Så er det tirsdag, der er 30 minutter tilbage af dagen, så bliver det tirsdag aften, og dermed skal jeg spise igen, hvilket bestemt ikke er rart med en tunge som min - men den er i bedring efter sårene er begyndt at hele. Det er jo dejligt nok. Vi skal have pasta med parmesanost i dag, det er sikkert lækkert nok - det plejer at være udmærket! Jeg har godt nok ikke point til det i dag, jeg har allerede brugt mere, end jeg må, fordi jeg har drukket 2 x 1½ liter Coca Cola. Jeg bryder mig ikke om sukkerholdigt sodavand, men engang imellem får jeg trang til Coca Cola. Så er det, jeg køber 1½ liter. Men i går var der tilbud på tanken, og vi var alligevel inde og tanke for Anders på vejen hjem. Men det er jo en helvedes masse point, der ryger på 3 liter sukkerholdig sodavand!
René er vist blevet syg igen. Han har svært ved at trække vejret, og det har han haft siden... Hmm... lørdag? Han har en idé om, at han er dødeligt syg. Det er jo noget pjat. Men det ville være mere pjat, hvis jeg ikke var bange sammen med ham. Jeg forestiller mig at han har fået kræft, og René tror at han har fået noget med hjertet. En blodprop, f.eks. Jeg er meget bange, men jeg forsøger at tage det med ro. Hans angst bliver værre, hvis jeg gejler ham op. Det går jo bare ikke. Jeg hader det her. Jeg vil have min raske mand tilbage. Det her er ulideligt. Jeg bekymrer mig hele tiden om ham. Hele tiden er der noget, han siger, der får mig til at forestille mig hans snarlige død. Han beskriver, hvordan han har det... Det er ikke godt. Og jeg er pissebange. Som sagt må jeg fremstå som rolig. Nu skal han undersøges i overmorgen, og så går der en uge, før han skal have svarene på blodprøverne. Hm-hm. Jeg håber på det bedste. Det værste er, at René selv er bange, og at det ikke er mig, der har skræmt ham...
