeg have taget igen om 3 måneder? Jeg må have et svar nu. Jeg er begyndt at tro at det er ledbetændelse i knæene. Det lyder plausibelt for mig.
Og så skulle jeg tage en aftenlur. 1 time, og min ryg er FULDSTÆNDIG smadret. Jeg har ingen lure taget i dag. Jeg er lidt nervøs, for der er jo Kim & Majbrit i morgen. Shoot. Hvis jeg har så ondt allerede efter 1 time, så kommer jeg til at stå tidligt op. Og så er jeg fandeme ikke meget værd hos dem, plus at jeg måske har ondt. Hmm... Måske man skulle give dem et forvarsel... På den anden side virker det sgu dumt at ringe og sige "hey, jeg har ondt i ryggen i morgen", for det kan jo være gået væk dér. Det har fandeme også været en travl uge. Overraskelsesbesøg af Allan, som spiste med i dag, også. Jeg magter bare ikke mere lige nu, jeg vil i seng, men jeg kan ikke ligge der længere.
Jeg er bare så bombet. Kender I det? Det er ikke fordi, man ikke kan lide dem, man har på besøg/er på besøg hos, men når man har været sammen med andre flere dage i træk, så drænes man for al energi. Allan var hyggelig i dag, René synes også om besøget... Men... Arh. Man skal sgu lige komme sig over det første. I morgen skal vi være hos Kim og Majbrit, René har vildt ondt i ryggen fordi han har været på i 2 dage i træk, og han er nok heller ikke en skid værd i morgen. Men man kan jo ikke ringe på forskud, plus at de sikkert har købt ind og forberedt og bagt... Det er simpelthen så pinligt, hvis vi bliver nødt til at ringe i morgen og sige nej. Det er ligefør, jeg hellere vil lide end at sige nej. Majbrit har også glædet sig til vi skulle komme - og shit, vi har glemt at købe gave til Kim!!! Hvorfor kommer jeg først i tanke om det nu?!?!?! Man kan sgu da ikke komme til fødselsdag uden en gave! Godt nok er det ikke en fødselsdagsfest, men stadigvæk... Kim havde fødselsdag den 6. oktober, og vi takkede nej i sidste weekend fordi Kaj & Holst skulle komme. Vi må passe på os selv så vi kan komme afsted i morgen.
Jeg vil bare SÅ gerne i seng, jeg ved godt, at klokken kun er halv ti, og alt sådan noget, men jeg er træt. Og jeg kan ikke ligge der, hvis jeg går i seng nu, kan jeg stå op klokken 23 og ikke kunne ligge ned resten af natten. Damn. Hvad skal jeg gøre? Tage smertestillende? Det går bare ligesom ikke. Jeg må bare strække den så langt, jeg kan.
WHAT HAVE I DONE TO DESERVE THIS?! - jeps, klynk i bedste stil. Jeg må prøve sengen alligevel, jeg kan ikke længere. Jeg er så megatræt. Jeg har også overvejet, om det måske ikke var på tide at "make time for love" - det er længe siden sidst. Jeg vil egentlig gerne, selvom jeg er så udbombet. Ja. Jeg slutter hermed min fortælling om blodprøver, smerter, gisninger og glemte gaver til fordel for loooove. Sov godt, når I når dertil.
Og så skulle jeg tage en aftenlur. 1 time, og min ryg er FULDSTÆNDIG smadret. Jeg har ingen lure taget i dag. Jeg er lidt nervøs, for der er jo Kim & Majbrit i morgen. Shoot. Hvis jeg har så ondt allerede efter 1 time, så kommer jeg til at stå tidligt op. Og så er jeg fandeme ikke meget værd hos dem, plus at jeg måske har ondt. Hmm... Måske man skulle give dem et forvarsel... På den anden side virker det sgu dumt at ringe og sige "hey, jeg har ondt i ryggen i morgen", for det kan jo være gået væk dér. Det har fandeme også været en travl uge. Overraskelsesbesøg af Allan, som spiste med i dag, også. Jeg magter bare ikke mere lige nu, jeg vil i seng, men jeg kan ikke ligge der længere.
Jeg er bare så bombet. Kender I det? Det er ikke fordi, man ikke kan lide dem, man har på besøg/er på besøg hos, men når man har været sammen med andre flere dage i træk, så drænes man for al energi. Allan var hyggelig i dag, René synes også om besøget... Men... Arh. Man skal sgu lige komme sig over det første. I morgen skal vi være hos Kim og Majbrit, René har vildt ondt i ryggen fordi han har været på i 2 dage i træk, og han er nok heller ikke en skid værd i morgen. Men man kan jo ikke ringe på forskud, plus at de sikkert har købt ind og forberedt og bagt... Det er simpelthen så pinligt, hvis vi bliver nødt til at ringe i morgen og sige nej. Det er ligefør, jeg hellere vil lide end at sige nej. Majbrit har også glædet sig til vi skulle komme - og shit, vi har glemt at købe gave til Kim!!! Hvorfor kommer jeg først i tanke om det nu?!?!?! Man kan sgu da ikke komme til fødselsdag uden en gave! Godt nok er det ikke en fødselsdagsfest, men stadigvæk... Kim havde fødselsdag den 6. oktober, og vi takkede nej i sidste weekend fordi Kaj & Holst skulle komme. Vi må passe på os selv så vi kan komme afsted i morgen.
Jeg vil bare SÅ gerne i seng, jeg ved godt, at klokken kun er halv ti, og alt sådan noget, men jeg er træt. Og jeg kan ikke ligge der, hvis jeg går i seng nu, kan jeg stå op klokken 23 og ikke kunne ligge ned resten af natten. Damn. Hvad skal jeg gøre? Tage smertestillende? Det går bare ligesom ikke. Jeg må bare strække den så langt, jeg kan.
WHAT HAVE I DONE TO DESERVE THIS?! - jeps, klynk i bedste stil. Jeg må prøve sengen alligevel, jeg kan ikke længere. Jeg er så megatræt. Jeg har også overvejet, om det måske ikke var på tide at "make time for love" - det er længe siden sidst. Jeg vil egentlig gerne, selvom jeg er så udbombet. Ja. Jeg slutter hermed min fortælling om blodprøver, smerter, gisninger og glemte gaver til fordel for loooove. Sov godt, når I når dertil.
fredag den 14. oktober 2011
Ej, undskyld...
... men jeg har lige været på toilettet, og da jeg skulle vaske mine hænder, så jeg mig selv i spejlet. Helt ren, lys hud, med en let solbrændt tone, og smukt røde kinder og lange, sorte øjenvipper... Det eneste makeup, jeg har på, er mascara. Jeg blev bare så overrasket over at se mig selv så smuk, helt (næsten) uden hjælpemidler. Det er dejligt, den slags, ikke sandt? De dér blussende kinder virkede smukke, de fremstod som var jeg netop kommet ind fra snevejr - det var simpelthen så smukt. Og ja, jeg lyder selvfed, men det er ikke ment sådan. Jeg havde bare sådan en lyst til at blive derude og se på mig selv, for jeg er sjældent naturligt smuk. Men det er desværre den slags skønhed, der ikke kan fanges på kamera. Ellers ville jeg have sat et billede ind. Jeg har intet bevis, men jeg er ligeglad. Jeg så smuk ud, jeg så frisk ud, og jeg så glad ud. Hvor er det skønt. Husk på, at jeg kan passe mine jeans. Det har virkelig haft en voldsom effekt på mig. Det er dejligt, ikke? Alene i midten af august var jeg 15cm tykkere. Og nu - nu er jeg 15cm slankere. Og jeg har intet gjort. Men jeg vil fortsætte med at gå ned og handle hver dag, jeg vil gøre alt for at motionere, selvom kroppen ikke er klar til det. Jeg har jo slået knæene så mange gange. Men hvis jeg går stille og roligt, gør det ikke så ondt. Og nej, det giver ikke meget. Men jeg bevæger mig. Og det er bedre end ikke at lave noget.
Jeg vil ringe til min far og fortælle ham de gode nyheder! Min far er den person, der bliver allermest glad, når jeg taber mig. Ikke fordi han som sådan har et problem med at jeg er tyk, men han er bange for, at jeg dør før ham - og det er jo en reel frygt. Jeg er jo "kraftig", som han kalder det. Så nu ringede jeg til ham, og han blev så stolt, at jeg begyndte at græde. Han er simpelthen bare ... aww... Han er altid den person, hvis stolthed jeg mest søger. Til de daglige ting, som f.eks. at holde huset rent, søger jeg anerkendelse hos René, fordi han bliver så glad, når husker at vaske ting op efter mig selv. Men ting som at jeg har tabt mig, dem er min far den der er mest stolt af. Han har altid været efter mig med min vægt, men nu hvor han er klar over, at det primært men ikke kun er medicinen, er han blevet medgørlig, og han er bare så utrolig rar og positiv når jeg fortæller ham, at jeg har tabt mig. Han er måske nok en røv engang imellem, men han er en dejlig person. Jeg elsker min far meget højt - det er også derfor jeg tilgiver ham ting som f.eks. da han bad mig om at holde mig fra familien. Han er den person, jeg ligner mest, faktisk. Mange ting har vi ikke tilfælles - men mange ting har vi. René vil klart opponere mod det, fordi han ikke bryder sig om min far. Det gør ingen, jeg kender, ud over familien. Men det menneske, jeg ligner mest, er min far. I personlighed, altså, men den havde I nok regnet ud.
Nå. Men jeg ville jo egentlig bare fortælle, at jeg er smuk her til aften. Jeg har ikke været det hele dagen, men så kom det bare lige poppende op her til aften. Jeg vil nyde min skønhed uden at se på mig selv, for jeg gider ikke at sidde foran et spejl hele aftenen. Men mindet om det dejlige spejlbillede hænger nok ved indtil jeg går i seng. Hvilket bliver om ikke så længe. Jeg er totalt "bummed out" hvis man kan sige det, for jeg har knoklet i dag. Jeg har ondt på steder, jeg ikke engang vidste eksisterede. Men det er nok væk i morgen. Og jeg skal jo ned og handle i morgen - mere motion. Jeg har fået drivkraften igen. Det havde jeg sådan lidt, tænkte jeg ville gøre som jeg plejer - men min far... min far fik mig til at ville kæmpe for det. Så jeg glæder mig til at gå ned og handle. Og hvis jeg ikke skal ned og handle, så skal vi sør'me ud at gå en tur. René og jeg blev i går enige om, at vi skal støtte mere op om hinanden, så vi kommer ud hver dag. Det synes jeg er fair! Men nu vil jeg lige ordne mit køkken, og så vil jeg hoppe i seng. Sjovt at jeg er så træt, for jeg har ikke sådan rigtig sovet i dag, andet end den halve time først på eftermiddagen. Men jeg er så møgtræt, og så alle smerterne. Øv for at René har gæster, men det er der altså ikke helt noget at gøre ved lige nu. Jeg falder snart i søvn, og jeg vil ikke sove foran computeren. Det giver rygsmerter. Det kan jeg godt leve uden.
På genskriv!
Jeg vil ringe til min far og fortælle ham de gode nyheder! Min far er den person, der bliver allermest glad, når jeg taber mig. Ikke fordi han som sådan har et problem med at jeg er tyk, men han er bange for, at jeg dør før ham - og det er jo en reel frygt. Jeg er jo "kraftig", som han kalder det. Så nu ringede jeg til ham, og han blev så stolt, at jeg begyndte at græde. Han er simpelthen bare ... aww... Han er altid den person, hvis stolthed jeg mest søger. Til de daglige ting, som f.eks. at holde huset rent, søger jeg anerkendelse hos René, fordi han bliver så glad, når husker at vaske ting op efter mig selv. Men ting som at jeg har tabt mig, dem er min far den der er mest stolt af. Han har altid været efter mig med min vægt, men nu hvor han er klar over, at det primært men ikke kun er medicinen, er han blevet medgørlig, og han er bare så utrolig rar og positiv når jeg fortæller ham, at jeg har tabt mig. Han er måske nok en røv engang imellem, men han er en dejlig person. Jeg elsker min far meget højt - det er også derfor jeg tilgiver ham ting som f.eks. da han bad mig om at holde mig fra familien. Han er den person, jeg ligner mest, faktisk. Mange ting har vi ikke tilfælles - men mange ting har vi. René vil klart opponere mod det, fordi han ikke bryder sig om min far. Det gør ingen, jeg kender, ud over familien. Men det menneske, jeg ligner mest, er min far. I personlighed, altså, men den havde I nok regnet ud.
Nå. Men jeg ville jo egentlig bare fortælle, at jeg er smuk her til aften. Jeg har ikke været det hele dagen, men så kom det bare lige poppende op her til aften. Jeg vil nyde min skønhed uden at se på mig selv, for jeg gider ikke at sidde foran et spejl hele aftenen. Men mindet om det dejlige spejlbillede hænger nok ved indtil jeg går i seng. Hvilket bliver om ikke så længe. Jeg er totalt "bummed out" hvis man kan sige det, for jeg har knoklet i dag. Jeg har ondt på steder, jeg ikke engang vidste eksisterede. Men det er nok væk i morgen. Og jeg skal jo ned og handle i morgen - mere motion. Jeg har fået drivkraften igen. Det havde jeg sådan lidt, tænkte jeg ville gøre som jeg plejer - men min far... min far fik mig til at ville kæmpe for det. Så jeg glæder mig til at gå ned og handle. Og hvis jeg ikke skal ned og handle, så skal vi sør'me ud at gå en tur. René og jeg blev i går enige om, at vi skal støtte mere op om hinanden, så vi kommer ud hver dag. Det synes jeg er fair! Men nu vil jeg lige ordne mit køkken, og så vil jeg hoppe i seng. Sjovt at jeg er så træt, for jeg har ikke sådan rigtig sovet i dag, andet end den halve time først på eftermiddagen. Men jeg er så møgtræt, og så alle smerterne. Øv for at René har gæster, men det er der altså ikke helt noget at gøre ved lige nu. Jeg falder snart i søvn, og jeg vil ikke sove foran computeren. Det giver rygsmerter. Det kan jeg godt leve uden.
På genskriv!
Abonner på:
Opslag (Atom)