- Jeg var nok 16 eller 17 år før det gik op for mig, at noget så simpelt som "nældefeber" ikke er at sætte sig ned og tisse i en busk med brændenælder. Det troede jeg vitterlig, at det var. Men så læste jeg, at det var en allergisk reaktion, som viste sig med samme reaktion som hvis man havde brændt sig på brændenælder, og den derfor havde fået navnet nældefeber. Rimelig pinligt. Men jeg har aldrig haft nældefeber.
- En anden ting, jeg aldrig har haft før, er kyssesyge, eller mononukleose. Hvis nogen havde spurgt mig, da jeg var 14 år, havde jeg jeg nok hørt det som "mundogklovsyge", for jeg troede vitterlig at det var det, der var tale om. Ikke at det decideret var mund og klovsyge - mennesker har jo ikke klove. Men jeg kunne ikke høre forskel på ordene.
- Jeg kyssede engang en rigtig, levende, breathing frø, der ikke havde gjort mig noget. Men min farfar udfordrede mig. Lad mig sige dette: Der kom ingen prins. Men den sprøjtede gift på min T-shirt. Jeg tror det var gift. Måske tissede den i bar' rædsel.
- Jeg var engang nødt til at lade som om jeg havde en kæreste. Dette skete fordi jeg elskede at gå ture efter skole, bare mig og min walkman. Min mor blev ved med at forsøge at udfritte mig, og til sidst gav jeg efter og sagde at jeg havde en kæreste, som hed Kasper. For ikke at "afsløre" mig selv, skrev jeg om Kasper i min dagbog.
- I en periode, da jeg var ca. 11 år gammel, var Elvis Presley virkelig bare THE King for mig. Eftersom min mor ryddede op på mit værelse, støvsugede, samlede vasketøj sammen, vaskede det og lagde det på plads igen, faktisk helt frem til jeg flyttede hjemmefra, skete det, at der indimellem forsvandt ting. Og en dag var mit hygge-projekt om Elvis blevet smidt ud. Jeg havde brugt en hel uge på det, lånt bøger om Elvis på biblioteket, og da jeg indså, at jeg pludselig ikke havde mit projekt længere, for jeg ud til papircontaineren, og jo, der lå de mange papirer, som jeg havde skrevet. Men containeren var kun lige tilstrækkeligt fyldt til at jeg ikke kunne nå det, og min mor, som ellers havde nøgler til alt, kunne ikke skaffe adgang til papircontaineren. Bye bye Elvis.
- Da mine forældre og jeg flyttede til Solrød og mine forældre dermed fik deres første have, skulle der ske ting og sager. Min far planlagde haven meget grundigt. Langs hækken var der et blomsterbed, der lidt mindede om Den Gyldne Måge fra McDonald's. Græsset blev delt ind i små felter, og der blev gravet brosten ned i græsset. Det betød NUL græsslåmaskine, men derimod Rikke og mor med køkkensakse, når der skulle klippes græs. Mit marsvin måtte ikke gå på græsset, og hun måtte ikke spise af det friske græs - jeg er sikker på, at min far kunne se det, når han kom hjem fra arbejde, for han kommenterede det altid.
- Min mor havde slem, og jeg mener virkelig slem, paradentose, og fik derfor udskrevet noget fluortyggegummi med en lakrids/mentol-agtig smag, som var skøøøøøn! Det var ikke ment til børn, som ikke engang kunne læse hvad der stod på labellen. Men det kom i en dåse, der lignede en malerdåse. Den blev åbnet på samme måde. Heldigvis havde jeg som 10-årig virkelig lange og stærke fingernegle og kunne sagtens brække den op, og det tog alligevel lidt tid før min mor opdagede at alle hendes tyggegummier lige så stille forsvandt.
- Jeg var 11 år, mindes jeg, da jeg pludselig fik den indskydelse, at fregner - "don't have any, just make some". Så jeg tog en brun tusch og tegnede en masse prikker hen over min næse. Og så gik jeg i skole. Jeg blev trængt op i en krog, naturligvis, for ingen troede på, at jeg havde udviklet så mange fregner over natten, og de "populære piger" maste mig ud på badeværelset, hvor de tvang mig til at fjerne dem. Nu hvor jeg tænker efter, havde mindst 2 af dem selv fregner.
- Engang blev jeg hyret til at være babysitter for en ... ja, veninde var hun vel egentlig ikke, men hun var da med til legene, når vi alle sammen legede uden for. Denne piges far, som var alene-far, hvad så mange gamle, tunge møbler, og der var meget mørkt i huset. Vi sad i køkkenet, det eneste rum med lys i, og vi havde hver en skål med vaniljeis og cola i, hvilket smagte fortrinligt. Jeg kan ikke huske hvilken cola det var. Men jeg har prøvet at sidde med vaniljeis med cola ud over som ældre, og det smager bedst når det er uden sukker. Nå, men for at komme på WC skulle vi igennem denne mørke stue, som kunne gemme på hvad som helst. Derfor tissede vi i køkkenvasken.
- Den russiske rockgruppe Gorky Park havde i 80'erne nogle hits, blandt andet "Bang!", som jeg syntes var fed, når jeg hørte den i radioen. I omkvædet synger sangeren "Bang! Say da, da-da, da. Tell me yes and lets feed the fire". I min version, og helt frem til jeg hørte sangen igen i midten af 10'erne, troede jeg, at de sang "Bang! Zidadadada! Tommy yes, lets beat the fire". Det giver absolut ingen mening, men det lød bare så skide godt. Men i 90'erne og frem til jeg fik del i Renés musikbibliotek, har jeg faktisk ikke spekuleret over den sang overhovedet, og derfor har jeg ikke tænkt over at undersøge hvad der bliver sunget.
Men apropos det der med Gorky Park - de har også lavet "Moscow Calling", som er en ret fed sang, i min verden. Eller... Det var den. Indtil jeg så videoen i dag. Nu kan jeg kun tænke på, hvordan musikerne ser ud. Damn.... Why didn't somebody call the fashion police?!
Men i det mindste er det da noget, der kan rettes op på! Hehe. Naturligvis ejer jeg ingen rettigheder til denne sang, video, what so ever, den er bare fundet på YouTube.
Nyd jeres sidste dag her i påsken - i morgen er det slut! THANK GOD for det. Jeg har gjort dette
ved min mand. You ALL said it couldn't be done. And yet I have a man who looks like the leader of North Korea! Ha! Take that, haters! I'll shoot you down on my way up. Ej, seriøst, så ser det ikke for godt ud lige nu, fordi håret på "toppen" er en centimeter for langt, og det voks, han har, teknisk set ikke er helt så holdbart længere. Men jeg har købt noget nyt til ham, som jeg satser på, at han kan lide. Men han er alligevel gået fra dette:
til dette, som teknisk set lige var et "tjekpoint", inden jeg færdiggjorde projektet.
Gutten, der normalt står ved kassen om aftenen på Shell her, synes at jeg havde lavet et godt stykke arbejde. Men som sagt sidder det ikke godt af sig selv - det kræver noget, og det tror jeg ikke var Renés hensigt. Han ville gerne være skaldet. Jeg fik bare lov til at "lege", kom han kaldte det. TAK SKAT! I luv U BIG! 💗💋💋
Ingen kommentarer:
Send en kommentar