Jeg er syg. Virkelig syg. Jeg har brug for, at René er hjemme, men han skal på BOMI om lidt, og jeg vil ikke fortælle ham om omfanget af min sygdom - det startede i går, så han ved det godt. Men jeg vil ikke ødelægge hans dag. Jeg kan jo også ringe til min mor, hun er sygemeldt igen i dag. Om en halv times tid skal jeg ringe til KBJ og lige lægge en besked hos Lisbeth, eller hvem der nu sidder der i dag, og sige at jeg gerne vil ringes op af KBJ.
Jeg har store problemer med at lade René gå i dag, men han er nødt til at gå. Onsdag er en af de vigtige dage derude. Jeg kan ikke bede ham om at blive hjemme. Jeg kan heller ikke ringe til hans rådgiver og bede om, at René får fri. Jeg er nødt til at lade ham gå. Jeg er bare ikke meget for det, altså... Men i den her sag er jeg nødt til at gøre, hvad der er bedst for René, og ikke tænke så meget på mig selv. Jeg har min mor, og Katja kommer også på arbejde i dag. Jeg skal nok klare den. Ikke fordi kan jeg kan, men fordi jeg skal.
Og nu er der små 5 minutter til at han skal gå. Jeg kan allerede mærke angsten vælte op i mig, og han er ikke engang gået endnu. Fandens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar