Denne boks har stået åben hele dagen. Ord har været i mig, som ikke ville ud. Nu prøver jeg igen, en sidste gang. Jeg ved godt, at der står tirsdag d. 18. november over indlægget, men det er stadigvæk mandag aften for mig.
Men igen... Der kommer bare ikke noget godt ud.
For nogle år siden købte René og jeg "C.S.I." Ikke alle de der spin-offs, der kom, men "C.S.I." - den originale. René sidder og ser de gamle afsnit nu. Den serie gik SÅ meget ned ad bakke da Grissom forsvandt. Selvfølgelig var de alle en del af serien - men Grissom var den bærende del. Det var ham, der var den interessante, den anderledes, den sære. Nu er er det D.B. Russell, der er den interessante, den anderledes og den sære - og let's face it: William Petersen er LANGT bedre til den rolle end Ted Danson er. Jeg nyder at liste ind og kigge med, for de er bare noget særligt, de gamle afsnit. Også fordi man kan huske dem fra man var yngre. De startede jo allerede da jeg var først i 20'erne. Og hvad laver Laurence Fishburne i den serie? Altså, han er sgu god, men den rolle, han har fået, er katastrofal. Øv. Mit dejlige "C.S.I" er væk. Og det magiske ved "Criminal Minds" forsvandt allerede dengang Gideon smuttede. Jeg mener, den er ikke dårlig, Joe Mantegna er også god - men det var Gideon var bare... Han var med fra starten - som Grissom.
Det er som - og nu skriver jeg det sgu - med 'Deth. De var sgu fede nok. De var cool. Det var "mit" 'Deth Dave, David, Marty og Nick. Der var to plader forude, uden dem, "Peace Sells... But Who's Buying?" fra 1986 og "So Good, So Far... So What!" fra 1988, som var vildt fede, men var uden Marty og Nick. "Rust In Peace" fra 1990, som var den første plade, de var på, var absolut ikke noget for mig. Jeg vil lige indskyde, at Megadeths første plade er "Killing Is My Business.. And Business Is Good" fra 1985, og at det var den, der kom før "Peace Sells... But Who's Buying?" - den var ikke helt lige... Der var nok lidt for meget "larm" og lidt for lidt "sang" til mig. Jeg ved det ikke. Måske burde jeg lytte til den igen en dag. Nå men "Countdown To Extinction" fra 1992, var fabelagtig, og jeg elskede den selvfølgelig. Den næste plade i rækkefølgen er "Youthanasia", som udkom i 1994 - det er lidt her, festen stoppede for mig. Pladen efter igen, "Cryptic Writings" fra 1997 er rigtig god - op til ca. midtvejs, hvor det går ned ad bakke. Så kom "Risk" i 1999 og den gjorde absolut IKKE tingene bedre. Så smuttede Nick. Og lige dér. Der døde mit 'Deth. Jeg forsøgte at holde mig opdateret med "The World Needs A Hero" i 2001, men den var bare ikke god. Der var 3 gode sange på, og så var der en sang, der var så dårlig, at jeg skammer mig på deres vegne, sådan, helt ind i sjælen, hver gang jeg tænker på den. Jeg har hørt den en enkelt gang, kun, for jeg kan ikke bære mareridtet af at lytte til den endnu en gang. Men så skete der det forfærdelige, at Dave kom tilskade med sin arm. Han fik en nerveskade, og kunne ikke længere spille guitar, hans udsigter var dårlige. Pludselig lander der en Megadeth cd, "The System Has Failed", på mit bord (tak, far, i øvrigt), som er bedre end den foregående plade, fordi den har hele 4 gode sange! Og så sker der det, at Megadeth begynder at skide plader ud i en fart inden kan følge med i! De udgiver plader hvert 2. år, så man kan faktisk slet ikke nå at lære deres plader ordentligt at kende, før der kommer en ny. Men "The System Has Failed" er fra 2004, og der er så et spring op til 2007, hvor "United Abominations" udkommer. Så, i 2009, kommer "Endgame", og i 2011 "Thirteen" og 2013 udkommer sidste nye skud på stammen, "Super Collider". Det er goddamn mange plader at holde styr på, når man teknisk set ikke sådan rigtig lytter til andet end de første, rundt regnet, måske lidt hen mod begyndelsen af midten. Kan man sige det? Anyways - jeg savner Nick og Marty. Men Marty, har jeg læst, er vist mere til popmusik nu, og jeg ved ikke helt, hvad Nick laver - tilbage i 'Deth, kommer han i hvert fald ikke. Dave "ejer" Megadeth, og ved hans side står David. Jeg synes at det er utroligt at de har holdt sammen i så mange år. De har et godt venskab, tror jeg.
Jeg har tænkt mig, en dag når jeg ikke har andet på programmet, at sætte mig ned og finde teksterne til de plader, jeg mangler at lytte ordentlig igennem, og så lige give dem nogle gennemlytninger. Dave har i mange, mange år været en af mine favoritsangere. Han har en utrolig god stemme. Og hans guitarspil er virkelig godt. Jeg er slet ikke ked af, at jeg har fået "The mark of 'Deth" på min arm. Jeg tænkte, da jeg fik det lavet, at jeg måske en dag ville fortryde det, hvis jeg ikke længere ville kunne lide deres musik. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg var ligeglad, fordi jeg jo havde haft dem i mit hjerte på netop det tidspunkt, og at det også betød noget. Og jeg er stolt af det, nu, stadigvæk. Jeg kan sgu ikke huske, hvor gammelt det er, efterhånden, men jeg tror at jeg har haft tatoveringen i 8 år, måske 9. Ja. 9 år. Det passer sgu med, at jeg fik den lavet da jeg var 25 år gammel.
Jeg snakker meget om mine tatoveringer, gør jeg ikke?
Nu er klokken næsten 2 om natten. Det er vidst ret typisk for mig at være meget sent oppe, når jeg skal noget dagen efter. Det er altså en virkelig dårlig idé. Jeg kan derudover se, at min kat har spist lidt under 30g tørkost i dag og intet andet, og at det var det samme i går, og at hun begynder at ligne en anoreksi-ramt kat, og at jeg har spist 4 flødeboller i dag, hvoraf 2 af dem var Renés - det er hans uden kokos. Han kan ikke lide kokos, men det kan jeg. Moralen i det med flødebollerne er egentlig bare: Lad være med at købe flødeboller når du sidder foran computeren en lørdag aften og er lækkersulten og skal bestille varer til levering dagen efter. Det kan KUN gå galt - jeg har allerede spist 1 pose skumfiduser, 500g vindruer, 7 bananer og 2 æbler siden klokken 10 søndag formiddag. Nå, ja, og så de 4 flødeboller. Og jeg spiste sådan set også 2 i går. Men nu er der heldigvis ikke mere slik. Så kan jeg koncentrere mig om andre ting. Jeg er MEGET bedre til at sige nej tak til slik når jeg går forbi det i butikkerne.
Mit hår flyver om ørerne på mig. Jeg ville ønske at jeg lige kunne sætte det med noget... et eller andet styling af en art. Men der er jo hudlægen i morgen. Strålebehandling i hårbunden. Men hun skiller håret fra hinanden og sætter den dér helt ned til hårbunden. Så jeg kan vel egentlig godt komme en lille bitte smule krøllecreme eller sådan noget i, så længe det ikke rammer hårbunden? Jeg kan jo lade være med at bruge saltvandssprayen. Jeg har jo hele to flasker med Curl Cream fra Matas. Sådan. Det er bare for at "holde sammen" på håret, for det bliver altså meget 'levende' når det er nyvasket og der ikke er noget styling i. Men der er mange, der kender til. Alt andet vil være urealistisk.
Hudlægen, der i morgen, transporten kommer - jeg tager faktisk rollatoren med, for jeg har intentioner om at gå hjem. Jeps. Jeg har ikke været ude at gå i meget, meget lang tid, på grund af skiftevis smerter hos René og mig, samt kramper. Det bliver en hård nyser. Jeg må virkelig tage mig sammen og HUSKE at tage de smertestillende piller. For guds skyld huske de smertestillende! Jeg lægger dem altså frem med det samme. Nej, Emma kan æde dem. Jeg lægger en seddel, hvor jeg husker mig selv på at jeg skal tage dem! Det er den bedste løsning.
Det bedste lige nu, faktisk, er at jeg jo - som nogen måske er klar over - har problemer med blæren, og ikke fik den tømt heeelt sidst jeg var på toilettet. Jeg har ikke tisset i trusserne. Men de er blevet lidt mere end fugtige, og for en eneste gangs skyld har jeg ikke bind på. Psh. Så det skal jo så lige renses. Godt, at jeg har et par joggingbukser uden på, og derudover sidder på et håndklæde!
Det var ikke de ord, jeg ville have ud. Men det var ord, jeg havde tænk at jeg ville skrive på et tidspunkt, så jeg vil poste indlægget alligevel. Det er også synd, bare at lukke det, når nu det har stået åbent og ventet på mig siden i formiddags.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar