René. Jeg elsker dig så helvedes meget. Jeg elsker dig så meget, at jeg græder ved tanken om at du ikke er her lige nu, men inde i soveværelset, og jeg sidder alene her, i stuen. Vi burde være sammen. Altid. Vi kan jo godt lide at være sammen. Og jeg ønsker at se dit smil - i dine øjne. Jeg elsker den måde, du læner dig ind til mig på, og siger, at du har gået og spekuleret på, at du vist har glemt at sige at du elskede mig, i forgårs. Det betyder ikke noget, at du ikke siger det hver dag, Bille. Du er dejlig alligevel.
Jeg er sur, irritabel og nederen hver dag, og jeg er virkelig ked af det. Det er ikke din skyld, og alligevel kæmper du for at få mig hevet op. Du har det selv dårligt. Du bør ikke lægge alle dine kræfter i mig. Jeg elsker dig. Jeg har skrevet det, jeg ved det godt, men jeg elsker dig også nu, måske mere end da jeg startede indlægget.
Du er det bedste, virkelig, der er sket for mig. Jeg ... jeg må se dig. Se dine smukke øjne, dejlige smil, og mærke dine beskyttende arme omkring mig, og jeg skal nok forsøge at lade være med at være en sur kælling. I hvert fald resten af i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar