At værdsætte

Jeg siger jer: jeg har haft en crappy nat, og jeg har lyst til at gå ind og forsøge at få lidt ordentlig søvn, men jeg vil alligevel ikke spolere min dag ved at sove. Det er bare så irriterende!

Og René har megaondt i dag, selvom han ikke har lavet det store i går. Derfor er det ikke sikkert at han kan komme med ned til mine forældre. Men til den tid kan det jo godt være gået i bedring, så det satser vi på.

Jeg har tilsyneladende ingen kramper, men en dybt irriterende kat, som går mig direkte på nerverne - som lejrskoleturen, hvor jeg kørte i bus fra Solrød til Løjt Kirkeby med Povl Kjøller spillende i radioanlægget, fordi det var "in" lige i den uge. Mand! Alt, jeg ville, var Guns N' Roses, men jeg fik alle de latterlige børnesange. Heldigvis kunne jeg høre musik, da jeg kom hjem. Home sweet home indeed.

Mange af mine minder fra min barndom og ungdom forsvinder med lynets hastighed. De bliver udvisket, de har altid stået tydelige, men pludselig er jeg ikke længere i stand til at huske dem klart. Det er noget, der er sket over en kort periode. Det er meget underligt.

Det er spændende at se, om Renés pakker kan blive "klargjort" i aften. Hvis vi kan komme forbi posthuset, måske, kan jeg få pakket Renés gaver i aften, og så er den samlet og klar til "teasing" på bordet indtil den 5. april. Yeah.

Annabanana har fødselsdag den 18. marts, og jeg overvejer om vi skal købe en lille ting til hende - andet end en buket blomster. Men hvad? Det må i bunken af ting, der skal tænkes over. Eftersom jeg kun har 2 uger, må jeg putte den ind i toppen. Men min svigerfar har fødselsdag den 9. marts, så der skal selvfølgelig ske noget først. Han skal dog ikke ha' en gave, så jeg skal finde på noget andet, og det må blive noget i retning af et kort med en sjov/munter tekst på, som jeg endnu ikke har en eneste idé om hvad skal indeholde. Men et eller andet sted skal jeg vel heller ikke stå alene med det? Renés nevø har fødselsdag 15. marts, og min kusine har fødselsdag den 22. - der er nok at tage af!

Oka-ay! Så er makeuppen smækket på, den sidder okay for et "dagligdags-look", for jeg har ikke gjort noget særligt ud af det, og så er det jo det optimale! Jeg elsker bare makeup. Det er det dejligste i verden! Tænk at man kan blive en helt anden på relativ kort tid! Fantastisk!

Jeg er faktisk ret træt... Jeg sov dårligt igen i nat, jo, som jeg nævnte, og det har åbenbart sat sig hårdere end jeg troede. Jeg kan selvfølgelig tage en lur. Men hvad nu, hvis jeg så har kramper, når jeg vågner? Naaarh... må hellere forblive vågen. Det gør vel heller ikke så meget. Det er nok fordi jeg bare sidder her, som jeg plejer. Jeg kan jo ordne køkkenet eller noget andet?

Jeg er sikker på at billederne kommer i dag, men jeg "samler dem nok op" på vejen. Der er ingen grund til at løbe ned til postkassen for det nu. Jeg skal jo derned forbi senere. Men jeg har ikke fortalt René om dem. Kikset. Hehe. Jeg tager dem med fordi der er et billede, jeg har fået lavet kun til min mor. Det billede, hvor Emma er kravlet ind i hendes taske.

Aha, jeg kunne ikke vente med postkassen, og jo, billederne er kommet. Men jeg kan ikke åbne dem endnu, for pakken er fugtig, og det betyder,, at de kan klistre sammen og blive ødelagt. Men jeg glæder mig! Jeg overvejer at tage dem med ned til de gamle, så de kan se hvor sød Emma ser ud. Det er udelukkende billeder af Emma, nemlig.

Så nu mangler jeg bare den sidste pakke. Hooray! Jeg er sgu lidt stolt af René... at han tager med ned til mine forældre, selvom han har ondt. Jeg synes ikke at det er en synderligt god idé, for jeg synes det er dumt at han sidder og har ondt fordi jeg synes at det er hyggeligt. For så er det jo ikke hyggeligt. Men at han vil gøre det for min skyld... Wauw... Jeg må oppe mig. Tage mig mere sammen, når han skal noget. Eller når jeg skal noget, som han skal med til, men som jeg ikke kan overskue. Jeg har en smuk, hæderlig snart 39-årig Mand. Med stort "M". Han gør alle de ting, der skal gøres, selvom han har så vanvittigt ondt, fordi der ikke er andre muligheder... Jeg burde værdsætte ham mere...

I'm alive!

Jeg synes, at jeg er lige udsat nok. Jeg har reddet mig eget liv 2 gange i dag. Selvfølgelig fra hjertestop fordi jeg gik i chok. Emma kan tilsyneladende ikke se "tomt rum" mellem to plader, hun kan stå på, og vader bare ud. Så jeg har grebet hende 2 gange i dag, alene. Man kunne fristes til at sige at hun må lære det på den hårde måde, men hun er jo min lille Mhætte, og jeg kan da ikke lade falde helt oppe fra et spisebordsplan direkte ned på gulvet. Jeg ved ikke, om jeg har skadet hende ved at gribe hende, men hun viser ikke tegn på at have ondt. Det første kvarter efter, viste hun til gengæld stor irritation over at blive krammet og kysset på i de mængder, jeg kunne begrænse mig til - hun ville helt klart gerne bare ligge under lampen, foran min skærm, oven på mit keyboard, som sædvanligt, men jeg var slet ikke nået dertil endnu. Jeg var i et stadie af chok de første 15 minutter, og så begyndte jeg lige så langsomt at falde ned igen.

Jeg har haft kramper i dag, så i aften går jeg i seng til aftalt til. Dvs. senest 22:30. Det er så om 2 timer. Jeg vil gerne af med de kramper, og jeg har taget en ekstra dosis Delepsine i dag, selvom det ikke var aftalt med lægen, fordi jeg antager, at disse to dage (i går og i dag) med kramper, skyldes dagen i sidste uge, hvor jeg helt glemte medicinen. Jeg har ikke tænkt mig at gentage det, muligvis, dog, med en enkelt 10mg Frisium, men det er ikke noget jeg vil satse på. Jeg holder mig til den dosis, der er udskrevet. Når det er sagt, bør jeg også se at få min røv ind på neurologisk ambulatorium. Jeg har ikke været i kontakt med nogen siden jeg måtte aflyse den tid, jeg havde 12. januar. I slutningen af januar havde jeg en serie dage med meget vage myoklonier, og der har ikke været noget hele februar. I går havde jeg en myokloni, der var slem nok til, at jeg faldt, men nåede at sætte mig på sengen. Jeg forvred dog foden - og ja, det var naturligvis den dårlige, for ellers gælder det jo ikke. Haha.

Jeg har ikke ondt i dag, så det gør ikke noget. Men det ankelled kan ikke blive ved med at tåle alle de forvridninger. Det bør måske vendes med en ortopædkirurg eller en fysioterapeut. Der kan være tale om, at jeg skal lave en form for øvelser, men jeg tror at det bedste vil være at få lavet et ankelbind, jeg kan gå med. Jeg er hypermobil i stort set alle mine led, men den ankel, den højre, er så ustabil at jeg bare skal se på en kvist på et fortov for at vrikke om. Noget, der kan hjælpe til at holde anklen til stabil, kunne være en udmærket idé. Men den ligger jeg foreløbig i bunken af udmærkede ideer. Først skal jeg have løst et andet problem, der vedrører samme sag: Jeg går skævt, og jeg skal have lavet specielt producerede indlæg til mine sko. Dem har jeg ikke fået lavet endnu. De ligger over et eventuelt ankelstøttebind.

Faktisk, så skal jeg ud at gå aftentur nu. Klokken er rundet 21, eller; det gør den om 5 minutter. Aftenturen bliver kort i dag, det bliver en af de 10-minutters, men sikkert hyggelig alligevel. Jeg har fået frisk luft i dag, faktisk, da vi luftede ud, men der frøs jeg ret voldsomt, og valgte at gå i seng bagefter. Men jeg glæder mig til at komme ud nu. Der er bare lige et par ting, der skal ordnes først, så er vi på vej. Vi har jo den der tavle, jeg har lavet, og jeg VIL have et mærke, for vi fik ikke et i går, da vi ikke kom ud, fordi jeg havde kramper. Så i dag skal vi ud.

Husk at nyde jeres fantastiske tirsdag. Og hvis den ikke er fantastisk... Så had den og nyd dét i stedet for. Sov godt!

Og nej, jeg kom naturligvis ikke ud at gå, fordi de smertestillende piller ikke ville sætte i gang, så jeg måtte springe over igen i dag. Det er dårlig stil allerede 2. dag ud af 7.

"I wish I could be the king"

Jeg er faldet. Jeg faldt over Bryan Adams' "(Everything I Do) I Do It For You" som er fra soundtracket til "Robin Hood". Dem er der lavet mange af, og jeg ved ikke, hvornår denne er fra, så lad mig sige det ganske anderledes: Det er den med Kevin Costner. Det er en million år siden jeg har hørt denne sang sidst, og så endte den lige her på min playliste i Youtube.... Jeg tror faktisk ikke engang jeg selv har den... Den er simpelthen så dejlig. Jeg elsker at lytte til den.

Og faktisk, når jeg alligevel slår et slag for musikken, som denne blog kommer til at handle om, vil jeg sige, at jeg faktisk har forelsket mig i Roxettes "She's Got Nothing On (But The Radio)" og at jeg vil dykke dybere ned i deres katalog for at finde spændende ting. Der har jo været en lang pause på grund af Maries (sangerindens)  hjernesvulst, men hun er okay igen, og hvor er det skønt - ikke? Af deres gamle hits er der jo selvfølgelig altid "She's Got The Look" og "Joyride", men der er også "Fading Like A Flower", "Sleeping In My Car" og "The Centre Of The Heart" - og "Real Sugar". Jamen, der er så mange gode. Jeg kunne nævne stort set alle sangene, de har indspillet, men jeg kan jo ikke bare sidde og notere titler. Jeg ved ikke, om de har lavet noget nyt efter de startede op igen, men det kan jo jeg heldigvis finde ud af.

Jeg er begejstret for "Magic Hour"-pladen af Scissor Sisters, og især sangen "Year of Living Dangerously", som jeg finder blandt deres allerbedste. Jeg synes at den er ekstremt fed. Dens melodi falder bare lige i mit hjerte. Jeg hører den på repeat, faktisk, for den er umulig at slippe af med, når først jeg har fået tændt for den. Scissor Sisters har haft mig med fra første plade, og jeg elsker dem stadig.

Gruppen, der har lavet themesangen til spillet "Dying Light", som VIST NOK udkom i 2014, hedder Woodkid, og sangen hedder "Run Boy Run". Jeg kan slet ikke få nok af den, selve melodien er så fed, at det giver mig kuldegysninger. Det er er virkelig en fed sang. Den sparker røv. Hehe. Jeg kender ikke noget til gruppen ellers. Kunne være, at jeg skulle prøve at tjekke dem ud - det er jo en udmærket mulighed for at lære ny musik at kende.

"The Pale Emperor" har jeg snakket om, det er årets plade, det ved jeg allerede nu. Vidste det, da jeg fik den og hørte den. Den er stadig magisk, og jeg elsker stadig "Devil Beneath My Feet", som er den fedeste sang på pladen, det er simpelthen bare et mesterværk, og jeg ... Marilyn Manson er kongen.

"I wish I could be the king. Then I'd know that I am not alone"

- Marilyn Manson, "In The Shadow of The Valley of Death"

Bare lidt kort nyt

I sidste uge købte jeg en cd med en kunstner, jeg er glad for. Paul Rodgers. Han har i 2013 udgivet en plade udelukkende med gamle soul- og bluesnumre, og jeg forelskede mig med det samme i "I Can't Stand The Rain", som originalt blev udgivet i 1973, af den amerikanske sangerinde Ann Peebles. Den er så superfed. Jeg ville høre originalen og stødte ind i denne version:

Tina Turner. Og den sparker røv. Jeg er også stødt ind i en version af Janis Joplin. Men hun døde 3 år før sangen blev udgivet. Det er en anden kvinde, der synger, og jeg ved ikke hvem hun er. Jeg vil skrive flere musikanmeldelser i den næste tid, regner jeg med. Ellers er der intet nyt under solen.

I'm going in!

Jeg er i gang med, nu, at synge med på Aerosmiths bedste sange (efter min vurdering), og jeg sidder og "rocker lidt med", hygger mig egentlig meget godt.... And yet. Der er ikke en "dybere glæde". Jeg føler ikke sådan en rigtig glæde, men heller ikke tristhed, og jeg har cyklet rundt i det her for evigt, jeg føler trang til at brække mig, men det er nok mere på grund af den fastelavnsbolle, jeg lige har spist. For 2 timer siden. Jeg er ked af at sige det her, i en alder af næsten 35 år, men: Life sucks.

Men der er gode ting ved det alligevel. F.eks. har jeg hele 2 gange i dag reddet Emma fra tragedier. Første gang var hun kommet op på bordet og stod med venstre side på bordpladen og højre side på en flugtende papkasse. Så begyndte papkassen at skride, og Emma var ved at falde ned og gå i spagat. Men jeg fik skubbet kassen ind, så hun ikke faldt. Til gengæld kom jeg så til at skubbe hende ned fra bordet senere. Hun så sit snit til at slikke på den der fastelavnsbolletallerken, så jeg skubbede til hende. Men på den anden side lå der en bunke plasticlommer, som jeg havde glemt, så hun gled og faldt ned i skraldespanden under bordet, og videre ned på gulvet. Hun skyndte sig at løbe, men jeg fik sikret mig, at hun ikke er bange for mig. Da jeg så vendte tilbage til mit bord, så jeg, at der, hvor hun havde stået, og hvor jeg havde skubbet hende ned fra, lå min shaver, med bladet opad,  så hun kunne have skåret sig, hvis hun var begyndt at gå rundt på bordet.

Jeg har det virkelig skidt.. Puha... Altså, ikke med Emma, men i maven... Jo, også med Emma, man skal sgu ikke skubbe til sin kat, men hun skal ikke slikke på tallerkenerne. Jeg skulle bare have sagt noget i stedet for. Det var ikke sådan at jeg bare kurrede hende hen over bordet, det var bare lige sådan med albuen og så et "Hey, du!" Jeg har lyst til at gå i seng, men jeg er bange for at kaste op, hvis jeg lægger mig ned. Jeg skal ud i køkkenet og rydde op, og der er stadig maden fra aftensmåltidet, og jeg får kvalme bare af at tænke på det... Men måske er det bedst bare at tage tyren ved hornene og komme i gang. Det bliver jeg nødt til. Jeg har skruet ned for radiatoren herinde, og jeg har haft min "OBH Nordica Breeze" kørende i 20 minutter for at se, om det ville hjælpe. Damn. Når man har det skidt fordi man har spist for meget kage, skal man da i hvert fald for alt i verden have en indre kavalkade af billeder af kager, man har spist igennem sit liv. No expences spared. Fuck that. 

Vi får besøg af Sanne i morgen, en kvinde fra... Er hun fra kommunen eller hjemmeplejen? Det ved jeg faktisk ikke. Hvad siger hendes visitkort mon. "Køge kommune Social- og sundhedsforvaltningen" og så er hun en udegående medarbejder i socialafdelingen. Jeg burde være gået i bad. Jeg mindes at det er noget med vand og sæbe, som man kan påføre sig selv, men jeg er ikke sikker. Jesus fucking Christ. 2 gange i år har jeg været i bad. Ret gået gået, synes jeg, jeg lægger stærkt ud med en superdårlig strategi: depression. Etagevask er der heldigs noget, der hedder. Men sæbe er ikke billigt, og man er jo nødt til at spare, så det er vigtigt at bruge så lidt sæbe som overhovedet muligt. I stedet for vasker jeg hår i køkkenvasken som en sindssyg fordi jeg har en brist omkring fedtet hår. Mit hår er mit ømme punkt. Og jeg mener ikke, når det har været sat op i lang tid og hårbunden er blevet øm. Nej, jeg mener at jeg går utrolig meget op i mit hår. 

Men nu er klokken snart 21, den er faktisk 20:45, og jeg skulle have taget medicin klokken 20. Det ligger her, lige foran mig. Jeg har ikke taget det, fordi nogle af pillerne ligger i køkkenet,og jeg ikke gider at rejse mig nu, når jeg alligevel skal ud og rydde op derude om lidt. Min geniale tænkning siger: Når nu de 3 piller ud af de i alt 14, jeg skal tage, ligger helt derude, kan jeg ikke tage de 11 først og de sidste 3, når jeg kommer derud. Det giver nemlig stor mening, eftersom det har minus betydning :)

Det er vigtigt, synes jeg, at der er præsentabelt, når der kommer nogen, så jeg kan godt lige ordne det åndssvage køkken, men det bliver ikke superrengjort. Jeg ryddede op i vores fryser i går, og der var SÅ meget mad, der skulle smides ud, fordi jeg havde frosset det ned uden at skrive på, hvad det var og hvornår det var frosset ned. Det har jeg så rådet bod på, og fryseren er så pæn og rar, at jeg elsker at åbne den :)

René og jeg  nyder hinandens selskab mens vi ser Youtube videoer om computerspil og videospil. Sjovt, ikke? Jeg spiller ikke. Jeg spiller aldrig, og jeg spiller INTET. Da jeg boede alene, kom jeg til at prøve at spille syvkabale, og det gik helt galt. Godt jeg kun prøvede det den ene gang! Arrigskab og hidsighed er en ond ting. Men de gutter, der anmelder de spil, er simpelthen så sjove! Og der er jo Bunny, vi er begge to vilde med hende, altså, jeg elsker at se hendes videoer. Hvis nogen er i tvivl, jeg har snakket om hende før, men det er grav3yardgirl, fra Youtube. Go watch. Det er så underholdende at jeg har brugt en halv dag, bare på at sidde og flippe igennem hendes videoer. Eller vlogs. Kald dem, hvad I vil. 

Jeg har fået de mest sære, røde læber. De er også meget tørre og varme, så jeg tror, at jeg har fået puttet noget Clinique 3-trins skin tonic på. Det ser ud som om jeg har læbestift. Jeg har altid haft lyst til at gå med rød læbestift, men ikke denne røde farve. 

Det virker som om maven er ved at stabilisere sig, så jeg vil rydde op og gøre mig klar til at gå i seng - så kan jeg nemlig godt tillade mig at slappe af. Sov godt, pas på jer selv og hav en god tirsdag i morgen :)

Om ikke at have nogen talenter

Tandlægen. 

Overstået. Nu kan jeg fokusere på mere positive ting end huller i tænderne. Som jeg i øvrigt slet ikke havde, men blot havde frygtet. Jeg brugte lidt penge i Imerco, og jeg fik "pizza" til aftensmad. Nu sidder jeg og forbereder mig til KBJ i morgen. Puha. Den bliver strid. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal gøre... Hvad skal jeg sige? Det er selvfølgelig godt, at René  er med, så han kan tale lidt med, for han oplever jo tingene på en anden måde end jeg, men jeg er så-så trykket af at skulle derop at jeg næsten overvejer at blive hjemme, selvom jeg ikke gør det. Jeg tager derop. Ligegyldigt hvad. Det er næsten at jinxe det, men jeg bliver nødt til at love mig selv det.

Men jeg er så utroligt ... Jeg overvejer rent faktisk at gå i seng nu. 19:15. Jeg hader mit liv lige nu, og jeg kan ikke holde ud at sidde her og være deltagende i noget, der er så stort tidsspilde som blogging. Jeg hader det her forbandede lort! Nå! Jeg vil være smuk. Og rig.

Og ved I hvad? Jeg vil fandeme også have en ordentlig hobby! Denne hobby er til grin. "Jeg skriver" Nå? Har du nogensinde fået noget godt ud af det? FAT DET KÆLLING!

DU HAR INGEN TALENTER!

(det er mig, der lige snakker til mig selv) Jeg må gøre noget, men jeg gider ikke. Hvem der dog bare kunne tillade sig at have den slags luksusplaner. Jeg er træt af at der ikke sker noget, jeg er træt af, at jeg ikke kan lave noget, andet end at GLO og trykke på taster. Hvad med de bøger, jeg skulle læse? Nu har jeg kun 11 måneder tilbage til at læse de 2 bøger, jeg har lovet mig selv jeg vil læse i år. Wauw for et mål. To bøger. På 1 år. Sikke et mål at sigte efter! Engang læste jeg flere Dean Koontz romaner om ugen. For 3 år siden købte jeg "Kelly's Bro". Den er jeg stadig i gang med at læse.

Jeg burde have været i bad i dag, men det kom jeg heller ikke. Jeg kan ikke helt overskue det, og hvis jeg kunne, ville jeg jo heller ikke have det at sidde og være ynkelig over, som jeg er nu. Hold kæft, mand... Jeg bliver nødt til at gøre noget med mit liv.

Når jeg er færdig med at skrive bloggen her, tager jeg sagen i egen hånd. Eller prøver. Jeg flytter alle mine noveller fra min USB over på mit D-drev og sender dem til min egen e-mailadresse, så de ligger der, og på computeren, og så sletter jeg dem fra USB'en, så der er plads til alle mine hundreder af billeder. Så må jeg kunne finde lidt plads til at kunne overføre nogle playlister og skabe et dokument eller flere, som jeg også kan have liggende på på bærbare computer. For så tager jeg den med ind til René, og sidder derinde. Jeg kommer ikke til at sidde lige så godt eller have andre goder end hans selskab - men det må være det, der skal til. Han kan måske hjælpe til med at skabe en lidt mere "brugbart" udfald i min kreativitet. Han har mange gode ideer. Måske kan jeg være til assistance i hans kreativitet? Vi har snakket om at lave nogle Youtube-videoer. men de ting, vi skal bruge dertil, er endnu ikke købt ind, og bliver det måske ikke foreløbigt.

Under alle omstændigheder skal USB'en i hvert fald lige ryddes op på, så det alt det dér bliver nok først sat i værk i morgen.

Emma har modtaget sin pakke fra Zooplus i dag, og hun har spist sig propmæt i tun- og kyllinge ragout med sauce.  Det var lige hende. Hold da op, hvor blev der spist! Hehe. Nu er hun helt kuglerund og træt at se på. Hun har lagt sig i en af sine efterhånden 9 papkasser, som er spredt rundt omkring i lejligheden. Den kasse, hun ligger i nu, står på en 10. papkasse, som jeg har tapet lukket med gaffatape for at den skulle kunne holde sig lukket stående, så hun kan sidde på den, fordi den næsten flugter højden med mit skrivebord. Den er 5 cm højere, og planen er, at hun skal benytte den, lige ved siden af mig, frem for at gå på mit keyboard mens jeg bruger det. Det er ikke gået over alt forventning indtil videre... Men det lader til, at Miamor bare er sagen for hende - de to ting, hun har prøvet indtil videre :)

Når man har Djævelen under sine fødder

Jeg lytter ofte til "The Pale Emperor", den sidste plade fra Marilyn Manson. Den er stadig magisk for mig. Den rører noget i mig. Altså, virkelig, selvom jeg slet ikke har sat mig ind i teksterne endnu, men stadig kører på lyden som helhed. Ideen med at gå lidt hen i bluesgenren har virkelig bare... mand, det har bare gjort underværker. Pladen går op i en højere enhed, den har flyttet ham så meget, at han er blevet en helt ny kunstner, dog stadig den samme - han har flyttet sig rigtig meget denne gang, og det er godt at høre. Jeg elsker især sangen "The Devil Beneath My Feet" - den er så genial. Jeg ved ikke, hvad jeg hører, andet end musikalsk genialitet, men det er åbenbart nok til mig.

Jeg har jeg jo fulgt Marilyn Manson i mange år, og jo, jeg har en svaghed for hans smil. Hans stemme og hans smil. Jeg elsker at se interviews med ham, fordi han sidder og snakker med sin rustne stemme, fuld af sort humor og han har altid et charmerende smil på læberne, han er venlig, veltalende og utrolig imødekommende - har jeg set på videoer, jeg har ikke selv set ham så tæt på så jeg kunne vurdere det. Jeg er nok lidt teenagefjollet med Marilyn Manson, selvom det ikke er på et "crush"-agtigt plan. Jeg får bare en trang til at smile, når jeg ser Marilyn Manson smile.

Jeg må sige, at jeg lige nu godt kunne bruge cola, slik og en film, men ikke har de to første ting, og godt nok har den 3. ting, men ikke noget, jeg ikke har set allerede. Min dag er dårlig, faktisk, og jeg burde gå en tur for at blive frisket op. Se, om det hjælper lidt at komme ud og få noget luft og måske endda blive sneet på.

Jeg har været deprimeret i lang tid. I 2 år, tror jeg. Cirka. Men det har bare været nulpunktet. Hverken plus eller minus. Bare lige ud, uden nogen afkørsler. Men nu er jeg begyndt at hade livet. Ikke sådan så jeg jeg er i selvmordsfare. Men jeg har en følelse af had hver gang jeg tænker over, hvad jeg skal lave. Jeg hader virkelig det her ... Hvordan skal jeg sige det til René?