Lur-kinda girl

Jeg er usund i dag. Jeg er i gang med at spise en mad med smørechokolade. Jeg har ikke dårlig samvittighed. Hvorfor skulle jeg have det? Jeg spiser hvad jeg vil. That's right, motherfuckers. Ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal stoppe i kæften. Og så er det vist slået fast.

Jeg nyder vejret i dag, med oprullede gardiner. Tror dog mere, at jeg er en lur-kinda girl. Jeg er dødtræt.

Så! Jeg fik taget en dejlig lur, og  hygget mig med Renés rådgiver på jobtræningscenteret, jeg har lavet hjemmelavet pizza, jeg har (endelig!) fået flyttet mit "stuff" ind til René, så nu ligger han bag mig og glor fjerner, og jeg sidder her, foran min computer, og hygger. Jeg er på nettet via min telefon - Wauw...! Vidste ikke der var noget så teknisk. Man skulle tro at det var løgn, men sadly - nej. Haha. Jeg er en øgle til det dér. Eller måske en kegle. Eller måske en øgle-lignende kegle? Anyways; jeg stinker af sved efter... 12 timer, med en deodorant der lover mig 48 timers virkning. Jeg har mit sidste kluns på. Jeg kan vælge at gå over at vaske nu. Klokken er 22:10. Jeg kan også vælge at gå derhen ved 7-tiden i morgen. Umiddelbart lyder det bedst for mig at gå derover nu, men jeg kan ikke bære alt det lort alene, jeg tør ikke at gå ude når det er mørkt og bla bla bla. René har knoklet for at hjælpe mig med at trække ledninger, så han er ikke meget værd. Jeg er nødt til at gøre det alene. Men det er jeg også i morgen. René skal jo til træning.

Puha, jeg har godt nok ondt i hovedet... Det er temmelig voldsomt. Jeg har spist gulerødder i dag, økologiske og det hele - sikke noget prut! Jeg har aldrig smagt så smagsløse grænsende til det dårlige gulerødder. Fy for pokker, altså, og vi havde jo købt dem så der var noget til Britta. Ej, men altså... Sikke en skuffelse. Jeg glæder mig sådan til at skulle i seng, for ærligt talt... Den dér hovedpine, ikke? Avs!

Anne, hende der bor oven over os (tror jeg), en gammel, gammel dame, ringede på her i eftermiddags og spurgte om vi ville hjælpe Scott som var faldet. Scott er vores skleroseramte alkoholiserede nabo. Så René og jeg gik ud i blomsterbedet og tog ham i hver ham, og så fik vi ham op at stå, og fik ham hjulpet ind i lejligheden - han havde fundet den forkerte nøgle frem, og kunne ikke komme ind. Men han kom ind til sidst. Jeg synes at det er lidt skægt at René har fået ry for at være den stærke mand, der hjælper alle, der har brug for hjælp. Hehe. Men det er da et meget godt ry, altså...

Ih, altså, jeg er så glad for at være kommet ind til René. Jeg håber at det bliver lige så rart som jeg har håbet på! Vi ordnede det her til aften, og der er meget endnu, der skal laves. Støvsuges der hvor jeg sad, f.eks. - sikke et støvhelvede! Jeg har allerede været ved at falde på min "pas på gulvet" plasticmåtte, som skyder lidt opad i hjørnerne... Superirriterende. Men det går vel nok. Jeg og mine tæer skal vel bare vænne os til det...

Nå, jamen... Jeg har vist sagt det, der skal siges. Godnat!