"Dogma"

Kender I det der med at opdage en edderkopperede ved siden af sin seng? Godt at man har bugspray tilbage fra sidste år!

Nånå, men der er jo sagen, den åbne sag, om Marilyn Manson. Hvad har han lavet? Hvad er det, der gør, at jeg synes, at det er så utrolig fedt? Der er jo selvfølgelig en række plader, og der er jo gode sange på dem alle sammen, er gode. Bortset fra "EAT ME, DRINK ME".

Jeg vil gerne starte med at fortælle om mit forhold til selve pladen "Portrait Of An American Family"  

- men klokken er blevet alt for mange, det er jo blevet mandag nu, og jeg skal altså i seng... Men jeg skriver indlægget færdigt, når jeg står op i morgen.

OKAY! Klokken er 10:00 og jeg er ready to go!

Jeg har ikke det helt store forhold til "Portrait Of An American Family", men som på de fleste andre plader af alle andre kunstnere og bands verden over, er der altid en sang eller to som er rigtig fede på pladen. Og på "Portrait Of An American Family" er der 3 højdepunkter for mig: "Cake and Sodomy", "Dopehat" og "Dogma". Jeg kan nok bedst lide "Dogma", jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor, men jeg tror at det er melodien. Den er så fængende. Teksten er ikke så vigtig for mig i denne sang, jeg synes bare at sangen er utrolig god og jeg synes at det er en god debutplade.

"Dogma" er en upspeed sang, det går hurtigt, både med melodi og med sang, og de to ting går bare op i en højere enhed. Marilyn Manson lyder som en sindssyg øksemorder på stoffer, og det er faktisk en fed stemme til netop denne sang. Jeg kan godt lide, at den har en sådan lidt barnlig indgang i starten, melodimæssigt, men hurtigt går over i en virkelig fed musik, som holder igennem musikken. Den afviger kun for omkvædene, der er er ikke nogle bridges, i  forhold til selve sangen. Jeg kan godt lide, at der er "skrig" fra alle sider, det får det til at virker lidt vildere, og jeg kan godt lide, at der i slutningen er en stemme der helt roligt siger "burn" igen og igen, mens der blevet skreget "burn!" ind over af alle andre i bandet, vil jeg tro. Teksten er meget anderledes end hvad der sker på de efterfølgende plader, men der skal jo tages højde for både udvikling og tekstskrivere. Dogma er skrevet af Marilyn Manson, som hedder Brian Warner og Scott Puteski. Sidstnævnte var oprindeligt med til at starte bandet, og bar navnet Daisy Berkowitz. De blev uvenner, og Scott var kun med i bandet på den ene plade.

Sangen består jo mere eller mindre af de samme vers om og om igen, bare med bitte små variationer. Personligt kan jeg lide at synge med på sangen, men det er måske nok melodien, jeg elsker mest, hvilket er højst usædvanligt. Jeg møder ikke mange musiknumre, hvor melodien er federe end sangen. Normalt er det sådan, at de virkelig bare går i spænd og komplimenterer hinanden. Jeg må sige, at jeg er absolut vild med denne sang.

Der er ikke noget, jeg vil trække ud og sige "det her er fandeme godt sagt", for det er der sådan set ikke noget, der er. Det er bare en virkelig god sang. God at lytte til. Fed. Love it!