Jeg lytter til Megadeth lige nu, som fremover vil blive forkortet til Deth. Jeg har elsket det band i mange år. Siden 1994. Det startede ud som en kærlighedsaffære mellem "So Far, So Good, So What!" og mig. Jeg lyttede til den første gang den 24. april 1994, og jeg forelskede mig straks i musikken, som var et helt nyt univers for mig. Jeg startede jo med Guns N' Roses - Deth var så meget hårdere og mere brutale. Jeg følte kærligheden bruse i mine årer, jeg følte en eufori, jeg aldrig tidligere havde følt. Jeg følte mig beruset, jeg følte mig lettere end luft, og jeg vidste straks, at jeg havde fundet mit yndlingsband. Og det havde jeg faktisk. Jeg hørte den plade med dem om og om igen. Efterhånden som jeg fik erhvervet mig flere og flere plader med dem, jo mere forelsket blev jeg. Jeg kan ikke sige, hvilken sang, der er min yndlings, da hver enkelt har deres egen stil. Og der er jo mange plader, efterhånden. Ak ja. Kærlighed til et band... Findes der mon noget bedre? Jeg har hørt Deth siden 94. Så altså i 17 år. Det er fantastisk at man kan holde fast i noget så længe, ikke? Jeg har hørt Type O Negative siden 1997, Marilyn Manson siden 1998. Jeg vil sige, at de 3 bands er mine yndlings, selvom jeg ikke lytter supermeget til det nyere Deth. Men for fanden, de har også bare produceret plader i massevis.
Jeg lytter til "So Far... " pladen nu, og jeg genoplever glæden... Dave Mustaines stemme giver mig rare kuldegysninger, den er simpelthen så smuk... Ak ja. Jeg elsker den fucking mand. I LOVE YOU DAVE! Always have, always will!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar