Jeg ser dig, ligge dér, sovende i stilhed. Du ved forhåbentlig godt, at jeg elsker dig? Du er gået i seng fordi du havde ondt i maven. Og nu sidder jeg her alene. Venter på dig. Burde jeg også gå i seng? Lægge mig sammen med dig og drive ind i søvnen, drømme, vågne op til dig i morgen? Er det sådan, det bliver? Jeg ville gerne have at du var vågen nu, men... Det er jo snart min sengetid alligevel. Så måske er det i virkeligheden cool nok. Jeg føler mig bare så ensom. Jeg savner intimitet os imellem. Jeg savner at mærke dine arme omkring mig. Savner at se dig, sådan rigtig. Vi sidder bare og laver hver vores. Det er min skyld. Det ved jeg godt. Jeg er afhængig af min computer. Du tilbyder gang på gang at se film eller noget andet, og hver eneste gang siger jeg nej. For jeg er afhængig. Af min computer. Ikke af dig. Men af computeren.
Du er mit et og alt, men alligevel glider vi længere og længere fra hinanden. Elsker vi stadig hinanden? Er vi sammen om 10 år? Om 5? Jeg savner dig sådan. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme på computer-afvænning og se nogle flere film sammen med dig, gå nogle flere ture osv. Jeg er i vildrede. Men jeg har ikke set det før nu: Jeg ER afhængig af min computer. Jeg får det fysisk dårligt, når jeg ikke sidder foran den. Det er stort set ligegyldigt hvad jeg finder på at lave foran den, bare den er der. Bare musikken spiller i hovedtelefonerne. Som du gav mig.
Jeg må tage mig sammen. Være mere "din" og ikke mere "dens" - det er forkert. Hvordan kommer jeg ud af det? Jeg kan sidde her eller sove. Skal jeg indføre faste computertider, og få dig til at hjælpe mig med at håndhæve dem? Der kommer sikkert til at opstå meget uvenskab, men ... Jeg må væk. Jeg har det ikke godt med at forsømme dig. Men som sagt... Computeren er min elsker.
